Brøndus go home!

Hov, jeg gemte at fortælle om det store diskussionsemne for tideni Chicagoland. Som nævnte for nogle dage siden er det, alle går op i herovre for tiden finalerne i collegebasketball. Da University Illinois for nogle runder siden blev slået ud af turneringen, annoncerede skolen, det også ville blive den sidste optræden nogensinde for skolens elskede maskot.

Unerversity of Illinois' hold hedder The fighting Illini, opkaldt efter Illinierne, den nu næsten uddøde indianerstamme (Native American), der plejede at bebo området, om som staten også er opkaldt efter: Paix Illinois - Illiniernes land. Holdets maskot er som følge deraf en hvid fyr klædt ud som indianer, kaldet Chief Illiniwek, der i pauserne i kampene danser nogle meget smagfulde faux-regndanse omgivet af cheerleaders og dansende Dr. Pepper-flasker. Af en eller anden årsag synes de få overlevende Illinier (der stort set alle bor i en trailerpark i det sydlige del af staten) og forskellige andre Indianer-interesseorganisationer at disse optrædener er upassende og udtryk for en stereotyp repræsentation af landets "oprindelige" befolkning. Og derfor lagt pres på University of Illinois for at skifte maskot og/eller holdnavn, ligesom de har gjort det overfor en lang række andre sportshold eksempelvis Washington Redskins, Cleveland Indians, Chicago Blackhawks osv.

Det har U of I nu gjort, hvilket har affødt en ophedet debat om hvorvidt den Politiske korrekthed nu endegyldigt er gået for vidt. Om hvorvidt man skal begynde og pille ved en elsket, næsten tyve år gammel tradition for at tilgodese den alt for magtfulde indianerlobby. Trods alt, vi gav dem jo "Danser med Ulve" og "Pocahontas", og udvalget af ildvand og glasperler er større end nogensinde: Hvad vil de mere have - land og bisoner?

Spring Break Whooo!

Mandag aften

Som beskrevet tidligere er skolen lukket i denne uge, så jeg bruger dagene på at få indhentet lidt arbejde og planlægge de næste par uger. Og i øvrigt nyde at have huset for mig selv – Hayes’erne er i Washington, hvor deres søn i denne uge skal dimittere fra FBI-akademiet (!).

På lærerværelset i Social Studies afdelingen står der ude i køkkenet et bord, hvor der (næsten hver dag bliver stillet en eller anden form for kage eller slik, som enten en af lærerne har medbragt eller sekretæren Mrs. Durchschlag (det hedder hun) har indkøbt. Det er et meget farligt bord, og man skal virkelig passe på ikke at komme ind i en rytme, hvor man spiser en stykke kage til sin frokost hver dag. I fredags var det særligt overvældende, da det var Marys (Mrs. Vicars) 52-års fødselsdag. Jeg forsøgte at være vittig ved at forsøge at indføre kølenavnet Old Vic, men der var tilsyneladende ikke rigtigt nogen der fangede den – det slog i hvert fald ikke an. Bortset fra det, var fredagen, og id det hele taget hele sidste uge) særdeles præget af ferien var umiddelbart forestående. Både lærere og elever var tydeligvis mere optagede af at tale om, hvor de skal hen, med hvem osv. end af den almene skole gang. Jeg har med andre ord set mange videofilm i timerne de seneste dage. Både den kinesiske At Leve (World History), Hotel Rwanda (Crime & Deviance) og Cinderella Man (Urban Studies) er det blevet til i løbet af ugen. Alle tre udmærkede film, om end det ikke er den mest optimale måde at se en film på, spredt ud over en hel uge, da hver undervisningstime kun varer 50 min., hvoraf mindst det første kvarter altid går med at tage eller evaluere diverse Multiple Choice-prøver. Der har således ikke været meget studenteradfærd for mig at observere, men til gengæld føler jeg, at jeg er kommet lidt tættere på nogle af eleverne, og har haft de første mere uformelle snakke med et par af dem.

Fredag aften blev brugt sammen med familien Hayes, der så småt gik og pakkede, mens jeg sad inde i sofaen og læste. Jeg har endnu ikke set nogen af dem overhoved være inde i stuen, og jeg kan ikke finde ud af, om den egentlig kun er til gæster, og jeg derfor i virkeligheden opfører mig frygteligt uhøfligt ved at sidde derinde så meget. I det hele taget har (både herhjemme og på skolen) indimellem lidt problemer med at aflure de sociale koder og er nogle gange lidt bange for at jeg træder forfærdeligt ved siden af. For eksempel kan jeg ikke finde ud af, hvordan jeg skal udtrykke min taknemmelighed overfor Hayes’erne over at de lader mig bo i deres hjem (næsten) gratis. Jeg har gjort mit absolut bedste for at vise det, men omvendt da jeg lavede mad til familien i onsdags ( champignonpate og rødkålssalat), takkede Judy mig som om det var det bedste måltid hun nogensinde havde fået og som hun var helt overvældet over at jeg rent faktisk havde lavet mad som vi havde aftalt. Og det blev gjort på en måde, som jeg har meget svært ved at leve op til. Jeg er trods alt fra Vestsjælland, og jeg har meget svært ved at tage ord som ”fantastic” eller ” wonderful” i min mund uden at glide over i hvis ironisk distance. Nå, jeg håber de har forstået, hvor glad jeg er for den tjeneste, de har gjort mig, og hvor meget lettere, de har gjort min tid herovre.

Lørdag morgen tog Hayes’erne af sted og jeg var alene i huset. Dagen brugte jeg stort set bare på at stene og få indtastet de sidste par dages feltnoter. Om eftermiddagen hørte jeg Mikkel Kessler-kampen og senere Spanien-Danmark over netradioen, hvorefter jeg ringede til Peter for at få ham til at udlægge kampen for mig. Selv om jeg holder meget af at høre fodbold over radioen er der alligevel en del ting, som det er umuligt at få et indblik i, uden at kunne se billederne. Om aftenen fik jeg endnu et af de små kulturchok, som jeg indimellem støder ind i, og som minder mig om at der er flere andre Amerika’er end det pæne, internationalt orienterede, veluddannede miljø, som jeg færdes i: Jeg så stand-up i fjernsynet! Amerikas bedst sælgende komiker er ikke Jerry Seinfeld eller Sarah Silverman, endsige Jon Stewart eller folkene fra fremragende serier som Arrested Development eller 30 Rock. Det er en gruppe på fire stand-up-komikere fra sydstaterne, der under navnet ”The Blue Collar Comedy Tour”-rejser landet tyndt og holder udsolgte shows for et overvældende hvidt, overvældende arbejderklasse- publikum. Med tyk sydstats-dialekt fortæller de tre første komikere ”sjove” observationer om emner som græsslåmaskiner, pick-up-trucks og mexicanere, mens publikum (mændene iført cowboyhatte og Billy Ray Cyrus-hår; kvinderne meget ofte iført noget med frynser) er ved at brække sig af grin. Til sidst kommer showets superstjerne så på scenen: en fyr, der kalder sig Larry The Cable Guy, iført ølmave og skovmandsskjorte med afrevne ærmer, entrere under et brøl fra publikum, hvorefter flere begynder at råbe hans catchphrase ”Get’er Done!” op mod Larry – et råb han kun er mere end villig til at besvare. Han stiller sig derfor midt på scenen og begynder at fortælle jokes a la :

”This other day I was drivin’ down the street when some cop pulled me over. He said ”Sir, have you been drinkin’?. I looked up at him and said: ”Why, is there a fat chick in my back seat?””, og

”If you take Tulsa backwards, what is it? ”A Slut”. If you take a slut backwards what is it? ”$100”

Fun-ny!

Søndag havde jeg besluttet at tage ind til Chicago, hvorfor jeg om morgenen gik ned til Glenview Station, og satte mig på toget. Selvom der bor næsten ligeså mange mennesker i Glenview som i Roskilde går der om søndagen kun otte tog hver vej mellem downtown Chicago og her. Togturen tager ca. en halv time og ender på Union station lige udenfor ”The Loop”, den ringbane, der afgrænser den ene by. Derfra gik jeg ned til Museum of Contemporary Art, hvor jeg aldrig havde været før, og som flere havde anbefalet mig. Museet som ligger lige bag ved The Watertower (den eneste bygning i byen, der er over 100 år gammel), fungerer egentlig mere som en kunsthal, eftersom de ikke har nogen permanent ustilling, men i stedet afholder en række temabaserede udstillinger, med værker fra museets egen samling kombineret med lånte værker. For tiden er det en udstilling med kunstfotografi fra 1967 (det år museet blev grundlagt) frem til i dag. Som de fleste af jer ved er fotokunst ikke rigtigt noget der siger mig så meget, og det er derfor ikke så overraskende, at de værker, der sagde mig mest, var dem, der ikke bare var todimensionelt fotografi: Nogle konceptuelle fotobøger af Ed Ruscha (som Toke og jeg også så på Centre Pompidou sidste forår), en (som sædvanligt) vanvittigt smuk videoprojektion af Sherin Neshat, en installation af Jan Brodthaers osv. derudover var der selv følgelig også en masse ”almindelige” fotografier af alle de største indenfor feltet - i det hele taget en rigtigt udmærket udstilling. Jeg var dog endnu mere imponeret af den anden ustilling på museet; fire store rum dedikeret til den tyske 80’er kunstner Rudolf Stingel (som jeg må indrømme, jeg ikke kendte inden jeg så udstillingen).Han er samme generation som Gerhard Richter, Anselm Kiefer, Joseph Beuys osv. og parallellerne er tydelige. Optagetheden af stoflighed, foranderlighed og tid giver et meget stærkt udtryk der dog er knapt så radikalt nyskabende som hos de ovennævnte. Stingels værker, både skulptur, assemblage, installation og fotografi, rummer inspiration fra den foregående minimalisme, konceptkunst og nouveau réalisme, hvilket på den anden side giver værkerne et langt mere indfølt og opstemt udtryk. Virkeligt en god udstilling. MCA har også en god størrelse for et kunst museum. Jeg gik begge udstillinger grundigt igennem på omkring to timer, og nåede således ikke at blive træt eller ukoncentreret inden det var overstået.

Da jeg var færdig på museet gik jeg i biografen. Det virkede måske lidt fjollet, da det var en virkeligt smuk dag og omkring 18 grader varmt, men jeg ville meget gerne nå at se ”Pan’s Labyrinth” af Guillermo del Toro inden den bliver pillet helt af plakaten. Den har fået endnu en tur i biograferne efter at have vundet to Oscars for special effects og make-up, hvilket er godt, da den først fik premiere i Danmark, den weekend, jeg tog herover. Jeg går ud fra, at flere af jeg allerede har set den, men hvis ikke kan jeg virkelig anbefale den. Den handler om en lille piges flugt ind i en fantasi-verden i Spanien i tiden lige efter borgerkrigen, mens hendes onde stedfar – en falangistisk oberst jage guerillaer i bjergene. Den er virkeligt flot og både de fantastiske og de realistiske scener fungerede virkeligt godt. På mange måder mindede den om den britiske film med Steve Coogan, Rikke og jeg var inde og se på sidste års Natfilmfestival (kan du huske titlen?).

Derefter vadede jeg bare lidt rundt inde i byen og kiggede på forretninger, dog uden at købe noget, da jeg stadig prøver at holde mine udgifter nede, så jeg har råd til at rejse lidt rundt når jeg er færdig med mit feltarbejde. Det eneste jeg købte var et par bøger i den kæmpestore musik- og boghandel Borders: ”V.” af Thomas Pynchon til mig selv, da jeg er blevet færdig med det skønlitteratur, jeg tog med herover og den engelske udgave af Georges Perec’s ”Livet” (som jeg havde lånt af Mathias og lige er blevet færdig med –mange tak ) som jeg var så vild med, at jeg havde behov for at give den videre til en eller anden og derfor købte til Susan (Ms. Flickinger). Hun er lige blevet gift (og derfor måske ikke længere er Ms. Flickinger, det var jeg faktisk ikke), og selvom brylluppet af årsager jeg ikke kender stadig er en hemmelighed overfor eleverne og dele af lærerværelset, syntes jeg ikke det var upassende at købe en lille gave til hende.

Jeg besluttede at tage det tog hjem, der afgik fra Chicago ca. halv syv, og købte derfor noget kinesisk takeout fra en stand lige udenfor stationen. Jeg satte mig på en bænk indenfor, for at spise den, da jeg opdagede af fyren havde undladt at give bestik eller spisepinde mæt. Jeg havde ikke spist hele dagen, og der var kun ti minutter til mit tog kørte, så jeg så ikke andre muligheder, end at sætte mig ind i skjul af en trappe og give mig til at spise min whiskyglaserede kylling med sojaris og majs med fingrene. Meget autentisk går jeg ud fra, men også lidt ynkeligt. Da jeg satte mig ind i toget kunne jeg se, at der sad en kvinde et par rækker foran mig som havde købt mad det samme sted som mig. På forvirringen i hendes blik kunne jeg se, at heller ikke hun havde fået bestik med. Hun var desværre smartere end mig, brækkede bare hjørnet af låget og brugte det som en slags øse. Der følte jeg mig lidt dum.

Her til sidst skal jeg lige huske at nævne, at jeg inspireret af et ar de mails, jeg har fået af jeg, har tænkt lidt over, at den nogle gange temmelig sarkastiske, grænsende til det spydige, tone i denne blog, måske godt kunne forledes til at tro, at jeg ikke nyder mit ophold, og at jeg ikke kan lide at være her. Det er bestemt ikke tilfældet. Jeg håber det fremgår, at jeg er meget tilfreds med mit fremskridtet i mit arbejde, og at jeg for det meste morer mig meget glimrende i min hverdag. Alle folk har været utroligt søde ved og jeg føler mig virkeligt både hjemme og velkommen. Derudover har jeg allerede fået tilfredsstillet en stor del af den kulturelle lyst, som dette projekt også er et udtryk for… Som altid mange tak for jeres mails og kommentarer, jeg glæder mig altid til at høre fra jer.

Thank you for the music

Jeg har haft lidt problemer de sidste par dage med at uploade lidt indlaeg, og det er derfor de kommer llidt ujaevnt. Dette her blev skreet Torsdag aften:

Der er ikke sket så vanvittigt meget siden sidst, så i stedet for, har jeg, inspireret af en af de blogs, jeg selv følger - Tom the Dog, udfyldt denne lille kædemail-leg, som jeg har fået tilsendt ved flere lejligheder. Det her har højest sandsynligt ingen interesse for jer, men hvis I også har lidt tid tilovers ville det være sjovt at høre, hvordan jeres ser ud:

Hvis dit liv var en film, hvordan ville soundtracket så være

1. Åben dit musik-bibliotek (I-tunes, Winamp osv.)
2. Indstil den til Shuffle
3. Tryk Play
4. For hver ny kategori, skriv den sang, der spiller
5. Når du fortsætter til en ny kategori, skip frem til den næste sang
6. Lad være at lyve for at virke cool

Opening Credits: N*SYNC: ”Gone”. Hmm, ikke nogen god start – på nogen måde. En ret fesen sang med akustisk guitar, der både afslører, hvor dårlig min musiksmag nogle gange er, om som samtidig sætter et ret trist tone for mit liv som film… Sangen handler om en fyr (Justin), der tænker på hvor godt det var en gang, men… (”… the truth remains you’re – Gone!”)

Waking Up: Kongehuset: ”Musiktimen”. Meget velvalgt tillejligheden, da det også er det første nummer på pladen; ikke en engang en rigtig sang men mere en slags sketch der markerer og introducerer pladen. Men på den anden side er jeg ikke sikker på, at jeg har lyst til at vågne op til lyden af skoleelever, der spiller blokfløjte mens de råber ”Kong Winther! Ghetto Svend!” osv. For dem af jer, der ikke kender Kongehuset, kan jeg sige, at det er en århusiansk rap-gruppe, der udgav to plader i dansk raps anden guldalder i midthalvfemserne. Denne sang er fra deres første plade ”Kongehuste klarer ærterne”, som for mange er et forhadt eksempel på det utal af danske halv-sjove rap-plader, der udkom lige efter Østkyst Hustlers og Hvid Sjokolades succes. Personlig har jeg altid haft et lidt blødt punkt for denne plade, der faktisk er ganske velproduceret, og med en del sjove indfald. Måske også fordi det var en af de allerførste rap-plader, jeg ejede.

First Day of Scool: The Clash: ”Death or Glory”. For første gang en sang, jeg ikke behøver skamme mig over at have liggende på min Ipod. Den er ikke blandt mine yndlings Clash-sange, men den er et meget godt eksempel på, hvor varieret en plade ”London Calling” egentlig er. Måske en lidt vel bombastisk titel til første skoledag, men egentlig syntes jeg sangen passer meget godt, til de historie-timer, jeg observerer. ”Death og glory – just another story”. Dilemmaet ved al historiefortælling, er at historien ”history” altid bliver til historie ”story”, altså narrative forløb, hvor man på den ene sider altid misser en række af de centrale pointer i forhold til den samtidige oplevelse, og samtidigt uværgeligt er med til at reproducere nogle faste kategorier om rationaler og kausalitet.

Falling in Love: Slade: ”Run Runaway”. Jeg synes ikke min Ipod viser sig fra sin venlige side i forhold til at jeg kan bevare min coolness. Faktisk hader jeg denne sang, og det er en stor fejl, at jeg ikke har slettet den sammen med langt det meste at det Slade, der ligger der. Det var noget, jeg downloadede i en The Ark-inspireret Glam-rus, som for længst er overstået (selv om jeg glæder mig vildt til både den nye Ark-plade og til at se dem i Grand Prix’et). Igen er ”Run Runaway” ikke nogen godt titel til den første forelskelse, selvom det måske meget godt beskriver, hvad hun gjorde i sin tid…

First Relationship: Snoop Dogg: ”10 Li’l Crips” . Det her er bare mærkeligt. En sang fra den seneste Snoop-plade, der handler om hvordan Crips-banden, og hvordan den er ved at overtage verden. ”Don’t give them Niggaz reason, cause, they’ll turn it in to crips season”. Jeg har intet bud på, hvordan jeg skal kode det sammen med første forhold, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan den film ville være, hvor det ville give mening.

Breaking Up: John Lee Hooker: ”Let’s get out tonight”. Heller ikke særligt velvalgt til temaet. Ganske vist en blues-sang, men bestemt en af de mere optimistiske af slagsen, der handler om et kurtiseringsforsøg og ikke et brud. Men på den anden side, har jeg en gang læst, at blues ikke handler om at have det dårligt, men om at holde op med at have det dårligt. Så måske er sangen en indikation af, at man bare skal se og komme videre.

Prom: Protocol: ”Where is the pleasure”. Umiddelbart virker det ikke logisk for mig, at Prom følger efter break-up, men omvendt lykkedes det mig aldrig at have en kæreste til gallafesterne i gymnasiet, hvilket bestemt formindskede min ”pleasure”. Protocol er en af den nye bølge af danserock-bands. Jeg er ikke specielt vilde med dem, men det her ern meget cool sang, som nok skulle kunne få nogle indie-kids på gulvet i en snæver vending.

Mental Breakdown: Peaches: ”Stick it to the Pimp”. Igen ikke noget oplagt valg. Omvendt er der bestemt ikke nogen tvivl om at Peaches ikke er helt almindelig. Sangen her er fra den seneste plade ”Impeach My Bush”, hvor hun fortsætter sin seregne men utroligt indflydelsesrige blanding af virkelig god elektro, med stærkt ponografiske tekster ”…You’d better pat my Benatar”. Egentlig lyder det mere som en af de mere underholdende former for psykose, end som et egentligt sammenbrud.

Driving: Aretha Franklin: ”Say a little prayer for you”. Hvis man skal forudsætte, at turen her sker efter det nervøse sammenbrud, er det ”say a little..” vel meget velvalgt. Da jeg selv var indlagt betød det i hvert fald meget at vide, hvor mange der, om ikke bad, så i hvert fald tænkte på mig. Under alle omstændigheder er det en fantastisk sang, og helt sikkert en, som jeg ville skrue helt op for, hvis den kom over radioen under en lang køretur.

Flashback: We Are Scientists: ”It’s a Hit”. Som den klart nyest af de sange, vi hidtil har haft på tapetet, er den måske ikke helt passende til et flashback, men sangen handler faktisk om en fyr, der tænker tilbage på hvordan han er kommet til der, hvor han er. ”As I was falling down the stairs and out the door, I somehow heard you yell my name and something more..”

Getting back together: R.E.M.: ”The Wake-Up Bomb”. Fra ”New Adventures in Hi-Fi”; ikke noget særligt interessant nummer. Selvom alle R.E.M.-numre lyder ens, gør nogle af dem det på en eller anden måde bare bedre end de andre. En sang der handler om en fyr, det finder ud af hvor stor en fejl, han har begået, er vel meget godt akkompangement til, i hvert fal forsøget på at finde sammen igen. Ikke noget jeg personligt har meget erfaring med!

Wedding: Oasis: ”Electric” . Endelig en sang, der passer perfekt til lejligheden. Ikke en af de sange fra ”Morning Glory”, som folk ofte nævner, men måske den bedste rene kærlighedssang, Oasis nogensinde har lavet. Handler om at elske hele personen, og alt, hvad der følger med. ”There’s lots and lots for us to do. If she is electric can I be elctric too”. Denne sang kunne faktisk meget vel blive spillet til mit bryllup en gang.

Birth of Child: Pulp: ”Like a Friend”. Mere Britpop! En af de få bare tilnærmelsesvist optimistiske sange på ”This is Hardcore”, der igen handler om kærlighed på trods af alting, hvilket vel også er det, børn handler om ”Like a film that’s so absurd I’ve gotta stay till the end”. Passende på alle måder.

Final Battle: TNBC – ”Town Meeting”. Da denn sang kommer fra soundtracket til The Nightmare Before Christmas er det lidt svært at forestille sig den i en anden film. Sangen er fra den scene, hvor Jack er kommet tilbage fra Christmastown og forsøger at overbevise indbyggerne i Halloweentown om at, det jeg her julenoget er noget, de bør interessere sig for. Til sidst kan han kun vinde ved at give køb på sine egne principper og dermed underminere hele processen. Meget typisk for alle former for kampe går jeg ud fra.

Funeral Song: Chicks on Speed ft Miss Kitten: ”Eurotrash Girls (live)”. På en eller anden måde håber jeg, at mit liv udvikler sig på en måde, hvor det ville være passende at spille denne sang ti min begravelse. . Mere stærkt feministisk, seksuelt ladet elektro, hvor forskellige piger løbende kommer ind på scenen og råber forskellige ting på engelsk, tyk fransk og italiensk mens et mere og mere dominerende forvrænget diskobeat løbende overtager lydbilledet. Et meget mærkeligt nummer, men det lyder helt klart som en koncert (eller begravelse), jeg gerne ville have været til.

End Credits: Kanye West: ”Celebration”. Det ville være fedt at et have en liv som film, hvor rulleteksterne indledes med ordene ”You know what this, Its a celebration, bitches!”. Kanye west er jo helt klart en bedre producer end han er rapper, men en lang række af hans sange er faktisk meget fede, heriblandt dette fra hans seneste album. Et meget laid-back numre med 50’er kor og soul-blæsere. Jeg kunne helt klart godt forestille mig at rejse mig biografen efter en god film og gå ud i mørket med en god fornemmelse i maven mens denne sang spiller.

Jeg kom musikalsk set vidt omkring med denne lille leg, og jeg synes måske ikke helt, at den afspejler min musiksmag, endsige det faktiske indhold på min Ipod. Der var for eksempel ikke ret mange nye ting og slet ikke noget elektronisk. Men jeg valgte dem jo heller ikke selv. Ikke desto mindre er det jo alle sammen numre, som jeg på et eller andet tidspunkt har valgt at up- eller downloade. Så sådan er det – mit liv som soundtrack.

Movin' on up

Tirsdag Aften

Jeg er flyttet til byen Glenview, hvor skolen også ligger. Som tidligere nævnt havde Alex bedt mig om at finde et andet at bo, og som en følge deraf havde jeg bedt Terry, lederen for social Studies afdelingen om at sige på et møde for hele lærerstaben at jeg ledte efter et værelse. I forbindelse med det have Preston, en fysiklærer kontaktet Terry, og sagt at han og konen havde et ledigt værelse. Søndag var jeg ude og se på stedet, og da alt var fint flyttede jeg mine ting øjeblikkeligt. Så nu bor jeg her, omkring 4 km fra skolen i et lille, meget typisk forstadhus, i det værelse, der tidligere tilhørte deres søn, som nu bor i på Østkysten og er ved at uddanne sig til FBI-agent (!). det er et meget fint, meget amerikansk hus med meget tykke gulvtæpper og en enorm mængde nips. Det er lidt svært at forestille sig, at det er en ung fyr, der har boet på mit værelse, hvor der både er gyngestol og flæsegardiner, og hvor væggene er udsmykket platter til minde om 200-året for den amerikanske forfatning foruden en temmelig usmagelig tusch-tegning af en asiat i en kano. Plus i øvrigt en ramme, som moren har udarbejdet med billeder af sønnen i spejder- såvel som militæruniform. Prestons kone underviser i latin på en anden High school i nærheden,, og parret har rejst en del både i Europa og Asien. Umiddelbart virker de meget søde om end ikke så festlige, men jeg glæder mig meget til at bo her, og tror det bliver rigtigt godt. De tilbød, at jeg kunne bo her gratis, men det syntes jeg ikke, jeg kunne tage imod og har derfor tilbudt at bidrage til husholdningsregnskabet samt lave mad til familien hver onsdag.

Jeg er kommet til den erkendelse, at jeg snart bliver nødt til at ændre lidt på min arbejdsrutine, dels fordi jeg begynder at være mere og mere sløset i min notetagning, efterhånden som min hverdag bliver mere og mere rutinepræget; dels fordi jeg ikke helt føler, jeg er kommet ud over det punkt, hvor eleverne betragter mig som en af lærerne. Så snart mine gruppe interviews er overstået vil jeg derfor begynde at hænge mere ud i elevkantinen og udenfor, samt begynde at gå til nogle af de sociale aktiviteter, der foregår på skolen, men som ikke er decideret undervisning.

Jeg tog en lille forsmag på disse i dag, da jeg besluttede mig til at tage til et anti-krigs møde, som en af de studerende havde inspireret, dog stærkt inspireret af Melissa. Jeg havde lidt, håbet, at det kunne blive en vej til at blive accepteret af nogle af eleverne, eller i hvert fald, at de begyndte at opfatte mig som en del af skolemiljøet. Desværre dukkede kun 3 (tre) elever op til mødet plus Melissa og jeg, hvilket var utroligt synd, for dem der havde arrangeret det, og ærgerligt for mig, da det gjorde min metodologisk motiverede beslutning om kun at observere aktiviteterne og ikke involvere mig aktivt eller afsløre mine holdninger, ekstra latterlige. Det er lidt svært ike at virke skummel, når man går tre meter efter en demonstration bestående af fire mennesker med en blok i hånden. Men jeg vil dog sige til elevernes ros, at de faktisk gennemførte den slagordsråbende march ned gennem skolens gange med efterfølgende tale ud i en af gårdene på trods af deres lidt ynkværdige antal. Det synes jeg viser mod og viljestyrke, som jeg ikke er sikker på, jeg ville have haft i den alder.

Da demonstrationen var overstået, gik jeg ud til sportsbanerne, hvor Glenbrooks hold skulle spille den første kamp i forårssæsonen mod en af de andre high schools i området. Igen havde jeg håbet på, at der ville være nogle elever på tilskuerpladserne, som jeg kunne tale med, men igen blev jeg skuffet. Det var kun ca. 5 grader udenfor, hvilket nok havde holdt mange indenfor, og desuden har jeg tidligere fået at vide, at omkring tre fjerdedele af eleverne selv deltager på et af skolens sportshold på et tidspunkt i løbet af året, hvilket selvfølgelig betyder, at en stor del af dem ikke har mulighed til at tage til skolens kampe umiddelbart efter undervisning. SÅ de få tilskuere der var, bestod næsten udelukkende af forældre og bedste forældre, plus ganske få piger, som jeg går ud fra er kærester til nogle af spillerne. Det syntes jeg trods alt ville være lidt for creepy, hvis jeg satte mig og begyndte at tale med dem. Jeg gik i slutningen af 2. inning (ud af 9, for dem der ikke kender spillet), hvor GBS førte med 2-0 da jeg havde aftalt med Preston , at vi skulle køre på det tidspunkt.

I verden uden for skolen er der for tiden to store sager, som fylder noget i aviserne, og som jeg ikke ved, hvor meget bliver dækket i de danske medier. Den ene handler om Præsident Bush’s fyring af syv offentlige anklagere, der efter sigende skyldes, at disse anklagere har været for overivrige i forfølgelsen af retssager mod forskellige republikanske kongresmedlemmer. Såvel dommer som anklagere er i USA politiske udpegninger, men forskellen er, at dommere, selvom de er ansat af justitsministeriet, betragtes som uafhængige af den udøvende magt og derfor ikke kan fyres, betragtes anklagere som embedsmænd, der kan fyres af den politiske ledelse. Diskussionen går derfor på, hvorvidt justitsministeriet kan fyre embedsmænd på baggrund af manglende loyalitet, eller hvorvidt justitsministeriet adskiller sig fra andre ministerier, ved ikke kun at være politik-skabende men også lov-håndhævende, og det derfor er overfor lovgivningen der skal vises loyalitet.

Den anden sag, som er noget mere underholdende, men som også har nogle temmelig vigtige implikationer handler om en High school-elev i Alaska, der for nogle år siden under en udflugt fra skolen til at se den olympiske fakkel blive båret forbi, holdt et skilt op foran Tv-kameraerne med teksten ”Bong Hits 4 Jesus”. Skolens rektor bad eleven fjerne skiltet, hvilket han nægtede, hvorefter rektoren rev skiltet ned og suspenderede eleven i 10 skoledage. Eleven lagde derefter sag an mod skolen for knægtelse af hans ytringsfrihed, og sagen har nu over de seneste fem år bevæget sig hele vejen op til højesteret, der meget overraskende har valgt at høre sagen på grund af de principielle implikationer. Et ekstra tvist er det at sagen markerer et brud mellem præsident Bush, der har valgt at udtrykke sin støtte til rektoren pga. vigtigheden af at markere skolens ret til at gøre, hvhad der skal til i forhold til ”the war on drugs”, og en række højrekonservative grupper, der har valgt at støtte eleven på grund af hans brug af ordet Jesus, og deres frygt for en yderligere indskrænkning af retten til at ytre religiøse eller religiøst funderede holdninger i skolerne. Ingen af synspunkterne er særligt tiltrækkende, men sagen er ikke desto mindre interessant da den, for mig, udtrykker et meget centralt dilemma, som jeg også har noteret i mine observationer. Nemlig et markant skisma mellem en overdreven fokus på ”Diversity” og et ekstremt snævert normalitetsbegreb. En påfaldende forskel på den enorme mængde af taler, bannere, prisuddelinger osv. der hylder mangfoldighed som Amerikas største ressource og en manglende vilje til at acceptere eller forstå, at forskellige positioner eller synspunkter eksisterer.

I samtalen over frokosten på lærerværelset, bliver der udtrykt klar støtte til skolen, med den begrundelse, at ”man ikke bare kan sige eller gøre hvad som helst når man repræsenterer skolen”. Men hvorfor ikke? Der er en hel grundlæggende mangel på forståelse på de vandtætte skodder, der bør være mellem lovgivning mod handlinger, og lovgivning mod holdninger, som ellers burde kunne være Amerikas stolteste bidrag til udviklingen af den moderne retsstat. Hvis der havde været et forbud mod bannere ved optoget i det hele taget, ville det være noget andet, men her er der tale om god gammeldags censur overfor et synspunkt, som man ikke vil godtage som værende acceptabelt. Om knægten så rent faktisk havde det synspunkt, eller bare forsøgte at være morsom er sådan set underordnet. Det vigtige ved sagen er, at den afslører, at der er inkorporeret centralt i den politiske diskurs, at holdningen ”narkotika er godt” eller for den sags skyld ”narkotikalovgivningen er så forkert, at den bør brydes” falder så langt uden for normalitetsopfattelsen, at man må forsøge at udgrænse den som en kriminel eller i bedste fald umoralsk position i forhold til ”vi” i samfundet.

Undskyld det lille udbrud, men jeg prøver at holde mig i baggrunden i forhold til disse diskussioner for at få så godt et indblik i den u-udfordrede diskurs som muligt. Og ind imellem må jeg lige lukke lidt damp ud.

S.H.O.P.P.I.N.G.

I mit allerførste indlæg lovede jeg, at der senere ville komme en beretning fra mine oplevelser som førstegangshandlende i Des Plaines Enorme supermarkeds Shop’n’Save. Jeg skrev faktisk sådan et par linier om dette emne et par dage senere, men har ikke rigtigt haft en anledning til at lægge det op siden. Men da jeg som bekendt ikke længere bor i Des Plaines og derfor ikke kommer i butikken længere, tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne lægge det op nu, selvom det måske virker lidt løsrevet. Så, under alle omstændigheder, her er den:

Top 10 over ting jeg har lært ved at handle i Shop’n’Save, Des Plaines:

1) Der er ingenting, der ikke kan gøres bedre ved at tilsætte enten kirsebær- eller kanelsmag, eller bagge dele (Eksempel: Cinnamon Tic-Tacs, Cherry-flavored extracrunchy peanutbutter, Cherry-Cinnamon Cream Soda (Sodavand med vanillesmag))

2) En lækker ting + en anden lækker ting = en ny lækker ting (Eksempel: Chok’n’dog, en pølse på en ispind, indsvøbt i en pandekage med chokoladestykker)

3) Småkager og cerealier er ikke to forskellige fødevaregrupper (Eksempel Oreo’o’s, bittesmå Oreo’s som spises med mælk på til morgenmad)

4) Polsk og litauisk mad er tilpas forskelligt til, at det kræver hver sin gang

5) En af mine yndlingspålæg, sylte, hedder på amerikansk head-cheese (add!)

6) 97% fat free er det samme som et fedtindhold på 3%

7) Ding-Dongs og Ho-Hos er det samme, men de to har forskellig form.

8) Amerikanere kan ikke lave brød

9) Det er overraskende svært at finde eksempelvis røde linser, da opstillingen af varer er baseret på mange, meget varierede kategorier; og er så linser placeret under Indien, Mellemøsten, Health Food, Dried Foods eller hvad? Det rigtige svar: Tyrkiet!

10) Da ingen nogensinde går længere med sine indkøbsvarer end ud til parkeringspladsen har ingen amerikanere tænkt på at opfinde indkøbsposer, der at stærke nok til rent faktisk at kunne holde varer.

War [huh] what is it good for?

Overhørt i gruppediskussion i forbindelse med undervisning omkring eurpa i 30’erne: ”So it was basically a fight between the Communists and the Lutherans, er I mean the Fascists?”

Klokken er lidt over syv om morgenen søndag. For ca. en time siden blev jeg vækket af en SMS fra Peter, som er i Barcelona sammen med nyligt speciale-afsluttede Ida (tillykke!). Da jeg efter bedste, søvndrukne, evne havde forsøgt at besvare hans spørgsmål om, hvilke spillere der er værd at holde øje med på Barcelonas 2.-hold, som han tilsyneladende skal ind og se i eftermiddag (catalansk tid) konstaterede jeg, at jeg alligevel var så vågen, at jeg ligeså godt kunne få lidt arbejde fra hånden – herunder skrive endnu et indlæg til bloggen. Der er selvfølgelig sket det, som flere af jer havde forudset; at mine indlæg bliver mindre og mindre regelmæssige efterhånden som tiden går. Det er dog endnu ikke bloevet ligeså slemt som min nu helt inaktive MySpace-blog, eller for den sags skyld (trøster jeg mig med) Torsten og Karens Nepal-blog (se linksamlingen til højre – tsk, tsk).Jeg vil dog stadig gøre mit bedste for at få skrevet så ofte som muligt: Kommentarer og mails fra jer, som minder mig om, at der faktisk er nogen, der læser det her er det bedste incitament. Så kom endelig med flere af dem!

Da mit sociale liv herovre stadig er stort set ikke-eksisterende, og mine weekender grundlæggende består af at stå tidligt op og se Premier League, og så go i seng omkring kl. 9, handler også det meste af dette indlæg om mit arbejde. Men vi kan lige vente lidt med det. Torsdag aften var jeg til middag hos Line og Nick, og det var som sædvanligt vældigt hyggeligt. Jeg brygte meget tid på at lege med børnene, der virkeligt er søde og sjove, selv om Lia (den ældste på 4-et-halvt) tydeligvis er vant til at bestemme. Børnene har tilsyneladende sammen opfundet en verden som nogle af deres lege foregår i. Det er jo meget almindeligt i deres alder, men det bemærkelsesværdige er at denne verden er befolket af to folkeslag (eller individer – det er lidt uklart), som børne har navngivet henholdsvis the Jews (elle Joos) og the Jedi (eller Chedi), hvilket jeg synes var ret sjovt. ”The Jews and the The Jedi” – en Mel Gibson-film jeg gerne ville se! (eller en Mel Brooks-film, jeg allerede har set?).

Jeg har så småt forsøgt at personliggøre mit pseudo-kontor (se billedet nedenfor). Med et fotografi af Nova, som jeg tilfældigvis havde liggende i min taske samt en tegning som Lia har lavet til mig. Så nu fremstår jeg for omverdenen som en seriøs og agtværdig familiefar. Måske skulle jeg hænge den Barca-gris-boller-en-Real-gris-nøglering, som jeg har fået af Charlotte (mange tak!) op, bar for at sænket mit modenhedsniveau ned på et mere realistisk overkommeligt stade igen. Bortset for det er det folk går op i herovre for tiden uden sidestykke det såkaldte March Madness; slutspillet i collegebasketball. Alle både elever og lærere er med i diverse office pools, hvor man smider et antal dollars i en pulje og så gætter på udkommet af de forskellige puljer. Problemet er bare, at spil officielt set er forbudt på skolens, hvilket gør at pools’ene formelt set er hemmelige. Alligevel er detalt folk snakker om, og TV kører med kampene på, både i lærernes frokoststue og i eleverne kantine. Jeg ved ikke en skid om basketball, og da slet ikke på college-niveau, hvilket gør, at jeg er lidt udenfor - det imponerer dem ikke rigtigt, at Holbæk (Team Sjælland) har spillet sig i den danske semifinale. Men det er interessant at høre på deres meget nørdede og bedrevidende snak (Toke – jeg savner dig), og pigerne på kontoret er heldigvis også rimeligt ligeglade.

Jeg har endnu ikke været ude at se, det sted, hvor jeg nok skal flytte hen, men det skal jeg om nogle timer, og principielt set kan jeg så flytte øjeblikkeligt. Her hos Alex er inderen Vilash nu endegyldigt flyttet ind i det andet værelse. Han er meget flink, selv om jeg ikke har snakket med ham. Min største bekymring er, at jeg skal komme til at lægge mig op af hans accent, og komme til at lyde som Peter Sellers i The Party – man er meget påvirkelig, når man hele tiden taler et andet sprog end sit eget (se et tidligere indlæg). Desuden er han en af de mennesker, der tydeligvis ikke kan slappe af i lange bukser. Så derfor render han hele tiden, når han er hjemme rundt i nogle særdeles Lothar Mathäus-agtige midt-halvfemser Adidas-shorts og T-shirts, hvilket er fint nok, men for mig noget besynderligt, da det stadig er under ti grader udenfor.

Nå, nu til arbejdet. I fredags var jeg for første gang uden for skolen, da jeg tog med de fire AP/Honors USHistory-klasser på ekskursion. Turen, der er den eneste ekskursion, holdende skal på i løbet af deres forløb gik til en rigmandsvilla et sted i de nordøstlige forstæder, der nu var blevet delvist omdannet til krigsmuseum. Huset, der havde været ejet af en tidligere oberst i hæren og ejer af Chicago tribune plus diverse radio- og Tv-stationer, var opkaldt efter den franske by Cantigny, hvor der tilsyneladende havde stået et stort slag under første verdenskrig. Med den charmerende flade Chigago-dialekt, udtaltes dette dog Can-tee-nee.

Inden afrejsen fra skolen skulle eleverne sidde igennem en god times film om en af hærens ældste og vigtigste divisioner, som den førnævnte rigmand, havde været særdeles begejstret for, om end han ikke selv var tilknyttet den: US. Army 1st Infantry division, kælenavn: The Big Red One. Filmen hed: ”The Big Red One- A Tradition of Strength and Glory”, og man kunne sagtens skrive et helt speciale om den ene film alene. Speaket af Mark Hamill (Luke Skywalker, back from fighting the jews) fortalte filmen om de glorværdige sejre over ”The Enemy”, som The Big Red One havde vundet i 1. og 2. verdenskrig, i Vietnam, og i under Golfkrigen. En af lærerne, Mr. Hicks, som selv havde tankfører i the Big Red One i fire år stoppede løbende filmen med diverse tekniske input som ” That is a 50mm long distance shot firing barrel right there!”. Vi nåede desværre ikke at se filmen færdig inden vi skulle køre, så de omkring 70 elever, to lærere, to frivillige forældre og jeg myldrede ud i to gule skolebusser (stor kulturel tilfredsstillelse for mig), der skulle køre os de omkring 50 kilometer hen til Cantigny.

På vejen, mens vi kørte på the Ronald Reagan Memorial Expressway, kørte vi forbi McDonald’s-koncernens internationale hovedkontor. Og det er, som i nok kan forstille jer enormt! På området ligger også det legendariske Hamburger University, hvor McDonald’s-mellemledere fra hele landet kan sendes på op til to år-lange videreuddannelsesforløb. Desværre skulle vi ikke spise der, men på en anden kæde-restaurant (der er stort set ikke andet herude i forstæderne), nemlig Portillo´s. Da trafikken havde været uforudset let, var vider allerede omkring halv elleve, hvilket jeg personlig synes var lidt tidligt at spise, frokost, men hvad. Billedet nedenfor giver måske lidt et indblik i stedet. I forbindelse med min undersøgelse af, hvorledes og hvor ofte nationale kategorier og begreber bliver reproduceret i hverdagssproget var det et godt eksempel, ordene American Quality, stod trykt ikke færre en fire forskellige steder, bare på hvert urinal på toiletterne. Det tog jeg dog ikke noget billede af, da der hele tiden var folk, der kiggede.

Da vi ankom til Cantigny, som virkeligt er enormt med både jagtskov, flylandingsbane og golfbane. Rundt om i den i 1928 anlagte barokhave var strøet diverse forskellige tanks fra op igennem militærhistorien. Eleverne blev delt i fire grupper, og jeg blev, uden at blive spurgt, indsat som leder af en af dem. Hvilket var meget ærgerligt, for det første fordi det undergravede mit forsøg på, at få eleverne til ikke at betragte mig som en lærer, og for det andet fordi det betød, at jeg ikke kunne tillade mig at give bagenden ret i, hvor lamt stedet var. Turen var delt i to dele, rigmandens hus og krigsmuseet, og især første del var virkeligt kedeligt. Et hus i victoriansk stil med temmelig uinteressante møbler særdeles talentløse malerier af heste, malet af rigmandens kone, som var meget kunstinteresseret. De havde også en omfattende samling af fransk impressionisme, men den hang ikke her, da den på et tidspunkt var blevet doneret til Art Institute inde i Chicago. Nu har jeg aldrig været nogen stor elsker af historiske museer, og jeg fandt det meget svært at blive interesseret (endsige imponeret) af genstande som midtvestens første isterning-maskine og en privat biograf med loft af bladguld. Måske skulle de markedsføre stedet som MTV Cribs-æstetikkens fødested (zing!). Eleverne tog det utroligt pænt, men det var selvfølgelig også eliteklasserne.

Militærmuseet var noget mere overbevisende, om end man måske kan diskutere valget af stedet som mål for klassens eneste ekskursion. Udstillingen skiftede mellem almindelige museums rum, med plancher, kort, udstillede våben og uniformer osv. og meget imponerende reproduktioner af en skyttegrav, landsætningen på Normandiet, en Vietnamesisk Jungle osv., som man så gik igennem. Vi måtte desværre skynde os igennem golfkrigsafsnittet, da der var nogle elever, der skulle vær tilbage på skolen til et atletikstævne, men jeg klarer mig nok. Næste uge er sidste uge inden Spring Break og derfor også sidste uge inder kvartalskaraktererne uddeles. Jeg er spændt på at se hvordan det påvirker livet på skolen.

Nå ja, og så var det St. Patricks-dag i går, hvilket ikke påvirkede mig det mindste, da Susans anmeldte fest måtte aflyses pga. sygdom, og jeg ikke gad tage ind til byen for at se paraden og drikke letøl med grøn frugtfarve (add!).

Pictures 2.0 - The next best thing

Endnu en ladning billeder:

Dette er mit skrivebord. Som i kan se er det også det bord, lærerne bruger til at se videofilm igennem, hvis de skal finde et klip. Lidt irriterende, men indtil videre ikke noget stort problem.

Social Studies lærerværelset: Alle lærere i fdelingen har en lille plads med et skrivebord, en reol og et arkivskab. Hende der, læner sig ud af døren (ind til køkkenet) er Sejal (Ms. Vaughn), og kvinden til højre er Mary (Mrs. Vicars), Fyren i midten er vist Marys Lab assistant. Alle lærerne har mindst en elev ansat, som hjælper dem med at kopiere, løbe ærinder mv.

Skolens Football-stadion. Temmeligt stort, men jeg har endnu ikke set det i aktion. Derudover er der også baner til baseball, tennis og Lacrosse plus diverse træningsbaner, en stor hal samt en svømmehal og en skøjtehal i nærheden.

Den gule skolebus, der hver morgen henter de fattige elever, om som også kører eleverne på ekskursioner. Jeg må egentlig ikke tage billeder af eleverne uden at spørge dem først, men jeg håber det her er OK.

Den smagfuldt indrettede restaurant Portillo´s, hvor vi spiste frokost på vej til Cantigny. Jeg fik en Grilled Vegetable-sandwich og friturestegte løgringe - godt, men lidt blegt i smagen.

Nogle elever går rundt i parken i Cantigny. Man måtte desværre ikke tage billeder inde på selve udstillingerne.

Udsnit af udvalget fra souvenir-butikken på Cantigny. Udvalget indeholdt bl.a. også US. Air Force Fighter Jets-vingummier og golfbolde med enten Republican eller Democrat påtrykt.

Beware the Ides of March

Et par dage siden mit sidste indlæg – jeg undskylder. Der er ikke sket så vanvittigt mange spændende ting siden i mandags. Jeg har været på skolen hver dag, og det er stadig mit indtryk at det går godt: jeg er ved at falde mere og mere til; eleverne accepterer mig mere og mere, selv om de har lidt svært ved at forstå min rolle, og hvorvidt de skal betragte mig som en lærer eller hvad. Og det går efter min mening rigtigt godt med notetagningen osv. (om end jeg lige netop i dag af en eller anden grund ikke rigtigt har fået nogle rigtigt gode ting ned på papir) Med hensyn til eleverne er det interessant at bemærke, at det har været min opfattelse, at de ikke rigtigt har taget nogen notits af min tilstedeværelse. Men i løbet af de sidste par dage har flere af lærerne uafhængigt af hinanden fortalt mig, at de synes, at eleverne har været mere urolige, siden jeg begyndte at observere: Som om de forsøger at imponere mig på en eller anden måde. Nu har jeg prøvet at lægge mærke til det i dag og det er stadig bestemt ikke mit indtryk. Jeg tror, det er langt mere sandsynligt, at lærerne selv føler sig påvirket af min tilstedeværelse, og tror at jeg vil synes, de er dårlige lærere, hvis der er meget uro i klasserne.

Jeg har bestemt mine holdninger om de forskellige lærere, men jeg prøver ikke at gøre for meget ud af dem, og de har bestemt ikke noget at gøre med hvor urolige eleverne er. Hvis der er én ting, man lærer på RUC, så er det at kaos kan være kreativt! De sidste par dage er der flere af lærerne, der har spurgt mig om mine umiddelbare indtryk af det amerikanske skolesystem, og der er meget svært for mig at beholde den høflige maske på. Det er efter min overbevisning meget store problemer med den konkurrencementalitet, rangordning og faktabaserede indlæring, som gennemsyrer al undervisning her i afdelingen (uanset hvor tiltalende enkelte af lærerne er).

I Ryans Crime & Deviance-klasse (jeg ved godt at skriver meget om den, men det er kun fordi, det klart er det fag, hvor man fokuserer mindst på fakta og mere på holdninger), observerede jeg for første gang, noget der bare kunne minde om gruppearbejde. Eleverne fik hver tildelt en af fem på forhånd udvalgte folkemord og skulle derefter søge efter info om dette på nettet, for derefter dagen efter at fremlægge deres research for de andre i klassen dagen efter. Det er selvfølgelig et evigt dilemma mellem bredde og dybde i undervisningen, men der er ingen tvivl om, at disse oplæg var så overfladiske og forvirrende, at de var til absolut ingen nytte for nogen. En morsom detalje var, at en pige tyeligvis havde læst forkert på wikipeida, og derfor holdt et helt oplæg for sin gruppe om, hvordan aktørerne i borgerkrigen i Bosnien var ”The Serbs, The Bosnians and the coats (!)”.

Bortset fra arbejdet er den store nyhed, at jeg nok flytter i den kommende weekend. Alex, som ejer det hus jeg bor i nu, har bad mig allerede i sidste uge om at prøve og finde noget andet, da han havde en fyr på hånden, som ville overtage mit værelse på mere langvarig basis. Det har gele tiden været en del af aftalen, at dette kunne ske, men jeg må indrømme, at jeg ikke havde ventet, at jeg kun ville have nået at være i huset ni dage, inden jeg fik den besked. Under alle omstændigheder blev nyheden spredt til alle lærerne under den præsentation for de ansatte, som jeg nævnte i sidste indlæg, og så , i tirsdags, fik jeg at vide, at en Kemi-lærer havde kontaktet afdelingen og sagt at han og hans kone havde et ekstra værelse i deres hus. Jeg har endnu ikke set værelset, men jeg skal derud på lørdag, og hvis der ikke er nogen problemer, kan jeg flytte ind søndag. Læreren hedder Preston Hayes, selv om jeg af en eller anden årsag altid får ind i mit hoved, at han hedder Taylor Hicks, som jo er en lidt anden (den meget irreterende vinder af sidste års American Idol). Han er (så vidt jeg kan forstå - selv har jeg kun mødt ham i fem minutter) en meget karismatisk og velkendt figur på skolen. SIdste år vandt han skolens pris for årets lærer, og alle siger, at han bestemt er en af de dygtigste lærere på skolen. Alligevel er det mit indtryk at han måske også er en lidt kontroversiel figur. Hver gang jeg fortæller en af de andre lærere, at jeg måske skal flytte ind hos Preston siger de "Oh..." og får et lidt uaflæseligt smil i ansigtet. Nå, under alle omstændigheder glæder jeg mig til at opleve det ved selvsyn på lørdag.

Saturday Night Fever

Set som caption under futuristisk TV-reklame for forkølelsesmedicin: ”Simulation, not actually the future.”

Hørt fra kommentatorerne unde fodboldkamp fra den amerikanske liga MLS: ”Smith, the real mastermind behind this Columbus team, of course learned all he knows from playing for several years alongside probably the most gifted player ever to play in the States: Ronnie Ekelund”.

Det er mandag aften, og selvom jeg egentlig havde besluttet mig for at at skrive et indlæg igår om lørdagens oplevelser, så gik dagen på en eller anden måde uden at det skete af sig selv. Muligvis som en kombination af F.A. Cup på Fox Soccer Channel og det faktum at vejret virkeligt har været dejligt de sidste par dage, då jeg gik mig en dejlig lang tur i området. Der er jo ikke Det er stadig så smattet, at man er lidt afhængig af at skulle gå på fortovet, hvilket betyder, at der ikke er mange valgmuligheder i forhold til ruteplanlægning. Man må rimeligt meget bare gå af det ene fortov der er, og så vende om, når man ikke gider at gå mere. Så under alle omstændigheder betyder det, at jeg istedet må skrive et rigtigt langt indlæg idag, hvor jeg både fortæller om weekenden og om denne den første dag i min anden uge på skolen.

Som jeg vist nævnte i mit indlæg i lørdags havde jeg aftalt med Line og Nicks nye danske Au Pair, Sanne, at vi skulle følges ind til Chicago lørdag og se lidt på byen. Sanne er 21, fra København og skal være hos Line og Nick det næste halve år. Jeg vågnede af mig selv over en time inden jeg skulle ud af døren (stadig ikke helt kommet ind i en normal døgnrytme) , så jeg havde masser af tid til at forberede turen, hvilket selvfølgelig medførte, atjeg glemte at tage både min guidebog med kort og mit kamera med. Så jeg har desværre ingen billeder fra turen, medmindre jeg får nogle af Sannes. Det vil tiden vise, ellers skal jeg jo nok ind til byen igen næste weekend alligevel.

Sanne og jeg mødtes på Des Plaines Station, der selv om de bor Mt. Prospect også for dem er den lettest tilgængelige station, og tog toget indtil byen. Det tager ca. en halv time i nogle ganske charmerende sølvfarvede dobbeltdækkertog. Toke, du ville elske dem. Derefter gik vi bar rundt inde i byen i nogle timer. Jeg kunne med stolthed mærke, at jeg havde relativt nemt ved at finde rundt selvom det er næste fem år siden jeg sidst var her (geografi - faget der bliver ved med at gi'). Så vi så Sears Tower, den Store Picasso-skuptur, den store Calder-ditto og gik ned på Magnificent Mile; den del af Michigan Avenue, der ligesom Champs-Elysee rummer alle de fine mærkevare-butikker. Vi shoppede lidt sko og solbriller i Niemann-Marcus, dog uden at købe noget. Derudover var jeg meget imponeret over den nye, meget flotte Millennium Park, der ligger ved siden Af Art Institute ned til søen.

Det var vældigt hyggeligt at vade rundt sammen med Sanne, og interssant at høre om hendes oplevelser med også at være ny til USA og om at bo hos Nick og Line. Efter frokost besluttede vi at vi ville tage ind på Art Institute, som er et kæmpestort museum for kunst rækkende tilbage til førmoderne latinamerikansk kunst og frem til den tidlige modernisme. Vi havde kun lige godt halvanden time tilbage inden vores tog skulle køre, så ville under alle omstændigheder kun have nået en brøkdel, men da vi kom derhen var der af en eller anden grund en kæmpe kø til langt ud på gaden, så vi besluttede helt at droppe det. I stedet stillede vi os op og hørte lidt på nogle gade-musikanter og vandrede derefter lidt sydå ind i nogle af de kvarterer, der måske er knap så fancy, men hvor folk tilgengæld virkeligt bor.

Amerikanerne er meget optagede af geografisk udstansning af farlige områder "Don't go to below 37th street, to Rockford, to East Chicago etc. etc." Den slags provokerer mig lidt, og jeg får en forfærdelig lyst til at tage den slags steder hen. Om ikke andet så fordi jeg er helt overbevist om, at den eneste måde den slags steder opstår er ved at folk holder op med at tage derhen. Men jeg må nok hellere holde mig tilbage og vente til jeg (forhåbentlig) skal ud og vandre med Stu og Dave til sommer med at komme rigtigt obskure steder hen.

I toget på vej tilbage var vi begge totalt smadrede af al den gåen og sad bare og hang, hvilket egentlig fortsatte da vi kom ud til Mt. Prospect, hvor det var meget svært at samle kræfter til at lege med Lia og tvillingerne selv om de virkeligt er sjove og søde. Line havde dog beskuttet at hun, Sanne og jeg efterlade Nick derhjemme og tage på bar efter børnene var lagt i seng. Så jeg måtte lige opppe mig lidt, om ikke andet fordi Line fortalte, at hun, så vidt hun huskede ikke havde været i byen på denne side af årtusindskiftet.

Vi kørte derfor (desværre ikke i Nicks åbne 1956 Corvette) ud til det sidste sted Line kunne huske hun havde været dengang hun og Nick kun datede: En sportsbar/natklub ved navn Alumni Club i naboforstaden Schaumberg. En by, der så vidt jeg forstod er opstået omkring Motorolas hovedkvarter (hvor Nick arbejder) og et Holbæk Megacenter-agtigt mall.

Der er et sted i Fear and Loathing in Las Vegas, hvor Hunter S. Thompson, vøltende ind på casinoet Circus, Circus helt væk på æter, siger, "This is what we'd all be doing on a Saturday night if Hitler had won the war". Sådan var The Alumni Club. Forestil jer Rosie McGee's i København (eller Harlekin i Holbæk) kombiner det med klientellet fra det afsnit af The Office hvor de tager på baren Chasers i Slough og så smid omkring 50 kæmpeskærme hvor de viser skiftevis Black Eyed Peas-videor og ishockey-højdepunkter. Der stod to mænd bag DJ-pulten af uvisse årsager, da det helt tydeligvis var en computer, der både udvalgte og miksede sangene - samt synkroniserede dem med de førnævnte storskærme. Deres primære funktion forekom at være, med mellemrum at bede singlepigerne på gulvet gå op det IN-agtige podium og stå og danse som Shakira om en 10-15 år og kilo. Hvilket de var bemærkelsesværdigt villige til , skal det tilføjes... Det skal dog siges til deres ros, at det ikke er mange "DJs", der har modet til at spille Bon Jovi og MC Sar and the Real McCoys lige efter hinanden. Men vi drak lidt dansede lidt ogmorede os - mest på den post-moderne, arrogante europæiske måde; men stadig. En uforlignelig kulturel oplevelse. Det er dog nok første gang i meget lang tid jeg er kommet hjem fra en bytu før midnat, men Line skal jo op med børnene og jeg selv kunne knap holde øjnene åbne længere - på trods af underholdningen.

Heldigvis havde i mellemtiden mistet en time pga. sommertiden, som startede herovre denne weekend. Det er tre uger end sædvanligt, hvilket har fostret visse konspirationsteorier om, at oliekrisen måske er værre end DE (regeringen,nationalbanken,FIFA) fortæller os.

Min søndag gik som beskrevet i det øverste afsnit, og idag var en helt almindelig arbejdsdag på skolen. Det eneste bemærkelsesværdige, var at der efterskole var en slags lærermøde i det store auditorium, hvor jeg, udover at høre på oplæg som "Skal vi tillade eleverne at høre musik med høretelefoner i frikvarterene" og "Hvorfor er vi dårligere end Glenbrook North i vores SDEA (deres svar på PISA-testen, men også med en matematik og en fysik-del) og kan vi risikere at ryge ud af statens officelle Gode-Skoler-liste?", skulle præsentere mig selv for de ca. 200 lærere på skolen, der ikke er i Social Studies-afdelingen.

Jeg tror jeg meget snart vil få forsøgt at få skrevet et eller andet om mine indledende observationer og overvejelser oom skolesystemet overordnet set. Hvis der sker noget spændende vender jeg tilbage med nyt i morgen.

Image is everything

Hermed de første par billeder. jeg har ikke rigtigt nogen billeder fra skolen endnu, og faktisk i det hele taget ikke nogen billeder med de mennesker jeg omgås, men det skal nok komme :-)

Her er jeg hjemme i Holbæk fredag, inden vi kørte i Lufthavnen

Dette er Alex' stue: Bemærk gulvtæppet, sofaen og billedrne på væggen.

Et ikke særligt informativt billede af mit værelse, men I kan da se mine bøger og mit Barca-flag, der indtil videre er de eneste ting på værelset, der viser, at der er mit.

Downtown Des Plaines, og det er stort set hvad er af bymidte i en by med små 60000 indbyggere. De her forstæder er virkelig bare steder, hvor man opbevarer mennesker. Hvis nogen er interesseret har jeg også nogle nærbilleder af både Bollywood-biografen og våbenhandleren.

Verdens første McDonalds. Jeg kan næsten ikke vente til Memorial Day (hvornår det så end er), når museet åbner!

Dirty Dancing

Min aftale med de unge lærere i aften er blevet aflyst, desværre. Jeg har valgt ikke at tage det personligt - første gang. Til gengæld har vi aftalt, at vi finder ud af noget i næste uge, og jeg er blevet inviteret til St. Patricks Day fest hjemme hos Susan og hendes forlovede på næste lørdag. Så jeg er bar hjemme here fredag aften. Jeg sætter mig nok ned og ser en film fra Alex' DVD-samling - dog nok ikke en af de tre Shania Twain live DVD'er som den bl.a. rummer.

Jeg er så småt ved at falde ind i en rytme med mit arbejde, og tog mig selv i allerede idag at sidde og tænke på det som bare endnu en almiondelig dag på kontoret, selvom det kun har været min tredie rigtige observationsdag. Jegtror Mikkel har ret: det er vigtigt, at jeg for skrevet så mange ting som muligt ned her i starten, inden det begynder at virke alt for normalt til, at man lægger mærke til det. Det eneste rigtigt bemækelsesværdige, der skete idag, var at Ryan i sin Crime and Deviance-klasse viste en film, som sikkert var ment med de bedste intentioner, men som fra mit synspunkt virkeligt var åndssvagt, omendt brugbart i min undersøgelse. Det var en PBS-dokumentar hvor kendte Afro-amerikanere (Oprah, Chris Tucker, den første sorte astronaut osv.) tog DNA-tests for a finde ud af hvor de "kom fra". Det er meget svært hvad det, var ved filmen, der virkede så latterligt, men det var et eller andet med den essentialisme hvorigennem de her folk omtalte Afrika som deres "åndelige hjem". Som om de på trods af otte eller ti generationers historie i USA hele tiden havde været knyttet til et eller andet specifikt geografisk sted i Afrika, "hvor deres sjæl hørte hjemme. Selv om filmen selv mente, at dens budskab handlede om vigtigheden af at afdække slaveriets forskrækkeligheder, endte den for mig med at være opretholde nogle forestillinger om racerenhed som idealet og immigration som på en eller anden måde naturstridigt. Et særligt komisk indslag i filmen var, at Whoopi Goldberg på et tidspunkt sagde: "When I was a kid, all you saw of Africa was Tarzan movies, where all these crazy people were doing these weird dances, and I was just thinking get som close on, you didn't see the real Africa". Og hvad slutter filmen så med? Chris Tucker ude i "hans" landsby et eller andet sted i Angola omgivet af dansende børn i mærkeligt tøj, mens man med udstrækte arme råber: "This is my homeland!"

Jeg er meget ærgelig over at se, at John Cameron Mitchells(Hedwig) film "Shortbus" nu bliver sat op i København og på natfilmfestivalen. Jeg har glædet mig utroligt meget til den film, og den kører ikke herovre længere; og nu går jeg glip af den i Danmark, øv! Men tag ind og se den. Jeg tror virkelig den er god, omend måske ikke så nyskabende i Danmark som jeg har forstået den betragtes som herovre.

Mange tak for jeres breve og kommentarer. Keep 'em coming!

R.I.P English Accent

Grunden til overskriften er, at jeg i dag endegyldigt droppede ideen om at forsøge at beholde min engelske accent, mens jeg var herovre. Som jeg har fortalt nogle af jer, har jeg haft lidt et et dilemma i forhold til, hvilken accent jeg skulle anvende, da jeg, når jeg har haft talt med skolen, har brugt en britisk accent for at lyde eksotisk og spændende, mens jeg, når jeg har haft talt med min udlejer, har brugt en amerikansk udtale for at lyde hjemlig og tillidsvækkende. Og jeg har ikke været sikker på, hvor længe jeg har villet kunne opretholde dette dobbeltspil. Idag opgav jeg det som nævnt endegyldigt. Efterhånden som jeg hører mere og mere amerikansk omkring mig er det faldet mig mindre og mindre naturligt at bruge den britiske accent, og jeg har egentlig lidt følt, at det forhindrede mig i at udtrykke mig så naturligt som muligt.

Borset fra det, skete der to bemærkelsesværdige ting på skolen idag. For det første var der i syvende period sikkerheds-øvelser. Jeg sad inde i Elizabeth (Liddy)'s HWC-freshman-klasse (det svarer til ca. 8. klasse), det showet gik igang. Det var ikke nogen overraskelse, alle havde fået udleveret et skema, hvorpå der stod hvornår og hvilke øvelser der skulle gennmgås, hvilket kun understregede situationens absurditet. Først var en mild-tonado-øvelse, hvor vi alle sammen skulle sætte på gulvet med sammenfoldede ben og kigge lige ind i en af de mure, hvor der ikke var vinduer. Derefter var der en kraftig-tornado-øvelse, hvor vi alle sammen skulle gå ud af klasseværelset og sætte os på gulvet på gange og kigge ligeind i en af de mure hvor der ikke var vinduer. Dette var dog umuligt, da alle gangene oppe over elevernes lockers (yeah!) er vinduer ind til klasseværelserne. Derfeter skulle der have været en brandøvelse, hvor vi alle skule have gået "in a quiet and orderly fashion" udenfor skolen. Denne blev dog aflyst, da man fra ledelsens side vurderede, at kulden kunne give visse elever helbredsproblemer. Forløbet sluttede derfor af med en terrorist/"elev-går-amok-på-skolen-med-et-haglgevær"-øvelse, hvor vi alle skulle stimle sammen i det hjørne af klasseværelset, man ikke kan se gennem glasdøren, og være helt stille. En førstegangoplevelse for mit vedkommende.

Den anden usædvanlige ting ved i dag var, at jeg for første gang overtog lærerrollen. Melissa havde spurgt, om jeg ville komme og tale lidt til hendes AP HWC-klasse om renæssance-kunst, da de gennemgårperioden for tiden, og jeg (måske lidt løgnagtigt) havde skrevet i mine papirer til skolen, at det var noget jeg vidste noget om. Jeg var nødt til at tage udgangspunkt i skolens temmeligt begrænsede udvalg af reproduktionsplancher, hvilket betød, at jeg hurtigt måtte fremtrylle en powerpoint præsentation om forskellen på Sandaccio (tidlig renæssance) og Rafael (sen renæssance/manierisme). Ikke noget nemt emne at formidle for 14-årige, men jeg synes selv det gik OK. En af de gode ting, ved at deres historiundervisning er fuldstændigt bygget opom kronologisk oversigtslæsning er, at det er nemt for underviseren (mig) at referere frem og tilbage.

Også udover disse ting, har det været en god dag idag. Det er blevet lidt varmere, så sneen er så småt begyndt at smelte, hvilket betyder at heg forhåbentlig snart kan begynde at cykle i skole. Det er hyggeligt at blive hentet og bragt af John hver dag, men jeg nødig være til besvær for ham, og desuden ville det give langt mere frihed, hvis jeg selv kan transportere mig omkring. De yngre lærere i Soc.Stud. afdelingen har inviteret mig med ud og få en øl i morgen aften inde i Chicago, så jeg glæder mig til at lære dem lidt bedre at kende og forhåbentlig også selv blive integreret i gruppen lidt mere.

Jeg har iøvrigt fundet ud af, skolen er lukket i uge 13 på grund af Spring Break. Så hvis der er nogen af jer derude, der pludselig er faldet over lidt penge og har lyst til at komme over og besøge mig, ville det være en velvalgt uge.

2nd day in the field

Overskrift hørt på Fox News på vej ud af dørem: ”Barack Obama’s link to a Paedophile, and what you might not know of his children…”

John samlede mig op og gav mig et lift til skolen, hvilket var rigtigt lækkert.


FR 7/3 –07

1.per. USH AP Benedict (Juniors)

Timen startede med, at eleverne svor en Pledge of allegiance. Efter det gik Benedict i gang med at gennemgå stoffet om amerikansk historie i perioden op til 2. VKs begyndelse. Der var en gennemført brug af Vi i forhold til den amerikanske stat og amerikanerne i perioden: 2We eould borrow them money so they could pay reparations…”. Der var et klar videreformidlingt af både syld og stolt hed og ”vores fortid, herunder meget fokus på fortællingen om Roosevelt (”one of the great presidents”).

2.per. HWC Reg Susan (Freshman)

Efter at have gennemgået gårsdagens prøve gik Susan i gang med undervisningen i asiatisk historie. Der er tilsyneladende en ny udstilling am Latinamerikansk historie på Field Museum i Chicago, for Susan tilbød, at elever, der tog ind og så den, og derefter skrev en lille opgave om det kunne opnå ekstra credit. Derefter gik hun i gang med gennemgangen af stoffet omkring Kongfutsianismen og Chi-imperiet. Undervisningen var præget af en klar naturalisering af en machiavelliansk forestilling om Magt og kampen mellem stater. Derefter uddelte hun en multiple-choice prøve om dagens læsning.

3. per. USH Reg Emily (Juniors)

Eleverne brugte hele timen på at lave en prøve, der bestod af en MC-del og en essay del, som de skulle besvare udfra deres læsning som kommer fra en kildesamling med øjenvidneberetninger fra 2VK. Jeg brugte derfor timen på at beskrive det visuelle miljø i klasseværelset (lok 228). Udover det Amerikanske flag, som hænger ud fra væggen i alle klasseværelser hænger en mængde tegnede flag, heraf 4 mexikanske, 2 indiske, 18 sydkoreanske, 4 polske, 2 bulgarske, 2 litauisk, 1 lettisk, 1 israelsk og 1 tysk. Derudover hænger følgende på væggen: Verdenskort (fysisk), det præsidentielle segl, en plakat med et billede af et gammelt amerikansk flag fra Smithsonian museet, den amerikanske forfatning, et billede af Lincoln med et citat fra Gettysbburg-talen. Teksten til den amerikanske nationalsang, en studenterskabt planche om guldfeberen i 1849, en studenterskabt planche om fredstraktaten i 1850, en plakat med skolens problemløsningsstrategi, en bogreol med diverse undervisningsbøger samt diverse plakater med forskellige opmuntrende slagord/mottoer a lá ”Doing the right thing isn’t always easy but it’s always right”..

4. per. Pol.sci valgfag John (mest seniors)

John startede med at gennemgå gårsdagens politiske begivenheder. I en diskussion om hvorvidt amerikanerne skulle spare mere op eller ej brugte en pige betegnelsen vi om først amerikanerne i det hele taget, senere om den amerikanske middelklasse mere specifikt. Generelt set går kurset tilsyneladende ud på at forstå og diskutere de amerikanske politiske institutioner. I dag var et oplæg til en periodes arbejde med præsidentembedet som fokus, og klassen (John) tog udgangspunkt i en tidligere distinktion mellem electorates og trustees, altså hvorvidt en folkevalgt er forpligtet tilk at følge folkets vilje eller hvorvidt folket er forpligtet til at stole på den folkevalgtes indsigt og udsyn… Til sidst blev eleverne givet den opgave at skulle lave en liste med tre egenskaber, de mente en præsident burde have.


Frokostpause
Almindelig lunch room banter. Eneste bemærkelsesværdige begivenhed var at en ortodoks jøde med kalot bakkenbartkrøller og det hele kom ind og skulle tale med Terry. Ikke noget man ser hver dag i Danmark.


6 per. USH Reg Terry Juniors

Eleverne brugte hele timen på at tage den samme prøve som i Emilys time. Eneste bemærkelsesværdige begivenhed var, at de studerende, ligesom i Emilys time ikke kendte ordet Preferential.

7. per HWC freshman Reg. Elizabeth

Som i Susans time fokuserede undervisningen på konfutsianisme, hvilket Elizabeth havde valgt at illustrere gennem et lille rollespil hvor de studerende skulle demonstrere rangordenen i det kionesiske samfund ved at bukke for hinanden og sige Ni-hao. Elizabeth: ”At forstå Kong-fu-tse vil få jer til at forstå Asien eller venner med asiatisk baggrund bedre…” Eleverne diskuterede derefter hvad de syntes om Kong-fu-tse’s rangordning a forholden mellem overherre og undersår som det vigtigst, dernæst familiær relationer og endeligt venskabelige relationer. En studerende: ”Familien skulle være det vigtigste, og forholdet til cheferne er ikke så vigtigt…” En anden Studerende: ”Det kunne måske fungere på den måde den gang på grund af den måde det var, men ikke som det er nu…” Elizabeth opsummerede: ”We are influenced by the rennaissance, where every individual is important. Maybe China took a different way”.

8. per. Crime and Deviance valgfag seniors Ryan

Klassen arbejdede med racespørgsmålet. Ryan lagde ud med at bede eleverne lave en liste over de racer der findes, som en illustration af kategorierne ikke er givne. En studerende: ”Yo shouldn’t divide people by what race they are, but rather by what they believe in and what culture they are…” Ryan stillede derefter spørgsmålet, Hvilket land er det bedste eksempel på pluralisme? Eleverne forstod ikke hvad pluralisme betød, og Ryan forklarede at det handlede om at se kulturer som et salatskål i stedet for som en smelte digel, hvor folk må opgive en del af deres egen kultur for at blive en del af helheden. Det svar hun ledte efter var Schweiz, som det fremgår af deres lærebog, da de har 4 officielle sprog. Den amerikanske fortid blev konsekvent både af Ryan og af eleverne betegnet som vi, eksempelvis ”… with an example from our own history, we decided that segregation wasn’t OK…” Hele vejen igennem var det klart, at race, på trods af et der er baseret på visuelle karakteristika er en konstruktion så er sammenhængen mellem etnicitet og kultur det ikke, og opfattelsen af at én gruppe har én kultur fremstod som et faktum…

The kids are alright

Tirsdag aften

Jeg har besluttet at lægge mine feltrapporter ud både for i dag og for i morgen. Det vil jeg ellers ikke gøre fremover, men jeg oplever ikke så meget andet end arbejdet her i starten, og så kan I lige se, ca. hvad jeg laver og hvordan jeg arbejder.

Overskrift hørt på FOX News på vej ud af døren: ”Is England’s Prince Harry an Al-Quaida target?”

FR 6/3 –07

Dagen startede med, at Terry havde omorganiseret mit skema, således, at han havde valgt nogle timer ud, som han ville forslå, at jeg fulgte. Jeg kan således ikke følge den plan, jeg ellers havde lagt i går. Alle klasserne var på AP/Honours-niveauet, jeg går ud fra at han gerne vil vise sine bedsye elever frem, men jeg er jo interesseret i et bredt udsnit af eleverne, så de er derfor ikke så anvendelige for mit projekt. Men det virkede som om, han gerne ville have, at jeg aftalte med lærerne på forhånd, hvis jeg skulle overvære deres undervisning, så jeg må nok hellere hive fat i de lærere, jeg havde tænkt mig at følge i løbet af dagen, så jeg kan følge deres time i morgen Kun John var genganger fra de folk, jegg elv havde valgt, og ham har jeg allerede aftalt med.

2+3. per. HWS Freshman m .John

Klassen gennemgik Den europæiske kolonialisme i Afrika, som en del af et forløb om kolonialisme i det hele taget. Fortælling om forløbet var meget stats-centreret. Englændere, fransk mænd osv., beskrevet som ”they”, og historien blev fortalt som en om deres bevægelser på det afrikanske skakbræt. Bortset fra det var undervisningen naturligt nok meget kritisk over for både kolonialismens handlinger og diskurser. Undervisningen var baseret på essentialistiske antagelser om nationalitet. ”Europæerne ødelagde den ”oprindelige kultur””, De slaver, der blev sendt tilbage til Liberia var ”ikke Afrikanere, men Amerikanere”, osv. Undervisningen var baseret på en ca. fem minutter lang undervisningsfilm, som underviseren jævnligt stoppede, for at give uddybende forklaringer og henvisninger til det læste materiale. Det var meningen, at han ville have udleveret en lille multiple choice-test, hvor eleverne skulle udfylde, hvilke lande der ”tilhørte” hvilke, og desuden skulle forklare hvem en række centrale personer i deres tekst (Leopold II, Livingstone osv.) var. John sagde, i pausen mellem de to timer, at for ham at se, var den væsentligste forskel mellem ”regular”-klasserne og A.P.-klasserne (som disse), at A.P.-eleverne stillede flere spørgsmål.

I frokost fortalte Melissa mig, at hun har forbudt sine elever at bruge ordene ”we” og ”they i sin Western Religions-klasse, da ”man jo aldrig kunne vide…”. Ryan fortalte endvidere, at jeg vil komme til at møde nogle ” særdeles almindelige” elever i hendes Crime and Deviance-time i morgen. Ikke en specielt tiltalende ting at sige, men godt for mig!

5+6 per. Psyk med Hillary

Hillary brugte det meste af begge timer på at fortælle om sine oplevelser som Jury ved i forbindelse med en sag vedr. børnemishandling, hvilket havde medført, at hun ikke havde været på skolen i sidste uge. Fortællingen medførte en del spørgsmål fra eleverne, der dog primært handlede om detaljer i forbindelse med selve retsproceduren. Der var dog en klar ”tagen for givet”-hed omkring forestillingen om vores retssystem. Hillary nævnte endvidere i begge klasser, at det havde været tankevækkende for hende være ”in a country where everybody gets a free trial”, hvilket for hende var lig med et jurybaseret retssystem, hvilket hun omtalte som specifikt amerikansk. I forlængelse af ”Colormute”, var det påfaldende, at observere, at eleverne tydeligvis var interesserede i at spørge om hvilken race de implicerede i sagen havde, men manglede en måde, hvorpå de kunne formulere dette spørgsmål uden at overskride, den politisk korrekte grænse. Slutningen af timen blev brugt på at diskutere de prøver, eleverne havde lavet, mens Hillary var væk.Grundlæggende - udfra, hvad jeg kunne vurdere, virkede det ikke sandsynligt, at jeg vil kunne bruge psykologi-timerne til så meget.

Teaching would be much easier if there were no students

Mandag Aften

I går lavede jeg stort set ingen ting. Jeg er stadig lidt præget af Jetlag, så jeg vågner tidligt og går tidligt i seng om aftenen. Der er den (næsten) fulde kabelpakke på fjernsynet her, og kanal 343 (seriøst!) er Fox Soccer, og der kunne jeg se først Lazio-Sampdoria (1-0)og derefter den meget nervepirrende West Ham-Tottenham (3-4). Derudover stenede jeg bare det meste af dagen, fik læst lidt, fik lavet noget mad osv; fandt ud af hvilken bus jeg skulle tage, troede jeg…

Jeg tog bussen ud på skolen hvilket var utroligt besværligt: jeg bliver nødt til at finde en anden måde at transportere mig selv indtil sneen smelter. Først 20 min. Med bus derefter ca et kvarters ventetid foran en lukket JC.Penney’s (ca. Daells Varehus), derefter yderligere et kvarter i bus, og endelig et kvarters gang på nogle meget isglatte veje. Og det er, hvis man går den rigtige vej! Jeg gik forkert og ankom derfor til skolen noget senere end jeg havde planlagt heldigvis havde jeg ikke lavet en præcis aftale som jeg kunne komme for sent tiul, men det virker ikke som om det er så nemt at komme med bussen. Da jeg kom ind på skolen gik jeg hen til Rektor Wegleys kontor og hilste på. Han sendte mig dog hurtigt videre til Social Studies afdelingen, og dens leder Terry Jozwik som jeg også tidligere har talt med over telefonen.

Der var, hvilket jeg var blevet informeret om ingen elever på skole, da det var kursusdag for lærerne. Anledningen var vist nok en eller anden Illinois-specifik helligdag for en polsk general, der kæmpede med amerikanerne under uafhængighedskrigen. Lærerne deltog derfor i en række forskellige seminarer. Overhørt på gangene: ”I’ve gotta go. I’ve got Depression and Schizophrenia” og ”I’m missing Drugs”. Jeg fik ikke mulighed for at opleve nogen af disse, da Terry i stedet to mig med til Classroom discussion techniques. Et seminar hvor tre af skolens lærere fortalte om nogle af de teknikker de havde anvendt i deres undervisning. Ikke specielt ophisende, men det viste helt klart lærernes optagethed af den niveauinddeling, som eleverne bliver sat ind i, når de starter. Som jeg senere opdagede, da jeg satte mig ned med skolens kursusoversigt er der 5 forskellige niveauer fra de fagligt svagest til de stærkeste: Special Ed, Team, Lower regular, Higher regular og Advanced/Honors. Eleverne bliver placeret i disse baseret på deres resultater i Middle School. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvorvidt det er muligt at flytte op eller ned i grad, eleverne er tilsyneladende i helt adskilte klasser.

Efter Seminaret tog Terry mig med over til et foredrag, der kun var for de ansattei Soc,Stud. Afdelingen. Foredraget blev holdt af en journalist fra Chicago Tribune, Charles Maddigan. Foredraget hed Public Democracy in schools, men var mere en gennemgang af diverse statistikker om hvilke grupper af befolkningen, der stemte og hvilke der ikke gjorde. Der var, både i hans oplæg og i lærernes kommentarer bagefter en klart geografisk positionering af sig selv både socialt og politisk i forhold til steder som Dekater, North Chicago og Rockford, der tilsyneladende er mere ”tilbagestående” områder…

Derefter var der frokost med pizza til alle… hurra! Her blev jeg også introduceret for lærerne og sekretærene.

Derefter var der, meget apropos den bog ”Colormute”, som jeg netop er blevet færdig med, og som jeg nok senere skal skrive lidt om, et seminar om diversity. Jeg ved ikke om det er et centralt besluttet fokus, for da jeg kørte forbi Oakton Community College i morges i bussen, kunne jeg se, at de have Cultures Week, men jeg tror det ikke. Hvis man skal tro forfatteren af Colormute er det sandsynligvis et tegn på den oversensitivitet kompenseret med overfokusering på race-/nationalitet-/etnicitets-spørgsmålet, der præger den amerikanske diskurs. Under alle omstændigheder bar paneldiskussionen med 5 af skolen ”etniske” lærere at etnicitet er noget, der falder udenfor normaliteten, og som skal indoptages i den hvide normalitet gennem forståelse og accept. Ordstyreren lagde oven i købet ud med at sige til paneldeltagerne: ”Kan I præsentere jer selv med etnisk baggrund, og hvornår I første gang opdagede at I var anderledes…” Deltagerne tog det nu pænt og sagde en række forskellige ting om kulturelle faktorer og problemer, man evt. kunne rende ind i som underviser på GBS. Som en slags modvægt sluttede ordstyreren af med at spørge deltagerne om de kunne sige noget om ”fordelene ved kulturel identitet”. Som et kuriosum kan det nævnes, at der var lidt fnisen i krogene før paneldebatten startede da panel deltager José Manzano blev eftersøgt over samtaleanlægget, da hans virkelige navn var Jorge Masado.

Da seminaret var slut satte jeg mig som nævnt ned og kiggede i skolens kursusoversigt. Sådan som jeg forstår det skal alle elever på skolen tage mindst to kurser fra Soc.Stud-afdelingen i løbet af deres fireårige forløb, heraf skal det ene være U.S. History (USH) på tredje år. Derudover tager langt de fleste History of World Civilization (HWC) på første år. Nu taler jeg om strukturen for elever på Higher Regular, hvilket er den største gruppe. På de andre niveauer hedder klasserne noget andet, men den overordnede struktur er den samme. Derudover kan de studerende tage en antal valgfag på 2. og 4. år. Kuriøsiteter fra udvalget inkluderer: ”Dating and Family Relationships” (bliver desværre ikke udbudt dette semester) og ”Crime and Deviance”. Der er selvfølgelig udover Soc.Stud. en lang række andre afdelinger der også udbyder både obligatoriske fag og valgfag, herunder Sports Broadcasting og Electronic Music Studio; det burde de også have på danske gymnasier. Bemærkelsesværdigt nok er der ud af de ca. 150 kurser som skolen udbyder ikke et eneste kursus i kunsthistorie (men ti i litteraturhistorie) og ikke et eneste i filosofi (men fem i religion). Da jeg var færdig med dette valgte jeg de kurser ud, som jeg regner med at følge i morgen, og derefter begav jeg mig hjemad, hvor jeg er lige ved at falde i søvn foran computeren, så selvom klokken kun er lidt over otte vil jeg nok lige om lidt gå i seng.

Let's get this party started!

Lørdag aften

Min Internetforbindelse på værelset er endnu ikke kommet op og stå, så jeg ved ikke helt hvornår jeg kan komme til at lægge dette ud, men under alle omstændigheder vil jeg lige fortælle lidt om, hvad der er sket her de første par dage.

Som I alle ved fløj jeg fra Kastrup fredag eftermiddag kl 15.30 of havde små 9 timer foran mig på et SAS-fly. Heldigvis var flyet ikke helt fyldt op, så jeg havde faktisk to hele sider for mig selv, hvilket var fedt, da jeg så kunne strække benene lidt ud. Ellers er flyture jo bare kedelige. På den anden side af gangen var der en norsk pige og en amerikansk mand der havde en meget kedelig samtale om alle de forbindelser mellem USA og Norge, de kunne komme på, hvilket ikke var så få. Dette medførte, at jeg tog de udleverede hovedtelefoner på og, da jeg tog dem af ca. 6 timer senere var de stadig i gang. Jeg går ud fra at de har brugt den mellemliggende tid på at tale om de to landes fælles kærlighed til A-ha, for denne helt oplagte forbindelse nævnte de ikke på noget tidspunkt mens jeg kunne høre på dem. Jeg havde som nævnt høretelefonerne på det meste af flyveturen, hvor jeg udover at bruge en del tid på kanal 7 SAS-Dance, så to film nemlig først Stranger than fiction med Will Ferell, Dustin Hoffmann og Emma Thompson. Good, but not great som man siger. Derefter tegnefilmen Happy Feet om stepdansende pingviner. Som I ved er jeg meget glad for både tegnefilm og pingviner (og step i øvrigt) så jeg nød filmen ganske meget.

Jeg havde egentlig besluttet mig til at ikke at ville se Marie Antoinette på flyet, som de ellers også viste, da jeg følte, at den fortjener bedre end en 4-tommers skærm og nogle dårlige hovedtelefoner. Men da jeg kedede mig gik jeg alligevel i gang. Desværre nåede jeg kun ca. ¾ af filmen inden vi skulle lande, men det var nok til at jeg kunne nå at få en fornemmelse for den. For dem af jer, der ikke ved det kan jeg fortælle at kostumerne i filmen er designet af Jean-Paul Gaultier og Marc Jacobs (skoene) og det er værd at se filmen for dem alene. Filmen er visuelt set sindssygt flot. Jeg var knap så imponeret over selve historiefortællingen selvom Kirsten Dunst virkede perfekt til rollen, var det hele tiden lidt uklart, hvad filmen egentlig handlede om. Mit bedste bud er, at den handler om hvor sygt de gamle monarkier var, og hvor oplagt det er, at de ikke producerede individer der var i stand til at forholde sig til almindelige menneskers liv, og at konfrontationen derfor var uundgåelig.

Det var en meget produktiv flyvetur, da jeg også nåede at få genlæst Jean Baudrillards Amerika, som jeg havde besluttet skulle være en slags optakt og stemningssætter for turen for mig selv. Udover hans velkendte skøre, men interessante teorier om Amerika som det ultimative simulacrum, er der en lang række aspekter ved både hans tilgang og hans være som tiltaler mig. For det første er selve bogen struktureret som en kombination af snapshots og road-movie som illustration af det underlige narrativ enhver fortælling om Amerika må være. Non-lineær og kliché-agtigt struktureret, uvirkelig og hyperreel på en gang. Han (og jeg) træder ind i en kultur som vi intet kender til men på den anden side føler os mere hjemme i, end i vore egne liv. Vi forstår alt og ved intet eller omvendt…

Under alle omstændigheder stod Line (min søster) og ventede på mig i lufthavnen sammen med sin ældste datter Lia på 4 ½, som jeg nikke har set siden hun var helt nyfødt. Alligevel løb hun hen og gav mig et knus da hun så mig, som om hun havde et klart billede af mig som onkel Martin. Derefter ventede vi på deres nye Au Pair; en dansk pige på 21 ved navn Sanne. Da hun var kommet, og vi havde hilst pænt på hinanden, kørte Line mig hjem til hvor jeg skal bo, da vi havde aftalt, at det ville blive for meget for de små, hvis både Sanne og jeg kom samme dag. Det sneede temmelig meget i går aftes, så det var ikke helt nemt at komme frem til det lille rækkehus, hvor jeg har lejet et værelse, men det gik fint. Hvis I er interesserede er min nye adresse:

c/o Alex Crisafulli 1468 Willow Ave Des Plaines, IL 60016

Line havde haft helt ret i at beskrive huset som et lidt spøjst sted. Her er en kat, en kanariefugl, en skildpadde og nogle fisk, liberal-blåt gulvtæppe og hele huset derudover kæmpe bunker med gamle aviser og papirer, som Alex sige, han vil gå ud med, når sneen smelter, men lad os nu se. Der er ikke på nogen måde ulækkert, men som i ved har jeg også en ret lav standard mht. rengøring, men spøjst er her ikke desto mindre. På mit værelse, som er ca. 15 kvm. Er der en seng, et skrivebord, et skab og to kommoder. Foran det ene vindue hænger (”På grund af trækken”) et uhyrligt grimt broderet vægtæppe, der forestiller en indianerhøvding (eller Jamiroquai) der sidder på køleren til en VW Beetle med californiske nummerplader, der holder placeret foran, hvad der ligner Forum Romanum. Der skal snarest muligt findes en alternativ løsning på det træk-problem. Jeg kan simpelthen ikke leve med at have sådan noget hængende.

Jeg var nu så smadret så jeg ikke kunne overskue at gøre noget ved det med det samme, og gik umiddelbart efter at have pakket ud i seng.

Lørdag morgen vågnede jeg stille og roligt henad 8 tiden og tog mig lidt god tid med at komme i bad osv. Fik også læst lidt Karen Blixen (undskyld mor og andre, jeg synes ikke det er så godt, egentlig…). Da jeg var stået op gik jeg på sightseeing tur i Des Plaines. Den forstad, jeg bor i. Så vidt jeg kan forstå er Des Plaines den mindst fine by i området. Generelt set bliver områderne dyrere og finere jo tættere på Lake Michigan man kommer (herfra er der ca. 40 km.), men Mt. Prospect, hvor Line og Nick bor er finere end Des Plaines selvom det ligger længere vestpå. Lidt Fakta om Des Plaines (kilde: diverse folk jeg talte med samt wikipedia):

- Byens oprindelse er uklar, men sikkert er det, at byen tidligere var kendt som Rand, hvilket nu er navnet på den store vej, som mit hus ligger tæt ved. Stedet blev opgraderet ti bystatus under navnet Des Plaines efter Des Plaines-floden som løber lige igennem området i 1925
- Indbyggertallet er lige omkring 60.000, heraf ca 84% hvide og 14 % latinoer. Indkomstmæssigt er byen usædvanligt divers med både store trailerparks og villaer med priser på over 1.000.000$
- Byen huser verdens første McDonalds-restaurant og som en følge deraf er der også en lille mcDonalds-museum, som dog desværre først åbner senere på foråret.
- Byens plads i den popkulturelle verdenshistorie skyldes primært, at 80’er teenagefilmen Breakfast Club med Molly Ringwald og Emilio Estevez foregik og blev filmet på en nu lukket high school i byen.
- Byens eneste biograf skiftede for et par år siden format således, at de nu udelukkende viser Bollywood film, for det store indiske mindretal i det nordlige Illinois.
- Bymidten rummer (ifølge min optælling) 13 fastfood-restauranter og to våben, sikkerhedsudstyrs-butikker, men ingen boghandel og ingen musikforretning.

Efter min lille gåtur rundt i downtown gik jeg op i det efter danske standarder enorme supermarked Shop’n’Save (ikke ulig The Simpsons’ Try’n’Save). Denne oplevelse var et helt kapitel i sig selv, så det vil jeg vende tilbage til en anden gang. Men under alle omstændigheder fik jeg købt de ting jeg skal bruge til de første par dage.

Henad firetiden tog jeg bussen over til Mt. Prospect, hvor jeg havde aftalt med Line at jeg ville komme til middag. Jeg kom lige som tvillingerne vågnede op fra deres middagslur, så jeg havde muligheden for at lege både med dem og med Lia. Vi byggede togbane og lagde puslespil osv. indtil Nick kom hjem og vi skulle spise middag. Det var vældigt hyggeligt, og jeg fik snakket lidt med både Nick og Line og med Sanne, som jeg aftalte at følges med ind til byen i næste uge for at se på lidt seværdigheder inde i Chicago. Efter middag kørte Nick mig hjem , og jeg gik i gang med at skrive dette blogindlæg. Så langt, så godt…