Spring Break Whooo!

Mandag aften

Som beskrevet tidligere er skolen lukket i denne uge, så jeg bruger dagene på at få indhentet lidt arbejde og planlægge de næste par uger. Og i øvrigt nyde at have huset for mig selv – Hayes’erne er i Washington, hvor deres søn i denne uge skal dimittere fra FBI-akademiet (!).

På lærerværelset i Social Studies afdelingen står der ude i køkkenet et bord, hvor der (næsten hver dag bliver stillet en eller anden form for kage eller slik, som enten en af lærerne har medbragt eller sekretæren Mrs. Durchschlag (det hedder hun) har indkøbt. Det er et meget farligt bord, og man skal virkelig passe på ikke at komme ind i en rytme, hvor man spiser en stykke kage til sin frokost hver dag. I fredags var det særligt overvældende, da det var Marys (Mrs. Vicars) 52-års fødselsdag. Jeg forsøgte at være vittig ved at forsøge at indføre kølenavnet Old Vic, men der var tilsyneladende ikke rigtigt nogen der fangede den – det slog i hvert fald ikke an. Bortset fra det, var fredagen, og id det hele taget hele sidste uge) særdeles præget af ferien var umiddelbart forestående. Både lærere og elever var tydeligvis mere optagede af at tale om, hvor de skal hen, med hvem osv. end af den almene skole gang. Jeg har med andre ord set mange videofilm i timerne de seneste dage. Både den kinesiske At Leve (World History), Hotel Rwanda (Crime & Deviance) og Cinderella Man (Urban Studies) er det blevet til i løbet af ugen. Alle tre udmærkede film, om end det ikke er den mest optimale måde at se en film på, spredt ud over en hel uge, da hver undervisningstime kun varer 50 min., hvoraf mindst det første kvarter altid går med at tage eller evaluere diverse Multiple Choice-prøver. Der har således ikke været meget studenteradfærd for mig at observere, men til gengæld føler jeg, at jeg er kommet lidt tættere på nogle af eleverne, og har haft de første mere uformelle snakke med et par af dem.

Fredag aften blev brugt sammen med familien Hayes, der så småt gik og pakkede, mens jeg sad inde i sofaen og læste. Jeg har endnu ikke set nogen af dem overhoved være inde i stuen, og jeg kan ikke finde ud af, om den egentlig kun er til gæster, og jeg derfor i virkeligheden opfører mig frygteligt uhøfligt ved at sidde derinde så meget. I det hele taget har (både herhjemme og på skolen) indimellem lidt problemer med at aflure de sociale koder og er nogle gange lidt bange for at jeg træder forfærdeligt ved siden af. For eksempel kan jeg ikke finde ud af, hvordan jeg skal udtrykke min taknemmelighed overfor Hayes’erne over at de lader mig bo i deres hjem (næsten) gratis. Jeg har gjort mit absolut bedste for at vise det, men omvendt da jeg lavede mad til familien i onsdags ( champignonpate og rødkålssalat), takkede Judy mig som om det var det bedste måltid hun nogensinde havde fået og som hun var helt overvældet over at jeg rent faktisk havde lavet mad som vi havde aftalt. Og det blev gjort på en måde, som jeg har meget svært ved at leve op til. Jeg er trods alt fra Vestsjælland, og jeg har meget svært ved at tage ord som ”fantastic” eller ” wonderful” i min mund uden at glide over i hvis ironisk distance. Nå, jeg håber de har forstået, hvor glad jeg er for den tjeneste, de har gjort mig, og hvor meget lettere, de har gjort min tid herovre.

Lørdag morgen tog Hayes’erne af sted og jeg var alene i huset. Dagen brugte jeg stort set bare på at stene og få indtastet de sidste par dages feltnoter. Om eftermiddagen hørte jeg Mikkel Kessler-kampen og senere Spanien-Danmark over netradioen, hvorefter jeg ringede til Peter for at få ham til at udlægge kampen for mig. Selv om jeg holder meget af at høre fodbold over radioen er der alligevel en del ting, som det er umuligt at få et indblik i, uden at kunne se billederne. Om aftenen fik jeg endnu et af de små kulturchok, som jeg indimellem støder ind i, og som minder mig om at der er flere andre Amerika’er end det pæne, internationalt orienterede, veluddannede miljø, som jeg færdes i: Jeg så stand-up i fjernsynet! Amerikas bedst sælgende komiker er ikke Jerry Seinfeld eller Sarah Silverman, endsige Jon Stewart eller folkene fra fremragende serier som Arrested Development eller 30 Rock. Det er en gruppe på fire stand-up-komikere fra sydstaterne, der under navnet ”The Blue Collar Comedy Tour”-rejser landet tyndt og holder udsolgte shows for et overvældende hvidt, overvældende arbejderklasse- publikum. Med tyk sydstats-dialekt fortæller de tre første komikere ”sjove” observationer om emner som græsslåmaskiner, pick-up-trucks og mexicanere, mens publikum (mændene iført cowboyhatte og Billy Ray Cyrus-hår; kvinderne meget ofte iført noget med frynser) er ved at brække sig af grin. Til sidst kommer showets superstjerne så på scenen: en fyr, der kalder sig Larry The Cable Guy, iført ølmave og skovmandsskjorte med afrevne ærmer, entrere under et brøl fra publikum, hvorefter flere begynder at råbe hans catchphrase ”Get’er Done!” op mod Larry – et råb han kun er mere end villig til at besvare. Han stiller sig derfor midt på scenen og begynder at fortælle jokes a la :

”This other day I was drivin’ down the street when some cop pulled me over. He said ”Sir, have you been drinkin’?. I looked up at him and said: ”Why, is there a fat chick in my back seat?””, og

”If you take Tulsa backwards, what is it? ”A Slut”. If you take a slut backwards what is it? ”$100”

Fun-ny!

Søndag havde jeg besluttet at tage ind til Chicago, hvorfor jeg om morgenen gik ned til Glenview Station, og satte mig på toget. Selvom der bor næsten ligeså mange mennesker i Glenview som i Roskilde går der om søndagen kun otte tog hver vej mellem downtown Chicago og her. Togturen tager ca. en halv time og ender på Union station lige udenfor ”The Loop”, den ringbane, der afgrænser den ene by. Derfra gik jeg ned til Museum of Contemporary Art, hvor jeg aldrig havde været før, og som flere havde anbefalet mig. Museet som ligger lige bag ved The Watertower (den eneste bygning i byen, der er over 100 år gammel), fungerer egentlig mere som en kunsthal, eftersom de ikke har nogen permanent ustilling, men i stedet afholder en række temabaserede udstillinger, med værker fra museets egen samling kombineret med lånte værker. For tiden er det en udstilling med kunstfotografi fra 1967 (det år museet blev grundlagt) frem til i dag. Som de fleste af jer ved er fotokunst ikke rigtigt noget der siger mig så meget, og det er derfor ikke så overraskende, at de værker, der sagde mig mest, var dem, der ikke bare var todimensionelt fotografi: Nogle konceptuelle fotobøger af Ed Ruscha (som Toke og jeg også så på Centre Pompidou sidste forår), en (som sædvanligt) vanvittigt smuk videoprojektion af Sherin Neshat, en installation af Jan Brodthaers osv. derudover var der selv følgelig også en masse ”almindelige” fotografier af alle de største indenfor feltet - i det hele taget en rigtigt udmærket udstilling. Jeg var dog endnu mere imponeret af den anden ustilling på museet; fire store rum dedikeret til den tyske 80’er kunstner Rudolf Stingel (som jeg må indrømme, jeg ikke kendte inden jeg så udstillingen).Han er samme generation som Gerhard Richter, Anselm Kiefer, Joseph Beuys osv. og parallellerne er tydelige. Optagetheden af stoflighed, foranderlighed og tid giver et meget stærkt udtryk der dog er knapt så radikalt nyskabende som hos de ovennævnte. Stingels værker, både skulptur, assemblage, installation og fotografi, rummer inspiration fra den foregående minimalisme, konceptkunst og nouveau réalisme, hvilket på den anden side giver værkerne et langt mere indfølt og opstemt udtryk. Virkeligt en god udstilling. MCA har også en god størrelse for et kunst museum. Jeg gik begge udstillinger grundigt igennem på omkring to timer, og nåede således ikke at blive træt eller ukoncentreret inden det var overstået.

Da jeg var færdig på museet gik jeg i biografen. Det virkede måske lidt fjollet, da det var en virkeligt smuk dag og omkring 18 grader varmt, men jeg ville meget gerne nå at se ”Pan’s Labyrinth” af Guillermo del Toro inden den bliver pillet helt af plakaten. Den har fået endnu en tur i biograferne efter at have vundet to Oscars for special effects og make-up, hvilket er godt, da den først fik premiere i Danmark, den weekend, jeg tog herover. Jeg går ud fra, at flere af jeg allerede har set den, men hvis ikke kan jeg virkelig anbefale den. Den handler om en lille piges flugt ind i en fantasi-verden i Spanien i tiden lige efter borgerkrigen, mens hendes onde stedfar – en falangistisk oberst jage guerillaer i bjergene. Den er virkeligt flot og både de fantastiske og de realistiske scener fungerede virkeligt godt. På mange måder mindede den om den britiske film med Steve Coogan, Rikke og jeg var inde og se på sidste års Natfilmfestival (kan du huske titlen?).

Derefter vadede jeg bare lidt rundt inde i byen og kiggede på forretninger, dog uden at købe noget, da jeg stadig prøver at holde mine udgifter nede, så jeg har råd til at rejse lidt rundt når jeg er færdig med mit feltarbejde. Det eneste jeg købte var et par bøger i den kæmpestore musik- og boghandel Borders: ”V.” af Thomas Pynchon til mig selv, da jeg er blevet færdig med det skønlitteratur, jeg tog med herover og den engelske udgave af Georges Perec’s ”Livet” (som jeg havde lånt af Mathias og lige er blevet færdig med –mange tak ) som jeg var så vild med, at jeg havde behov for at give den videre til en eller anden og derfor købte til Susan (Ms. Flickinger). Hun er lige blevet gift (og derfor måske ikke længere er Ms. Flickinger, det var jeg faktisk ikke), og selvom brylluppet af årsager jeg ikke kender stadig er en hemmelighed overfor eleverne og dele af lærerværelset, syntes jeg ikke det var upassende at købe en lille gave til hende.

Jeg besluttede at tage det tog hjem, der afgik fra Chicago ca. halv syv, og købte derfor noget kinesisk takeout fra en stand lige udenfor stationen. Jeg satte mig på en bænk indenfor, for at spise den, da jeg opdagede af fyren havde undladt at give bestik eller spisepinde mæt. Jeg havde ikke spist hele dagen, og der var kun ti minutter til mit tog kørte, så jeg så ikke andre muligheder, end at sætte mig ind i skjul af en trappe og give mig til at spise min whiskyglaserede kylling med sojaris og majs med fingrene. Meget autentisk går jeg ud fra, men også lidt ynkeligt. Da jeg satte mig ind i toget kunne jeg se, at der sad en kvinde et par rækker foran mig som havde købt mad det samme sted som mig. På forvirringen i hendes blik kunne jeg se, at heller ikke hun havde fået bestik med. Hun var desværre smartere end mig, brækkede bare hjørnet af låget og brugte det som en slags øse. Der følte jeg mig lidt dum.

Her til sidst skal jeg lige huske at nævne, at jeg inspireret af et ar de mails, jeg har fået af jeg, har tænkt lidt over, at den nogle gange temmelig sarkastiske, grænsende til det spydige, tone i denne blog, måske godt kunne forledes til at tro, at jeg ikke nyder mit ophold, og at jeg ikke kan lide at være her. Det er bestemt ikke tilfældet. Jeg håber det fremgår, at jeg er meget tilfreds med mit fremskridtet i mit arbejde, og at jeg for det meste morer mig meget glimrende i min hverdag. Alle folk har været utroligt søde ved og jeg føler mig virkeligt både hjemme og velkommen. Derudover har jeg allerede fået tilfredsstillet en stor del af den kulturelle lyst, som dette projekt også er et udtryk for… Som altid mange tak for jeres mails og kommentarer, jeg glæder mig altid til at høre fra jer.