Dirty Dancing
Min aftale med de unge lærere i aften er blevet aflyst, desværre. Jeg har valgt ikke at tage det personligt - første gang. Til gengæld har vi aftalt, at vi finder ud af noget i næste uge, og jeg er blevet inviteret til St. Patricks Day fest hjemme hos Susan og hendes forlovede på næste lørdag. Så jeg er bar hjemme here fredag aften. Jeg sætter mig nok ned og ser en film fra Alex' DVD-samling - dog nok ikke en af de tre Shania Twain live DVD'er som den bl.a. rummer.
Jeg er så småt ved at falde ind i en rytme med mit arbejde, og tog mig selv i allerede idag at sidde og tænke på det som bare endnu en almiondelig dag på kontoret, selvom det kun har været min tredie rigtige observationsdag. Jegtror Mikkel har ret: det er vigtigt, at jeg for skrevet så mange ting som muligt ned her i starten, inden det begynder at virke alt for normalt til, at man lægger mærke til det. Det eneste rigtigt bemækelsesværdige, der skete idag, var at Ryan i sin Crime and Deviance-klasse viste en film, som sikkert var ment med de bedste intentioner, men som fra mit synspunkt virkeligt var åndssvagt, omendt brugbart i min undersøgelse. Det var en PBS-dokumentar hvor kendte Afro-amerikanere (Oprah, Chris Tucker, den første sorte astronaut osv.) tog DNA-tests for a finde ud af hvor de "kom fra". Det er meget svært hvad det, var ved filmen, der virkede så latterligt, men det var et eller andet med den essentialisme hvorigennem de her folk omtalte Afrika som deres "åndelige hjem". Som om de på trods af otte eller ti generationers historie i USA hele tiden havde været knyttet til et eller andet specifikt geografisk sted i Afrika, "hvor deres sjæl hørte hjemme. Selv om filmen selv mente, at dens budskab handlede om vigtigheden af at afdække slaveriets forskrækkeligheder, endte den for mig med at være opretholde nogle forestillinger om racerenhed som idealet og immigration som på en eller anden måde naturstridigt. Et særligt komisk indslag i filmen var, at Whoopi Goldberg på et tidspunkt sagde: "When I was a kid, all you saw of Africa was Tarzan movies, where all these crazy people were doing these weird dances, and I was just thinking get som close on, you didn't see the real Africa". Og hvad slutter filmen så med? Chris Tucker ude i "hans" landsby et eller andet sted i Angola omgivet af dansende børn i mærkeligt tøj, mens man med udstrækte arme råber: "This is my homeland!"
Jeg er meget ærgelig over at se, at John Cameron Mitchells(Hedwig) film "Shortbus" nu bliver sat op i København og på natfilmfestivalen. Jeg har glædet mig utroligt meget til den film, og den kører ikke herovre længere; og nu går jeg glip af den i Danmark, øv! Men tag ind og se den. Jeg tror virkelig den er god, omend måske ikke så nyskabende i Danmark som jeg har forstået den betragtes som herovre.
Mange tak for jeres breve og kommentarer. Keep 'em coming!
1 Comments:
Hej Martin
Interessant blog, også hvis man er interesseret i pædagogisk psykologi. Et karakteristisk træk ved p.c. & progressivist mainstream educational psychology er at kultur er en baggrundsegenskab ved elever (plus måske lærere) - men ikke kendetegner skolen. Så det kommer i et sjovt spændingsforhold til brugen af "we". Kunne være interessant om du lavede lydoptagelser hvor man ku studere mere i detaljer hvordan de nationale m.v. "wes" som du fortæller om veksler med dem, der peger på klassen, skolen osv.
Glæder mig til fortsættelsen...
kh
Morten
PS Marie Antoinette handler da - syns jeg - om det samme som Lost in Translation; individet bliver kastet ind i en fantastisk og smuk og absurd kultur, som vi ser gennem hans/hendes øjne som fremmed, og hvis forbindelse til "natur" MÅ problematiseres fordi den bare er så vildt overdrevet; ligesom du er vores hovedperson først tilskuer, siden, tøvende, deltager
Post a Comment
<< Home