Thank you for the music

Jeg har haft lidt problemer de sidste par dage med at uploade lidt indlaeg, og det er derfor de kommer llidt ujaevnt. Dette her blev skreet Torsdag aften:

Der er ikke sket så vanvittigt meget siden sidst, så i stedet for, har jeg, inspireret af en af de blogs, jeg selv følger - Tom the Dog, udfyldt denne lille kædemail-leg, som jeg har fået tilsendt ved flere lejligheder. Det her har højest sandsynligt ingen interesse for jer, men hvis I også har lidt tid tilovers ville det være sjovt at høre, hvordan jeres ser ud:

Hvis dit liv var en film, hvordan ville soundtracket så være

1. Åben dit musik-bibliotek (I-tunes, Winamp osv.)
2. Indstil den til Shuffle
3. Tryk Play
4. For hver ny kategori, skriv den sang, der spiller
5. Når du fortsætter til en ny kategori, skip frem til den næste sang
6. Lad være at lyve for at virke cool

Opening Credits: N*SYNC: ”Gone”. Hmm, ikke nogen god start – på nogen måde. En ret fesen sang med akustisk guitar, der både afslører, hvor dårlig min musiksmag nogle gange er, om som samtidig sætter et ret trist tone for mit liv som film… Sangen handler om en fyr (Justin), der tænker på hvor godt det var en gang, men… (”… the truth remains you’re – Gone!”)

Waking Up: Kongehuset: ”Musiktimen”. Meget velvalgt tillejligheden, da det også er det første nummer på pladen; ikke en engang en rigtig sang men mere en slags sketch der markerer og introducerer pladen. Men på den anden side er jeg ikke sikker på, at jeg har lyst til at vågne op til lyden af skoleelever, der spiller blokfløjte mens de råber ”Kong Winther! Ghetto Svend!” osv. For dem af jer, der ikke kender Kongehuset, kan jeg sige, at det er en århusiansk rap-gruppe, der udgav to plader i dansk raps anden guldalder i midthalvfemserne. Denne sang er fra deres første plade ”Kongehuste klarer ærterne”, som for mange er et forhadt eksempel på det utal af danske halv-sjove rap-plader, der udkom lige efter Østkyst Hustlers og Hvid Sjokolades succes. Personlig har jeg altid haft et lidt blødt punkt for denne plade, der faktisk er ganske velproduceret, og med en del sjove indfald. Måske også fordi det var en af de allerførste rap-plader, jeg ejede.

First Day of Scool: The Clash: ”Death or Glory”. For første gang en sang, jeg ikke behøver skamme mig over at have liggende på min Ipod. Den er ikke blandt mine yndlings Clash-sange, men den er et meget godt eksempel på, hvor varieret en plade ”London Calling” egentlig er. Måske en lidt vel bombastisk titel til første skoledag, men egentlig syntes jeg sangen passer meget godt, til de historie-timer, jeg observerer. ”Death og glory – just another story”. Dilemmaet ved al historiefortælling, er at historien ”history” altid bliver til historie ”story”, altså narrative forløb, hvor man på den ene sider altid misser en række af de centrale pointer i forhold til den samtidige oplevelse, og samtidigt uværgeligt er med til at reproducere nogle faste kategorier om rationaler og kausalitet.

Falling in Love: Slade: ”Run Runaway”. Jeg synes ikke min Ipod viser sig fra sin venlige side i forhold til at jeg kan bevare min coolness. Faktisk hader jeg denne sang, og det er en stor fejl, at jeg ikke har slettet den sammen med langt det meste at det Slade, der ligger der. Det var noget, jeg downloadede i en The Ark-inspireret Glam-rus, som for længst er overstået (selv om jeg glæder mig vildt til både den nye Ark-plade og til at se dem i Grand Prix’et). Igen er ”Run Runaway” ikke nogen godt titel til den første forelskelse, selvom det måske meget godt beskriver, hvad hun gjorde i sin tid…

First Relationship: Snoop Dogg: ”10 Li’l Crips” . Det her er bare mærkeligt. En sang fra den seneste Snoop-plade, der handler om hvordan Crips-banden, og hvordan den er ved at overtage verden. ”Don’t give them Niggaz reason, cause, they’ll turn it in to crips season”. Jeg har intet bud på, hvordan jeg skal kode det sammen med første forhold, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan den film ville være, hvor det ville give mening.

Breaking Up: John Lee Hooker: ”Let’s get out tonight”. Heller ikke særligt velvalgt til temaet. Ganske vist en blues-sang, men bestemt en af de mere optimistiske af slagsen, der handler om et kurtiseringsforsøg og ikke et brud. Men på den anden side, har jeg en gang læst, at blues ikke handler om at have det dårligt, men om at holde op med at have det dårligt. Så måske er sangen en indikation af, at man bare skal se og komme videre.

Prom: Protocol: ”Where is the pleasure”. Umiddelbart virker det ikke logisk for mig, at Prom følger efter break-up, men omvendt lykkedes det mig aldrig at have en kæreste til gallafesterne i gymnasiet, hvilket bestemt formindskede min ”pleasure”. Protocol er en af den nye bølge af danserock-bands. Jeg er ikke specielt vilde med dem, men det her ern meget cool sang, som nok skulle kunne få nogle indie-kids på gulvet i en snæver vending.

Mental Breakdown: Peaches: ”Stick it to the Pimp”. Igen ikke noget oplagt valg. Omvendt er der bestemt ikke nogen tvivl om at Peaches ikke er helt almindelig. Sangen her er fra den seneste plade ”Impeach My Bush”, hvor hun fortsætter sin seregne men utroligt indflydelsesrige blanding af virkelig god elektro, med stærkt ponografiske tekster ”…You’d better pat my Benatar”. Egentlig lyder det mere som en af de mere underholdende former for psykose, end som et egentligt sammenbrud.

Driving: Aretha Franklin: ”Say a little prayer for you”. Hvis man skal forudsætte, at turen her sker efter det nervøse sammenbrud, er det ”say a little..” vel meget velvalgt. Da jeg selv var indlagt betød det i hvert fald meget at vide, hvor mange der, om ikke bad, så i hvert fald tænkte på mig. Under alle omstændigheder er det en fantastisk sang, og helt sikkert en, som jeg ville skrue helt op for, hvis den kom over radioen under en lang køretur.

Flashback: We Are Scientists: ”It’s a Hit”. Som den klart nyest af de sange, vi hidtil har haft på tapetet, er den måske ikke helt passende til et flashback, men sangen handler faktisk om en fyr, der tænker tilbage på hvordan han er kommet til der, hvor han er. ”As I was falling down the stairs and out the door, I somehow heard you yell my name and something more..”

Getting back together: R.E.M.: ”The Wake-Up Bomb”. Fra ”New Adventures in Hi-Fi”; ikke noget særligt interessant nummer. Selvom alle R.E.M.-numre lyder ens, gør nogle af dem det på en eller anden måde bare bedre end de andre. En sang der handler om en fyr, det finder ud af hvor stor en fejl, han har begået, er vel meget godt akkompangement til, i hvert fal forsøget på at finde sammen igen. Ikke noget jeg personligt har meget erfaring med!

Wedding: Oasis: ”Electric” . Endelig en sang, der passer perfekt til lejligheden. Ikke en af de sange fra ”Morning Glory”, som folk ofte nævner, men måske den bedste rene kærlighedssang, Oasis nogensinde har lavet. Handler om at elske hele personen, og alt, hvad der følger med. ”There’s lots and lots for us to do. If she is electric can I be elctric too”. Denne sang kunne faktisk meget vel blive spillet til mit bryllup en gang.

Birth of Child: Pulp: ”Like a Friend”. Mere Britpop! En af de få bare tilnærmelsesvist optimistiske sange på ”This is Hardcore”, der igen handler om kærlighed på trods af alting, hvilket vel også er det, børn handler om ”Like a film that’s so absurd I’ve gotta stay till the end”. Passende på alle måder.

Final Battle: TNBC – ”Town Meeting”. Da denn sang kommer fra soundtracket til The Nightmare Before Christmas er det lidt svært at forestille sig den i en anden film. Sangen er fra den scene, hvor Jack er kommet tilbage fra Christmastown og forsøger at overbevise indbyggerne i Halloweentown om at, det jeg her julenoget er noget, de bør interessere sig for. Til sidst kan han kun vinde ved at give køb på sine egne principper og dermed underminere hele processen. Meget typisk for alle former for kampe går jeg ud fra.

Funeral Song: Chicks on Speed ft Miss Kitten: ”Eurotrash Girls (live)”. På en eller anden måde håber jeg, at mit liv udvikler sig på en måde, hvor det ville være passende at spille denne sang ti min begravelse. . Mere stærkt feministisk, seksuelt ladet elektro, hvor forskellige piger løbende kommer ind på scenen og råber forskellige ting på engelsk, tyk fransk og italiensk mens et mere og mere dominerende forvrænget diskobeat løbende overtager lydbilledet. Et meget mærkeligt nummer, men det lyder helt klart som en koncert (eller begravelse), jeg gerne ville have været til.

End Credits: Kanye West: ”Celebration”. Det ville være fedt at et have en liv som film, hvor rulleteksterne indledes med ordene ”You know what this, Its a celebration, bitches!”. Kanye west er jo helt klart en bedre producer end han er rapper, men en lang række af hans sange er faktisk meget fede, heriblandt dette fra hans seneste album. Et meget laid-back numre med 50’er kor og soul-blæsere. Jeg kunne helt klart godt forestille mig at rejse mig biografen efter en god film og gå ud i mørket med en god fornemmelse i maven mens denne sang spiller.

Jeg kom musikalsk set vidt omkring med denne lille leg, og jeg synes måske ikke helt, at den afspejler min musiksmag, endsige det faktiske indhold på min Ipod. Der var for eksempel ikke ret mange nye ting og slet ikke noget elektronisk. Men jeg valgte dem jo heller ikke selv. Ikke desto mindre er det jo alle sammen numre, som jeg på et eller andet tidspunkt har valgt at up- eller downloade. Så sådan er det – mit liv som soundtrack.