Let's go out to the Ball Game

Onsdag morgen

Ikke noget citat denne gang, men til gengæld en quiz. Forleden havde jeg en mellemtime en af de dage, hvor det var virkeligt godt vejr, og jeg gik mig derfor en lille tur rundt på skolens område og kiggede mig omkring. Hvor mange cykler gætter i på, der i alt var parkeret i skolens cykelstativer? Ca. 100, ca. 200, ca. 50? Husk at skolen har ca. 2200 elever, som alle bor indenfor en radius af under 15 km, og derudover over 200 ansatte, plus at det var et par-og-tyve grader den dag. Svaret findes i bunden af dette indlæg…

Som flere af jer har omtalt i jeres mails, satte en vis ung koreansk-amerikaner i sidste uge mit tidligere indlæg om amerikanernes ubegrundede frygt for alt muligt lidt i relief, og afslørede måske, at mine udtalelser i sidste uge måske i nogen grad var baseret på en naiv (og Flemming Balvig-inspireret) opfattelse af omfanget af kriminalitet og vold i samfundet. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at der er tale om en stor og helt ufattelig tragedie. Jeg læste på Politikens hjemmeside, at en amerikansk studerende ved Københavns universitet udtalte, at det sociale miljø på danske universitet ville have opfanget en mand med så alvorlige problemer, som gerningsmanden på Virginia Tech. Uden at have nogen som helst erfaring med det amerikanske college-væsen, vil jeg meget nødigt forholde mig til den påstand, som dog med den ensomhed, man så ofte ser og hører om blandt danske universitetsstuderende, forekommer mig noget unuanceret. Sikkert er det dog, at våbenlovgivningen i Danmark, formentlig ville have forhindret en så forstyrret mand i at få fat i semi-automatiske våben, og dermed, ville have nedbragt den dødbringende effekt af et angreb. Ikke desto mindre, vil jeg stadig fastholde, at ulykken på Virginia Tech i højere grad er et udtryk for den frygtens kultur, jeg omtalte, end et forsvar for den.

Bemærkelsesværdigt i den forbindelse er det, at det netop er denne diskussion; en om våbenkontrol, der spontant dukkede op rundt om i klasselokaler og frokostborde på skolen i dagene efter ulykken. Men denne debat har været stort set fraværende i de politiske fora. Under forespørgselsdebatten i kongressen dagen efter skyderiet, var der kun to af flere hundrede fremmødte i Repræsentanternes hus, der overhovedet nævnte våbenspørgsmålet, og begge disse talte for en afregulering af området, således, at lærere og elever skulle have lov til at medbringe våben i skolen for beskyttelse. Der er meget der tyder på, at selv om der stadig er 18 måneder til det næste valg, så er de politiske partier så bange for at frastøde de våben-positive stemmer, at det fuldstændigt har låst dem i forhold til at at gøre selv den mindste ting på det område. Ikke mindst er det tilsyneladende demokraternes analyse, at det i sin tid var Clointon/Gore-administrationens stramninger af våbenlovgivningen (så private ikke længere kunne købe eksempelvis jord-til-luft missiler) der endte med at koste Gore de, i det amerikanske valgsystem så afgørende, og overvejende våben-positive stater Tennessee og West Virginia, og dermed valget. De samtaler om emnet, som jeg har overhørt på skolen, har ikke overraskende indeholdt mere våben-positive elementer, end en tilsvarende samtale nok ville have gjort på et dansk gymnasium, men ikke desto mindre er de langt de fleste ganske fornuftigt forstående overfor behovet for en stramning af adgangen til våben for private.

I forhold til mit studie af manifestationen af nationale kategorier, er bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad denne tragedie, der jo kun i meget ringe grad kan betragtes som politisk endsige geopolitisk motiveret, overalt betragtes og omtales som en national katastrofe. Flag på alle offentlige bygninger flagede på halv stang hele sidste uge. Overalt har der været afholdt mindehøjtideligheder og tavsheds-ceremonier. Spørgsmålet om ”hvorfor hader de os?”, der var så fraværende i tiden lige efter 11. september, har til gengæld været ude i fuldt flor her, hvor den nationale konnotation er langt mindre tydeligt. Det anerkendte tidsskrift The Economist udkom i sidste uge med en forside bestående af en pistol bemalet med Stars and Stripes under Overskriften ”America’s Tragedy”. Jeg føler mig frygteligt kynisk og bebrejdende overfor de folk, der prøver at komme over en forfærdelig tragedie ved at skrive dette, men der virker tydeligt for mig, at begivenhederne på Virginia Tech er blevet en lejlighed til konstituering og styrkelsen af tanken om at amerikanernes, ansvarlighed, bekymringer og empati begynder og ender ved de nationalstatslige grænser.

Nå, men nok om det. I mit eget personlig liv går dagene stadig bare derudaf, om end der efterhånden er ved at komme lidt mere variation og afveksling ind i det. I slutningen af forrige uge, havde jeg sendt en mail ud til alle lærerne, og mindede dem om, at jeg stod til rådighed for deres klasser, hvis de troede jeg ville kunne bidrage med noget viden eller et anderledes perspektiv eller noget andet. Alle har været så søde overfor mig, og det var jo aftalen, at en af de måder, jeg skulle tilbagebetale den tjeneste, skolen gjorde mig ved at lade mig være her, var ved at stå til rådighed for undervisningen. Jeg følte ikke rigtigt, at jeg havde levet op til min del af aftalen, da jeg jo som bekendt indtil sidste uge kun havde været ude to gange (med mit oplæg om renæssance-kunst til toaf Melissas World History-klasse). Denne opfordring tog de tilsyneladende til sig, da jeg i sidste uge blev bedt om at komme ud til ikke færre en 5 forskellige klasser for at tale om hhv. Danmark og Europa under den Kolde krig, Danmark under Besættelsen og Gruppepsykologi i forbindelse med beslutningsprocesser, Som de fleste af jer sikkert kan gennemskue, er ingen af de tre emner, noget jeg i særlig høj grad ved noget om, men det skulle da bestemt i forhindre mig i at holde oplæg om det for nogle amerikanske high school-elever. Det gik i øvrigt meget godt, synes jeg selv. Ikke mindst (overraskende nok) mit oplæg for den meget ”hjernens biologi”-agtige mr. Masciopintos AP psykologi-klasse, hvor jeg med mit temmelig konstruerede oplæg om, hvad man kunne lære om fangens dilemma og uformelle beslutningsprocesser udfra mit (og Maries og Torstens) feltarbejde på et grøntsagsmarked i Chile, fik forhindret det forfærdelige sludder, som han selv havde forberedt. I det hele tage var det en virkelig god oplevelse; ikke mindst mit oplæg om besættelsestiden for Mrs. Vicars’ World History klasse for elever med engelsk som fremmedsprog. Var virkeligt rørende. De var så glade for at få besøg, og for at høre fra en, der ligesom dem selv syntes at amerikanerne var lidt skøre, at de dagen efter havde lavet et lille brev til mig med hilsener som: ”Thank you for coming to class. Denmark sounds very nice. I would like to go there. Pawel”.

Tirsdag var der endnu en awareness-dag. Denne gang de seksuelle minoriteters rettigheder, arrangeret af den gruppe af elever, der kalder sig GLASS (Gay, Lesbian and Straight Students). Et virkeligt godt og meget prisværdigt initiativ. En lidt mærkelig ting, var, at traditionen på skolen var, at dagen blev markeret ved en såkaldt Day of Silence, altså et dagslangt tavshedsløfte, eller for lærerne (der jo oplagt nok ikke kunne være tavse en helt dag) et lille badge med påskriften ”Day of Silence”. Der var, som jeg observerede det 2-3 studerende i hver klasse, der markerede dagen på denne måde. Der var dog ingen, der kunne besvare mine spørgsmål, hvad tavsheden skulle symbolisere, og om det ikke i højere grad handlede om at tale mere, og ikke mindre, om seksualitet. Og om ikke en stor del af problemet netop lå i det tabu i forhold til seksualitet i det hele tage og seksuelle praksisser mere specifikt, der gennemsyrer samfundet. Det virkede ikke som om, der var nogen der havde tænkt på det på den måde før, og i det hele taget virker disse awareness-arrangementer som totalt ureflekterede traditioner, hvis oprindelse og udformning meget ofte fortaber sig i fortidens tåger, eller obskure politiske symbolhandlinger. Hvis der er nogen derude, der mangler et speciale-emne, vil jeg hermed foreslå et kritisk studie af awareness-begrebet i den amerikanske venstreorienterede diskurs. Det er meget interessant, og hvis jeg husker det, vil jeg forsøge at få formuleret et eller andet om det på et tidspunkt.

Ugens helt store begivenhed på skolen var det såkaldte HipHop Coffeeshop, der udover at være karakteriseret ved et totalt fravær af bare marginalt kaffe-relaterede produkter, var et show, hvorde studerende optrådte med forskellig rap- og dansenumre. Emily og Melissa har begge været meget involveret i planlægningen, Sejal og Susan optrådte sammen med bibliotekaren med et dansenummer, og jeg havde som sædvanlig ikke noget bedre at tage mig til på en fredag aften, så jeg blev derfor bare hængende på skolen til begge forestillinger; både kl. 17 og kl. 20. Mellem de to shows sneg jeg mig over og så skolens volleyball-hold spille (og tabe) mod ærkerivalerne fra Glenbrook North. Showet var rigtigt sjovt, og det var virkelig fint at se hvor gode eleverne var til at juble over hinandens præstationer. Til sidst blev det hele endda lidt følelsesladet, da Melissa, som forlader skolen til sommer blev kaldt op på scenen og under øredøvende jubel fik overrakt blomster og knus fra alle de deltagende i showet.

Familien Hayes var ikke hjemme over weekenden, og jeg havde egentlig glædet mig til at have huset for mig selv i et par dage, men (tidligt) lørdag morgen ringede telefonen, og det var Carl en ældre lærer fra min afdeling, der ringede og fortalte, at han havde fået to afbud, fra de folk, hans kone og han normalt fulgtes til baseball-kampe med, og at de derfor havde to ekstra billetter, som han ville tilbyde mig. Det sagde jeg naturligvis ja tak til, og ringede derefter til Sanne, og spurgte, om hun ville med også. Det ville hun meget gerne, men hun kunne desværre ikke nå at være inde i byen før selve kampen startede, så vi aftalte bare at mødes inde ved stadion. Jeg blev således hentet ved ellevetiden af Carl og hans kone, der kørte os ind til byen, hvor vi gik ud og spiste lidt frokost inden kampen. Det var vældigt hyggeligt, og Carl og Rosemary (som konen hedder) var virkeligt søde. Han er tidligere Katolsk præst med en grad i kirke-ret fra Vatikanets universitet, indtil han forelskede sig i en af sine sognebørn (Rosemary – ikke rent faktisk et barn!!) og måtte forlade kirken og har været lærer lige siden. Meget interessante og berejste mennesker.

Efter frokosten mødtes vi med Sanne og gik in på Wrigley Field, der er hjemmebanen til det ene Chicago-hold, the Cubs, der på denne dag skulle spille mod de hadede lokalrivaler fra St. Louis Cardinals Det andet Chicago-hold, the White Sox, er selvfølgelig også forhadte, men da de spiller i en anden konference, konfronteres de to hold relativt sjældent. Baseball-fans (og ikke mindst Cubs-fans) er generelt set meget fredelige og stille, men rivaliseringen gav alligevel lidt ekstra stemning på stadion. Især blev der buest meget af Cardinals’ stjerne Albert Pujols, hvis navn (J’et udtales som et hårdt h) havde affødt en række ”vittige” T-shirts med påskriften ”Cardinals Fans take it up their Pujols”. Bortset fra det var det en rigtigt god oplevelse: Vi havde gode pladser, vejret var dejligt oog Cubs vandt en af deres, i denne sæson sjældne, sejre (6-0). Spillet går utroligt langsom, så der er masser af tid til bare at sidde og kigge på folk og snakke, hvilket jo er dejligt. Faktisk gentog jeg turen til Wrigley Field i går (tirsdag), da jeg tog med en anden lærer (Terry) ind og se en kamp mod et andet midtvest-hold, Milwaukee Brewers. Det var koldt og det regnede, og Cubs spillede elendigt og tabte 4-1, så nu har jeg fået begge oplevelser. Hvis jeg bliver tilbudt billetter igen, vil jeg helt sikkert tage af sted, men det er ikke sikkert, at det er noget jeg vil betale de mange penge, billetterne koster for at se en sport grundlæggende syntes er lidt fjollet.

Efter kampen tog Sanne videre ind til byen, mens jeg tog tilbage til Glenview, da jeg gerne ville nå bare en lille smule af de ting, jeg havde planlagt for weekenden. Desuden havde vi aftalt at mødes inde i yen igen søndag formiddag og tage op i Sears Tower, der jo er en af verdens højeste bygninger. Siden jeg kom herover har jeg fået forklaret, jeg ved ikke hvor mange gange, præcist hvordan man udregner, hvilke bygninger, der er højest, og hvordan dem i Malaysia og Taiwan snyder; det er noget de går meget på i her i byen. Jeg havde (måske derfor) ikke de helt store forventninger til at skulle betale 13$ for at få lov til at se en udsigt. Men jeg må sige, jeg blev positivt overrasket. Udsigten er virkeligt flot, og man får virkeligt et unikt overblik og byen og dens struktur. Selv om det er lidt af en turistfælde kan det helt klart anbefales. Søndag var måske den varmeste dag vi har haft hidtil (der er kølnet af igen og i skrivende stund pis-regner det), så vi besluttede derfor at gå gennem byen og ud på Navy Pier, der er en mole ud i Lake Michigan, der er lidt Nyhavn-agtig med en masse barer og restauranter og derudover lidt forlystelser, bådudlejning og et stort Pariserhjul. Vi udnyttede nu ingen af disse ting, men satte os i stedet bare ned og nød en is i solen; lækkert!

Ud på eftermiddagen tog jeg toget hjem, da jeg havde en aftale med John og Matt om aftenen, om et vi skulle til et foredrag med den amerikanske historiker og geograf Jared Diamond, som jeg ikke kendte, men og åbenbart er et stort navn herovre; tidligere vinder af Pulitzer-prisen og manden bag en stor TV-serie baseret på hans forrige bog ”Guns, Germs and Steel”. Den har jeg ikke læst, men så vidt jeg kan forstå, er hovedbudskabet et forsøg på at forklare de menneskelige civilisationers udvikling udfra geografiske faktorer som adganges til råstoffer, muligheden for opdræt af tamdyr osv. Hans nye bog, som jeg til gengæld har læst (John skaffede en hel kasse af dem til kontoret i forbindelse med oplægget) hedder ”Collapse” og handler om hvordan samfund ikke altid er struktureret på en måde, der på lang sigt er bæredygtigt i forhold til sin egen overlevelse. Blandt hans præmie-eksempler er den oprindelige befolkning på Påskeøerne, der i arbejdet med at rejse de berømte statuer fuldstændigt ryddede øerne for træer og dermed umuliggjorde landbrugsproduktion og dermed overlevelse på lang sigt; samt de oprindelige skandinaviske indbyggere på Grønland, der tilsyneladende nægtede at lære af Inuitterne, og gøre fisk og sæl til hjørnestenen i deres kost, og i stedet fokuserede på kvæg og får, som de kendte fra deres hjemlande, men som gjorde dem langt mere overfølsomme overfor selv mindre klimaforandringer. Omvendt havde samfund Japan under Togukawa-shogunatet i tide planlagt sig ud af en truende ressourcemangel, og havde dermed sikret samfundets overlevelse. I sig selv ikke nogen særligt revolutionerende tanke, men en meget udmærket bog, og foredrag, og der er jo altid godt med argumenter mod de Bjørn Lomborg-typer, der hævder, at miljø-problemer altid løser sig selv, fordi det på et eller andet tidspunkt bliver profitabelt for markedet at producere bæredygtigt, i stedet for at skulle leve med stadigt stigende råvare-priser.

I denne uge er det bare tilbage til arbejdet, selv om ugen er lidt usædvanlig ved, der ikke er undervisning hverken i dag eller i morgen. Årsagen er, at alle Juniors i staten i disse dage skal igennem to kæmpestore Multiple Choice-prøver i Matematik, Fysik og Engelsk, der på den ene side afgør, hvor gode Colleges, de vil kunne søge ind på, og på den anden side, hvorledes skolen bliver rangeret på statens High School liste, og dermed hvor mange penge og elevsøgning de får. Meget stressende! Reglerne for disse prøver er således, at 90% af eleverne indenfor en lang række kategorier (African-American, Hispanic, Special Eduation) skal leve op til nogle i forvejen fastsatte standarder for at skolen ikke kommer på den sorte liste som en ”failed school”. Problemet er, at en skole som denne, der ofte har været på top ti og statens high schools, har så få minoritetsstuderende, at bare en enkelt eller to udeblevne elever vil kunne bringe skolens samlede resultat ned under det kritiske punkt. Der har derfor kørt særlige busser rundt i byen hele morgenen og specifikt hentet de studerende med latinamerikansk oprindelse, for at sikre, at de dukkede op. Jeg må af gode grunde ikke komme ind i de lokaler, hvor testen bliver taget, så det tegner til en lidt kedelig dag for mig. I morgen vil jeg for første gang siden jeg kom herovre pjække fra skolen og i stedet tage ind til byen, hvor jeg har udnyttet et introduktionstilbud hos en af byens finere spa-saloner, og derfor skal derind til den helt store behandling med klipning, manicure, ansigtsbehandling og massage – yeah!

Svaret på den store cykel-quiz er: 3 (tre) inklusive min.