Mapping the world, one office at a time

Lørdag Aften

Der er ikke rigtigt sket noget vanvittigt ophidsende siden mit sidste indlæg, og min weekend tegner heller ikke til at bringe noget, der skulle berettige et blogindlæg (selv ikke med den udsædvanligt lave tærskel for, hvad der kunne betragtes som interessant, som jeg eller har lagt for døren tidligere), udover det faktum, at det endelig er blevet varmt, og jeg derfor har været ude og cykle en lang tur i dag og planlægger at gøre det igen i morgen, og at jeg skal mødes til en kop kaffe med Susan i morgen eftermiddag.

Jeg har derfor valgt i stedet at bruge tiden og pladsen på at leve op til en af de forespørgsel, jeg har fået over mailen, og give en mere præcis beskrivelse af de folk, jeg omgås til daglig, udover bare at henvise til dem ved deres navne (og i sjældne tilfælde med billeder). Line med familie, Sanne og Fam. Hayes tror jeg, jeg har skrevet nok om, så jeg vil koncentrere mig om folkene på kontoret; dvs. de ansatte i Sociel Studies-afdelingen på GBS, og desuden fortælle lidt om de klasser jeg følger. Strukturen giver sig selv, da mit skrivebord på kontoret er placeret helt nede i hjørnet. Jeg kan derfor blot starte med den person, der har skrivebordet ved siden af mig og arbejde mig væk derfra. Jeg ved ikke præcist, hvordan skrivebordende er blevet fordelt gennem tiden, men det er mit indtryk, at man hver gang, der bliver et bord ledigt på grund af afgang, så kan de øvrige lærer i en rækkefølge bestemt af senioritet bestemme om han/hun ønsker at overtage det ledige bord pga. bedre adgang til vinduer, skabe, overblik over kontoret og så videre. Hvis en person ønsker at overtage skrivebordet, bliver denne persons skrivebord således lagt ud i puljen og så videre. Det bord, der således er tilbage, når alle der ønsker at flytte – det vil sige det mindst ønskværdige skrivebord overdrages således til den nyansatte, der afløser den bortrejste. Mit skrivebord falder udenfor dette delikate spil, da det kun midlertidigt er blevet opgraderet til skrivebordsstatus fra tidligere at have været det bord, hvorpå lærerne kunne gennemse evt. videoer, de ville vise for eleverne (og der bliver vist meget video i undervisningen – det kan jeg måske skrive om en anden gang). Jeg skal huske at nævne, at eleverne altid tiltaler lærerne (og mig) ved deres efternavn (jeg er Mr. Jensen), men her har jeg valgt at bruge de navne, som de selv bruger på kontoret til hverdag.

Den person, der sidder umiddelbart ved siden af mig er Mr. Masciopinto, altid bare omtalt om tiltalt som Mash eller (af eleverne) Mr. Mash. Mash er en mand i 50’erne, der udelukkende underviser i psykologi-fag, herunder hans eget valgfag ”The Brain”, der så vidt jeg kan forstå er en introduktion til hjernens biologi og psykologi, som han underviser sammen med en af lærerne den naturvidenskabelige afdeling. I det hele taget er han, paradoksalt nok, meget fysiologisk og individorienteret i sin forståelse af psykologi-faget, og det er helt tydelig, fra de samtaler, jeg har haft med ham, at han ikke forstår meget af de mere sociologiske aspekter af sit fag, som jeg opdagede da jeg (som omtalt i mit forrige indlæg) kom ind i hans klasse sidste uge for at fortælle lidt om mit feltarbejde i Chile. Selv et relativt simpelt fænomen som ”fangens dilemma” (en illustration af hvordan et individ pga. manglende indsigt i andre subjektiviteter ikke har mulighed for at træffe rationelle beslutninger) var han godt på vej til at forkludre på en måde så meningen gik helt tabt. Bortset fra det er han en usædvanligt flink fyr, som desværre ikke (på grund af hans manglende ordenssans) er særligt vellidt på kontoret, især ikke blandt de folk der deler undervisningslokaler sammen med ham.

På det næste bord kommer Ryan, den første af en gruppe unge kvinder omkring de 30, der er kommet ind på kontoret i løbet af de seneste par år, og som har brudt den dominans af AWM (Aging White Men), som ellers havde været dominerende på stedet i årevis. Jeg følger ikke længere nogle af Ryans klasser, og hun har ikke frokostpause på samme tidpunkt som mig, så hun er en af dem, jeg ser mindst til. Ærgerligt nok, for hun virker ellers meget interessant, og er helt klart den på kontoret, der har en livsstil, der mest ligner den, jeg selv har i København. Hendes mand Mike, som jeg har mødt en enkelt gang, er musiker og har et solo-singer/songwriter-projekt under navnet Owen Kinsella eller Mybandowen, som jeg må indrømme, jeg ikke kendte, men som tilsyneladende er rimeligt stort på scenen: han har i hvert fald 16.000 MySpace-venner og et par fansider dedikeret til ham. Musikken er bestemt også udmærket, om end lidt kedelig efter min smag. Hvis der er nogen af jer, der kender det, må I meget gerne skrive. De to rejser til Europa på turné til sommer og skal spille i både Amsterdam og Berlin, men ikke København. Jeg har snakket lidt med hende om at mødes i Berlin, men nu må vi se.

Efter Ryan kommer Carl, som jeg skrev om i mit seneste indlæg. Men blot for lige at rekapitulere; Carl er tidligere præst, i 50’erne og utroligt tiltalende. Han underviser bl.a. i Urban studies, der grundlæggende er et kursus i Chicagos historie og geografi, og skal snart på en gåtur med sine elever til de vigtigste arkitektoniske perler downtown, som jeg forhåbentligt kan få sneget mig med på, selvom jeg ikke her fulgt hans klasse. Jeg har hørt et rygte om, at han har svært ved at overføre den store varme og interesse, som han udstråler til hverdag i hans undervisning, og at de fleste elever derfor betragter ham som lidt upersonlig og streng, hvilket jeg har utroligt svært ved at forestille mig. Men jeg har som sagt ikke selv overværet noget af hans undervisning, så jeg ved ikke om det er rigtigt.

Næste i rækken er Coach. I skrivende stund kan jeg faktisk ikke huske, hvad Coach hedder i virkeligheden, han omtales altid som sådan, og minder på mange måder også om det billede jeg har inde i mit hoved af den arketypiske ungdomstræner (i baseball i øvrigt). Lidt som Tom Køhlert måske ville have set ud, hvis han havde drukket knap så mange bajere. Der er mange af lærerne, der supplerer deres indtægt ved at træne et af skolens utallige sportshold, men Coach er den eneste for hvem det tilsyneladende overskygger hans faglige identitet. Som fagmand ved jeg heller ingenting om ham: Ikke en gang hvad for nogle fag, han underviser i. Næsten alle på kontoret underviser i en eller begge af de obligatoriske fag, afdelingen udbyder; World History for førsteårsstuderende og U.S. History for tredieårsstuderende; og derudover et eller flere valgfag. Men hvad disse er for Coach’s vedkommende ved jeg altså ikke.

Mary som er den næste i rækken ved jeg til gengæld hvad underviser i, fordi hun er den første af de nævnte, der underviser en af de klasser, jeg følger. Mere om denne senere. Mary har får nyligt fejret sin 50 års fødselsdag og fungerer lidt som kontorets mor. Jeg kan personligt utroligt godt lide hende; hun minder lidt om Marianne Reinholt (min nabo gamle nabo i Holbæk og Simons mor, for de af jer, der ikke ved det); meget hyggelig og tillidsvækkende, og med den form for ro i sin væremåde og sin undervisning, som man kun kan opnå ved at være en god lærer igennem mange år. Med Mary er vi også noget frem til det, vi kan betragte som kontorets hjerte; en række af virkeligt gode og underholdende folk, der er samlet omkring indgangen til kontorets tekøkken og møde-/frokostlokale.

Næste deltager i dette er Mr. Zapler, bedre kendt som Zap eller ved sjældne lejligheder Zap Dog. Kontorets spøgefugl, altid snakkende og meget ofte også meget underholdende. Han bor i øvrigt kun lige rundt om hjørnet fra Line og Nick i Mt. Prospect. Han er helt tydeligt en af den slags mennesker, der nyder at mene det modsatte og alle andre, og kan som en følge af dette godt virke lidt irreterende. men da jeg personligt også meget ofte rent faktisk mener det modsatte af de ting, der herovre er almen enighed om, finder jeg ret ofte at han er den, jeg er mest enig med. Eksempelvis er han den eneste der konsekvent og åbenmundet taler imod niveau-inddelingen af eleverne. Hvis jeg skulle lave dette studie om, ville jeg nok have valgt at følge hans Issues and Answers-klasse, der virker den klasse af alle, der bruger mest tid på fri diskussion og mindst tid på Multiple Choice-prøver. Men et er nok for sent at nå at skifte nu; det vil vise sig.

Endnu et hak videre sidder Emily. Hun er den yngste af lærerne, og er kun lige fyldt 28. Hun er selv opvokset i Glenview og gammel elev på skolen, og har faktisk haft en del af de ældre lærere i sin egen skoletid. For nogle uger siden fandt vi hendes gamle yearbook frem og kiggede i den. Hvilket var ret sjovt, da det gav et godt indblik i det sociale liv på skolen, som jeg ellers har svært ved at gennemskue. Emily er af svensk afstamning, men hendes altoverskyggende interesse er Latinamerika og alt hvad der dertil hører. På mandag skal jeg med hendes Latin American History-klasse på udflugt til det mexicanske kvarter Pilsen, og hun har ved flere lejligheder boet og rejst i det meste af Latin Amerika (dog ikke i hverken Cuba eller Chile, som er de lande i området, jeg har besøgt). Meget sød og vellidt af eleverne, der helt klart føler, at de kan relatere til hende på en anden måde end til mange af deres andre lærere på grund af hendes alder og baggrund. Pudsigt nok er hun den eneste, der aktivt har udtrykt bekymring over hvordan mit studie vil fremstille hende, da hun ikke føler, at hun har levet op til sit bedste mens jeg har observeret hendes klasse. Jeg har selvfølgelig gjort, hvad jeg kan for at berolige hende, og jeg tror det har virket nogenlunde.

Ved siden af hende sidder endnu en af de unge kvinder, Melissa, som jeg tidligere har skrevet om. Melissa flytter til San Francisco til sommer og er derfor ved at afslutte sit sidste undervisningsforløb på GBS. Hun er en af de lærere, hvor man ikke hører så meget om hendes undervisning, men hvor det tilsyneladende er klart, hvor meget hun giver til de forskellige klubber på skolen, som hun er ansvarlig for, herunder HipHop Coffeehouse og Onward House, som er et projekt, hvor elever fra GBS et par gane om måneder kører ind til byen og giver lektiehjælp i et beboerhus. Meget prisværdigt initiativ. Derudover her Melissa også kontorets suverænt mest hengivne studentermedhjælpere, Erin og Julie, der tilsyneladende altid er på kontoret, uagtet om Melissa har noget arbejde til dem eller ej.

Hende kommer Ben, som er i 40’ne, og som underviser den AP US History klasse, jeg indleder min dag sammen med hver dag. Ben går altid iført Alex P. Keaton-agtig pullover udover en ensartet skjorte, og gør i det hele taget en meget konservativ figur. Han er imidlertid en meget indlevende lærer, der virkelig understreger de dramatiske aspekter af den historie, jeg underviser. Jeg tror han var meget begejstret for den modfortælling om den kolde krig, jeg gav, da jeg holdt oplæg for hans klasse i forrige uge, da det er helt tydeligt, at han er meget frustreret over den spændetrøje, som han synes, den af staten og af skolen fastsatte læseplan, giver ham på. Det er meget svært at afkode, hvad han egentlig selv mener om noget som helst, da alt hvad han siger som oftest er pakket ind i optil flere lag af sarkasme; selv siger han, at hans drømme job er at være forfatter for The Colbert Report, hvilket vel beskriver ham meget godt.

Som den sidste inden der kommer en lille skillevæg, kommer John, der er ham, jeg kørte med, da jeg stadig boede i Des Plaines. Han er helt klart den på kontoret, der mest ligner den arketypiske gymnasielærer i påklædning og udseende. Han bor i en lille landsby en times tid væk, hvor hans kone driver en gratis lægeklinik for folk uden sygeforsikring, og tager derfra toget ind til Des Plaines, hvor hans bil holder og kører så derfra til skolen, hvor han i øvrigt også selv er gammel elev. John underviser i Political Science, hvilket han først og fremmest underviser i gennem brug af eksempler fra dagspressen. Han er i det hele taget meget politisk interesseret, om end så vidt jeg ved ikke politisk aktiv. John har været utroligt hjælpsom overfor mig, både med hensyn til den førnævnte transport, men også ved flere andre lejligheder har han for eksempel hjulpet mig igennem det til tider temmelig uigennemskuelige bureaukrati på skolen og i det hele taget.

Inden vi fortsætter på den anden side af skillevæggen, så lad os gå tilbage til det lille indhak, der er overfor der, hvor Emily og Zapler sidder, og som også er en del af kontorets hjerte. Her sidder først og fremmest Susan, som er den person jeg har haft mest med at gøre. Susan er 28, og er egentlig kun ansat som barselsvikar, men er på grund af Melissas bortrejse blevet fastansæt efter sommeren også. Hun er frygteligt fortravlet for tiden, fordi hun er ved at forberede sit bryllup, der skal holdes i Sydkorea med alle de praktiske problemer dette måtte medfører. Hendes mand, en koreansk-amerikaner med det for tiden temmelig uheldige navn Seung-Cho, er ved at forberede sine afsluttende eksaminer på College, hvilket har overladt en stor del af planlægningsarbejdet til stakkels Susan, der dog alligevel ved flere lejligheder har fundet tid til at drikke en kop kaffe eller en øl sammen med mig efter skoletid. Hun er, på trods af sit til tider noget bibliotekar-agtige udseende, meget underholdende at være sammen med og afslører dog også indimellem diverse mørkere punkter i sin baggrund, som man ikke ville gætte bar ved at se på hende (raver på en af flåderne ved Love Parade i Berlin 1999 er et eksempel).

Ved siden af Susan sidder Sejal, der med sin indiske baggrund er den eneste ikke-hvide på kontoret. Sejal er vældigt flink, men er pga. sin datter på en 5-6 år (som jeg legede med, da hun var blevet slæbt med til HipHop Coffeehouse for et par uger siden, fordi de ikke havde kunne finde en babysitter) lidt ude af det fællesskab, som de andre unge kvindelige lærere har. Jeg har ikke fulgt nogle af Sejals klasser, men hun slår mig umiddelbart som lidt utjekket, og ikke nødvendigvis så vidende som nogle af de andre lærere, hvilket man godt kunne forestille sig gjorde hende lidt usikker i undervisningssituationen. Men det er som sagt ren spekulation.

Bagved Susan og Sejal, og dermed udenfor ”hjertet” sidder yderligere to kvindelige lærere, dog af den ældre generation, som sjældent er på kontoret, da de foretrækker at arbejder i deres klasseværelser. Hillary, som næsten udelukkende underviser skolens elitteklasse (The Academy), og i øvrigt er den eneste på kontoret, der er dedikeret basketball-fan på et kontor, der ellers er domineret af Baseball-interesserede. Og Libby, en gammel hippie, der helt klart føler sig meget udenfor på kontoret, og derfor meget sjældent er der. Hun er efter min mening lidt anstrengende og, som jeg har observeret det, ikke nogen særligt god lærer, men det svært præcist at sætte fingeren på det…

Uha, hvor er det blevet langt, det her indlæg. Jeg må hellere gøre mig færdig og udskyde gennemgangen af de klasser, jeg følger, til en anden gang. Under alle omstændighedersidder der ikke nogen de lærere, jeg har meget med at gøre på den anden side af skillevæggen: Ben og Dave to unge og meget drengerøvsagtige fyre på omkring 30; Terry den meget underholdende (på en utrolig tør måde) mand, som jeg fulgtes med til min anden Cubs-kamp i sidste uge; Matt, som også er gammel elev på skolen og som bor omkring hundrede meter nede af vejen fra mig – og som er meget involveret i lokalpolitik, hvor han sidder i baggrundsgruppen for en af byrådsmedlemmerne; Eich, kontorets gnavpot, der altid har en spydig bemærkning på hånden og som efter sigende næsten kom op at slås med John på kontorets seneste fælles større udflugt for et par år siden – jeg har desværre ikke kunne finde ud af hvorfor; Mr. Scheinkopf, som er ham jeg altid glemmer, hvilket egentlig er lidt mærkeligt i betragtning af hans betragtelige David Crosby-agtige overskæg; og endelig Jerry, der virker meget tiltalende på en ret anonym måde og som sammen med Matt var er ansvarlig for skolens Genocide-awareness-gruppe. Derudover den meget hjælpsomme sekretær Dorothy og selvfølgelig afdelingslederen Terry, der var ham der i sin tid gav mig tilladelse til at komme til skolen. Alt i alt en virkelig god gruppe mennesker, som virker til at fungere godt sammen, og som jeg glæder mig til at komme hen til hver morgen.

Jeg er allerede inde på side fem af dette indlæg, så jeg tror hellere jeg må afslutte. Jeg har heller ikke noget synderligt at tilføje. Jo, for resten jeg må hellere lige skrive mens jeg husker det, at jeg lige har set Jørgen Leth og Lars von Triers ”De Fem Benspænd”, som de af uforklarlige årsager havde i min lokale Blockbuster, som jeg stadig besøger flere gange om ugen på grund af manglen på både TV og Radio. Udover at filmen i sig selv var fremragende, mindede den mig om en film, som jeg ikke havde tænkt på i lang tid, men som helt sikkert på et ubevidst plan var ikke inspirationskilde til de mere personlige dele af dette projekt: Nemlig Jørgen Leths ”66 Scener fra Amerika”, som jeg så for første gang helt tilbage i folkeskolen og siden er vendt tilbage til flere gange.

Udover at filmen, der som titlen antyder, består af 66 småscener filmet med ét kamera forskellige steder i USA, ofte uden mennesker, og oftest helt uden handling og konsekvent afsluttet af Jørgen Leths rent deskriptive voice-over af typen ”Motorvej, Vermont”, eller ”Veranda, Michigan”, slog mig som det mest eksperimenterende og anderledes jeg nogensinde havde set som 13-årig, gav den mig også ideen til forståelsen af USA som ikke bare geografisk lokalitet eller geopolitisk aktør, men også som ikonografisk referencepunkt. Og oven i købet en ikonografi, hvor grænserne mellem det geografiske, det kunstnerisk-narrative og det psykologisk/religiøse er stort set udvisket. En europæer i USA (dog ikke mig), tænkte jeg, må kunne skabe det endegyldige værk der tilsvarende kunne overskride grænserne mellem kritisk analyse og katartisk selvportræt, hvor forskellen mellem ideal, repræsentation og virkelighed sættes i fokus på det analytiske såvel som det personlige plan. Jeg går ikke ud fra, at de ovenstående rigtig giver nogen mening, men under alle omstændigheder, er ”66 Scener fra Amerika” sammen med eksempelvis Beaudrillards ”Amerika”, som jeg skrev om i mit allerførste indlæg, Salman Rushdies ”Raseri” og et par andre, som jeg ser dem eksempler på kunstneriske forsøg på at gennemføre det samme projekt, som jeg, i al beskedenhed, på påtaget mig, og som denne blog i alt for ringe grad afspejler. Ligesom man nogle gange, for at få en irriterende sang ud af hovedet bliver nødt til at høre sangen spillet rigtigt højt, har jeg, blandt andet, fordybet mig i Amerikas trivialitet for at forsøge at uddrive denne banalitets ikonografiske magt. Nu må vi se, hvad det bliver til.

P.S. det var meningen at jeg ogsaa ville have uploadet den seneste omgang billeder idag, men det virker ikke rigtigt, saa det maa vente.