CHicago, I never knew thee!

Søndag formiddag

Hvordan skal jeg nogensinde få presset alt hvad der er sket den sidste, ja måned er det vel næsten, ind i et indlæg? Som jeg også omtalte i den mail, jeg sendte ud til flere af jer er det jo ironisk, og selvfølgelig også et tydeligt tegn på min uerfarenhed som skribent, at min langvarige tavshed jo primært er et tegn på at der er sket væsentligt mere end i den første tid, hvor jeg uden problem kunne klampre to eller flere indlæg ud om ugen, uden noget egentligt indhold. Om ikke andet bliver det jo i hvert fald nødt til at betyde, at jeg er nødt til at være noget mindre detaljeret i dette indlæg end jeg plejer, hvilket vel egentlig kun er en god ting for alle, ikke mindst læserne.

Den første og vigtigste ting, der er sket i perioden siden mit sidste rigtige indlæg er, at jeg er flyttet! En fredag for nu snart flere uger siden efter skoletid tog jeg ind til Chicago for at nå at en særudstilling på Art Institute med Fransk kunst 1880-1920, som jeg havde undgået på mine tidligere besøg fordi den krævede en forhøjet entre på $10 ekstra (det er standard praksis på museerne herovre, der jo stort set alle er privat finansierede at have graduerede entrépriser, afhængig af hvilke dele af samlingen man er interesseret i). Men da det nu var udstillingens sidste dag, og jeg desuden havde opdaget ved andre museumsbesøg, at jeg ofte kunne slippe for at betale entre ved at udgive mig for at være skolelærer og vise mit medarbejderkort fra skolen. Den hoppede de godt nok ikke på på Art Institute, men til gengæld stod der en mand bag mig i køen, der havde årskort og derfor havde lov til at tage en gæst med gratis ind. Han tilbød mig derfor at komme med han ind at se udstillingen gratis, hvilket jeg naturligvis sagde ja til, og fulgtes derefter rundt på den i øvrigt ganske glimrende udstilling sammen med. Hvad jeg ikke vidste, var at det den nat var Chicago’s svar på Kulturnatten, Looptopia, og der var derfor både jazzkoncert i gården og champagnebar i middelaldersamlingen. Alt i alt en rigtigt god dag i byen.

SÅ meget desto større var min overraskelse derfor, da jeg ud på aftenen kom hjem til huset i Glenview, stadig lidt under champagnens lystiggørende indflydelse, og fandt Hr. og Fru Hayes siddende i spisestuen med slukket lys i bedste Cape Fear-stil, og som det første da jeg trådte ind af døren fortalte mig, at de gerne ville have jeg at jeg flyttede, senest søndag middag altså lige præcis 40 timer senere. Nogle af jer kan måske huske, at jeg for noget tid siden i et tidligere indlæg havde gjort mig lystig over det billede af familiens søn i spejderuniform (ham der nu lige er blevet færdig som FBI-agent), som hang over min seng, og som jeg, da jeg flyttede ind, havde taget ned for at skabe bare et minimum af hjemlighed på det gennemført u-hyggelige værelse, jeg nu skulle bo i næsten tre måneder. En af Hayes’erne havde af en eller anden årsag været ide på mit værelse den fredag og havde set, at skifterammen med billedet nu stod på gulvet og havde besluttet, at det var en så stor fornærmelse af deres hjem og deres familie, at de ikke længere kunne tåle at have mig indenfor deres vægge, og at jeg derfor uden varsel, uden yderligere forklaring eller uden mulighed for at undskylde øjeblikkeligt måtte finde noget nyt.

Jeg var selvsagt temmelig rystet, og vidste overhoved ikke hvad jeg skulle gøre. Som I jo ved havde det været svært nok i sig selv at finde det første sted jeg boede, og nu havde jeg så under to dage, stadig uden at kende nogen synderligt, og uden at vide, hvor jeg skulle lede. Det første jeg gjorde var derfor at ringe til Susan, for at bede om hendes hjælp. Da jeg havde været i byen med hendes venner nogle dage tidligere, som jeg omtalte i mit seneste indlæg, var der flere af dem, der havde nævnt, at de havde ekstra værelser, hvis jeg af en eller anden grund var nødt til at flytte. Jeg spurgte derfor Susan, om hun ville ringe rundt og forhøre sig om, hvem der havde ment det, og hvem der evt. kunne være klar til at jeg kunne flytte ind med kort varsel. Det sagde hun heldigvis ja til, hvorefter jeg ringede til Line og aftalte, at jeg evt. ville kunne sove hos dem i nogle dage indtil alt gik i orden. Det korte af det lange er, at jeg var nødt til at bo hos Line og Nick indtil torsdag, inden jeg fik lavet en aftale med en af Susans forældres veninder Kathy, der bor sammen med sin 22-årige datter Emily, tilfældigvis lige rundt om hjørnet fra fam. Hayes i Glenview, hvor jeg har boet lige siden. Og et har virkeligt været en fornøjelse at bo her. Emily og Kathy er virkeligt søde, og jeg nyder virkeligt min nye bolig (hvor der bl.a. er en lille swimming pool – læks), og at være sammen med nogle interessante, afslappede og, vigtigst af alt ikke sindssyge, mennesker.

Dagen efter den famøse fredag havde jeg tidligere aftalt med Sejal, at vi skulle ud og shoppe sammen. Jeg havde endeligt fået mit nye Dankort, efter at det gamle var blevet væk, og jeg havde en hel del opsparet shoppe-energi og -penge, der skulle brændes af. Det viste sig jo også, at det skulle blive en kærkommen lejlighed til at jeg kunne slippe af med nogle frustrationer i forhold til familien Hayes. Det skulle nu ikke ødelægge en god shoppe-tur, hvor Sejal hentede mig og kørte os ud til et af se store malls i nærheden. Den type steder er jo grundlæggende ikke specielt charmerende, men dette var dog helt klart et af de bedre af slagsen, med en kunstigt skabt gågade, med butikker på hver side og en meget god stemning. Vi fik købt end del og fik i sædvanlig stil overtalt Sejal til at købe noget meget lyserødt tøj, som hun under normale omstændigheder ikke ville have købt, og som hun formentlig grundlæggende ikke havde råd til. Derefter gik vi ud og spiste på en virkeligt lækker Thai-restaurant, hvor Sejal fortalte om sin store plan med at samle en stor gruppe, der skulle rejse rundt i Indien næste år. En plan som jeg, stadig opstemt af shoppe-adrenalin, øjeblikkeligt koblede mig på. Det var naturligvis helt uforpligtende, men et eller sted tror jeg godt, jeg kunne finde på det – ikke mindst hvis det kunne kombineres med et besøg hos Torsten i Nepal…

Mens vi sad på restauranten ringede Emily og fortalte grædende, at hun (igen, se tidligere indlæg) havde slået op med sin kæreste, og havde behov for at komme ud og more sig, hvilket jeg naturligvis var helt med på, club-mæssigt underernæret som jeg var. Jeg havde på det tidspunkt endnu ikke været ude efter midnat på noget tidspunkt siden jeg kom til USA. Vi aftalte derfor at mødes på en bar inde i byen, og så finde ud af hvad vi gjorde derfra. Det endte med at blive er rigtigt god bytur, mig, Sejal, Emily og Justin, den sorte capoeira-instruktør, jeg omtalte i et tidligere indlæg, og som helt klart havde sat næsen op efter at blive Emilys rebound-fyr, hvilket dog ikke lykkedes ( i hvert fald ikke den aften). Vi endte på et sted, der både indretnings-, klientel- og DJ-mæssigt mindede meget om Apparatet på Nørrebrogade, både på den gode og den dårlige måde, men farvede drinks og middelmådig house var mere end rigeligt til at tilfredsstille mit by-behov den aften.

Udsmidningen fra fam. Hayes’ hus kunne dårligt være kommet på et dårligere tidspunkt, da jeg jo havde aftalt med Toke og Isabel, at de skulle komme på besøg den kommende weekend. Den primære årsag til, at vi var endt med den løsning i stedet for, at jeg tog til Washington eller at vi alle mødtes i New York var netop at jeg havde lovet at vi alle kunne bo gratis i Glenview. Selv om min aftale med Kathy sådan set var faldet på plads, da de kom, syntes jeg alligevel ikke, at jeg ville læggeud med at have to gæster boende den allerførste weekend, og jeg aftalte derfor med Toke og Isabel, at vi alle tre bookede os ind på et hostel inde i byen. Bortset fra det rent økonomiske aspekt viste det sig nu at være en rigtigt god idé, da det jo betød at vi faktisk fik tre hele dage inde i byen i stedet for at spilde hele den første aften i Glenview. De to landede i Chicago tidligt morgen (og havde været endnu tidligere oppe - spørg Toke hvorfor), og tog så en taxa ud på skolen hvor vi spiste lækker morgenmad på en restaurant i nærheden, og de mødte mine kolleger og fik den store rundtur på skolen, inden vi gik kolde på tilskuerpladserne til skolen football-stadion og tog en middagslur under den bagende middagssol (Toke blev temmelig solskoldet). Efter skoletid spurgte jeg rundt på kvarteret for at høre, om vi kunne få et lift ind til byen med en af dem. Den eneste der meldte sig var Ben Widner, men det viste sig hurtigt at hans Jeep var så fyldt med al muligt ragelse, at det ikke var fysisk muligt at vi alle tre kunne sidde der vores bagage, og vi måtte derfor tage toget ind til byen (igen meget til Tokes begejstring, da vi så ikke færre en fire forskellige slags lokomotiver, mens vi stod og ventede). Jeg vil ikke kede jer med en play-by-play gennemgang af hvad vi lavede, men det var en virkeligt godt besøg, hvor vi både nåede på havnerundfart, i det store Akvarium, på jazzbar og meget mere.

Lørdag aften holdt Susan polterabend sammen med alle sine veninder, hvilket jeg selvfølgelig ikke var inviteret til, men jeg havde aftalt med dem, at vi ville mødes med dem senere på aftenen på et et diskotek, så det gjorde vi. Det viste sig at være en HipHop-club på West Side med omkring 95% sorte, dansede til computermiksede udgaver P. Diddy og Fergie. Det var nu meget sjovt alligevel, og polterabend-gruppen, der også inkluderede Sejal, Emily og Melissa, var så fulde at de formentlig stort set ikke bemærkede hvad der foregik. Sådan et selskab er det altid lidt svært at falde ind i – især er jeg sikker på at Isabel nød at blive skudt i munden med en vodka-fyldt, tissemandsformet vandpistol – lige hendes stil. Vi morede os nu meget godt alligevel.

Tidlig mandag morgen sendte jeg Toke og Isabel ud i lufthavnen, hvor de skulle videre til New York, og jeg tog toget ud til Mt. Prospect, hvor jeg for første gang var hjemme med børnene sammen med Sanne hele dagen for første gang uden Line eller Nick. Det var utroligt påfaldende, som Sanne også havde fortalt, hvor meget mere selvstændige og modne tvillingerne virkede når deres forældre ikke var der, og det var virkeligt en fornøjelse at lege med dem i løbet af dagen. Om aftenen landede min mor, og Line og Lia kørte ud og hentede hende i lufthavnen, mens jeg passede tvillingerne. Det var dog ikke meget jeg nåede at se til hende den aften, fordi næsten så snart hun var landet og de små havde jeg fået deres gaver tog jeg tilbage til Glenview, hvor jeg jo skulle flytte ind hos Kathy og Emily (fam. Endo) for alvor.

Det blev der dog taget revanche for dagen efter, hvor min mor tog en taxa op på skolen, og ligesom Toke og Isabel, fik både morgenmad og den store rundvisning. Det var også den dag jeg holdt det oplæg for lærerne, som jeg lagde op på denne blog for noget tid siden, så det fik hun også at se. Ellers gik ugen hurtigt, vi fik både set Art Institute (igen) og det naturhistoriske museum og en masse andre ting, en del af dem sammen med Sanne, der, tror jeg, så besøget som en kærkommen undskyldning til at komme lidt ud af huset. Et af højdepunkterne var, da vi alle tre tog på bluesbaren Buddy Guy’s Legends, desværre uden at møde legenden selv, og hørte et ganske udmærket delta blues-band og spiste noget af det stærkeste grillmad, jeg nogensinde har fået. En meget autentisk oplevelse. Bortset fra alt det var det selvfølgelig dejligt at se sin mor igen, og (ligesom det havde været med Toke og Isabel) dejligt at have nogen, man både kunne vise byen frem for og kunne opleve den sammen med.

De sidste par uger siden hun tog hjem er gået meget stille og roligt. Jeg har taget på skolen nogle gange, dog uden få lavet vild meget, fået cyklet nogle gode lange ture og er taget ind til byen et par gange. Men egentlig har det været lidt mærkeligt, fordi det egentlig bare har været tid, hvor jeg har gået at ventet på at det hele skulle slutte, og skulle tage ud for at mødes med Stu og Dave. Men jeg er nu glad for at jeg er blevet i området alligevel. Dels fordi det var godt at få fuldt mit ophold på skolen helt til dørs ved at blive der indtil skoleåret sluttede, og dels fordi jeg så har kunne bruge de sidste par uger på at få konsolideret nogle af venskaber, jeg har fået herovre, så jeg nu tror der faktisk er en god chance for at de vil kunne holdes ved lige. Især mit forhold til Susan er virkeligt blevet godt, og jeg kunne virkeligt mærke, da jeg sagde farvel til hende i onsdags, at jeg kommer til at savne hende, når jeg er tilbage i Danmark. Så meget som jeg har savnet alle jer, og så glad jeg har været for alle de hilsner og mails, jeg har fået, så har det været hende, jeg har været tættest på over de seneste måneder, og hende, jeg er gået til, når der var noget. Nu er hun som bekendt i Korea, hvor hun og Seung-Chol skal giftes på fredag, men jeg ser frem til at høre fra hende igen, når hun kommer tilbage, og jeg håber, vi vil kunne holde kontakten ved lige; og det samme gælder i øvrigt også flere andre på kontoret.

Jeg har skrevet et lille brev til dem alle sammen, som jeg gav dem i forbindelse med kontorets sommerferiefrokost, hvori jeg også har givet mine kontaktoplysninger, hvis de nogensinde skulle befinde sig i Danmark eller omegn. Frokosten blev afholdt samme dag som den famøse Danmark-Sverige-kamp, som jeg fik løbende SMS-opdateringer om fra Peter. En følelsesmæssig rutsjebanetur uden lige, der bestemt ikke blev gjort mindre af de ind i mellem noget kryptiske beskeder eller for den sags skyld af den flaske Bitter, som jeg havde fået min mor til at tage med over, og som jeg nu påduttede alle og enhver. Heldigvis fik jeg genoprettet lidt af Danmarks ære ved at tæve samtlige på kontoret i badminton, en sport der herovre bliver betragtet som ren strandhygge og væsentligt under Ultimate Frisbee i prestige.

I går var jeg til Lias femårs fødselsdag, hvilket var rigtigt hyggeligt. Jeg havde købt sådan drejedims, man kunne bruge til at lave psykedelisk udseende malerier med, som hun blev meget glad for, men fødselsdagens helt store clue var, at Lia af sine forældre fik en lille hoppeborg, der kunne stå i baghaven, men som alligevel var stor nok til at alle tre børn kunne være i den. Ret sejt, jeg var lidt misundelig over, at jeg man skulle være under fem fod høj for at måtte lege på den. Jeg må vente til vi kan komme på hoppepuden ved Øer på Mols. Efter fødselsdagen, var der et arrangement i fam. Skoufus, som jeg ikke var inviteret til, hvilket passede mig glimrende, da det betød, at Sanne og jeg i stedet kunne tage ind til byen. Jeg havde foreslået, at vi kunne tage ud og se Chicago Fire spille (rigtig) fodbold, men det hun ikke rigtigt tændt på (øv), så i stedet tog vi til Chicago Blues Festival, en stor gratis festival i Grant Park, hvor vi så to rigtigt gode blueskoncerter.

Så det var det – i store træk! Jeg glæder mig meget til at se jer alle sammen igen og fortælle jer om alle de ting, jeg ikke har fået med her. Men i første omgang glæder jeg mig meget til den store vandretur med de skøre englændere. På tirsdag flyver jeg til Denver, hvorefter jeg har en 7 timers bustur ud til der, hvor de to befinder sig. Men derefter er der bare midtvestens flade sletter foran os, indtil jeg på næste tirsdag vender næsen hjemad. Hvis det er muligt vil jeg forsøge at skrive indlæg i løbet af den kommende uge – det kan ikke undgår at blive et oplevelse, men hvis ikke bliver dette det sidste på denne blog, og vi må ses i den virkelige virkelighed. Husk, at I kan læse om den store vandretur på www.walkingthestates.com, og husk at komme til hjemkomstfejringen på Rust i København, fredag d.22 fra kl. 23.