Human Rights are Awesome

Søndag eftermiddag

I Fredags blev jeg hængende på skolen efter skoletid fordi jeg, på grund af det forfærdeligt kolde vejr har måttet opgive at cykle frem og tilbage til skole, og jeg skulle være tilbage på skolen om aftenen. Dette gav mig mulighed for at for prøvet lærerstabens motionsrum, se baseball og desuden at hænge lidt ud sammen med nogle af de elever, der virker som om de er så glade for skolen at de tilsyneladende aldrig tager hjem. Dagen var ellers gået med det samme, som også var arrengementet om aftenen: Genocide Avareness Day. Amerikanerne har tilsyneladende fuldstændigt taget tanken om, at man skal kende historien for ikke at gentage den, for ”awareness” er det altdominerende buzz-word i tilgangen til verden omkring dem, og der er jævnligt ”awareness”-dage eller begivenhederfor det ene eller det andet. Disse arrangementer er generelt set politisk ufarlige og uden fokus på en mere generel kritisk historie- eller verdensanalyse og munder typisk ud i opfordringer som; ”keep following the news”, ”inform your friends” eller ”write your congressman”.

Ikke desto mindre er det jo aldrig en dårlig ting at få udbredt viden om de forfærdelige begienheder, der er foregået op gennem verdenshistorien kombineret med en opfordring til at sikre at det ikke må ske igen. Og man må virkelig sige, at de studerende, der stort set alle kom fra skolens Darfur-awareness-gruppe STAND (Students Taking Action Now (in) Darfur), som brugte dagen på at holde oplæg for forskellige klasser, virkeligt havde gjort et stort arbejde. Personligt observerede jeg oplæg om både, Rwanda, Armenien og Darfur og de var virkeligt flotte og indlevede, og jeg tror faktisk, at de gjorde indtryk på en stor del af de elever, der så dem. Så al kredit til dem!

Aftenens arrangement var kronen på værket: En koncert med en række af skolens forskellige bands og musikgrupper kombineret med forskellige elever, der holdt oplæg om menneskerets-overtrædelser på forskellige områder, arrangeret af STAND i samarbejde med skolens Amnesty International-gruppe under det meget opfindsomme navn ”Jamnesty”. Arrangementet var meget velorganiseret, og det må virkelig have været et stort arbejde at få det hele til at hænge sammen. Særligt bemærkelsesværdigt var en lille tale ved en pige fra en af nabo-skolerne, der var en overlevende fra Folkedrabet i Rwanda. Det var meget rørende, og man skulle være mere kynisk end jeg for ikke at knibe en lille tåre. Jeg talte meget kort med hende efter talen, hvor hun fortalte hvordan hendes storesøster havde båret hende over skulderen væk fra deres brændende hus og deres, formodede de, myrdede forældre. Mange år senere, efter de var kommet til USA blev hun genforenet med sine forældre, der alligevel på en eller anden måde var overlevet på Oprah Winfrey-show af alle steder. En utrolig historie.

Musikalsk set var arrangementet ikke noget særligt, og ikke særligt meget over det niveau, man ville have kunnet opleve ved en gennemsnitlig musikcafe på Stenhus, men det var sjovt at se, og rart at være sammen med eleverne i lidt andre rammer. Det udsnit af eleverne som dukkede op svarede vel også meget godt til ovennævnte sammenligning, eller måske mere præcist til en af de Rebel-organiserede koncerter på Ungdommens Hus i Holbæk: Nogle ganske få deciderede intellektuelle eller venstreorienterede; de alternative og dem der bare gerne ville være med, hvor der skete noget anderledes.

Der er ikke meget at lave for de unge i Glenview; det er som nævnt ikke til komme frem og tilbage fra midtbyen sent om aftenen, hvis ikke man har en bil; man kan ikke købe alkohol, hvis man er under 21 og i modsætning til i Danmark kan man de fleste steder ikke en gang få lov til at komme ind på de steder, hvor der bliver serveret alkohol, hvis man ikke er gammel nok til at drikke. Hvis man grundlagde en bar, hvor man kun kunne købe sodavand og lignende, men der ellers var alle de ting, som ville være tiltrækkende for de unge: Et dansegulv, poolborde osv. ville man virkeligt kunne score kassen. I Glenview og Northbrook tilsammen er der mindst 6000 unge i aldersgruppen 14-18, som ikke har nogen steder at tage hen. Hvis bare jeg havde drive… Da jeg jo som nævnt alligevel var på skolen, og både Emily, Susan og Melissa var sygemeldt med influenza meldte jeg mig frivilligt til at hjælpe til, og jeg blev derfor sat til sammen med Ryan at skulle overvåge, at eleverne ikke gik ud af en bestemt dør, der ledte ud til parkeringspladsen. Da jeg spurgte hvorfor, forklarede de andre, at man var bange for, at eleverne ville gå ud for at tage stoffer og/eller dyrke sex. Hvorfor dette ikke var et problem for den anden dør, ca. 20 meter væk, der førte det samme sted hen, og som eleverne godt måtte gå ud af var ikke helt klart for mig, men jeg gjorde selvfølgelig som jeg var blevet bedt om.

Som de fleste af jer ved har jeg en smule overfølsomhed overfor alt, hvad der bare lugter af primitivisme og dyrkelse af det præ-moderne: De fleste af jer har på et eller andet tidspunkt tålmodigt siddet igennem mine (grundlæggende urimelige) tirader mod ting som Afrikansk dans i Fælledparken, Capoeira og vandreferier i Sydøstasien. Ikke overraskende var der en del ting ved Jamnesty, der skurrede for mig ved Jamnesty, eksempelvis Matt (Mr. Whipple), der insisterede på at iklæde sig en Nigeriansk Korte eller det fakta at den eneste bod udover sodavandsstanden var én, hvor eleverne kunne få malet pseudotraditionelle henna-tatoveringer på hænderne. Men jeg ved jo godt, at det er mig, der er fjollet, og overordnet set var det virkeligt et godt og flot arrangement. Og sørgeligt nok må jeg sige, at det er det suverænt mest ophidsende jeg har foretaget mig på en fredag aften siden jeg kom herover.

Apropos Capoeira (der for dem der ikke ved det, er en Brasiliansk blanding mellem dans og kampsport) var jeg lige ved at glemme at fortælle en historie, der er et godt eksempel på den slags politisk-kulturelle episoder, man hele tiden støder på, og som er så absurde, at jeg aldrig ved om jeg skal grine eller græde. Emily (der taler både spansk og portugisisk flydende og i det hele taget er meget Latinamerika-agtig) havde i torsdags sammen med Susan arrangeret en Capoeira-workshop for nogle elever, og havde i den forbindelse inviteret en af sine herboende brasilianske venner ud til skolen for at demonstrere teknikken. Denne ven er tilfældigvis sort, og da skolebetjentene tydeligvis ikke er vant til at se sorte mennesker på skolen (der er meget få elever og næsten ingen lærere) konkluderede de på trods af hans gæstepas til skolen og Emily’s udtrykte invitation, at han var der for at sælge stoffer og tilkaldte derfor det rigtige politi, der anholdt ham inden workshoppen nåede at gå i gang. Først efter grundig visitation kombineret med diverse forsikringer fra Emily og skolens Rektor blev han sluppet fri og kunne gå tilbage til de temmelig forvirrede elever. Emily var forståeligt nok rasende, men der er ikke noget at gøre: Skolebetjentene er forpligtet til at melde al ”mistænkelig” opførsel, og de regler, der forbyder det rigtige politi i at bruge race som det eneste kriterium for mistanke gælder ikke for uafhængige sikkerhedskorps.

Lørdag cyklede jeg op til det store mall ”The Glen”, der ligger ca. midt mellem mit hus og skolen, altså omkring et par kilometer herfra. Mall’et er usædvanligt nok ikke overdækket og er i stedet konstrueret, så det ligner hovedgaden i en mellemstor danskprovinsby med butikker på begge sider af vejen og endda et lille torv, hvor man kunne sætte sig på nogle bænke (det var det dog for koldt til). The Glen plejede at være Glenview Naval Airbase og området er derfor udsmykket med en lang række statuer af luftværnets helt og andre militære objekter. Noget der ville se temmelig besynderligt ud i en dansk kontekst, men som jeg har omtalt flere gange spiller den nære fortids militær-historie en helt anden rolle i det visuelle landskab, end det ville gøre i Europa (et godt eksempel er at sammenligne de krigsmonumenter, der er opstillet i Washington DC. med tilsvarende monumenter i Europæiske hovedstæder) ; måske fordi de ikke rigtigt har anden historie at falde tilbage på.

Ikke desto mindre var jeg positivt overrasket over The Glen: Det virkede måske en smule kunstigt med en hovedgade, der lå udenfor selve byen, hvis hygge aldrig ville kunne være et naturligt resultat af byens liv, men udelukkende kunne være et resultat af et bevidst ønske om at tage derhen, men illusionen af hygge fungerede faktisk udmærket. Og der desuden en række ganske udmærkede butikker: Som altid en kæmpestor sportsforretning, men også en udmærket boghandel, nogle meget gode tøjforretninger og endda et overraskende u-frygteligt kunstgalleri, der i modsætning til alle de andre gallerier, jeg har set i forstæderne rent faktisk solgte kunst og ikke bare dekorative klatmalerier med mindre kant end ikke-euklidisk geometri (flot reference ikke, jeg har lige genlæst A Brief History of Time).

Årsagen til at jeg var i The Glen var egentlig, at det er der områdets eneste biograf ligger, og jeg havde besluttet mig til, at jeg ville benytte den tid, der var opstået ved at jeg alligevel ikke skulle bruge denne weekend på at gennemlytte gruppeinterviews, til at se den nye Robert Rodriguez/ Quentin Tarantino Double-feature-film Grindhouse. Filmen er så vidt jeg kan se ikke kommet op i Danmark endnu, så jeg vil lige bruge lidt tid på at beskrive filmen(e). Grindhouse er de to instruktøres hyldest til de B-film, de selv plejede at gå ind og se i snuskede biografer (kaldet Grindhouses)som unge. Filmen består derfor i virkeligheden af to adskilte halvanden-time-lange film adskilt af kunstige reklamer og filmtrailers, skabt til at skabe den ultimative Grindhouse-biograf-oplevelse. Første del, som er skabt af Rodriguez er en zombiefilm efter den klassiske opskrift med groteske mord på storbarmede starletter (spillet blandt andet af en af mine personlig hadeobjekter, Fergie fra Black Eyed Peas), kombineret med helt vanvittige aktionsekvenser, hvor heltinden på bl.a. på et tidspunkt efter at have fået bidt det ene ben af af zombierne, i stedet monterer n bazooka på benstumpen, som hun kan bruge som, både som krykke, våben og transportmiddel, ved at fyre af lige ned i jorden og dermed selv blive skudt over en ellers flugtsikker mur. Meget vanvittigt og meget ulækkert, men en sikker genre-pastiche lavet af én, der tydeligvis har set mange af den slags film. Tarantinos del, som fulgte efter pausen derimod vender genrekonventionerne på hovedet i en massemorder-/biljagt-film pludselig udvikler sin til en detournerende parodi på genrens macho-klicheer. Der er helt sikkert ikke en (to) film, der vil få samme kommercielle succes som Kill Bill-filmene, det er de simpelthen for ekstreme til, men jeg var utroligt godt underholdt i over tre timer.

I dag har jeg ikke lavet noget andet end at skrive lidt yderligere på den projektopdatering, som jeg har lovet, og som nok skal komme på et tidspunkt, og desuden stå tidligt op for at høre sport på 3’eren med Superliga-fodbold og Paris-Roubaix. Jeg er kommet lidt bagud med at svare mails – især Marie og Louise har jeg dårlig samvittighed overfor – men jeg skal gøre mit bedste for at få indhentet dette i de næste par dage, så bare bliv ved med at skrive…