Fear and Loathing in Chicago

Fredag eftermiddag

Hvad der ifølge Isabels blog (som jeg går ud fra er sandfærdig) er sket under hendes USA-ophold den seneste uge: Hun har været til stor reception i forbindelse med åbningen af den svemske ambassade; det er blever organiseret, at hun skal synge i et kor foran totusind mennesker og hun har mødt Colin Powell. Hvad der er sket i mit liv i den seneste uge: Jeg har købt en cykel; jeg er kommet på fornavn med ekspidienten i min lokale Blockbuster (en meget venlig dværg ved navn Jeff), og jeg har tørret opkast op for Hayes’ernes kat, der havde forædt sig. Jeg blkiver totalt upstaged.

Ja, der er ikke sket så meget i den forgangne uge, hvor skolen som bekendt har været lukket og jeg har været alene i huset. I stedet for at gå for meget i detaljer med dette vil jeg derfor i stedet fortælle lidt om en af de ting, man ikke kan undgå at lægge mærke til, når man er herovre. En af de ting, som vi alle sammen godt ved findes, med som det er nmeget svært at forholde sig til, indtil den også bliver en del af ens egen hverdag: Frygten.

Det var sociologen Frank Furedi, der, så vidt jeg ved, første gang anvendte begrebet ”culture of fear”, til at beskrive et fænomen, der gennemsyrer den amerikanske virkelighed, og vel ikke mindst den hvide middelklasse, som jo også er mit miljø. Et miljø, hvor frygten for kendte og ukendte farer gennemsyrer virkelighedsfornemmelsen og hverdagen, på en måde, således at den bliver et centralt træk ved selve den kulturelle eksistens og ved samtlige samværsmønstre og –former. Michael Moore beskrev den i ”Bowling for Columbine” og et utal af andre film, artikler og bøger har på den ene eller anden måde prøvet at indkredse fænomenet, der som alle andre kulturelle fænomener er næsten umulige at afgrænse eller for den sags skyld beskrive meningsfyldt.

Jeg ser ikke Fox News og jeg læser ikke tabloidaviserne, så jeg kan ikke rigtigt udtale mig om de politiske implikationer af kulturen, eller for den sags skyld give funktionalistiske forklaringer på gænomenet,, men i stedet kan jeg fortælle om et par af de observationer, jeg har gjort mig; baseret på det samme syn på kultur og hverdagsliv, som også gennemsyrer mit eget projekt: Et syn, hvor grænsen mellem den rituelle og den praktiske handling grundlæggende set er udvisket, og de kulturelle værdier udtrykkes og reproduceres hver eneste dag, gennem anvendelsen af bestemte virkelighedskategoriseringer, rationaler og handlingspraksisser.

De fleste af os har sikkert i alle mulige amerikanske serier set den arketypiske forstadsfar i en henkastet bemærkning notere sig, at han ville ønske, at han kunne låse sine børn inden i garagen indtil de blev halvtreds. Sikkert ikke en ukendt følelse for alle forældre, der jo meget naturligt er bekymrede for deres børn, og bekymrede over det faktum, at det ikke kan lade sig gøre at overvåge eller beskytte barnet på alle tidspunkter eller i al fremtid. Men jeg tror, der ligger mere bag den næsten maniske repetition af denne banalitet, end hvad man måske lige er bevidst om. Jeg har adskillige gange (og det er virkeligt adskillige gange) fået denne forestilling gentaget af folk herovre. ”Det ville være bedre, hvis jeg bare kunne isolere mine børn fra de farlige omgivelser”. Kriminalitet, trafikuheld, børnelokkere, narko, porno, sygdom, voldelige computerpil, religiøse sekter og hvad der tilsyneladende er favoriten for tiden, internetforbrydere, er alt sammen noget, der er ”derude”, og som ”vi” skal beskyttes fra. Om alle disse folk har fortalt mig det som en del af normal hyggesnak, for at fortælle mig noget om den amerikanske hverdag, for at advare mig, eller for at minde sig selv om eksistensen af faren, er umuligt at afgøre.

Hver anden reklame herovre (og det er mange) handler på en eller anden måde om beskyttelse mod farer: Hvis det ikke er deciderede reklamer for beskyttelsesudstyr, vagtværn, medicin eller forsikringer mod alverdens ting er det en frygt, der er indskrevet i den fokusering på produkternes sikkerhed, andre reklamer er fulde af. En bankreklame har det oven i købet som sit primære salgsargument, at de har det sikreste vagtværn overfor identitetstyveri; en anden tilbyder at man for $200 om måneden kan tilmelde sig en service, hvor de hver dag går ind og tjekker at der ikke bliver hævet sociale ydelser eller oprettet lån på ens Social Security-nr.

Jeg har ved forskellige lejligheder fået udpeget mindst ti forskellige områder eller kvarterer, som jeg skulle undgå, fordi de folk, jeg har talt med (typisk meget tiltalende, veluddannede og, efter amerikanske standarder, venstreorienterede) beskrev dem som farlige. Det er selvfølgelig ikke steder, jeg rent faktisk er i stand til at undgå, da jeg ikke ved, hvor de ligger. Dette forsøg på en geografisk fiksering af faren, har selvfølgelig sine beroligende aspekter, men i endnu højere grad understøtter den forestillingen om usikkerhed som et evigt presserende problem.

I togene, i klasseværelserne og i alle butikker hænger beskrivelser af allehånde sikkerhedsprocedurer, samt opfordringer til at melde mistænksom adfærd til myndighederne. Disse skyldes sikkert også en frygt (!) for sagsanlæg, hvis der nu skulle ske noget, men det er lig netop dette, ”hvis der nu skulle ske noget”, der er hele humlen.

Jeg har endnu ikke prøvet at sidde og køre i en amerikansk bil uden at dørene var låst. Dørene er låst, mens man sidder inde i bilen! Bilen er altså ikke låst for at beskytte bilen mod indbrud mens den er ubevogtet, men for at beskytte de personer, der sidder inde i bilen mod, …ja, mod hvad? Hvis man spørger folk, så er det for at beskytte mod GTA-agtige carjackings, altså situationer hvor forbrydere river bildøren op, og hiver føreren ud for derefter at køre af sted med bilen (og det er hvis man er heldig). Men så vidt, jeg har kunne google mig frem til er den type forbrydelser noget der sker en-to gange om året i Illinois, og er som sådan væsentligt mindre sandsynligt end lynnedslag eller at blive kørt ned af en traktor.

Men, lyder det logiske spørgsmål, er det ikke værd at bruge de brøkdele af et sekund om dagen på at låse døren, eller tjekke alle nødudgange, eller tjekke pensionsopsparingen for at sikre, at den ene om året så i det mindste ikke bliver én selv. Mon ikke den ene person om året, det sker for om året, ville ønske at han havde låst sin bildør. Sandsynligvis, men spørgsmålet er, hvad resultatet af al denne forsigtighed er for ens eget velbefindende og for ens samvær med andre mennesker. Jeg tror, og mener at have observeret, at frygten på et eller andet tidspunkt har overskredet grænsen fra at være en sund skepsis og påpasselighed til, for mange, at blive et næsten sygeligt, og i hvert fald livskontrollerende, kulturelt, erkendelsesmæssigt og handlingsstyrende fokalpunkt. Og denne bevægelse starter i ophobningen af ”hvis nu der skulle ske noget”-er. Det er selvfølgelig langt fra noget eksklusivt amerikansk fænomen. Men hvis man anvender som tommelfingerregel, at alle de betydningsfulde kulturelle fænomener i USA på et eller andet tidspunkt bevæger sig over Atlanten, er værd, også i Danmark at tænke over alle de små hverdagsritualer. Er den sikkerhed de giver, den usikkerhed de giver, værd?