Saturday Night Fever

Set som caption under futuristisk TV-reklame for forkølelsesmedicin: ”Simulation, not actually the future.”

Hørt fra kommentatorerne unde fodboldkamp fra den amerikanske liga MLS: ”Smith, the real mastermind behind this Columbus team, of course learned all he knows from playing for several years alongside probably the most gifted player ever to play in the States: Ronnie Ekelund”.

Det er mandag aften, og selvom jeg egentlig havde besluttet mig for at at skrive et indlæg igår om lørdagens oplevelser, så gik dagen på en eller anden måde uden at det skete af sig selv. Muligvis som en kombination af F.A. Cup på Fox Soccer Channel og det faktum at vejret virkeligt har været dejligt de sidste par dage, då jeg gik mig en dejlig lang tur i området. Der er jo ikke Det er stadig så smattet, at man er lidt afhængig af at skulle gå på fortovet, hvilket betyder, at der ikke er mange valgmuligheder i forhold til ruteplanlægning. Man må rimeligt meget bare gå af det ene fortov der er, og så vende om, når man ikke gider at gå mere. Så under alle omstændigheder betyder det, at jeg istedet må skrive et rigtigt langt indlæg idag, hvor jeg både fortæller om weekenden og om denne den første dag i min anden uge på skolen.

Som jeg vist nævnte i mit indlæg i lørdags havde jeg aftalt med Line og Nicks nye danske Au Pair, Sanne, at vi skulle følges ind til Chicago lørdag og se lidt på byen. Sanne er 21, fra København og skal være hos Line og Nick det næste halve år. Jeg vågnede af mig selv over en time inden jeg skulle ud af døren (stadig ikke helt kommet ind i en normal døgnrytme) , så jeg havde masser af tid til at forberede turen, hvilket selvfølgelig medførte, atjeg glemte at tage både min guidebog med kort og mit kamera med. Så jeg har desværre ingen billeder fra turen, medmindre jeg får nogle af Sannes. Det vil tiden vise, ellers skal jeg jo nok ind til byen igen næste weekend alligevel.

Sanne og jeg mødtes på Des Plaines Station, der selv om de bor Mt. Prospect også for dem er den lettest tilgængelige station, og tog toget indtil byen. Det tager ca. en halv time i nogle ganske charmerende sølvfarvede dobbeltdækkertog. Toke, du ville elske dem. Derefter gik vi bar rundt inde i byen i nogle timer. Jeg kunne med stolthed mærke, at jeg havde relativt nemt ved at finde rundt selvom det er næste fem år siden jeg sidst var her (geografi - faget der bliver ved med at gi'). Så vi så Sears Tower, den Store Picasso-skuptur, den store Calder-ditto og gik ned på Magnificent Mile; den del af Michigan Avenue, der ligesom Champs-Elysee rummer alle de fine mærkevare-butikker. Vi shoppede lidt sko og solbriller i Niemann-Marcus, dog uden at købe noget. Derudover var jeg meget imponeret over den nye, meget flotte Millennium Park, der ligger ved siden Af Art Institute ned til søen.

Det var vældigt hyggeligt at vade rundt sammen med Sanne, og interssant at høre om hendes oplevelser med også at være ny til USA og om at bo hos Nick og Line. Efter frokost besluttede vi at vi ville tage ind på Art Institute, som er et kæmpestort museum for kunst rækkende tilbage til førmoderne latinamerikansk kunst og frem til den tidlige modernisme. Vi havde kun lige godt halvanden time tilbage inden vores tog skulle køre, så ville under alle omstændigheder kun have nået en brøkdel, men da vi kom derhen var der af en eller anden grund en kæmpe kø til langt ud på gaden, så vi besluttede helt at droppe det. I stedet stillede vi os op og hørte lidt på nogle gade-musikanter og vandrede derefter lidt sydå ind i nogle af de kvarterer, der måske er knap så fancy, men hvor folk tilgengæld virkeligt bor.

Amerikanerne er meget optagede af geografisk udstansning af farlige områder "Don't go to below 37th street, to Rockford, to East Chicago etc. etc." Den slags provokerer mig lidt, og jeg får en forfærdelig lyst til at tage den slags steder hen. Om ikke andet så fordi jeg er helt overbevist om, at den eneste måde den slags steder opstår er ved at folk holder op med at tage derhen. Men jeg må nok hellere holde mig tilbage og vente til jeg (forhåbentlig) skal ud og vandre med Stu og Dave til sommer med at komme rigtigt obskure steder hen.

I toget på vej tilbage var vi begge totalt smadrede af al den gåen og sad bare og hang, hvilket egentlig fortsatte da vi kom ud til Mt. Prospect, hvor det var meget svært at samle kræfter til at lege med Lia og tvillingerne selv om de virkeligt er sjove og søde. Line havde dog beskuttet at hun, Sanne og jeg efterlade Nick derhjemme og tage på bar efter børnene var lagt i seng. Så jeg måtte lige opppe mig lidt, om ikke andet fordi Line fortalte, at hun, så vidt hun huskede ikke havde været i byen på denne side af årtusindskiftet.

Vi kørte derfor (desværre ikke i Nicks åbne 1956 Corvette) ud til det sidste sted Line kunne huske hun havde været dengang hun og Nick kun datede: En sportsbar/natklub ved navn Alumni Club i naboforstaden Schaumberg. En by, der så vidt jeg forstod er opstået omkring Motorolas hovedkvarter (hvor Nick arbejder) og et Holbæk Megacenter-agtigt mall.

Der er et sted i Fear and Loathing in Las Vegas, hvor Hunter S. Thompson, vøltende ind på casinoet Circus, Circus helt væk på æter, siger, "This is what we'd all be doing on a Saturday night if Hitler had won the war". Sådan var The Alumni Club. Forestil jer Rosie McGee's i København (eller Harlekin i Holbæk) kombiner det med klientellet fra det afsnit af The Office hvor de tager på baren Chasers i Slough og så smid omkring 50 kæmpeskærme hvor de viser skiftevis Black Eyed Peas-videor og ishockey-højdepunkter. Der stod to mænd bag DJ-pulten af uvisse årsager, da det helt tydeligvis var en computer, der både udvalgte og miksede sangene - samt synkroniserede dem med de førnævnte storskærme. Deres primære funktion forekom at være, med mellemrum at bede singlepigerne på gulvet gå op det IN-agtige podium og stå og danse som Shakira om en 10-15 år og kilo. Hvilket de var bemærkelsesværdigt villige til , skal det tilføjes... Det skal dog siges til deres ros, at det ikke er mange "DJs", der har modet til at spille Bon Jovi og MC Sar and the Real McCoys lige efter hinanden. Men vi drak lidt dansede lidt ogmorede os - mest på den post-moderne, arrogante europæiske måde; men stadig. En uforlignelig kulturel oplevelse. Det er dog nok første gang i meget lang tid jeg er kommet hjem fra en bytu før midnat, men Line skal jo op med børnene og jeg selv kunne knap holde øjnene åbne længere - på trods af underholdningen.

Heldigvis havde i mellemtiden mistet en time pga. sommertiden, som startede herovre denne weekend. Det er tre uger end sædvanligt, hvilket har fostret visse konspirationsteorier om, at oliekrisen måske er værre end DE (regeringen,nationalbanken,FIFA) fortæller os.

Min søndag gik som beskrevet i det øverste afsnit, og idag var en helt almindelig arbejdsdag på skolen. Det eneste bemærkelsesværdige, var at der efterskole var en slags lærermøde i det store auditorium, hvor jeg, udover at høre på oplæg som "Skal vi tillade eleverne at høre musik med høretelefoner i frikvarterene" og "Hvorfor er vi dårligere end Glenbrook North i vores SDEA (deres svar på PISA-testen, men også med en matematik og en fysik-del) og kan vi risikere at ryge ud af statens officelle Gode-Skoler-liste?", skulle præsentere mig selv for de ca. 200 lærere på skolen, der ikke er i Social Studies-afdelingen.

Jeg tror jeg meget snart vil få forsøgt at få skrevet et eller andet om mine indledende observationer og overvejelser oom skolesystemet overordnet set. Hvis der sker noget spændende vender jeg tilbage med nyt i morgen.