Let's get this party started!

Lørdag aften

Min Internetforbindelse på værelset er endnu ikke kommet op og stå, så jeg ved ikke helt hvornår jeg kan komme til at lægge dette ud, men under alle omstændigheder vil jeg lige fortælle lidt om, hvad der er sket her de første par dage.

Som I alle ved fløj jeg fra Kastrup fredag eftermiddag kl 15.30 of havde små 9 timer foran mig på et SAS-fly. Heldigvis var flyet ikke helt fyldt op, så jeg havde faktisk to hele sider for mig selv, hvilket var fedt, da jeg så kunne strække benene lidt ud. Ellers er flyture jo bare kedelige. På den anden side af gangen var der en norsk pige og en amerikansk mand der havde en meget kedelig samtale om alle de forbindelser mellem USA og Norge, de kunne komme på, hvilket ikke var så få. Dette medførte, at jeg tog de udleverede hovedtelefoner på og, da jeg tog dem af ca. 6 timer senere var de stadig i gang. Jeg går ud fra at de har brugt den mellemliggende tid på at tale om de to landes fælles kærlighed til A-ha, for denne helt oplagte forbindelse nævnte de ikke på noget tidspunkt mens jeg kunne høre på dem. Jeg havde som nævnt høretelefonerne på det meste af flyveturen, hvor jeg udover at bruge en del tid på kanal 7 SAS-Dance, så to film nemlig først Stranger than fiction med Will Ferell, Dustin Hoffmann og Emma Thompson. Good, but not great som man siger. Derefter tegnefilmen Happy Feet om stepdansende pingviner. Som I ved er jeg meget glad for både tegnefilm og pingviner (og step i øvrigt) så jeg nød filmen ganske meget.

Jeg havde egentlig besluttet mig til at ikke at ville se Marie Antoinette på flyet, som de ellers også viste, da jeg følte, at den fortjener bedre end en 4-tommers skærm og nogle dårlige hovedtelefoner. Men da jeg kedede mig gik jeg alligevel i gang. Desværre nåede jeg kun ca. ¾ af filmen inden vi skulle lande, men det var nok til at jeg kunne nå at få en fornemmelse for den. For dem af jer, der ikke ved det kan jeg fortælle at kostumerne i filmen er designet af Jean-Paul Gaultier og Marc Jacobs (skoene) og det er værd at se filmen for dem alene. Filmen er visuelt set sindssygt flot. Jeg var knap så imponeret over selve historiefortællingen selvom Kirsten Dunst virkede perfekt til rollen, var det hele tiden lidt uklart, hvad filmen egentlig handlede om. Mit bedste bud er, at den handler om hvor sygt de gamle monarkier var, og hvor oplagt det er, at de ikke producerede individer der var i stand til at forholde sig til almindelige menneskers liv, og at konfrontationen derfor var uundgåelig.

Det var en meget produktiv flyvetur, da jeg også nåede at få genlæst Jean Baudrillards Amerika, som jeg havde besluttet skulle være en slags optakt og stemningssætter for turen for mig selv. Udover hans velkendte skøre, men interessante teorier om Amerika som det ultimative simulacrum, er der en lang række aspekter ved både hans tilgang og hans være som tiltaler mig. For det første er selve bogen struktureret som en kombination af snapshots og road-movie som illustration af det underlige narrativ enhver fortælling om Amerika må være. Non-lineær og kliché-agtigt struktureret, uvirkelig og hyperreel på en gang. Han (og jeg) træder ind i en kultur som vi intet kender til men på den anden side føler os mere hjemme i, end i vore egne liv. Vi forstår alt og ved intet eller omvendt…

Under alle omstændigheder stod Line (min søster) og ventede på mig i lufthavnen sammen med sin ældste datter Lia på 4 ½, som jeg nikke har set siden hun var helt nyfødt. Alligevel løb hun hen og gav mig et knus da hun så mig, som om hun havde et klart billede af mig som onkel Martin. Derefter ventede vi på deres nye Au Pair; en dansk pige på 21 ved navn Sanne. Da hun var kommet, og vi havde hilst pænt på hinanden, kørte Line mig hjem til hvor jeg skal bo, da vi havde aftalt, at det ville blive for meget for de små, hvis både Sanne og jeg kom samme dag. Det sneede temmelig meget i går aftes, så det var ikke helt nemt at komme frem til det lille rækkehus, hvor jeg har lejet et værelse, men det gik fint. Hvis I er interesserede er min nye adresse:

c/o Alex Crisafulli 1468 Willow Ave Des Plaines, IL 60016

Line havde haft helt ret i at beskrive huset som et lidt spøjst sted. Her er en kat, en kanariefugl, en skildpadde og nogle fisk, liberal-blåt gulvtæppe og hele huset derudover kæmpe bunker med gamle aviser og papirer, som Alex sige, han vil gå ud med, når sneen smelter, men lad os nu se. Der er ikke på nogen måde ulækkert, men som i ved har jeg også en ret lav standard mht. rengøring, men spøjst er her ikke desto mindre. På mit værelse, som er ca. 15 kvm. Er der en seng, et skrivebord, et skab og to kommoder. Foran det ene vindue hænger (”På grund af trækken”) et uhyrligt grimt broderet vægtæppe, der forestiller en indianerhøvding (eller Jamiroquai) der sidder på køleren til en VW Beetle med californiske nummerplader, der holder placeret foran, hvad der ligner Forum Romanum. Der skal snarest muligt findes en alternativ løsning på det træk-problem. Jeg kan simpelthen ikke leve med at have sådan noget hængende.

Jeg var nu så smadret så jeg ikke kunne overskue at gøre noget ved det med det samme, og gik umiddelbart efter at have pakket ud i seng.

Lørdag morgen vågnede jeg stille og roligt henad 8 tiden og tog mig lidt god tid med at komme i bad osv. Fik også læst lidt Karen Blixen (undskyld mor og andre, jeg synes ikke det er så godt, egentlig…). Da jeg var stået op gik jeg på sightseeing tur i Des Plaines. Den forstad, jeg bor i. Så vidt jeg kan forstå er Des Plaines den mindst fine by i området. Generelt set bliver områderne dyrere og finere jo tættere på Lake Michigan man kommer (herfra er der ca. 40 km.), men Mt. Prospect, hvor Line og Nick bor er finere end Des Plaines selvom det ligger længere vestpå. Lidt Fakta om Des Plaines (kilde: diverse folk jeg talte med samt wikipedia):

- Byens oprindelse er uklar, men sikkert er det, at byen tidligere var kendt som Rand, hvilket nu er navnet på den store vej, som mit hus ligger tæt ved. Stedet blev opgraderet ti bystatus under navnet Des Plaines efter Des Plaines-floden som løber lige igennem området i 1925
- Indbyggertallet er lige omkring 60.000, heraf ca 84% hvide og 14 % latinoer. Indkomstmæssigt er byen usædvanligt divers med både store trailerparks og villaer med priser på over 1.000.000$
- Byen huser verdens første McDonalds-restaurant og som en følge deraf er der også en lille mcDonalds-museum, som dog desværre først åbner senere på foråret.
- Byens plads i den popkulturelle verdenshistorie skyldes primært, at 80’er teenagefilmen Breakfast Club med Molly Ringwald og Emilio Estevez foregik og blev filmet på en nu lukket high school i byen.
- Byens eneste biograf skiftede for et par år siden format således, at de nu udelukkende viser Bollywood film, for det store indiske mindretal i det nordlige Illinois.
- Bymidten rummer (ifølge min optælling) 13 fastfood-restauranter og to våben, sikkerhedsudstyrs-butikker, men ingen boghandel og ingen musikforretning.

Efter min lille gåtur rundt i downtown gik jeg op i det efter danske standarder enorme supermarked Shop’n’Save (ikke ulig The Simpsons’ Try’n’Save). Denne oplevelse var et helt kapitel i sig selv, så det vil jeg vende tilbage til en anden gang. Men under alle omstændigheder fik jeg købt de ting jeg skal bruge til de første par dage.

Henad firetiden tog jeg bussen over til Mt. Prospect, hvor jeg havde aftalt med Line at jeg ville komme til middag. Jeg kom lige som tvillingerne vågnede op fra deres middagslur, så jeg havde muligheden for at lege både med dem og med Lia. Vi byggede togbane og lagde puslespil osv. indtil Nick kom hjem og vi skulle spise middag. Det var vældigt hyggeligt, og jeg fik snakket lidt med både Nick og Line og med Sanne, som jeg aftalte at følges med ind til byen i næste uge for at se på lidt seværdigheder inde i Chicago. Efter middag kørte Nick mig hjem , og jeg gik i gang med at skrive dette blogindlæg. Så langt, så godt…