Mapping the world, one office at a time

Lørdag Aften

Der er ikke rigtigt sket noget vanvittigt ophidsende siden mit sidste indlæg, og min weekend tegner heller ikke til at bringe noget, der skulle berettige et blogindlæg (selv ikke med den udsædvanligt lave tærskel for, hvad der kunne betragtes som interessant, som jeg eller har lagt for døren tidligere), udover det faktum, at det endelig er blevet varmt, og jeg derfor har været ude og cykle en lang tur i dag og planlægger at gøre det igen i morgen, og at jeg skal mødes til en kop kaffe med Susan i morgen eftermiddag.

Jeg har derfor valgt i stedet at bruge tiden og pladsen på at leve op til en af de forespørgsel, jeg har fået over mailen, og give en mere præcis beskrivelse af de folk, jeg omgås til daglig, udover bare at henvise til dem ved deres navne (og i sjældne tilfælde med billeder). Line med familie, Sanne og Fam. Hayes tror jeg, jeg har skrevet nok om, så jeg vil koncentrere mig om folkene på kontoret; dvs. de ansatte i Sociel Studies-afdelingen på GBS, og desuden fortælle lidt om de klasser jeg følger. Strukturen giver sig selv, da mit skrivebord på kontoret er placeret helt nede i hjørnet. Jeg kan derfor blot starte med den person, der har skrivebordet ved siden af mig og arbejde mig væk derfra. Jeg ved ikke præcist, hvordan skrivebordende er blevet fordelt gennem tiden, men det er mit indtryk, at man hver gang, der bliver et bord ledigt på grund af afgang, så kan de øvrige lærer i en rækkefølge bestemt af senioritet bestemme om han/hun ønsker at overtage det ledige bord pga. bedre adgang til vinduer, skabe, overblik over kontoret og så videre. Hvis en person ønsker at overtage skrivebordet, bliver denne persons skrivebord således lagt ud i puljen og så videre. Det bord, der således er tilbage, når alle der ønsker at flytte – det vil sige det mindst ønskværdige skrivebord overdrages således til den nyansatte, der afløser den bortrejste. Mit skrivebord falder udenfor dette delikate spil, da det kun midlertidigt er blevet opgraderet til skrivebordsstatus fra tidligere at have været det bord, hvorpå lærerne kunne gennemse evt. videoer, de ville vise for eleverne (og der bliver vist meget video i undervisningen – det kan jeg måske skrive om en anden gang). Jeg skal huske at nævne, at eleverne altid tiltaler lærerne (og mig) ved deres efternavn (jeg er Mr. Jensen), men her har jeg valgt at bruge de navne, som de selv bruger på kontoret til hverdag.

Den person, der sidder umiddelbart ved siden af mig er Mr. Masciopinto, altid bare omtalt om tiltalt som Mash eller (af eleverne) Mr. Mash. Mash er en mand i 50’erne, der udelukkende underviser i psykologi-fag, herunder hans eget valgfag ”The Brain”, der så vidt jeg kan forstå er en introduktion til hjernens biologi og psykologi, som han underviser sammen med en af lærerne den naturvidenskabelige afdeling. I det hele taget er han, paradoksalt nok, meget fysiologisk og individorienteret i sin forståelse af psykologi-faget, og det er helt tydelig, fra de samtaler, jeg har haft med ham, at han ikke forstår meget af de mere sociologiske aspekter af sit fag, som jeg opdagede da jeg (som omtalt i mit forrige indlæg) kom ind i hans klasse sidste uge for at fortælle lidt om mit feltarbejde i Chile. Selv et relativt simpelt fænomen som ”fangens dilemma” (en illustration af hvordan et individ pga. manglende indsigt i andre subjektiviteter ikke har mulighed for at træffe rationelle beslutninger) var han godt på vej til at forkludre på en måde så meningen gik helt tabt. Bortset fra det er han en usædvanligt flink fyr, som desværre ikke (på grund af hans manglende ordenssans) er særligt vellidt på kontoret, især ikke blandt de folk der deler undervisningslokaler sammen med ham.

På det næste bord kommer Ryan, den første af en gruppe unge kvinder omkring de 30, der er kommet ind på kontoret i løbet af de seneste par år, og som har brudt den dominans af AWM (Aging White Men), som ellers havde været dominerende på stedet i årevis. Jeg følger ikke længere nogle af Ryans klasser, og hun har ikke frokostpause på samme tidpunkt som mig, så hun er en af dem, jeg ser mindst til. Ærgerligt nok, for hun virker ellers meget interessant, og er helt klart den på kontoret, der har en livsstil, der mest ligner den, jeg selv har i København. Hendes mand Mike, som jeg har mødt en enkelt gang, er musiker og har et solo-singer/songwriter-projekt under navnet Owen Kinsella eller Mybandowen, som jeg må indrømme, jeg ikke kendte, men som tilsyneladende er rimeligt stort på scenen: han har i hvert fald 16.000 MySpace-venner og et par fansider dedikeret til ham. Musikken er bestemt også udmærket, om end lidt kedelig efter min smag. Hvis der er nogen af jer, der kender det, må I meget gerne skrive. De to rejser til Europa på turné til sommer og skal spille i både Amsterdam og Berlin, men ikke København. Jeg har snakket lidt med hende om at mødes i Berlin, men nu må vi se.

Efter Ryan kommer Carl, som jeg skrev om i mit seneste indlæg. Men blot for lige at rekapitulere; Carl er tidligere præst, i 50’erne og utroligt tiltalende. Han underviser bl.a. i Urban studies, der grundlæggende er et kursus i Chicagos historie og geografi, og skal snart på en gåtur med sine elever til de vigtigste arkitektoniske perler downtown, som jeg forhåbentligt kan få sneget mig med på, selvom jeg ikke her fulgt hans klasse. Jeg har hørt et rygte om, at han har svært ved at overføre den store varme og interesse, som han udstråler til hverdag i hans undervisning, og at de fleste elever derfor betragter ham som lidt upersonlig og streng, hvilket jeg har utroligt svært ved at forestille mig. Men jeg har som sagt ikke selv overværet noget af hans undervisning, så jeg ved ikke om det er rigtigt.

Næste i rækken er Coach. I skrivende stund kan jeg faktisk ikke huske, hvad Coach hedder i virkeligheden, han omtales altid som sådan, og minder på mange måder også om det billede jeg har inde i mit hoved af den arketypiske ungdomstræner (i baseball i øvrigt). Lidt som Tom Køhlert måske ville have set ud, hvis han havde drukket knap så mange bajere. Der er mange af lærerne, der supplerer deres indtægt ved at træne et af skolens utallige sportshold, men Coach er den eneste for hvem det tilsyneladende overskygger hans faglige identitet. Som fagmand ved jeg heller ingenting om ham: Ikke en gang hvad for nogle fag, han underviser i. Næsten alle på kontoret underviser i en eller begge af de obligatoriske fag, afdelingen udbyder; World History for førsteårsstuderende og U.S. History for tredieårsstuderende; og derudover et eller flere valgfag. Men hvad disse er for Coach’s vedkommende ved jeg altså ikke.

Mary som er den næste i rækken ved jeg til gengæld hvad underviser i, fordi hun er den første af de nævnte, der underviser en af de klasser, jeg følger. Mere om denne senere. Mary har får nyligt fejret sin 50 års fødselsdag og fungerer lidt som kontorets mor. Jeg kan personligt utroligt godt lide hende; hun minder lidt om Marianne Reinholt (min nabo gamle nabo i Holbæk og Simons mor, for de af jer, der ikke ved det); meget hyggelig og tillidsvækkende, og med den form for ro i sin væremåde og sin undervisning, som man kun kan opnå ved at være en god lærer igennem mange år. Med Mary er vi også noget frem til det, vi kan betragte som kontorets hjerte; en række af virkeligt gode og underholdende folk, der er samlet omkring indgangen til kontorets tekøkken og møde-/frokostlokale.

Næste deltager i dette er Mr. Zapler, bedre kendt som Zap eller ved sjældne lejligheder Zap Dog. Kontorets spøgefugl, altid snakkende og meget ofte også meget underholdende. Han bor i øvrigt kun lige rundt om hjørnet fra Line og Nick i Mt. Prospect. Han er helt tydeligt en af den slags mennesker, der nyder at mene det modsatte og alle andre, og kan som en følge af dette godt virke lidt irreterende. men da jeg personligt også meget ofte rent faktisk mener det modsatte af de ting, der herovre er almen enighed om, finder jeg ret ofte at han er den, jeg er mest enig med. Eksempelvis er han den eneste der konsekvent og åbenmundet taler imod niveau-inddelingen af eleverne. Hvis jeg skulle lave dette studie om, ville jeg nok have valgt at følge hans Issues and Answers-klasse, der virker den klasse af alle, der bruger mest tid på fri diskussion og mindst tid på Multiple Choice-prøver. Men et er nok for sent at nå at skifte nu; det vil vise sig.

Endnu et hak videre sidder Emily. Hun er den yngste af lærerne, og er kun lige fyldt 28. Hun er selv opvokset i Glenview og gammel elev på skolen, og har faktisk haft en del af de ældre lærere i sin egen skoletid. For nogle uger siden fandt vi hendes gamle yearbook frem og kiggede i den. Hvilket var ret sjovt, da det gav et godt indblik i det sociale liv på skolen, som jeg ellers har svært ved at gennemskue. Emily er af svensk afstamning, men hendes altoverskyggende interesse er Latinamerika og alt hvad der dertil hører. På mandag skal jeg med hendes Latin American History-klasse på udflugt til det mexicanske kvarter Pilsen, og hun har ved flere lejligheder boet og rejst i det meste af Latin Amerika (dog ikke i hverken Cuba eller Chile, som er de lande i området, jeg har besøgt). Meget sød og vellidt af eleverne, der helt klart føler, at de kan relatere til hende på en anden måde end til mange af deres andre lærere på grund af hendes alder og baggrund. Pudsigt nok er hun den eneste, der aktivt har udtrykt bekymring over hvordan mit studie vil fremstille hende, da hun ikke føler, at hun har levet op til sit bedste mens jeg har observeret hendes klasse. Jeg har selvfølgelig gjort, hvad jeg kan for at berolige hende, og jeg tror det har virket nogenlunde.

Ved siden af hende sidder endnu en af de unge kvinder, Melissa, som jeg tidligere har skrevet om. Melissa flytter til San Francisco til sommer og er derfor ved at afslutte sit sidste undervisningsforløb på GBS. Hun er en af de lærere, hvor man ikke hører så meget om hendes undervisning, men hvor det tilsyneladende er klart, hvor meget hun giver til de forskellige klubber på skolen, som hun er ansvarlig for, herunder HipHop Coffeehouse og Onward House, som er et projekt, hvor elever fra GBS et par gane om måneder kører ind til byen og giver lektiehjælp i et beboerhus. Meget prisværdigt initiativ. Derudover her Melissa også kontorets suverænt mest hengivne studentermedhjælpere, Erin og Julie, der tilsyneladende altid er på kontoret, uagtet om Melissa har noget arbejde til dem eller ej.

Hende kommer Ben, som er i 40’ne, og som underviser den AP US History klasse, jeg indleder min dag sammen med hver dag. Ben går altid iført Alex P. Keaton-agtig pullover udover en ensartet skjorte, og gør i det hele taget en meget konservativ figur. Han er imidlertid en meget indlevende lærer, der virkelig understreger de dramatiske aspekter af den historie, jeg underviser. Jeg tror han var meget begejstret for den modfortælling om den kolde krig, jeg gav, da jeg holdt oplæg for hans klasse i forrige uge, da det er helt tydeligt, at han er meget frustreret over den spændetrøje, som han synes, den af staten og af skolen fastsatte læseplan, giver ham på. Det er meget svært at afkode, hvad han egentlig selv mener om noget som helst, da alt hvad han siger som oftest er pakket ind i optil flere lag af sarkasme; selv siger han, at hans drømme job er at være forfatter for The Colbert Report, hvilket vel beskriver ham meget godt.

Som den sidste inden der kommer en lille skillevæg, kommer John, der er ham, jeg kørte med, da jeg stadig boede i Des Plaines. Han er helt klart den på kontoret, der mest ligner den arketypiske gymnasielærer i påklædning og udseende. Han bor i en lille landsby en times tid væk, hvor hans kone driver en gratis lægeklinik for folk uden sygeforsikring, og tager derfra toget ind til Des Plaines, hvor hans bil holder og kører så derfra til skolen, hvor han i øvrigt også selv er gammel elev. John underviser i Political Science, hvilket han først og fremmest underviser i gennem brug af eksempler fra dagspressen. Han er i det hele taget meget politisk interesseret, om end så vidt jeg ved ikke politisk aktiv. John har været utroligt hjælpsom overfor mig, både med hensyn til den førnævnte transport, men også ved flere andre lejligheder har han for eksempel hjulpet mig igennem det til tider temmelig uigennemskuelige bureaukrati på skolen og i det hele taget.

Inden vi fortsætter på den anden side af skillevæggen, så lad os gå tilbage til det lille indhak, der er overfor der, hvor Emily og Zapler sidder, og som også er en del af kontorets hjerte. Her sidder først og fremmest Susan, som er den person jeg har haft mest med at gøre. Susan er 28, og er egentlig kun ansat som barselsvikar, men er på grund af Melissas bortrejse blevet fastansæt efter sommeren også. Hun er frygteligt fortravlet for tiden, fordi hun er ved at forberede sit bryllup, der skal holdes i Sydkorea med alle de praktiske problemer dette måtte medfører. Hendes mand, en koreansk-amerikaner med det for tiden temmelig uheldige navn Seung-Cho, er ved at forberede sine afsluttende eksaminer på College, hvilket har overladt en stor del af planlægningsarbejdet til stakkels Susan, der dog alligevel ved flere lejligheder har fundet tid til at drikke en kop kaffe eller en øl sammen med mig efter skoletid. Hun er, på trods af sit til tider noget bibliotekar-agtige udseende, meget underholdende at være sammen med og afslører dog også indimellem diverse mørkere punkter i sin baggrund, som man ikke ville gætte bar ved at se på hende (raver på en af flåderne ved Love Parade i Berlin 1999 er et eksempel).

Ved siden af Susan sidder Sejal, der med sin indiske baggrund er den eneste ikke-hvide på kontoret. Sejal er vældigt flink, men er pga. sin datter på en 5-6 år (som jeg legede med, da hun var blevet slæbt med til HipHop Coffeehouse for et par uger siden, fordi de ikke havde kunne finde en babysitter) lidt ude af det fællesskab, som de andre unge kvindelige lærere har. Jeg har ikke fulgt nogle af Sejals klasser, men hun slår mig umiddelbart som lidt utjekket, og ikke nødvendigvis så vidende som nogle af de andre lærere, hvilket man godt kunne forestille sig gjorde hende lidt usikker i undervisningssituationen. Men det er som sagt ren spekulation.

Bagved Susan og Sejal, og dermed udenfor ”hjertet” sidder yderligere to kvindelige lærere, dog af den ældre generation, som sjældent er på kontoret, da de foretrækker at arbejder i deres klasseværelser. Hillary, som næsten udelukkende underviser skolens elitteklasse (The Academy), og i øvrigt er den eneste på kontoret, der er dedikeret basketball-fan på et kontor, der ellers er domineret af Baseball-interesserede. Og Libby, en gammel hippie, der helt klart føler sig meget udenfor på kontoret, og derfor meget sjældent er der. Hun er efter min mening lidt anstrengende og, som jeg har observeret det, ikke nogen særligt god lærer, men det svært præcist at sætte fingeren på det…

Uha, hvor er det blevet langt, det her indlæg. Jeg må hellere gøre mig færdig og udskyde gennemgangen af de klasser, jeg følger, til en anden gang. Under alle omstændighedersidder der ikke nogen de lærere, jeg har meget med at gøre på den anden side af skillevæggen: Ben og Dave to unge og meget drengerøvsagtige fyre på omkring 30; Terry den meget underholdende (på en utrolig tør måde) mand, som jeg fulgtes med til min anden Cubs-kamp i sidste uge; Matt, som også er gammel elev på skolen og som bor omkring hundrede meter nede af vejen fra mig – og som er meget involveret i lokalpolitik, hvor han sidder i baggrundsgruppen for en af byrådsmedlemmerne; Eich, kontorets gnavpot, der altid har en spydig bemærkning på hånden og som efter sigende næsten kom op at slås med John på kontorets seneste fælles større udflugt for et par år siden – jeg har desværre ikke kunne finde ud af hvorfor; Mr. Scheinkopf, som er ham jeg altid glemmer, hvilket egentlig er lidt mærkeligt i betragtning af hans betragtelige David Crosby-agtige overskæg; og endelig Jerry, der virker meget tiltalende på en ret anonym måde og som sammen med Matt var er ansvarlig for skolens Genocide-awareness-gruppe. Derudover den meget hjælpsomme sekretær Dorothy og selvfølgelig afdelingslederen Terry, der var ham der i sin tid gav mig tilladelse til at komme til skolen. Alt i alt en virkelig god gruppe mennesker, som virker til at fungere godt sammen, og som jeg glæder mig til at komme hen til hver morgen.

Jeg er allerede inde på side fem af dette indlæg, så jeg tror hellere jeg må afslutte. Jeg har heller ikke noget synderligt at tilføje. Jo, for resten jeg må hellere lige skrive mens jeg husker det, at jeg lige har set Jørgen Leth og Lars von Triers ”De Fem Benspænd”, som de af uforklarlige årsager havde i min lokale Blockbuster, som jeg stadig besøger flere gange om ugen på grund af manglen på både TV og Radio. Udover at filmen i sig selv var fremragende, mindede den mig om en film, som jeg ikke havde tænkt på i lang tid, men som helt sikkert på et ubevidst plan var ikke inspirationskilde til de mere personlige dele af dette projekt: Nemlig Jørgen Leths ”66 Scener fra Amerika”, som jeg så for første gang helt tilbage i folkeskolen og siden er vendt tilbage til flere gange.

Udover at filmen, der som titlen antyder, består af 66 småscener filmet med ét kamera forskellige steder i USA, ofte uden mennesker, og oftest helt uden handling og konsekvent afsluttet af Jørgen Leths rent deskriptive voice-over af typen ”Motorvej, Vermont”, eller ”Veranda, Michigan”, slog mig som det mest eksperimenterende og anderledes jeg nogensinde havde set som 13-årig, gav den mig også ideen til forståelsen af USA som ikke bare geografisk lokalitet eller geopolitisk aktør, men også som ikonografisk referencepunkt. Og oven i købet en ikonografi, hvor grænserne mellem det geografiske, det kunstnerisk-narrative og det psykologisk/religiøse er stort set udvisket. En europæer i USA (dog ikke mig), tænkte jeg, må kunne skabe det endegyldige værk der tilsvarende kunne overskride grænserne mellem kritisk analyse og katartisk selvportræt, hvor forskellen mellem ideal, repræsentation og virkelighed sættes i fokus på det analytiske såvel som det personlige plan. Jeg går ikke ud fra, at de ovenstående rigtig giver nogen mening, men under alle omstændigheder, er ”66 Scener fra Amerika” sammen med eksempelvis Beaudrillards ”Amerika”, som jeg skrev om i mit allerførste indlæg, Salman Rushdies ”Raseri” og et par andre, som jeg ser dem eksempler på kunstneriske forsøg på at gennemføre det samme projekt, som jeg, i al beskedenhed, på påtaget mig, og som denne blog i alt for ringe grad afspejler. Ligesom man nogle gange, for at få en irriterende sang ud af hovedet bliver nødt til at høre sangen spillet rigtigt højt, har jeg, blandt andet, fordybet mig i Amerikas trivialitet for at forsøge at uddrive denne banalitets ikonografiske magt. Nu må vi se, hvad det bliver til.

P.S. det var meningen at jeg ogsaa ville have uploadet den seneste omgang billeder idag, men det virker ikke rigtigt, saa det maa vente.

Let's go out to the Ball Game

Onsdag morgen

Ikke noget citat denne gang, men til gengæld en quiz. Forleden havde jeg en mellemtime en af de dage, hvor det var virkeligt godt vejr, og jeg gik mig derfor en lille tur rundt på skolens område og kiggede mig omkring. Hvor mange cykler gætter i på, der i alt var parkeret i skolens cykelstativer? Ca. 100, ca. 200, ca. 50? Husk at skolen har ca. 2200 elever, som alle bor indenfor en radius af under 15 km, og derudover over 200 ansatte, plus at det var et par-og-tyve grader den dag. Svaret findes i bunden af dette indlæg…

Som flere af jer har omtalt i jeres mails, satte en vis ung koreansk-amerikaner i sidste uge mit tidligere indlæg om amerikanernes ubegrundede frygt for alt muligt lidt i relief, og afslørede måske, at mine udtalelser i sidste uge måske i nogen grad var baseret på en naiv (og Flemming Balvig-inspireret) opfattelse af omfanget af kriminalitet og vold i samfundet. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at der er tale om en stor og helt ufattelig tragedie. Jeg læste på Politikens hjemmeside, at en amerikansk studerende ved Københavns universitet udtalte, at det sociale miljø på danske universitet ville have opfanget en mand med så alvorlige problemer, som gerningsmanden på Virginia Tech. Uden at have nogen som helst erfaring med det amerikanske college-væsen, vil jeg meget nødigt forholde mig til den påstand, som dog med den ensomhed, man så ofte ser og hører om blandt danske universitetsstuderende, forekommer mig noget unuanceret. Sikkert er det dog, at våbenlovgivningen i Danmark, formentlig ville have forhindret en så forstyrret mand i at få fat i semi-automatiske våben, og dermed, ville have nedbragt den dødbringende effekt af et angreb. Ikke desto mindre, vil jeg stadig fastholde, at ulykken på Virginia Tech i højere grad er et udtryk for den frygtens kultur, jeg omtalte, end et forsvar for den.

Bemærkelsesværdigt i den forbindelse er det, at det netop er denne diskussion; en om våbenkontrol, der spontant dukkede op rundt om i klasselokaler og frokostborde på skolen i dagene efter ulykken. Men denne debat har været stort set fraværende i de politiske fora. Under forespørgselsdebatten i kongressen dagen efter skyderiet, var der kun to af flere hundrede fremmødte i Repræsentanternes hus, der overhovedet nævnte våbenspørgsmålet, og begge disse talte for en afregulering af området, således, at lærere og elever skulle have lov til at medbringe våben i skolen for beskyttelse. Der er meget der tyder på, at selv om der stadig er 18 måneder til det næste valg, så er de politiske partier så bange for at frastøde de våben-positive stemmer, at det fuldstændigt har låst dem i forhold til at at gøre selv den mindste ting på det område. Ikke mindst er det tilsyneladende demokraternes analyse, at det i sin tid var Clointon/Gore-administrationens stramninger af våbenlovgivningen (så private ikke længere kunne købe eksempelvis jord-til-luft missiler) der endte med at koste Gore de, i det amerikanske valgsystem så afgørende, og overvejende våben-positive stater Tennessee og West Virginia, og dermed valget. De samtaler om emnet, som jeg har overhørt på skolen, har ikke overraskende indeholdt mere våben-positive elementer, end en tilsvarende samtale nok ville have gjort på et dansk gymnasium, men ikke desto mindre er de langt de fleste ganske fornuftigt forstående overfor behovet for en stramning af adgangen til våben for private.

I forhold til mit studie af manifestationen af nationale kategorier, er bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad denne tragedie, der jo kun i meget ringe grad kan betragtes som politisk endsige geopolitisk motiveret, overalt betragtes og omtales som en national katastrofe. Flag på alle offentlige bygninger flagede på halv stang hele sidste uge. Overalt har der været afholdt mindehøjtideligheder og tavsheds-ceremonier. Spørgsmålet om ”hvorfor hader de os?”, der var så fraværende i tiden lige efter 11. september, har til gengæld været ude i fuldt flor her, hvor den nationale konnotation er langt mindre tydeligt. Det anerkendte tidsskrift The Economist udkom i sidste uge med en forside bestående af en pistol bemalet med Stars and Stripes under Overskriften ”America’s Tragedy”. Jeg føler mig frygteligt kynisk og bebrejdende overfor de folk, der prøver at komme over en forfærdelig tragedie ved at skrive dette, men der virker tydeligt for mig, at begivenhederne på Virginia Tech er blevet en lejlighed til konstituering og styrkelsen af tanken om at amerikanernes, ansvarlighed, bekymringer og empati begynder og ender ved de nationalstatslige grænser.

Nå, men nok om det. I mit eget personlig liv går dagene stadig bare derudaf, om end der efterhånden er ved at komme lidt mere variation og afveksling ind i det. I slutningen af forrige uge, havde jeg sendt en mail ud til alle lærerne, og mindede dem om, at jeg stod til rådighed for deres klasser, hvis de troede jeg ville kunne bidrage med noget viden eller et anderledes perspektiv eller noget andet. Alle har været så søde overfor mig, og det var jo aftalen, at en af de måder, jeg skulle tilbagebetale den tjeneste, skolen gjorde mig ved at lade mig være her, var ved at stå til rådighed for undervisningen. Jeg følte ikke rigtigt, at jeg havde levet op til min del af aftalen, da jeg jo som bekendt indtil sidste uge kun havde været ude to gange (med mit oplæg om renæssance-kunst til toaf Melissas World History-klasse). Denne opfordring tog de tilsyneladende til sig, da jeg i sidste uge blev bedt om at komme ud til ikke færre en 5 forskellige klasser for at tale om hhv. Danmark og Europa under den Kolde krig, Danmark under Besættelsen og Gruppepsykologi i forbindelse med beslutningsprocesser, Som de fleste af jer sikkert kan gennemskue, er ingen af de tre emner, noget jeg i særlig høj grad ved noget om, men det skulle da bestemt i forhindre mig i at holde oplæg om det for nogle amerikanske high school-elever. Det gik i øvrigt meget godt, synes jeg selv. Ikke mindst (overraskende nok) mit oplæg for den meget ”hjernens biologi”-agtige mr. Masciopintos AP psykologi-klasse, hvor jeg med mit temmelig konstruerede oplæg om, hvad man kunne lære om fangens dilemma og uformelle beslutningsprocesser udfra mit (og Maries og Torstens) feltarbejde på et grøntsagsmarked i Chile, fik forhindret det forfærdelige sludder, som han selv havde forberedt. I det hele tage var det en virkelig god oplevelse; ikke mindst mit oplæg om besættelsestiden for Mrs. Vicars’ World History klasse for elever med engelsk som fremmedsprog. Var virkeligt rørende. De var så glade for at få besøg, og for at høre fra en, der ligesom dem selv syntes at amerikanerne var lidt skøre, at de dagen efter havde lavet et lille brev til mig med hilsener som: ”Thank you for coming to class. Denmark sounds very nice. I would like to go there. Pawel”.

Tirsdag var der endnu en awareness-dag. Denne gang de seksuelle minoriteters rettigheder, arrangeret af den gruppe af elever, der kalder sig GLASS (Gay, Lesbian and Straight Students). Et virkeligt godt og meget prisværdigt initiativ. En lidt mærkelig ting, var, at traditionen på skolen var, at dagen blev markeret ved en såkaldt Day of Silence, altså et dagslangt tavshedsløfte, eller for lærerne (der jo oplagt nok ikke kunne være tavse en helt dag) et lille badge med påskriften ”Day of Silence”. Der var, som jeg observerede det 2-3 studerende i hver klasse, der markerede dagen på denne måde. Der var dog ingen, der kunne besvare mine spørgsmål, hvad tavsheden skulle symbolisere, og om det ikke i højere grad handlede om at tale mere, og ikke mindre, om seksualitet. Og om ikke en stor del af problemet netop lå i det tabu i forhold til seksualitet i det hele tage og seksuelle praksisser mere specifikt, der gennemsyrer samfundet. Det virkede ikke som om, der var nogen der havde tænkt på det på den måde før, og i det hele taget virker disse awareness-arrangementer som totalt ureflekterede traditioner, hvis oprindelse og udformning meget ofte fortaber sig i fortidens tåger, eller obskure politiske symbolhandlinger. Hvis der er nogen derude, der mangler et speciale-emne, vil jeg hermed foreslå et kritisk studie af awareness-begrebet i den amerikanske venstreorienterede diskurs. Det er meget interessant, og hvis jeg husker det, vil jeg forsøge at få formuleret et eller andet om det på et tidspunkt.

Ugens helt store begivenhed på skolen var det såkaldte HipHop Coffeeshop, der udover at være karakteriseret ved et totalt fravær af bare marginalt kaffe-relaterede produkter, var et show, hvorde studerende optrådte med forskellig rap- og dansenumre. Emily og Melissa har begge været meget involveret i planlægningen, Sejal og Susan optrådte sammen med bibliotekaren med et dansenummer, og jeg havde som sædvanlig ikke noget bedre at tage mig til på en fredag aften, så jeg blev derfor bare hængende på skolen til begge forestillinger; både kl. 17 og kl. 20. Mellem de to shows sneg jeg mig over og så skolens volleyball-hold spille (og tabe) mod ærkerivalerne fra Glenbrook North. Showet var rigtigt sjovt, og det var virkelig fint at se hvor gode eleverne var til at juble over hinandens præstationer. Til sidst blev det hele endda lidt følelsesladet, da Melissa, som forlader skolen til sommer blev kaldt op på scenen og under øredøvende jubel fik overrakt blomster og knus fra alle de deltagende i showet.

Familien Hayes var ikke hjemme over weekenden, og jeg havde egentlig glædet mig til at have huset for mig selv i et par dage, men (tidligt) lørdag morgen ringede telefonen, og det var Carl en ældre lærer fra min afdeling, der ringede og fortalte, at han havde fået to afbud, fra de folk, hans kone og han normalt fulgtes til baseball-kampe med, og at de derfor havde to ekstra billetter, som han ville tilbyde mig. Det sagde jeg naturligvis ja tak til, og ringede derefter til Sanne, og spurgte, om hun ville med også. Det ville hun meget gerne, men hun kunne desværre ikke nå at være inde i byen før selve kampen startede, så vi aftalte bare at mødes inde ved stadion. Jeg blev således hentet ved ellevetiden af Carl og hans kone, der kørte os ind til byen, hvor vi gik ud og spiste lidt frokost inden kampen. Det var vældigt hyggeligt, og Carl og Rosemary (som konen hedder) var virkeligt søde. Han er tidligere Katolsk præst med en grad i kirke-ret fra Vatikanets universitet, indtil han forelskede sig i en af sine sognebørn (Rosemary – ikke rent faktisk et barn!!) og måtte forlade kirken og har været lærer lige siden. Meget interessante og berejste mennesker.

Efter frokosten mødtes vi med Sanne og gik in på Wrigley Field, der er hjemmebanen til det ene Chicago-hold, the Cubs, der på denne dag skulle spille mod de hadede lokalrivaler fra St. Louis Cardinals Det andet Chicago-hold, the White Sox, er selvfølgelig også forhadte, men da de spiller i en anden konference, konfronteres de to hold relativt sjældent. Baseball-fans (og ikke mindst Cubs-fans) er generelt set meget fredelige og stille, men rivaliseringen gav alligevel lidt ekstra stemning på stadion. Især blev der buest meget af Cardinals’ stjerne Albert Pujols, hvis navn (J’et udtales som et hårdt h) havde affødt en række ”vittige” T-shirts med påskriften ”Cardinals Fans take it up their Pujols”. Bortset fra det var det en rigtigt god oplevelse: Vi havde gode pladser, vejret var dejligt oog Cubs vandt en af deres, i denne sæson sjældne, sejre (6-0). Spillet går utroligt langsom, så der er masser af tid til bare at sidde og kigge på folk og snakke, hvilket jo er dejligt. Faktisk gentog jeg turen til Wrigley Field i går (tirsdag), da jeg tog med en anden lærer (Terry) ind og se en kamp mod et andet midtvest-hold, Milwaukee Brewers. Det var koldt og det regnede, og Cubs spillede elendigt og tabte 4-1, så nu har jeg fået begge oplevelser. Hvis jeg bliver tilbudt billetter igen, vil jeg helt sikkert tage af sted, men det er ikke sikkert, at det er noget jeg vil betale de mange penge, billetterne koster for at se en sport grundlæggende syntes er lidt fjollet.

Efter kampen tog Sanne videre ind til byen, mens jeg tog tilbage til Glenview, da jeg gerne ville nå bare en lille smule af de ting, jeg havde planlagt for weekenden. Desuden havde vi aftalt at mødes inde i yen igen søndag formiddag og tage op i Sears Tower, der jo er en af verdens højeste bygninger. Siden jeg kom herover har jeg fået forklaret, jeg ved ikke hvor mange gange, præcist hvordan man udregner, hvilke bygninger, der er højest, og hvordan dem i Malaysia og Taiwan snyder; det er noget de går meget på i her i byen. Jeg havde (måske derfor) ikke de helt store forventninger til at skulle betale 13$ for at få lov til at se en udsigt. Men jeg må sige, jeg blev positivt overrasket. Udsigten er virkeligt flot, og man får virkeligt et unikt overblik og byen og dens struktur. Selv om det er lidt af en turistfælde kan det helt klart anbefales. Søndag var måske den varmeste dag vi har haft hidtil (der er kølnet af igen og i skrivende stund pis-regner det), så vi besluttede derfor at gå gennem byen og ud på Navy Pier, der er en mole ud i Lake Michigan, der er lidt Nyhavn-agtig med en masse barer og restauranter og derudover lidt forlystelser, bådudlejning og et stort Pariserhjul. Vi udnyttede nu ingen af disse ting, men satte os i stedet bare ned og nød en is i solen; lækkert!

Ud på eftermiddagen tog jeg toget hjem, da jeg havde en aftale med John og Matt om aftenen, om et vi skulle til et foredrag med den amerikanske historiker og geograf Jared Diamond, som jeg ikke kendte, men og åbenbart er et stort navn herovre; tidligere vinder af Pulitzer-prisen og manden bag en stor TV-serie baseret på hans forrige bog ”Guns, Germs and Steel”. Den har jeg ikke læst, men så vidt jeg kan forstå, er hovedbudskabet et forsøg på at forklare de menneskelige civilisationers udvikling udfra geografiske faktorer som adganges til råstoffer, muligheden for opdræt af tamdyr osv. Hans nye bog, som jeg til gengæld har læst (John skaffede en hel kasse af dem til kontoret i forbindelse med oplægget) hedder ”Collapse” og handler om hvordan samfund ikke altid er struktureret på en måde, der på lang sigt er bæredygtigt i forhold til sin egen overlevelse. Blandt hans præmie-eksempler er den oprindelige befolkning på Påskeøerne, der i arbejdet med at rejse de berømte statuer fuldstændigt ryddede øerne for træer og dermed umuliggjorde landbrugsproduktion og dermed overlevelse på lang sigt; samt de oprindelige skandinaviske indbyggere på Grønland, der tilsyneladende nægtede at lære af Inuitterne, og gøre fisk og sæl til hjørnestenen i deres kost, og i stedet fokuserede på kvæg og får, som de kendte fra deres hjemlande, men som gjorde dem langt mere overfølsomme overfor selv mindre klimaforandringer. Omvendt havde samfund Japan under Togukawa-shogunatet i tide planlagt sig ud af en truende ressourcemangel, og havde dermed sikret samfundets overlevelse. I sig selv ikke nogen særligt revolutionerende tanke, men en meget udmærket bog, og foredrag, og der er jo altid godt med argumenter mod de Bjørn Lomborg-typer, der hævder, at miljø-problemer altid løser sig selv, fordi det på et eller andet tidspunkt bliver profitabelt for markedet at producere bæredygtigt, i stedet for at skulle leve med stadigt stigende råvare-priser.

I denne uge er det bare tilbage til arbejdet, selv om ugen er lidt usædvanlig ved, der ikke er undervisning hverken i dag eller i morgen. Årsagen er, at alle Juniors i staten i disse dage skal igennem to kæmpestore Multiple Choice-prøver i Matematik, Fysik og Engelsk, der på den ene side afgør, hvor gode Colleges, de vil kunne søge ind på, og på den anden side, hvorledes skolen bliver rangeret på statens High School liste, og dermed hvor mange penge og elevsøgning de får. Meget stressende! Reglerne for disse prøver er således, at 90% af eleverne indenfor en lang række kategorier (African-American, Hispanic, Special Eduation) skal leve op til nogle i forvejen fastsatte standarder for at skolen ikke kommer på den sorte liste som en ”failed school”. Problemet er, at en skole som denne, der ofte har været på top ti og statens high schools, har så få minoritetsstuderende, at bare en enkelt eller to udeblevne elever vil kunne bringe skolens samlede resultat ned under det kritiske punkt. Der har derfor kørt særlige busser rundt i byen hele morgenen og specifikt hentet de studerende med latinamerikansk oprindelse, for at sikre, at de dukkede op. Jeg må af gode grunde ikke komme ind i de lokaler, hvor testen bliver taget, så det tegner til en lidt kedelig dag for mig. I morgen vil jeg for første gang siden jeg kom herovre pjække fra skolen og i stedet tage ind til byen, hvor jeg har udnyttet et introduktionstilbud hos en af byens finere spa-saloner, og derfor skal derind til den helt store behandling med klipning, manicure, ansigtsbehandling og massage – yeah!

Svaret på den store cykel-quiz er: 3 (tre) inklusive min.

Human Rights are Awesome

Søndag eftermiddag

I Fredags blev jeg hængende på skolen efter skoletid fordi jeg, på grund af det forfærdeligt kolde vejr har måttet opgive at cykle frem og tilbage til skole, og jeg skulle være tilbage på skolen om aftenen. Dette gav mig mulighed for at for prøvet lærerstabens motionsrum, se baseball og desuden at hænge lidt ud sammen med nogle af de elever, der virker som om de er så glade for skolen at de tilsyneladende aldrig tager hjem. Dagen var ellers gået med det samme, som også var arrengementet om aftenen: Genocide Avareness Day. Amerikanerne har tilsyneladende fuldstændigt taget tanken om, at man skal kende historien for ikke at gentage den, for ”awareness” er det altdominerende buzz-word i tilgangen til verden omkring dem, og der er jævnligt ”awareness”-dage eller begivenhederfor det ene eller det andet. Disse arrangementer er generelt set politisk ufarlige og uden fokus på en mere generel kritisk historie- eller verdensanalyse og munder typisk ud i opfordringer som; ”keep following the news”, ”inform your friends” eller ”write your congressman”.

Ikke desto mindre er det jo aldrig en dårlig ting at få udbredt viden om de forfærdelige begienheder, der er foregået op gennem verdenshistorien kombineret med en opfordring til at sikre at det ikke må ske igen. Og man må virkelig sige, at de studerende, der stort set alle kom fra skolens Darfur-awareness-gruppe STAND (Students Taking Action Now (in) Darfur), som brugte dagen på at holde oplæg for forskellige klasser, virkeligt havde gjort et stort arbejde. Personligt observerede jeg oplæg om både, Rwanda, Armenien og Darfur og de var virkeligt flotte og indlevede, og jeg tror faktisk, at de gjorde indtryk på en stor del af de elever, der så dem. Så al kredit til dem!

Aftenens arrangement var kronen på værket: En koncert med en række af skolens forskellige bands og musikgrupper kombineret med forskellige elever, der holdt oplæg om menneskerets-overtrædelser på forskellige områder, arrangeret af STAND i samarbejde med skolens Amnesty International-gruppe under det meget opfindsomme navn ”Jamnesty”. Arrangementet var meget velorganiseret, og det må virkelig have været et stort arbejde at få det hele til at hænge sammen. Særligt bemærkelsesværdigt var en lille tale ved en pige fra en af nabo-skolerne, der var en overlevende fra Folkedrabet i Rwanda. Det var meget rørende, og man skulle være mere kynisk end jeg for ikke at knibe en lille tåre. Jeg talte meget kort med hende efter talen, hvor hun fortalte hvordan hendes storesøster havde båret hende over skulderen væk fra deres brændende hus og deres, formodede de, myrdede forældre. Mange år senere, efter de var kommet til USA blev hun genforenet med sine forældre, der alligevel på en eller anden måde var overlevet på Oprah Winfrey-show af alle steder. En utrolig historie.

Musikalsk set var arrangementet ikke noget særligt, og ikke særligt meget over det niveau, man ville have kunnet opleve ved en gennemsnitlig musikcafe på Stenhus, men det var sjovt at se, og rart at være sammen med eleverne i lidt andre rammer. Det udsnit af eleverne som dukkede op svarede vel også meget godt til ovennævnte sammenligning, eller måske mere præcist til en af de Rebel-organiserede koncerter på Ungdommens Hus i Holbæk: Nogle ganske få deciderede intellektuelle eller venstreorienterede; de alternative og dem der bare gerne ville være med, hvor der skete noget anderledes.

Der er ikke meget at lave for de unge i Glenview; det er som nævnt ikke til komme frem og tilbage fra midtbyen sent om aftenen, hvis ikke man har en bil; man kan ikke købe alkohol, hvis man er under 21 og i modsætning til i Danmark kan man de fleste steder ikke en gang få lov til at komme ind på de steder, hvor der bliver serveret alkohol, hvis man ikke er gammel nok til at drikke. Hvis man grundlagde en bar, hvor man kun kunne købe sodavand og lignende, men der ellers var alle de ting, som ville være tiltrækkende for de unge: Et dansegulv, poolborde osv. ville man virkeligt kunne score kassen. I Glenview og Northbrook tilsammen er der mindst 6000 unge i aldersgruppen 14-18, som ikke har nogen steder at tage hen. Hvis bare jeg havde drive… Da jeg jo som nævnt alligevel var på skolen, og både Emily, Susan og Melissa var sygemeldt med influenza meldte jeg mig frivilligt til at hjælpe til, og jeg blev derfor sat til sammen med Ryan at skulle overvåge, at eleverne ikke gik ud af en bestemt dør, der ledte ud til parkeringspladsen. Da jeg spurgte hvorfor, forklarede de andre, at man var bange for, at eleverne ville gå ud for at tage stoffer og/eller dyrke sex. Hvorfor dette ikke var et problem for den anden dør, ca. 20 meter væk, der førte det samme sted hen, og som eleverne godt måtte gå ud af var ikke helt klart for mig, men jeg gjorde selvfølgelig som jeg var blevet bedt om.

Som de fleste af jer ved har jeg en smule overfølsomhed overfor alt, hvad der bare lugter af primitivisme og dyrkelse af det præ-moderne: De fleste af jer har på et eller andet tidspunkt tålmodigt siddet igennem mine (grundlæggende urimelige) tirader mod ting som Afrikansk dans i Fælledparken, Capoeira og vandreferier i Sydøstasien. Ikke overraskende var der en del ting ved Jamnesty, der skurrede for mig ved Jamnesty, eksempelvis Matt (Mr. Whipple), der insisterede på at iklæde sig en Nigeriansk Korte eller det fakta at den eneste bod udover sodavandsstanden var én, hvor eleverne kunne få malet pseudotraditionelle henna-tatoveringer på hænderne. Men jeg ved jo godt, at det er mig, der er fjollet, og overordnet set var det virkeligt et godt og flot arrangement. Og sørgeligt nok må jeg sige, at det er det suverænt mest ophidsende jeg har foretaget mig på en fredag aften siden jeg kom herover.

Apropos Capoeira (der for dem der ikke ved det, er en Brasiliansk blanding mellem dans og kampsport) var jeg lige ved at glemme at fortælle en historie, der er et godt eksempel på den slags politisk-kulturelle episoder, man hele tiden støder på, og som er så absurde, at jeg aldrig ved om jeg skal grine eller græde. Emily (der taler både spansk og portugisisk flydende og i det hele taget er meget Latinamerika-agtig) havde i torsdags sammen med Susan arrangeret en Capoeira-workshop for nogle elever, og havde i den forbindelse inviteret en af sine herboende brasilianske venner ud til skolen for at demonstrere teknikken. Denne ven er tilfældigvis sort, og da skolebetjentene tydeligvis ikke er vant til at se sorte mennesker på skolen (der er meget få elever og næsten ingen lærere) konkluderede de på trods af hans gæstepas til skolen og Emily’s udtrykte invitation, at han var der for at sælge stoffer og tilkaldte derfor det rigtige politi, der anholdt ham inden workshoppen nåede at gå i gang. Først efter grundig visitation kombineret med diverse forsikringer fra Emily og skolens Rektor blev han sluppet fri og kunne gå tilbage til de temmelig forvirrede elever. Emily var forståeligt nok rasende, men der er ikke noget at gøre: Skolebetjentene er forpligtet til at melde al ”mistænkelig” opførsel, og de regler, der forbyder det rigtige politi i at bruge race som det eneste kriterium for mistanke gælder ikke for uafhængige sikkerhedskorps.

Lørdag cyklede jeg op til det store mall ”The Glen”, der ligger ca. midt mellem mit hus og skolen, altså omkring et par kilometer herfra. Mall’et er usædvanligt nok ikke overdækket og er i stedet konstrueret, så det ligner hovedgaden i en mellemstor danskprovinsby med butikker på begge sider af vejen og endda et lille torv, hvor man kunne sætte sig på nogle bænke (det var det dog for koldt til). The Glen plejede at være Glenview Naval Airbase og området er derfor udsmykket med en lang række statuer af luftværnets helt og andre militære objekter. Noget der ville se temmelig besynderligt ud i en dansk kontekst, men som jeg har omtalt flere gange spiller den nære fortids militær-historie en helt anden rolle i det visuelle landskab, end det ville gøre i Europa (et godt eksempel er at sammenligne de krigsmonumenter, der er opstillet i Washington DC. med tilsvarende monumenter i Europæiske hovedstæder) ; måske fordi de ikke rigtigt har anden historie at falde tilbage på.

Ikke desto mindre var jeg positivt overrasket over The Glen: Det virkede måske en smule kunstigt med en hovedgade, der lå udenfor selve byen, hvis hygge aldrig ville kunne være et naturligt resultat af byens liv, men udelukkende kunne være et resultat af et bevidst ønske om at tage derhen, men illusionen af hygge fungerede faktisk udmærket. Og der desuden en række ganske udmærkede butikker: Som altid en kæmpestor sportsforretning, men også en udmærket boghandel, nogle meget gode tøjforretninger og endda et overraskende u-frygteligt kunstgalleri, der i modsætning til alle de andre gallerier, jeg har set i forstæderne rent faktisk solgte kunst og ikke bare dekorative klatmalerier med mindre kant end ikke-euklidisk geometri (flot reference ikke, jeg har lige genlæst A Brief History of Time).

Årsagen til at jeg var i The Glen var egentlig, at det er der områdets eneste biograf ligger, og jeg havde besluttet mig til, at jeg ville benytte den tid, der var opstået ved at jeg alligevel ikke skulle bruge denne weekend på at gennemlytte gruppeinterviews, til at se den nye Robert Rodriguez/ Quentin Tarantino Double-feature-film Grindhouse. Filmen er så vidt jeg kan se ikke kommet op i Danmark endnu, så jeg vil lige bruge lidt tid på at beskrive filmen(e). Grindhouse er de to instruktøres hyldest til de B-film, de selv plejede at gå ind og se i snuskede biografer (kaldet Grindhouses)som unge. Filmen består derfor i virkeligheden af to adskilte halvanden-time-lange film adskilt af kunstige reklamer og filmtrailers, skabt til at skabe den ultimative Grindhouse-biograf-oplevelse. Første del, som er skabt af Rodriguez er en zombiefilm efter den klassiske opskrift med groteske mord på storbarmede starletter (spillet blandt andet af en af mine personlig hadeobjekter, Fergie fra Black Eyed Peas), kombineret med helt vanvittige aktionsekvenser, hvor heltinden på bl.a. på et tidspunkt efter at have fået bidt det ene ben af af zombierne, i stedet monterer n bazooka på benstumpen, som hun kan bruge som, både som krykke, våben og transportmiddel, ved at fyre af lige ned i jorden og dermed selv blive skudt over en ellers flugtsikker mur. Meget vanvittigt og meget ulækkert, men en sikker genre-pastiche lavet af én, der tydeligvis har set mange af den slags film. Tarantinos del, som fulgte efter pausen derimod vender genrekonventionerne på hovedet i en massemorder-/biljagt-film pludselig udvikler sin til en detournerende parodi på genrens macho-klicheer. Der er helt sikkert ikke en (to) film, der vil få samme kommercielle succes som Kill Bill-filmene, det er de simpelthen for ekstreme til, men jeg var utroligt godt underholdt i over tre timer.

I dag har jeg ikke lavet noget andet end at skrive lidt yderligere på den projektopdatering, som jeg har lovet, og som nok skal komme på et tidspunkt, og desuden stå tidligt op for at høre sport på 3’eren med Superliga-fodbold og Paris-Roubaix. Jeg er kommet lidt bagud med at svare mails – især Marie og Louise har jeg dårlig samvittighed overfor – men jeg skal gøre mit bedste for at få indhentet dette i de næste par dage, så bare bliv ved med at skrive…

Aldrig mere 9. April

Mandag Aften

Læst på et skilt udenfor en kirke i Morton Grove som reklame for deres Påske-skuespil: ”See Jesus the way his disciples did!”

Det er skide dårligt, og jeg ved det godt! En hel uge uden rigtige opdateringer. Og der er oven i købet kun hvis man inkluderer det lille sure opstød som jeg uploadede i starten af sidste uge, og som egentlig ikke fortalte jer noget som helst om mit ophold. Men under alle omstændigheder bliver det her nødt til at være et fandens langt indlæg, da jeg skal forsøge at dække alt der er sket siden mit sidste rigtige indlæg.

Jeg har fået flere mails, hvor folk har spurgt til, om jeg ikke kunne skrive noget mere om, hvordan det går med mit arbejde, og om jeg evt. kunne lægge nogle af mine daglige feltrapporter op. For tiden skriver jeg på et slags overblik over mit feltarbejde hidtil, og hvad jeg synes jeg kan bruge de ting til når jeg kommer tilbage til Danmark. Når det dokument er færdigt (forhåbentlig en gang i den kommende weekend, skal jeg nok lægge det op sammen med den projektbeskrivelse, som jeg lovede i det allerførste indlæg på denne blog i januar. Mht. feltrapporterne er jeg ikke meget for det, da de efterhånden er så detaljefikserede og selvrefererende, at de grundlæggende ikke er forståelige, hvis man ikke læser dem i forløb. Og jeg synes det ville være et brud på de tillidsaftaler, jeg har lavet med skolen, bare at offentliggøre det hele. Så der bliver heller ikke i dette indlæg meget om mit arbejdes konkrete forløb, selvom jeg kommer lidt ind på det til allersidst, men som jeg har skrevet flere gange er jeg meget tilfreds med forløbet af selve feltarbejdet, og jeg er helt sikker på at der nok skal komme noget godt ud af det på et tidspunkt.

Hvis jeg skulle nævne et par af de ting, som jeg har lært omkring selve det at lave feltarbejde, er det først og fremmest (hvilket vel ikke er nogen overraskelse) hvor stor en ulempe det er at lave denne slags arbejde alene. Som I ved, ville jeg meget gerne have lavet dette projekt sammen med en eller flere andre, men jeg var omvendt også så sikker på, hvordan jeg gerne ville have, projektet skulle være, at det ikke var realistisk at få andre med på det. Dels ville det have været rart at have nogen, man kunne spille ideer op ad på en dag-til-dag basis, og desuden ville to personer have haft muligheden for at anvende en bredere vifte af metodiske redskaber end jeg har, når jeg skal gøre det hele selv, og jeg i øvrigt føler jeg har en forpligtelse til at tage på skolen hver dag. Desuden har jeg efterhånden måtte acceptere, at min forestilling om at eleverne på noget tidspunkt ville komme til at betragte mig som bare ham den nye 195 cm høje 110 kg tunge skæggede klassekammerat., nok var noget naiv. Om ikke andet, så fordi jeg har følt, at jeg var nødt til at bruge de fleste af mine pauser osv. på lærerværelset for at komme ind på livet af lærerstaben, som jo er min eneste sociale omgangskreds udover Line, Nick og Sanne. Men sådan må det jo være.

Nå, men tilbage til dagbogsdelen af indlægget. Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede lørdagen efter jeg skrev mit sidste rigtige indlæg (sikkert ikke så meget – jeg er efterhånden ved at få lavet en temmelig omfattende liste over de DVD-film, jeg har set herovre, siden jeg kom, som jeg regner med at publicere som det allersidste indlæg på denne blog lige inden jeg tager hjem). Så min beretning starter sidste søndag d. 1. April. Herovre har man ikke den tradition med at de store nyhedsmedier bringer en nytårsspøg, men jeg havde alligevel skrevet et fint indlæg, som jeg havde tænkt mig at lægge op på bloggen her om, hvordan jeg var blevet tilbudt et Ph.D.-stipendiat på Northwestern University (som ligger under 10 km. herfra), og derfor regnede med at vende tilbage til staterne permanent efter, hvad der så ville blive, min sidste sommer i Danmark. Jeg var meget spændt på at se hvor lang tid der gik inden jeg fik et forfærdet opkald fra mindst en af mine forældre (eller en af jer andre), men for en gang skyld havde jeg glemt tidsforskellen, så da jeg satte mig til at lægge indlægget op var det ikke længere 1. april i Danmark, så kunne det på en eller anden måde være lige meget.

Under alle omstændigheder havde jeg aftalt med Sanne, at vi skulle mødes på Art Insitute om eftermiddagen. Jeg ville tage ind at se et seminar om Rodin, som jeg havde læst om på Internettet, og så ville hun støde til bagefter. Da jeg kom derind, viste det sige at seminaret for det første ikke var om Rodin men om Renoir, og for det andet havde været om lørdagen. Så nu havde jeg pludselig halvanden time, jeg skulle slå ihjel på Art Institute, og jeg kunne jo ikke så godt bare give mig til at gå udstillingen igennem, da jeg jo havde aftalt med Sanne at vi skulle se den sammen. Derfor gik jeg først ned og brugte noget tid i den i øvrigt virkeligt gode museumsbutik og købte en meget fin Jackson Pollock-plakat, som nu har afløst den fotocollage af Hayes’ernes søn (FBI-agenten) i spejderuniform, som ellers hidtil har hængt over min seng. Derefter gik jeg ned for at se en af de afsnit af den særdeles omfangsrige udstilling, som jeg regnede med, at Sanne nok ville være mindst interesseret i; nemlig afdelingen for amerikansk 1800-tals kunst. Da jeg gik det igennem i mit hoved gik det op for mig, at det var en fuldstændigt hvid plet på mit indre kunsthistoriske verdenskort. Jeg kunne på stående fod ikke nævne en eneste amerikansk kunstner før Man Ray eller Hopper eller Duchamp (hvis han tæller). Og nu ved jeg hvorfor! Som de ville sige i Sex and the city: ”It’s Just Not That Interesting!”. Der var et par stykker af dem jeg genkendte, da jeg så dem; selvfølgelig Mary Cassatt, men også Winslow Homer og westernmaleren Frederic Remington, men generelt set var det bemærkelsesværdigt at se, hvordan kunstscenen, grundlæggende set haltede 20, 30, 40 år efter den Europæiske avantgarde. I det hele taget tror jeg det siger meget om en af de ting, som det er meget svært for folk på vores alder at forstå, nemlig at USA på langt op i moderniteten ikke var en dominerende spiller på verdensscenen. I 1860’erne var amerikanerne ikke flanører, de var cowboys. Så vidt jeg husker havde USA ved indgangen på 1. Verdenskrig kun verdens 16.-største hær efter lande (kolonimagter) som Belgien og Portugal. Den dominerende position på scene var først og fremmest et resultat af den enorme vækst, 2. Verdenskrig medførte i USA kombineret med den enorme ødelæggelse, krigen medførte alle andre steder. Og det siver også over i kunstverdenen, hvor New York pludselig i starten af halvtredserne indhenter og overhaler alverdens avantgarder med Newman, Stella, Pollock, de Kooning, Rauschenberg osv. osv.

Da Sanne dukkede op besluttede vi, at vi ville fokusere på oldtidssamlingen (især Asien- og Latinamerika-delene) for og derefter gå med på en rundvisning til udvalgte hovedværker i samlingen. Hvilket nok var en klog beslutning, da det minimerede min mulighed for at forsøge at spille smart med små lommefilosofiske overvejelser, hvilket nok ville have afholdt hende fra at gide tage med mig på museum nogensinde mere. Oldtidssamlingerne er ikke noget, jeg normalt ville opsøge på eget initiativ, men især den latinamerikanske samling var virkeligt interessant. Og ligesom da jeg så samlingen det på Museet for Præcolumbiansk Kunst i Santiago de Chile var jeg virkeligt overvældet over den kunstneriske og designmæssige rigdom. Omvisningen, der blev holdt af en ung studerende fra kunstakademiet, var også ganske udmærket og gav et meget godt billedet af museets imponerende bredde. Selvfølgelig nåede vi kun en brøkdel, så bliver nødt til at tage tilbage nogle flere gange. Hvis jeg havde boet inde i byen kunne jeg godt have fundet på at købe et årskort selv om jeg kun skal være her nogle måneder, for der er virkeligt meget at se, og også mange interessante arrangementer, man kan tage til, hvis man kan finde ud af at læse kalenderen på hjemmesiden.

Da vi ikke gad gå rundt på museet længere gik vi over til en biograf, der ligger ikke så langt derfra. Vi havde aftalt at tage ind og se 300, som har fået utroligt meget hype herovre. Så vidt jeg kan forstå har den også fået premiere i Danmark, så jeg vil ikke bruge for meget tid på at beskrive den, men i stedet nøjes med at fraråde jer at tage ind at se den. Jeg havde virkeligt glædet mig: Jeg elskede Sin City og trailerne havde fået mine forventninger endnu højere op. Men den var rigtigt skuffende. Slaget var utroligt flot, men det varede også to timer. Lidt ligesom hvis man bare taget åbningssekvensen i Saving Private Ryan, gjort den 6 gange så lang og så bare smidt nogle rulletekster op bagefter. Virkeligt uinteressant; og filmens morale (den smule der var) var virkeligt utiltalende: Noget med folk, blod og ære og at beskytte den civiliserede verden mod barbarene fra øst. Jeg havde advaret Sanne at det nok ikke ville være nogen decideret chick-flick, men hun var frisk, og da hun også godt kunne se på mig bagefter, at jeg også havde syntes, den var elendig, var der tilsyneladende ingen hard feelings.

Mandag tog jeg bare i skole som en helt almindelig dag. Jeg ved, der er en del lærere, der følger denne blog, og de vil sandsynligvis kunne genkende denne rytme for elevadfærd efter en ferie: Første dag var de fulde af energi og overskud. Anden dag var de helt nede, fordi de over ferien var kommet ind i et dårligt søvnmønster, og tredje dag er alt tilbage til normalt, som om ferien aldrig havde været der. Personligt vågnede jeg heldigvis op onsdag, da jeg sammen med Susans World History-klasse så et foredrag i skolens auditorium, som en pensioneret lærer, mr. Romanek, holdt for alle førsteårseleverne. Det var særdeles unerholdnende, på en lidt overvældende og småracistisk måde. Forestil jeg en ca. 2 meter høj, meget hvid mand i slutningen af tresserne iført Kimono og Karate Kid-pandebånd, der svinger et Samurai-sværd, mens han højlydt råber ting som ”It’s very important to understand other cultures!” og ”In Japan everyone is full of shame!”. For mig var højdepunktet, da for demonstrerede for en elev (8. klasse), som han havde hevet op på scenen, hvordan japanske erhvervsledere begår harikiri, hvis deres firma går konkurs.

Fredag var skolen lukket, så jeg var herhjemme. Jeg havde egentlig aftalt med Melissa og Susan, at vi skulle mødes inde i byen for at tage ind og se HipHop-bandet Jedi Mind Tricks, der spillede på et spillested ikke så langt fra, hvor Susan og hendes mand bor, og at jeg så skulle overnatte på deres sofa til dagen efter. Desværre blev Susans mand syg, og Melissas telefon gik i stykker på et meget uheldigt tidspunkt, så vi ikke kunne få lavet en præcis aftale. Og da det sidste tog fra Glenview til Chicago fredag aften kører kl. 19 gik det i vasken. Hvilket var utroligt ærgerligt; dels fordi jeg gerne ville se koncerten, jeg kan virkeligt godt lide JMT, og dels fordi jeg efterhånden havde fået opbygget er temmelig stort behov for at komme i byen, hvilket jeg ikke, bortset fra den bar i Schaumburg, jeg beskrev i et tidligere indlæg, har været overhovedet, siden jeg kom herover.

I stedet aftalte vi, at jeg skulle komme ind og mødes med dem inde i byen til brunch lørdag morgen. Da jeg kom ned på togstationen for at køre ned til byen viste det sig, at toget var ca. 40 minutter forsinket, så jeg måtte ringe til Susan og fortælle, at jeg ville komme for sent. Det begyndte så småt at ligne en eller anden form for sammensværgelse, der skulle sikre, at jeg ikke fik noget socialt liv, mens jeg var i Chicago, men på trods af alt lykkedes det mig endelig at komme frem til en meget hyggelig café i det område, der hedder Wicker Park, som en tre-fire metrostop nordvest for downtown. Brunchen var god, men ikke noget særligt, om end portionstørrelsen var ret overvældende, men det var rigtigt fedt at se de folk lidt udenfor skolemiljøet, og idet hele taget bare at komme lidt væk fra huset. Det store samtaleemne over bordet var, at Melissa (der desværre ikke kunne nyde meget af brunchen, da hun på grund af den jødiske påske ikke måtte spise brød, kager eller pandekager) skal flytte til San Francisco over sommerferien, og derfor forlader skolen. Jeg har overhørt lidt hvisken i krogene på skolen, som kunne indikere, at der lå en spændende sladderhistorie bag denne flytning, men det lod desværre ikke til at være tilfældet.

På grund af min forsinkelse var Melissa desværre nødt til at gå relativt hurtigt, da hun skulle til et påskearrangement med sin familie, men bagefter gik jeg ud og shoppede lidt sammen med Susan. Jeg har været i et seriøst shoppeunderskud, da jeg har forsøgt at holde lidt på pengene her i starten, så det var rigtigt lækkert at få gået lidt rundt og kigget lidt på butikker. Wicker Park er (fandt jeg ud af) et rigtigt fedt område, der som det eneste sted, jeg hidtil har oplevet i Chicago, har en charme, der kan minde lidt om de gode kvarterer i en europæisk storby (hvilket måske er et lidt mærkeligt succeskriterium, taget i betragtning af, at det jo ikke er en europæisk storby). En masse hyggelige små cafeer og spillesteder, og gode butikker både for tøj bøger og musik. Jeg købte et par sko, som jeg er meget glade for: Et par John Fluevog i lysegrønt ruskind og olivengrøn tatu. De var lidt dyre, men jeg er meget glad for dem, og jeg har jo i øvrigt altid ment, at shopping kun er rigtigt sjovt, når man ikke har råd!

Efter noget tids shoppen rundt, tog Susan hjem til sin syge mand og til gennemretning af eb hel bunke World History-opgaver. Selv fortsatte jeg ind til byen, hvor jeg besluttede mig til, at jeg ikke gad tage på museum den dag, og i stedet bare kørte rundt i en lille times tid på den højbane (the el), som kører på spor i 2. sals højde. Rundt i hele midtbyen. En virkelig god måde at få en fornemmelse af arkitekturen, og desuden til at få et billede af de mennesker, der færdes i city til hverdag. Da jeg ikke gad køre tog længere (eller mere præcist, da jeg skulle tisse, og derfor var nød til at forlade transitområdet og derfor skulle betale for at komme tilbage igen) stod jeg af på stationen ved hjørnet af State Ave. og Lake St., som ligger lige ved siden af byens største kunstbiograf, som er opkaldt efter USA's svar på Ole Michelsen, Gene Siskel, der kom fra Chicago. Jeg gik først og fremmest ind for at hente et program, men også for at se, om der skulle spille noget godt den eftermiddag. Det gjorde der ikke, hvilket var godt, da jeg derved havde en undskyldning til at gøre det jeg i virkeligheden havde lyst til:; At sætte mig ind på sportsbaren ved siden af, drikke en øl og se en eller anden form for sport på deres kæmpe TV.

Det det var muligt at se, var enten US Masters i golf, og så sportstrængende var jeg trods alt ikke, eller baseball-kampen mellem Chicago White Sox og Minnesota Twins, som jeg derfor gav mig til at se. Navnet på udebaneholdet åbnede pludselig mine øjne for en kulturel reference, som ellers var gået hen over hovedet på mig i alle disse år:
The Twin Cities (Minneapolis & St. Paul) -> Minnesota Twins -> Brandon og Brenda Walsh!

På sportsbaren faldt jeg i snak med nogle studerende fra DuPaul University (som ligger inde i byen), der tog mig under deres beskyttende vinger som en udenforstående europæer, og besvarede en række af mine spørgsmål om baseball. Det skulle gerne stille mig lidt bedre i samtalerne over frokostbordet på skolen, selvom alle der er fans af det andet Chicago-hold: The Cubs. Drengene kunne dog ikke besvare mit mest presserende spørgsmål: Hvorfor kasteren hedder en ”pitcher” og ikke en ”thrower”. I mit hoved er en pitcher noget, man serverer øl i, og at pitche er noget man gør med et filmmanuskript; men hvad ved jeg! Under alle omstændigheder en virkeligt god dag i byen, der ikke kunne ødelægges selv af den forfærdelige kulde (mellem 0 og 5 grader celcius), vi har haft de sidste uger, på grund af kolde vinde nordfra.

Søndag morgen stod jeg tidligt op for at se Flanderen Rundt over nettet. Jeg kunne desværre ikke komme igennem på de steder, hvor de streamede løbet direkte og jeg måtte derfor nøje med den løbende opdatering over cyclingnews.com kombineret med en strøm af indsigtsfulde SMS’er fra Peter. Men som alle mine medelskere af Sport på 3’eren eller tekst-Tv side 270 er der en særlig pervers fornøjelse ved at følge med i en sportsbegivenhed, uden rent faktisk at kunne se hvad der foregår. I hvert fald nåede jeg at komme helt op at køre over løbet, og sad bogstaveligt og bed negle de sidste 20 km, mens jeg ventede på den næste opdatering.

Ud på eftermiddagen, tog jeg bussen over til Mt. Prospect, hvor jeg sammen med Line, Nick, børnene og Sanne skulle køre til stor påskemiddag hos Nicks forældre med hele den græske familie. Det var utroligt hyggeligt, og godt at se Nicks forældre, bror, svigerinde fætter og kusine samt selvfølgelig alle børnene igen,; jeg har jo ikke set dem siden jeg var herovre sidst for næsten fem år siden. Maden var selvfølgelig også utroligt god og blev serveret i overvældende mængder: Kartofler, salat, bagte grøntsager, forskellige græske delikatesser med feta og spinat og ikke mindst masser af lammekød; for dele af familien markerede middagen jo afslutningen på fasten, hvor de ikke har spist kød eller æg. Derefter et helt overvældende dessertbord, hvor børnene (og lidt mig) gik amok i lagkage, Jell-O, Apple Pie osv. Som i forhåbentligt kan se på billederne i det foregående indlæg er børnene utroligt kære, og ret sjove at lege med. Chris (Nicks bror)’s børn ligner små græske prinsesser, Kosta er en rigtig charmetrold og Kira ikke til at stå for i al sin generthed.

Efter at være startet på skolen igen mandag er jeg stødt på det første betydningsfulde problem i mit arbejde. Det er meget svært at få eleverne til at melde sig til at deltage i de gruppeinterviews, som jeg ellers havde planlagt at bruge denne uge på. Dels er langt de fleste elever involveret i sport eller andre aktiviteter på skolen lige efter skoletid, dels er de ikke vant til at deltage i aktiviteter, som de ikke for karakterpoint for, hvilket jeg ikke kan deltage dem. Så jeg har været nødt til at aflyse de planlagte interview, og må nu finde på en ny strategi. Dette er særligt ærgerligt fordi jeg ellers har været så tilfreds med de feltobservationer, stile og billeddokumentation har hidtil har fået, at jeg, så snart interviewene er i hus, kan tillade mig at sige at jeg har tilstrækkeligt med empiri til at jeg ville kunne færdiggøre mit speciale. Dette ville give mig friheden til at eksperimentere lidt mere metodisk set, uden at skulle bekymre mig om at løbe tør for tid, hvis eksperimenterne ikke skulle lykkedes. Men, trods alt må man jo sige, at det er en privilegeret situation at være i, og jeg kan ikke rigtigt tillade mig at brokke mig over et enkelt lille tilbageslag.

Nå, det må være nok for denne gang. Jeg håber I har det godt og at I har haft en god påske, og jeg er fortsat meget glad for de mange mails, som jeg gør mit bedste for at svare så hurtigt jeg kan.

Jo, for resten. Jeg skal huske at skrive til de folk, jeg ikke allerede har fortalt det til, at jeg nu endelig har købt billet til årets Roskilde Festival, og jeg glæder mig sindssygt meget. Jeg håber så mange af jer som muligt også har lyst og mulighed til at tage derned i år: Det kan ikke undgå at blive en god festival.

The return of pictures

Endnu en ladning billeder:

Endnu et billede af skyskraberne, der aldrig holder op med at vaere fascinerende. Denne gang fra flod-niveau.

Rundvisningen paa Art Institute. Kvinden ved siden af det meget Rubens-agtige barok-maleri (som jeg allerede har glemt, hvem der malede; det var ikke Rubens) var vores rundviser.

Det her er Sanne, der her sider og venter i forhallen til biografen, inden vi to gik ind og saa 300

Susan (forrest) med hendes mand Joe, Melissa og jeg paa Cafe og spise Brunch.

The El, den Pink linie. Nede under banen loeber Wabash Ave.

Mine nye sko: hurra!


Kira, der faar laest historie af bedstefar Dinos

Nick (forrest) og hans bror Chris, der ser golf efter maden.

Hele den pukkelryggede, graeske familie. Bedstemor Maria skaerer lagkagen, mens Lia og Angela kigger paa.

Line, der leger med farvede aeg sammen med Kira og Lia.

Fear and Loathing in Chicago

Fredag eftermiddag

Hvad der ifølge Isabels blog (som jeg går ud fra er sandfærdig) er sket under hendes USA-ophold den seneste uge: Hun har været til stor reception i forbindelse med åbningen af den svemske ambassade; det er blever organiseret, at hun skal synge i et kor foran totusind mennesker og hun har mødt Colin Powell. Hvad der er sket i mit liv i den seneste uge: Jeg har købt en cykel; jeg er kommet på fornavn med ekspidienten i min lokale Blockbuster (en meget venlig dværg ved navn Jeff), og jeg har tørret opkast op for Hayes’ernes kat, der havde forædt sig. Jeg blkiver totalt upstaged.

Ja, der er ikke sket så meget i den forgangne uge, hvor skolen som bekendt har været lukket og jeg har været alene i huset. I stedet for at gå for meget i detaljer med dette vil jeg derfor i stedet fortælle lidt om en af de ting, man ikke kan undgå at lægge mærke til, når man er herovre. En af de ting, som vi alle sammen godt ved findes, med som det er nmeget svært at forholde sig til, indtil den også bliver en del af ens egen hverdag: Frygten.

Det var sociologen Frank Furedi, der, så vidt jeg ved, første gang anvendte begrebet ”culture of fear”, til at beskrive et fænomen, der gennemsyrer den amerikanske virkelighed, og vel ikke mindst den hvide middelklasse, som jo også er mit miljø. Et miljø, hvor frygten for kendte og ukendte farer gennemsyrer virkelighedsfornemmelsen og hverdagen, på en måde, således at den bliver et centralt træk ved selve den kulturelle eksistens og ved samtlige samværsmønstre og –former. Michael Moore beskrev den i ”Bowling for Columbine” og et utal af andre film, artikler og bøger har på den ene eller anden måde prøvet at indkredse fænomenet, der som alle andre kulturelle fænomener er næsten umulige at afgrænse eller for den sags skyld beskrive meningsfyldt.

Jeg ser ikke Fox News og jeg læser ikke tabloidaviserne, så jeg kan ikke rigtigt udtale mig om de politiske implikationer af kulturen, eller for den sags skyld give funktionalistiske forklaringer på gænomenet,, men i stedet kan jeg fortælle om et par af de observationer, jeg har gjort mig; baseret på det samme syn på kultur og hverdagsliv, som også gennemsyrer mit eget projekt: Et syn, hvor grænsen mellem den rituelle og den praktiske handling grundlæggende set er udvisket, og de kulturelle værdier udtrykkes og reproduceres hver eneste dag, gennem anvendelsen af bestemte virkelighedskategoriseringer, rationaler og handlingspraksisser.

De fleste af os har sikkert i alle mulige amerikanske serier set den arketypiske forstadsfar i en henkastet bemærkning notere sig, at han ville ønske, at han kunne låse sine børn inden i garagen indtil de blev halvtreds. Sikkert ikke en ukendt følelse for alle forældre, der jo meget naturligt er bekymrede for deres børn, og bekymrede over det faktum, at det ikke kan lade sig gøre at overvåge eller beskytte barnet på alle tidspunkter eller i al fremtid. Men jeg tror, der ligger mere bag den næsten maniske repetition af denne banalitet, end hvad man måske lige er bevidst om. Jeg har adskillige gange (og det er virkeligt adskillige gange) fået denne forestilling gentaget af folk herovre. ”Det ville være bedre, hvis jeg bare kunne isolere mine børn fra de farlige omgivelser”. Kriminalitet, trafikuheld, børnelokkere, narko, porno, sygdom, voldelige computerpil, religiøse sekter og hvad der tilsyneladende er favoriten for tiden, internetforbrydere, er alt sammen noget, der er ”derude”, og som ”vi” skal beskyttes fra. Om alle disse folk har fortalt mig det som en del af normal hyggesnak, for at fortælle mig noget om den amerikanske hverdag, for at advare mig, eller for at minde sig selv om eksistensen af faren, er umuligt at afgøre.

Hver anden reklame herovre (og det er mange) handler på en eller anden måde om beskyttelse mod farer: Hvis det ikke er deciderede reklamer for beskyttelsesudstyr, vagtværn, medicin eller forsikringer mod alverdens ting er det en frygt, der er indskrevet i den fokusering på produkternes sikkerhed, andre reklamer er fulde af. En bankreklame har det oven i købet som sit primære salgsargument, at de har det sikreste vagtværn overfor identitetstyveri; en anden tilbyder at man for $200 om måneden kan tilmelde sig en service, hvor de hver dag går ind og tjekker at der ikke bliver hævet sociale ydelser eller oprettet lån på ens Social Security-nr.

Jeg har ved forskellige lejligheder fået udpeget mindst ti forskellige områder eller kvarterer, som jeg skulle undgå, fordi de folk, jeg har talt med (typisk meget tiltalende, veluddannede og, efter amerikanske standarder, venstreorienterede) beskrev dem som farlige. Det er selvfølgelig ikke steder, jeg rent faktisk er i stand til at undgå, da jeg ikke ved, hvor de ligger. Dette forsøg på en geografisk fiksering af faren, har selvfølgelig sine beroligende aspekter, men i endnu højere grad understøtter den forestillingen om usikkerhed som et evigt presserende problem.

I togene, i klasseværelserne og i alle butikker hænger beskrivelser af allehånde sikkerhedsprocedurer, samt opfordringer til at melde mistænksom adfærd til myndighederne. Disse skyldes sikkert også en frygt (!) for sagsanlæg, hvis der nu skulle ske noget, men det er lig netop dette, ”hvis der nu skulle ske noget”, der er hele humlen.

Jeg har endnu ikke prøvet at sidde og køre i en amerikansk bil uden at dørene var låst. Dørene er låst, mens man sidder inde i bilen! Bilen er altså ikke låst for at beskytte bilen mod indbrud mens den er ubevogtet, men for at beskytte de personer, der sidder inde i bilen mod, …ja, mod hvad? Hvis man spørger folk, så er det for at beskytte mod GTA-agtige carjackings, altså situationer hvor forbrydere river bildøren op, og hiver føreren ud for derefter at køre af sted med bilen (og det er hvis man er heldig). Men så vidt, jeg har kunne google mig frem til er den type forbrydelser noget der sker en-to gange om året i Illinois, og er som sådan væsentligt mindre sandsynligt end lynnedslag eller at blive kørt ned af en traktor.

Men, lyder det logiske spørgsmål, er det ikke værd at bruge de brøkdele af et sekund om dagen på at låse døren, eller tjekke alle nødudgange, eller tjekke pensionsopsparingen for at sikre, at den ene om året så i det mindste ikke bliver én selv. Mon ikke den ene person om året, det sker for om året, ville ønske at han havde låst sin bildør. Sandsynligvis, men spørgsmålet er, hvad resultatet af al denne forsigtighed er for ens eget velbefindende og for ens samvær med andre mennesker. Jeg tror, og mener at have observeret, at frygten på et eller andet tidspunkt har overskredet grænsen fra at være en sund skepsis og påpasselighed til, for mange, at blive et næsten sygeligt, og i hvert fald livskontrollerende, kulturelt, erkendelsesmæssigt og handlingsstyrende fokalpunkt. Og denne bevægelse starter i ophobningen af ”hvis nu der skulle ske noget”-er. Det er selvfølgelig langt fra noget eksklusivt amerikansk fænomen. Men hvis man anvender som tommelfingerregel, at alle de betydningsfulde kulturelle fænomener i USA på et eller andet tidspunkt bevæger sig over Atlanten, er værd, også i Danmark at tænke over alle de små hverdagsritualer. Er den sikkerhed de giver, den usikkerhed de giver, værd?