Movin' on up

Tirsdag Aften

Jeg er flyttet til byen Glenview, hvor skolen også ligger. Som tidligere nævnt havde Alex bedt mig om at finde et andet at bo, og som en følge deraf havde jeg bedt Terry, lederen for social Studies afdelingen om at sige på et møde for hele lærerstaben at jeg ledte efter et værelse. I forbindelse med det have Preston, en fysiklærer kontaktet Terry, og sagt at han og konen havde et ledigt værelse. Søndag var jeg ude og se på stedet, og da alt var fint flyttede jeg mine ting øjeblikkeligt. Så nu bor jeg her, omkring 4 km fra skolen i et lille, meget typisk forstadhus, i det værelse, der tidligere tilhørte deres søn, som nu bor i på Østkysten og er ved at uddanne sig til FBI-agent (!). det er et meget fint, meget amerikansk hus med meget tykke gulvtæpper og en enorm mængde nips. Det er lidt svært at forestille sig, at det er en ung fyr, der har boet på mit værelse, hvor der både er gyngestol og flæsegardiner, og hvor væggene er udsmykket platter til minde om 200-året for den amerikanske forfatning foruden en temmelig usmagelig tusch-tegning af en asiat i en kano. Plus i øvrigt en ramme, som moren har udarbejdet med billeder af sønnen i spejder- såvel som militæruniform. Prestons kone underviser i latin på en anden High school i nærheden,, og parret har rejst en del både i Europa og Asien. Umiddelbart virker de meget søde om end ikke så festlige, men jeg glæder mig meget til at bo her, og tror det bliver rigtigt godt. De tilbød, at jeg kunne bo her gratis, men det syntes jeg ikke, jeg kunne tage imod og har derfor tilbudt at bidrage til husholdningsregnskabet samt lave mad til familien hver onsdag.

Jeg er kommet til den erkendelse, at jeg snart bliver nødt til at ændre lidt på min arbejdsrutine, dels fordi jeg begynder at være mere og mere sløset i min notetagning, efterhånden som min hverdag bliver mere og mere rutinepræget; dels fordi jeg ikke helt føler, jeg er kommet ud over det punkt, hvor eleverne betragter mig som en af lærerne. Så snart mine gruppe interviews er overstået vil jeg derfor begynde at hænge mere ud i elevkantinen og udenfor, samt begynde at gå til nogle af de sociale aktiviteter, der foregår på skolen, men som ikke er decideret undervisning.

Jeg tog en lille forsmag på disse i dag, da jeg besluttede mig til at tage til et anti-krigs møde, som en af de studerende havde inspireret, dog stærkt inspireret af Melissa. Jeg havde lidt, håbet, at det kunne blive en vej til at blive accepteret af nogle af eleverne, eller i hvert fald, at de begyndte at opfatte mig som en del af skolemiljøet. Desværre dukkede kun 3 (tre) elever op til mødet plus Melissa og jeg, hvilket var utroligt synd, for dem der havde arrangeret det, og ærgerligt for mig, da det gjorde min metodologisk motiverede beslutning om kun at observere aktiviteterne og ikke involvere mig aktivt eller afsløre mine holdninger, ekstra latterlige. Det er lidt svært ike at virke skummel, når man går tre meter efter en demonstration bestående af fire mennesker med en blok i hånden. Men jeg vil dog sige til elevernes ros, at de faktisk gennemførte den slagordsråbende march ned gennem skolens gange med efterfølgende tale ud i en af gårdene på trods af deres lidt ynkværdige antal. Det synes jeg viser mod og viljestyrke, som jeg ikke er sikker på, jeg ville have haft i den alder.

Da demonstrationen var overstået, gik jeg ud til sportsbanerne, hvor Glenbrooks hold skulle spille den første kamp i forårssæsonen mod en af de andre high schools i området. Igen havde jeg håbet på, at der ville være nogle elever på tilskuerpladserne, som jeg kunne tale med, men igen blev jeg skuffet. Det var kun ca. 5 grader udenfor, hvilket nok havde holdt mange indenfor, og desuden har jeg tidligere fået at vide, at omkring tre fjerdedele af eleverne selv deltager på et af skolens sportshold på et tidspunkt i løbet af året, hvilket selvfølgelig betyder, at en stor del af dem ikke har mulighed til at tage til skolens kampe umiddelbart efter undervisning. SÅ de få tilskuere der var, bestod næsten udelukkende af forældre og bedste forældre, plus ganske få piger, som jeg går ud fra er kærester til nogle af spillerne. Det syntes jeg trods alt ville være lidt for creepy, hvis jeg satte mig og begyndte at tale med dem. Jeg gik i slutningen af 2. inning (ud af 9, for dem der ikke kender spillet), hvor GBS førte med 2-0 da jeg havde aftalt med Preston , at vi skulle køre på det tidspunkt.

I verden uden for skolen er der for tiden to store sager, som fylder noget i aviserne, og som jeg ikke ved, hvor meget bliver dækket i de danske medier. Den ene handler om Præsident Bush’s fyring af syv offentlige anklagere, der efter sigende skyldes, at disse anklagere har været for overivrige i forfølgelsen af retssager mod forskellige republikanske kongresmedlemmer. Såvel dommer som anklagere er i USA politiske udpegninger, men forskellen er, at dommere, selvom de er ansat af justitsministeriet, betragtes som uafhængige af den udøvende magt og derfor ikke kan fyres, betragtes anklagere som embedsmænd, der kan fyres af den politiske ledelse. Diskussionen går derfor på, hvorvidt justitsministeriet kan fyre embedsmænd på baggrund af manglende loyalitet, eller hvorvidt justitsministeriet adskiller sig fra andre ministerier, ved ikke kun at være politik-skabende men også lov-håndhævende, og det derfor er overfor lovgivningen der skal vises loyalitet.

Den anden sag, som er noget mere underholdende, men som også har nogle temmelig vigtige implikationer handler om en High school-elev i Alaska, der for nogle år siden under en udflugt fra skolen til at se den olympiske fakkel blive båret forbi, holdt et skilt op foran Tv-kameraerne med teksten ”Bong Hits 4 Jesus”. Skolens rektor bad eleven fjerne skiltet, hvilket han nægtede, hvorefter rektoren rev skiltet ned og suspenderede eleven i 10 skoledage. Eleven lagde derefter sag an mod skolen for knægtelse af hans ytringsfrihed, og sagen har nu over de seneste fem år bevæget sig hele vejen op til højesteret, der meget overraskende har valgt at høre sagen på grund af de principielle implikationer. Et ekstra tvist er det at sagen markerer et brud mellem præsident Bush, der har valgt at udtrykke sin støtte til rektoren pga. vigtigheden af at markere skolens ret til at gøre, hvhad der skal til i forhold til ”the war on drugs”, og en række højrekonservative grupper, der har valgt at støtte eleven på grund af hans brug af ordet Jesus, og deres frygt for en yderligere indskrænkning af retten til at ytre religiøse eller religiøst funderede holdninger i skolerne. Ingen af synspunkterne er særligt tiltrækkende, men sagen er ikke desto mindre interessant da den, for mig, udtrykker et meget centralt dilemma, som jeg også har noteret i mine observationer. Nemlig et markant skisma mellem en overdreven fokus på ”Diversity” og et ekstremt snævert normalitetsbegreb. En påfaldende forskel på den enorme mængde af taler, bannere, prisuddelinger osv. der hylder mangfoldighed som Amerikas største ressource og en manglende vilje til at acceptere eller forstå, at forskellige positioner eller synspunkter eksisterer.

I samtalen over frokosten på lærerværelset, bliver der udtrykt klar støtte til skolen, med den begrundelse, at ”man ikke bare kan sige eller gøre hvad som helst når man repræsenterer skolen”. Men hvorfor ikke? Der er en hel grundlæggende mangel på forståelse på de vandtætte skodder, der bør være mellem lovgivning mod handlinger, og lovgivning mod holdninger, som ellers burde kunne være Amerikas stolteste bidrag til udviklingen af den moderne retsstat. Hvis der havde været et forbud mod bannere ved optoget i det hele taget, ville det være noget andet, men her er der tale om god gammeldags censur overfor et synspunkt, som man ikke vil godtage som værende acceptabelt. Om knægten så rent faktisk havde det synspunkt, eller bare forsøgte at være morsom er sådan set underordnet. Det vigtige ved sagen er, at den afslører, at der er inkorporeret centralt i den politiske diskurs, at holdningen ”narkotika er godt” eller for den sags skyld ”narkotikalovgivningen er så forkert, at den bør brydes” falder så langt uden for normalitetsopfattelsen, at man må forsøge at udgrænse den som en kriminel eller i bedste fald umoralsk position i forhold til ”vi” i samfundet.

Undskyld det lille udbrud, men jeg prøver at holde mig i baggrunden i forhold til disse diskussioner for at få så godt et indblik i den u-udfordrede diskurs som muligt. Og ind imellem må jeg lige lukke lidt damp ud.