Aldrig mere 9. April

Mandag Aften

Læst på et skilt udenfor en kirke i Morton Grove som reklame for deres Påske-skuespil: ”See Jesus the way his disciples did!”

Det er skide dårligt, og jeg ved det godt! En hel uge uden rigtige opdateringer. Og der er oven i købet kun hvis man inkluderer det lille sure opstød som jeg uploadede i starten af sidste uge, og som egentlig ikke fortalte jer noget som helst om mit ophold. Men under alle omstændigheder bliver det her nødt til at være et fandens langt indlæg, da jeg skal forsøge at dække alt der er sket siden mit sidste rigtige indlæg.

Jeg har fået flere mails, hvor folk har spurgt til, om jeg ikke kunne skrive noget mere om, hvordan det går med mit arbejde, og om jeg evt. kunne lægge nogle af mine daglige feltrapporter op. For tiden skriver jeg på et slags overblik over mit feltarbejde hidtil, og hvad jeg synes jeg kan bruge de ting til når jeg kommer tilbage til Danmark. Når det dokument er færdigt (forhåbentlig en gang i den kommende weekend, skal jeg nok lægge det op sammen med den projektbeskrivelse, som jeg lovede i det allerførste indlæg på denne blog i januar. Mht. feltrapporterne er jeg ikke meget for det, da de efterhånden er så detaljefikserede og selvrefererende, at de grundlæggende ikke er forståelige, hvis man ikke læser dem i forløb. Og jeg synes det ville være et brud på de tillidsaftaler, jeg har lavet med skolen, bare at offentliggøre det hele. Så der bliver heller ikke i dette indlæg meget om mit arbejdes konkrete forløb, selvom jeg kommer lidt ind på det til allersidst, men som jeg har skrevet flere gange er jeg meget tilfreds med forløbet af selve feltarbejdet, og jeg er helt sikker på at der nok skal komme noget godt ud af det på et tidspunkt.

Hvis jeg skulle nævne et par af de ting, som jeg har lært omkring selve det at lave feltarbejde, er det først og fremmest (hvilket vel ikke er nogen overraskelse) hvor stor en ulempe det er at lave denne slags arbejde alene. Som I ved, ville jeg meget gerne have lavet dette projekt sammen med en eller flere andre, men jeg var omvendt også så sikker på, hvordan jeg gerne ville have, projektet skulle være, at det ikke var realistisk at få andre med på det. Dels ville det have været rart at have nogen, man kunne spille ideer op ad på en dag-til-dag basis, og desuden ville to personer have haft muligheden for at anvende en bredere vifte af metodiske redskaber end jeg har, når jeg skal gøre det hele selv, og jeg i øvrigt føler jeg har en forpligtelse til at tage på skolen hver dag. Desuden har jeg efterhånden måtte acceptere, at min forestilling om at eleverne på noget tidspunkt ville komme til at betragte mig som bare ham den nye 195 cm høje 110 kg tunge skæggede klassekammerat., nok var noget naiv. Om ikke andet, så fordi jeg har følt, at jeg var nødt til at bruge de fleste af mine pauser osv. på lærerværelset for at komme ind på livet af lærerstaben, som jo er min eneste sociale omgangskreds udover Line, Nick og Sanne. Men sådan må det jo være.

Nå, men tilbage til dagbogsdelen af indlægget. Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede lørdagen efter jeg skrev mit sidste rigtige indlæg (sikkert ikke så meget – jeg er efterhånden ved at få lavet en temmelig omfattende liste over de DVD-film, jeg har set herovre, siden jeg kom, som jeg regner med at publicere som det allersidste indlæg på denne blog lige inden jeg tager hjem). Så min beretning starter sidste søndag d. 1. April. Herovre har man ikke den tradition med at de store nyhedsmedier bringer en nytårsspøg, men jeg havde alligevel skrevet et fint indlæg, som jeg havde tænkt mig at lægge op på bloggen her om, hvordan jeg var blevet tilbudt et Ph.D.-stipendiat på Northwestern University (som ligger under 10 km. herfra), og derfor regnede med at vende tilbage til staterne permanent efter, hvad der så ville blive, min sidste sommer i Danmark. Jeg var meget spændt på at se hvor lang tid der gik inden jeg fik et forfærdet opkald fra mindst en af mine forældre (eller en af jer andre), men for en gang skyld havde jeg glemt tidsforskellen, så da jeg satte mig til at lægge indlægget op var det ikke længere 1. april i Danmark, så kunne det på en eller anden måde være lige meget.

Under alle omstændigheder havde jeg aftalt med Sanne, at vi skulle mødes på Art Insitute om eftermiddagen. Jeg ville tage ind at se et seminar om Rodin, som jeg havde læst om på Internettet, og så ville hun støde til bagefter. Da jeg kom derind, viste det sige at seminaret for det første ikke var om Rodin men om Renoir, og for det andet havde været om lørdagen. Så nu havde jeg pludselig halvanden time, jeg skulle slå ihjel på Art Institute, og jeg kunne jo ikke så godt bare give mig til at gå udstillingen igennem, da jeg jo havde aftalt med Sanne at vi skulle se den sammen. Derfor gik jeg først ned og brugte noget tid i den i øvrigt virkeligt gode museumsbutik og købte en meget fin Jackson Pollock-plakat, som nu har afløst den fotocollage af Hayes’ernes søn (FBI-agenten) i spejderuniform, som ellers hidtil har hængt over min seng. Derefter gik jeg ned for at se en af de afsnit af den særdeles omfangsrige udstilling, som jeg regnede med, at Sanne nok ville være mindst interesseret i; nemlig afdelingen for amerikansk 1800-tals kunst. Da jeg gik det igennem i mit hoved gik det op for mig, at det var en fuldstændigt hvid plet på mit indre kunsthistoriske verdenskort. Jeg kunne på stående fod ikke nævne en eneste amerikansk kunstner før Man Ray eller Hopper eller Duchamp (hvis han tæller). Og nu ved jeg hvorfor! Som de ville sige i Sex and the city: ”It’s Just Not That Interesting!”. Der var et par stykker af dem jeg genkendte, da jeg så dem; selvfølgelig Mary Cassatt, men også Winslow Homer og westernmaleren Frederic Remington, men generelt set var det bemærkelsesværdigt at se, hvordan kunstscenen, grundlæggende set haltede 20, 30, 40 år efter den Europæiske avantgarde. I det hele taget tror jeg det siger meget om en af de ting, som det er meget svært for folk på vores alder at forstå, nemlig at USA på langt op i moderniteten ikke var en dominerende spiller på verdensscenen. I 1860’erne var amerikanerne ikke flanører, de var cowboys. Så vidt jeg husker havde USA ved indgangen på 1. Verdenskrig kun verdens 16.-største hær efter lande (kolonimagter) som Belgien og Portugal. Den dominerende position på scene var først og fremmest et resultat af den enorme vækst, 2. Verdenskrig medførte i USA kombineret med den enorme ødelæggelse, krigen medførte alle andre steder. Og det siver også over i kunstverdenen, hvor New York pludselig i starten af halvtredserne indhenter og overhaler alverdens avantgarder med Newman, Stella, Pollock, de Kooning, Rauschenberg osv. osv.

Da Sanne dukkede op besluttede vi, at vi ville fokusere på oldtidssamlingen (især Asien- og Latinamerika-delene) for og derefter gå med på en rundvisning til udvalgte hovedværker i samlingen. Hvilket nok var en klog beslutning, da det minimerede min mulighed for at forsøge at spille smart med små lommefilosofiske overvejelser, hvilket nok ville have afholdt hende fra at gide tage med mig på museum nogensinde mere. Oldtidssamlingerne er ikke noget, jeg normalt ville opsøge på eget initiativ, men især den latinamerikanske samling var virkeligt interessant. Og ligesom da jeg så samlingen det på Museet for Præcolumbiansk Kunst i Santiago de Chile var jeg virkeligt overvældet over den kunstneriske og designmæssige rigdom. Omvisningen, der blev holdt af en ung studerende fra kunstakademiet, var også ganske udmærket og gav et meget godt billedet af museets imponerende bredde. Selvfølgelig nåede vi kun en brøkdel, så bliver nødt til at tage tilbage nogle flere gange. Hvis jeg havde boet inde i byen kunne jeg godt have fundet på at købe et årskort selv om jeg kun skal være her nogle måneder, for der er virkeligt meget at se, og også mange interessante arrangementer, man kan tage til, hvis man kan finde ud af at læse kalenderen på hjemmesiden.

Da vi ikke gad gå rundt på museet længere gik vi over til en biograf, der ligger ikke så langt derfra. Vi havde aftalt at tage ind og se 300, som har fået utroligt meget hype herovre. Så vidt jeg kan forstå har den også fået premiere i Danmark, så jeg vil ikke bruge for meget tid på at beskrive den, men i stedet nøjes med at fraråde jer at tage ind at se den. Jeg havde virkeligt glædet mig: Jeg elskede Sin City og trailerne havde fået mine forventninger endnu højere op. Men den var rigtigt skuffende. Slaget var utroligt flot, men det varede også to timer. Lidt ligesom hvis man bare taget åbningssekvensen i Saving Private Ryan, gjort den 6 gange så lang og så bare smidt nogle rulletekster op bagefter. Virkeligt uinteressant; og filmens morale (den smule der var) var virkeligt utiltalende: Noget med folk, blod og ære og at beskytte den civiliserede verden mod barbarene fra øst. Jeg havde advaret Sanne at det nok ikke ville være nogen decideret chick-flick, men hun var frisk, og da hun også godt kunne se på mig bagefter, at jeg også havde syntes, den var elendig, var der tilsyneladende ingen hard feelings.

Mandag tog jeg bare i skole som en helt almindelig dag. Jeg ved, der er en del lærere, der følger denne blog, og de vil sandsynligvis kunne genkende denne rytme for elevadfærd efter en ferie: Første dag var de fulde af energi og overskud. Anden dag var de helt nede, fordi de over ferien var kommet ind i et dårligt søvnmønster, og tredje dag er alt tilbage til normalt, som om ferien aldrig havde været der. Personligt vågnede jeg heldigvis op onsdag, da jeg sammen med Susans World History-klasse så et foredrag i skolens auditorium, som en pensioneret lærer, mr. Romanek, holdt for alle førsteårseleverne. Det var særdeles unerholdnende, på en lidt overvældende og småracistisk måde. Forestil jeg en ca. 2 meter høj, meget hvid mand i slutningen af tresserne iført Kimono og Karate Kid-pandebånd, der svinger et Samurai-sværd, mens han højlydt råber ting som ”It’s very important to understand other cultures!” og ”In Japan everyone is full of shame!”. For mig var højdepunktet, da for demonstrerede for en elev (8. klasse), som han havde hevet op på scenen, hvordan japanske erhvervsledere begår harikiri, hvis deres firma går konkurs.

Fredag var skolen lukket, så jeg var herhjemme. Jeg havde egentlig aftalt med Melissa og Susan, at vi skulle mødes inde i byen for at tage ind og se HipHop-bandet Jedi Mind Tricks, der spillede på et spillested ikke så langt fra, hvor Susan og hendes mand bor, og at jeg så skulle overnatte på deres sofa til dagen efter. Desværre blev Susans mand syg, og Melissas telefon gik i stykker på et meget uheldigt tidspunkt, så vi ikke kunne få lavet en præcis aftale. Og da det sidste tog fra Glenview til Chicago fredag aften kører kl. 19 gik det i vasken. Hvilket var utroligt ærgerligt; dels fordi jeg gerne ville se koncerten, jeg kan virkeligt godt lide JMT, og dels fordi jeg efterhånden havde fået opbygget er temmelig stort behov for at komme i byen, hvilket jeg ikke, bortset fra den bar i Schaumburg, jeg beskrev i et tidligere indlæg, har været overhovedet, siden jeg kom herover.

I stedet aftalte vi, at jeg skulle komme ind og mødes med dem inde i byen til brunch lørdag morgen. Da jeg kom ned på togstationen for at køre ned til byen viste det sig, at toget var ca. 40 minutter forsinket, så jeg måtte ringe til Susan og fortælle, at jeg ville komme for sent. Det begyndte så småt at ligne en eller anden form for sammensværgelse, der skulle sikre, at jeg ikke fik noget socialt liv, mens jeg var i Chicago, men på trods af alt lykkedes det mig endelig at komme frem til en meget hyggelig café i det område, der hedder Wicker Park, som en tre-fire metrostop nordvest for downtown. Brunchen var god, men ikke noget særligt, om end portionstørrelsen var ret overvældende, men det var rigtigt fedt at se de folk lidt udenfor skolemiljøet, og idet hele taget bare at komme lidt væk fra huset. Det store samtaleemne over bordet var, at Melissa (der desværre ikke kunne nyde meget af brunchen, da hun på grund af den jødiske påske ikke måtte spise brød, kager eller pandekager) skal flytte til San Francisco over sommerferien, og derfor forlader skolen. Jeg har overhørt lidt hvisken i krogene på skolen, som kunne indikere, at der lå en spændende sladderhistorie bag denne flytning, men det lod desværre ikke til at være tilfældet.

På grund af min forsinkelse var Melissa desværre nødt til at gå relativt hurtigt, da hun skulle til et påskearrangement med sin familie, men bagefter gik jeg ud og shoppede lidt sammen med Susan. Jeg har været i et seriøst shoppeunderskud, da jeg har forsøgt at holde lidt på pengene her i starten, så det var rigtigt lækkert at få gået lidt rundt og kigget lidt på butikker. Wicker Park er (fandt jeg ud af) et rigtigt fedt område, der som det eneste sted, jeg hidtil har oplevet i Chicago, har en charme, der kan minde lidt om de gode kvarterer i en europæisk storby (hvilket måske er et lidt mærkeligt succeskriterium, taget i betragtning af, at det jo ikke er en europæisk storby). En masse hyggelige små cafeer og spillesteder, og gode butikker både for tøj bøger og musik. Jeg købte et par sko, som jeg er meget glade for: Et par John Fluevog i lysegrønt ruskind og olivengrøn tatu. De var lidt dyre, men jeg er meget glad for dem, og jeg har jo i øvrigt altid ment, at shopping kun er rigtigt sjovt, når man ikke har råd!

Efter noget tids shoppen rundt, tog Susan hjem til sin syge mand og til gennemretning af eb hel bunke World History-opgaver. Selv fortsatte jeg ind til byen, hvor jeg besluttede mig til, at jeg ikke gad tage på museum den dag, og i stedet bare kørte rundt i en lille times tid på den højbane (the el), som kører på spor i 2. sals højde. Rundt i hele midtbyen. En virkelig god måde at få en fornemmelse af arkitekturen, og desuden til at få et billede af de mennesker, der færdes i city til hverdag. Da jeg ikke gad køre tog længere (eller mere præcist, da jeg skulle tisse, og derfor var nød til at forlade transitområdet og derfor skulle betale for at komme tilbage igen) stod jeg af på stationen ved hjørnet af State Ave. og Lake St., som ligger lige ved siden af byens største kunstbiograf, som er opkaldt efter USA's svar på Ole Michelsen, Gene Siskel, der kom fra Chicago. Jeg gik først og fremmest ind for at hente et program, men også for at se, om der skulle spille noget godt den eftermiddag. Det gjorde der ikke, hvilket var godt, da jeg derved havde en undskyldning til at gøre det jeg i virkeligheden havde lyst til:; At sætte mig ind på sportsbaren ved siden af, drikke en øl og se en eller anden form for sport på deres kæmpe TV.

Det det var muligt at se, var enten US Masters i golf, og så sportstrængende var jeg trods alt ikke, eller baseball-kampen mellem Chicago White Sox og Minnesota Twins, som jeg derfor gav mig til at se. Navnet på udebaneholdet åbnede pludselig mine øjne for en kulturel reference, som ellers var gået hen over hovedet på mig i alle disse år:
The Twin Cities (Minneapolis & St. Paul) -> Minnesota Twins -> Brandon og Brenda Walsh!

På sportsbaren faldt jeg i snak med nogle studerende fra DuPaul University (som ligger inde i byen), der tog mig under deres beskyttende vinger som en udenforstående europæer, og besvarede en række af mine spørgsmål om baseball. Det skulle gerne stille mig lidt bedre i samtalerne over frokostbordet på skolen, selvom alle der er fans af det andet Chicago-hold: The Cubs. Drengene kunne dog ikke besvare mit mest presserende spørgsmål: Hvorfor kasteren hedder en ”pitcher” og ikke en ”thrower”. I mit hoved er en pitcher noget, man serverer øl i, og at pitche er noget man gør med et filmmanuskript; men hvad ved jeg! Under alle omstændigheder en virkeligt god dag i byen, der ikke kunne ødelægges selv af den forfærdelige kulde (mellem 0 og 5 grader celcius), vi har haft de sidste uger, på grund af kolde vinde nordfra.

Søndag morgen stod jeg tidligt op for at se Flanderen Rundt over nettet. Jeg kunne desværre ikke komme igennem på de steder, hvor de streamede løbet direkte og jeg måtte derfor nøje med den løbende opdatering over cyclingnews.com kombineret med en strøm af indsigtsfulde SMS’er fra Peter. Men som alle mine medelskere af Sport på 3’eren eller tekst-Tv side 270 er der en særlig pervers fornøjelse ved at følge med i en sportsbegivenhed, uden rent faktisk at kunne se hvad der foregår. I hvert fald nåede jeg at komme helt op at køre over løbet, og sad bogstaveligt og bed negle de sidste 20 km, mens jeg ventede på den næste opdatering.

Ud på eftermiddagen, tog jeg bussen over til Mt. Prospect, hvor jeg sammen med Line, Nick, børnene og Sanne skulle køre til stor påskemiddag hos Nicks forældre med hele den græske familie. Det var utroligt hyggeligt, og godt at se Nicks forældre, bror, svigerinde fætter og kusine samt selvfølgelig alle børnene igen,; jeg har jo ikke set dem siden jeg var herovre sidst for næsten fem år siden. Maden var selvfølgelig også utroligt god og blev serveret i overvældende mængder: Kartofler, salat, bagte grøntsager, forskellige græske delikatesser med feta og spinat og ikke mindst masser af lammekød; for dele af familien markerede middagen jo afslutningen på fasten, hvor de ikke har spist kød eller æg. Derefter et helt overvældende dessertbord, hvor børnene (og lidt mig) gik amok i lagkage, Jell-O, Apple Pie osv. Som i forhåbentligt kan se på billederne i det foregående indlæg er børnene utroligt kære, og ret sjove at lege med. Chris (Nicks bror)’s børn ligner små græske prinsesser, Kosta er en rigtig charmetrold og Kira ikke til at stå for i al sin generthed.

Efter at være startet på skolen igen mandag er jeg stødt på det første betydningsfulde problem i mit arbejde. Det er meget svært at få eleverne til at melde sig til at deltage i de gruppeinterviews, som jeg ellers havde planlagt at bruge denne uge på. Dels er langt de fleste elever involveret i sport eller andre aktiviteter på skolen lige efter skoletid, dels er de ikke vant til at deltage i aktiviteter, som de ikke for karakterpoint for, hvilket jeg ikke kan deltage dem. Så jeg har været nødt til at aflyse de planlagte interview, og må nu finde på en ny strategi. Dette er særligt ærgerligt fordi jeg ellers har været så tilfreds med de feltobservationer, stile og billeddokumentation har hidtil har fået, at jeg, så snart interviewene er i hus, kan tillade mig at sige at jeg har tilstrækkeligt med empiri til at jeg ville kunne færdiggøre mit speciale. Dette ville give mig friheden til at eksperimentere lidt mere metodisk set, uden at skulle bekymre mig om at løbe tør for tid, hvis eksperimenterne ikke skulle lykkedes. Men, trods alt må man jo sige, at det er en privilegeret situation at være i, og jeg kan ikke rigtigt tillade mig at brokke mig over et enkelt lille tilbageslag.

Nå, det må være nok for denne gang. Jeg håber I har det godt og at I har haft en god påske, og jeg er fortsat meget glad for de mange mails, som jeg gør mit bedste for at svare så hurtigt jeg kan.

Jo, for resten. Jeg skal huske at skrive til de folk, jeg ikke allerede har fortalt det til, at jeg nu endelig har købt billet til årets Roskilde Festival, og jeg glæder mig sindssygt meget. Jeg håber så mange af jer som muligt også har lyst og mulighed til at tage derned i år: Det kan ikke undgå at blive en god festival.