War [huh] what is it good for?

Overhørt i gruppediskussion i forbindelse med undervisning omkring eurpa i 30’erne: ”So it was basically a fight between the Communists and the Lutherans, er I mean the Fascists?”

Klokken er lidt over syv om morgenen søndag. For ca. en time siden blev jeg vækket af en SMS fra Peter, som er i Barcelona sammen med nyligt speciale-afsluttede Ida (tillykke!). Da jeg efter bedste, søvndrukne, evne havde forsøgt at besvare hans spørgsmål om, hvilke spillere der er værd at holde øje med på Barcelonas 2.-hold, som han tilsyneladende skal ind og se i eftermiddag (catalansk tid) konstaterede jeg, at jeg alligevel var så vågen, at jeg ligeså godt kunne få lidt arbejde fra hånden – herunder skrive endnu et indlæg til bloggen. Der er selvfølgelig sket det, som flere af jer havde forudset; at mine indlæg bliver mindre og mindre regelmæssige efterhånden som tiden går. Det er dog endnu ikke bloevet ligeså slemt som min nu helt inaktive MySpace-blog, eller for den sags skyld (trøster jeg mig med) Torsten og Karens Nepal-blog (se linksamlingen til højre – tsk, tsk).Jeg vil dog stadig gøre mit bedste for at få skrevet så ofte som muligt: Kommentarer og mails fra jer, som minder mig om, at der faktisk er nogen, der læser det her er det bedste incitament. Så kom endelig med flere af dem!

Da mit sociale liv herovre stadig er stort set ikke-eksisterende, og mine weekender grundlæggende består af at stå tidligt op og se Premier League, og så go i seng omkring kl. 9, handler også det meste af dette indlæg om mit arbejde. Men vi kan lige vente lidt med det. Torsdag aften var jeg til middag hos Line og Nick, og det var som sædvanligt vældigt hyggeligt. Jeg brygte meget tid på at lege med børnene, der virkeligt er søde og sjove, selv om Lia (den ældste på 4-et-halvt) tydeligvis er vant til at bestemme. Børnene har tilsyneladende sammen opfundet en verden som nogle af deres lege foregår i. Det er jo meget almindeligt i deres alder, men det bemærkelsesværdige er at denne verden er befolket af to folkeslag (eller individer – det er lidt uklart), som børne har navngivet henholdsvis the Jews (elle Joos) og the Jedi (eller Chedi), hvilket jeg synes var ret sjovt. ”The Jews and the The Jedi” – en Mel Gibson-film jeg gerne ville se! (eller en Mel Brooks-film, jeg allerede har set?).

Jeg har så småt forsøgt at personliggøre mit pseudo-kontor (se billedet nedenfor). Med et fotografi af Nova, som jeg tilfældigvis havde liggende i min taske samt en tegning som Lia har lavet til mig. Så nu fremstår jeg for omverdenen som en seriøs og agtværdig familiefar. Måske skulle jeg hænge den Barca-gris-boller-en-Real-gris-nøglering, som jeg har fået af Charlotte (mange tak!) op, bar for at sænket mit modenhedsniveau ned på et mere realistisk overkommeligt stade igen. Bortset for det er det folk går op i herovre for tiden uden sidestykke det såkaldte March Madness; slutspillet i collegebasketball. Alle både elever og lærere er med i diverse office pools, hvor man smider et antal dollars i en pulje og så gætter på udkommet af de forskellige puljer. Problemet er bare, at spil officielt set er forbudt på skolens, hvilket gør at pools’ene formelt set er hemmelige. Alligevel er detalt folk snakker om, og TV kører med kampene på, både i lærernes frokoststue og i eleverne kantine. Jeg ved ikke en skid om basketball, og da slet ikke på college-niveau, hvilket gør, at jeg er lidt udenfor - det imponerer dem ikke rigtigt, at Holbæk (Team Sjælland) har spillet sig i den danske semifinale. Men det er interessant at høre på deres meget nørdede og bedrevidende snak (Toke – jeg savner dig), og pigerne på kontoret er heldigvis også rimeligt ligeglade.

Jeg har endnu ikke været ude at se, det sted, hvor jeg nok skal flytte hen, men det skal jeg om nogle timer, og principielt set kan jeg så flytte øjeblikkeligt. Her hos Alex er inderen Vilash nu endegyldigt flyttet ind i det andet værelse. Han er meget flink, selv om jeg ikke har snakket med ham. Min største bekymring er, at jeg skal komme til at lægge mig op af hans accent, og komme til at lyde som Peter Sellers i The Party – man er meget påvirkelig, når man hele tiden taler et andet sprog end sit eget (se et tidligere indlæg). Desuden er han en af de mennesker, der tydeligvis ikke kan slappe af i lange bukser. Så derfor render han hele tiden, når han er hjemme rundt i nogle særdeles Lothar Mathäus-agtige midt-halvfemser Adidas-shorts og T-shirts, hvilket er fint nok, men for mig noget besynderligt, da det stadig er under ti grader udenfor.

Nå, nu til arbejdet. I fredags var jeg for første gang uden for skolen, da jeg tog med de fire AP/Honors USHistory-klasser på ekskursion. Turen, der er den eneste ekskursion, holdende skal på i løbet af deres forløb gik til en rigmandsvilla et sted i de nordøstlige forstæder, der nu var blevet delvist omdannet til krigsmuseum. Huset, der havde været ejet af en tidligere oberst i hæren og ejer af Chicago tribune plus diverse radio- og Tv-stationer, var opkaldt efter den franske by Cantigny, hvor der tilsyneladende havde stået et stort slag under første verdenskrig. Med den charmerende flade Chigago-dialekt, udtaltes dette dog Can-tee-nee.

Inden afrejsen fra skolen skulle eleverne sidde igennem en god times film om en af hærens ældste og vigtigste divisioner, som den førnævnte rigmand, havde været særdeles begejstret for, om end han ikke selv var tilknyttet den: US. Army 1st Infantry division, kælenavn: The Big Red One. Filmen hed: ”The Big Red One- A Tradition of Strength and Glory”, og man kunne sagtens skrive et helt speciale om den ene film alene. Speaket af Mark Hamill (Luke Skywalker, back from fighting the jews) fortalte filmen om de glorværdige sejre over ”The Enemy”, som The Big Red One havde vundet i 1. og 2. verdenskrig, i Vietnam, og i under Golfkrigen. En af lærerne, Mr. Hicks, som selv havde tankfører i the Big Red One i fire år stoppede løbende filmen med diverse tekniske input som ” That is a 50mm long distance shot firing barrel right there!”. Vi nåede desværre ikke at se filmen færdig inden vi skulle køre, så de omkring 70 elever, to lærere, to frivillige forældre og jeg myldrede ud i to gule skolebusser (stor kulturel tilfredsstillelse for mig), der skulle køre os de omkring 50 kilometer hen til Cantigny.

På vejen, mens vi kørte på the Ronald Reagan Memorial Expressway, kørte vi forbi McDonald’s-koncernens internationale hovedkontor. Og det er, som i nok kan forstille jer enormt! På området ligger også det legendariske Hamburger University, hvor McDonald’s-mellemledere fra hele landet kan sendes på op til to år-lange videreuddannelsesforløb. Desværre skulle vi ikke spise der, men på en anden kæde-restaurant (der er stort set ikke andet herude i forstæderne), nemlig Portillo´s. Da trafikken havde været uforudset let, var vider allerede omkring halv elleve, hvilket jeg personlig synes var lidt tidligt at spise, frokost, men hvad. Billedet nedenfor giver måske lidt et indblik i stedet. I forbindelse med min undersøgelse af, hvorledes og hvor ofte nationale kategorier og begreber bliver reproduceret i hverdagssproget var det et godt eksempel, ordene American Quality, stod trykt ikke færre en fire forskellige steder, bare på hvert urinal på toiletterne. Det tog jeg dog ikke noget billede af, da der hele tiden var folk, der kiggede.

Da vi ankom til Cantigny, som virkeligt er enormt med både jagtskov, flylandingsbane og golfbane. Rundt om i den i 1928 anlagte barokhave var strøet diverse forskellige tanks fra op igennem militærhistorien. Eleverne blev delt i fire grupper, og jeg blev, uden at blive spurgt, indsat som leder af en af dem. Hvilket var meget ærgerligt, for det første fordi det undergravede mit forsøg på, at få eleverne til ikke at betragte mig som en lærer, og for det andet fordi det betød, at jeg ikke kunne tillade mig at give bagenden ret i, hvor lamt stedet var. Turen var delt i to dele, rigmandens hus og krigsmuseet, og især første del var virkeligt kedeligt. Et hus i victoriansk stil med temmelig uinteressante møbler særdeles talentløse malerier af heste, malet af rigmandens kone, som var meget kunstinteresseret. De havde også en omfattende samling af fransk impressionisme, men den hang ikke her, da den på et tidspunkt var blevet doneret til Art Institute inde i Chicago. Nu har jeg aldrig været nogen stor elsker af historiske museer, og jeg fandt det meget svært at blive interesseret (endsige imponeret) af genstande som midtvestens første isterning-maskine og en privat biograf med loft af bladguld. Måske skulle de markedsføre stedet som MTV Cribs-æstetikkens fødested (zing!). Eleverne tog det utroligt pænt, men det var selvfølgelig også eliteklasserne.

Militærmuseet var noget mere overbevisende, om end man måske kan diskutere valget af stedet som mål for klassens eneste ekskursion. Udstillingen skiftede mellem almindelige museums rum, med plancher, kort, udstillede våben og uniformer osv. og meget imponerende reproduktioner af en skyttegrav, landsætningen på Normandiet, en Vietnamesisk Jungle osv., som man så gik igennem. Vi måtte desværre skynde os igennem golfkrigsafsnittet, da der var nogle elever, der skulle vær tilbage på skolen til et atletikstævne, men jeg klarer mig nok. Næste uge er sidste uge inden Spring Break og derfor også sidste uge inder kvartalskaraktererne uddeles. Jeg er spændt på at se hvordan det påvirker livet på skolen.

Nå ja, og så var det St. Patricks-dag i går, hvilket ikke påvirkede mig det mindste, da Susans anmeldte fest måtte aflyses pga. sygdom, og jeg ikke gad tage ind til byen for at se paraden og drikke letøl med grøn frugtfarve (add!).