Beware the Ides of March

Et par dage siden mit sidste indlæg – jeg undskylder. Der er ikke sket så vanvittigt mange spændende ting siden i mandags. Jeg har været på skolen hver dag, og det er stadig mit indtryk at det går godt: jeg er ved at falde mere og mere til; eleverne accepterer mig mere og mere, selv om de har lidt svært ved at forstå min rolle, og hvorvidt de skal betragte mig som en lærer eller hvad. Og det går efter min mening rigtigt godt med notetagningen osv. (om end jeg lige netop i dag af en eller anden grund ikke rigtigt har fået nogle rigtigt gode ting ned på papir) Med hensyn til eleverne er det interessant at bemærke, at det har været min opfattelse, at de ikke rigtigt har taget nogen notits af min tilstedeværelse. Men i løbet af de sidste par dage har flere af lærerne uafhængigt af hinanden fortalt mig, at de synes, at eleverne har været mere urolige, siden jeg begyndte at observere: Som om de forsøger at imponere mig på en eller anden måde. Nu har jeg prøvet at lægge mærke til det i dag og det er stadig bestemt ikke mit indtryk. Jeg tror, det er langt mere sandsynligt, at lærerne selv føler sig påvirket af min tilstedeværelse, og tror at jeg vil synes, de er dårlige lærere, hvis der er meget uro i klasserne.

Jeg har bestemt mine holdninger om de forskellige lærere, men jeg prøver ikke at gøre for meget ud af dem, og de har bestemt ikke noget at gøre med hvor urolige eleverne er. Hvis der er én ting, man lærer på RUC, så er det at kaos kan være kreativt! De sidste par dage er der flere af lærerne, der har spurgt mig om mine umiddelbare indtryk af det amerikanske skolesystem, og der er meget svært for mig at beholde den høflige maske på. Det er efter min overbevisning meget store problemer med den konkurrencementalitet, rangordning og faktabaserede indlæring, som gennemsyrer al undervisning her i afdelingen (uanset hvor tiltalende enkelte af lærerne er).

I Ryans Crime & Deviance-klasse (jeg ved godt at skriver meget om den, men det er kun fordi, det klart er det fag, hvor man fokuserer mindst på fakta og mere på holdninger), observerede jeg for første gang, noget der bare kunne minde om gruppearbejde. Eleverne fik hver tildelt en af fem på forhånd udvalgte folkemord og skulle derefter søge efter info om dette på nettet, for derefter dagen efter at fremlægge deres research for de andre i klassen dagen efter. Det er selvfølgelig et evigt dilemma mellem bredde og dybde i undervisningen, men der er ingen tvivl om, at disse oplæg var så overfladiske og forvirrende, at de var til absolut ingen nytte for nogen. En morsom detalje var, at en pige tyeligvis havde læst forkert på wikipeida, og derfor holdt et helt oplæg for sin gruppe om, hvordan aktørerne i borgerkrigen i Bosnien var ”The Serbs, The Bosnians and the coats (!)”.

Bortset fra arbejdet er den store nyhed, at jeg nok flytter i den kommende weekend. Alex, som ejer det hus jeg bor i nu, har bad mig allerede i sidste uge om at prøve og finde noget andet, da han havde en fyr på hånden, som ville overtage mit værelse på mere langvarig basis. Det har gele tiden været en del af aftalen, at dette kunne ske, men jeg må indrømme, at jeg ikke havde ventet, at jeg kun ville have nået at være i huset ni dage, inden jeg fik den besked. Under alle omstændigheder blev nyheden spredt til alle lærerne under den præsentation for de ansatte, som jeg nævnte i sidste indlæg, og så , i tirsdags, fik jeg at vide, at en Kemi-lærer havde kontaktet afdelingen og sagt at han og hans kone havde et ekstra værelse i deres hus. Jeg har endnu ikke set værelset, men jeg skal derud på lørdag, og hvis der ikke er nogen problemer, kan jeg flytte ind søndag. Læreren hedder Preston Hayes, selv om jeg af en eller anden årsag altid får ind i mit hoved, at han hedder Taylor Hicks, som jo er en lidt anden (den meget irreterende vinder af sidste års American Idol). Han er (så vidt jeg kan forstå - selv har jeg kun mødt ham i fem minutter) en meget karismatisk og velkendt figur på skolen. SIdste år vandt han skolens pris for årets lærer, og alle siger, at han bestemt er en af de dygtigste lærere på skolen. Alligevel er det mit indtryk at han måske også er en lidt kontroversiel figur. Hver gang jeg fortæller en af de andre lærere, at jeg måske skal flytte ind hos Preston siger de "Oh..." og får et lidt uaflæseligt smil i ansigtet. Nå, under alle omstændigheder glæder jeg mig til at opleve det ved selvsyn på lørdag.