Finally, but first...

Hvis der er én ting jeg ville ændre, hvis jeg skulle starte forfra med planlægningen af denne tur, ville det helt sikkert være, at grundlæggende ikke er nogen grund til at jeg bor i Glenview. Det er for besværligt at komme frem og tilbage til byen, hvilket betyder, at jeg ikke får det gjort tit nok og derfor slet ikke får udnyttet de mange muligheder denne by har at byde på. Blandt andet fordi det betyder, at jeg ikke tager nogle chancer: En stor forhindring er naturligvis, er jeg er nødt til at skulle gøre de fleste ting alene, hvilket i sig selv er grænseoverskridende, men hvis jeg boede inde i byen ville jeg langt lettere bare kunne tage hen til et eller andet club-arrangement, fernisering eller hvad det nu måtte være og så bare kunne tage hjem, hvis det ikke var noget eller hvis jeg ikke kunne overskue at være der alene. Men da det jo tager næsten en time at komme ind til byen og togene kun afgår hver anden time (og i øvrigt ikke senere end kl. 00.30) bliver dette pludselig en stor chance at skulle tage. Et godt eksempel på dette var i lørdags, hvor der som nogen af jer måske ved en af de største boksekampe i lang tid, Floyd Mayweather mod Oscar de la Hoya, som jeg (der faktisk elsker boksning, men meget sjældent ser det på grund af Stald Palle-stævnernes skandaløst ringe niveau) meget gerne ville have set. Den blev kun vist på pay-per-view, hvad vi ikke har her i huset, og der ikke nogen sportsbar i Glenview, og jeg var således nødt til at tage ind til byen, hvis jeg ville se den (for at komme hen til en af de andre forstæder, hvor der evt. kunne forefindes en sportsbar er endnu mere besværligt end at komme ind i byen). Jeg havde derfor allerede slået ideen ud af hovedet, da Emily ringede sent på aftenen og spurgte hvorvidt jeg ville med hende og nogle af hendes venner ud på en bar inde i byen og se kampen. Det ville jeg naturligvis utroligt gerne, men måtte alligevel sige nej, da der ikke gik nogen tog, som kunne sørge for, at jeg ville være derinde til starten af kampen eller for den sags skyld kunne få mig hjem, når den var slut.

Der er to primære årsager til, at jeg i sin tid valgte at lede efter et sted at bo i nærheden af skolen, og begge af disse har vist sig at indeholde nogle væsentlige fejltagelser. For det første havde jeg en (måske meget naiv) forestilling om, at jeg på en langt bredere måde end det har været tilfældet ville observere elevernes hverdag; at jeg ville komme på deres hænge-ud-steder, deltage i deres fritidaktiviteter og måske ind i mellem blive inviteret hjem til middag hos dem eller lignende. Dette har vist sig ikke at kunne lade sig gøre; dels fordi det har taget meget længere tid end jeg havde forestillet mig, at komme tæt på eleverne, dels fordi selve arbejdet med klasseværelses-observationerne og registreringen af disse har vist sig at være så tidskrævende, at der reelt ikke har været mulighed for at brede undersøgelsen ud. Den anden grund til at jeg valgte at bosætte mig i området er at jeg ikke troede at det overhovedet ville være muligt at komme inde fra byen og ud til skolen om morgenen i tide. Dette skyldes, ganske simpelt, at Tripsweb, som er Illinois’ svar på Rejseplanen.dk, havde fortalt mig, at det ikke var muligt. Dette er ikke korrekt, som jeg har fundet ud af efter, jeg er kommet herover, men er et simpelt resultat, at søgemaskinen (som de fleste amerikanere) forudsætter, at det ikke er muligt at gå eller cykle længere end en halv mile. Det er faktisk meget nemt, at komme ud på skolen om morgenen inde fra byen med det offentlige (selvom der ikke er en eneste af lærerne, der gør det), men det kræver, at man enten går ca. en mile fra stationen til et busstoppested eller cykler de sidste 3 miles fra stationen til skolen. Men så ved man det til en anden gang.

Bortset fra det, så boede jeg over weekenden hos Line og Nick, fordi fam. Hayes havde bedt mig om at de måtte bruge mit værelse til deres datter og hendes veninder, der kom hjem på besøg over weekenden. Det havde de fortalt mig allerede, da jeg flyttede ind, så der var ingen problemer med det, og det var utroligt hyggeligt at bo sammen med familien de par dage. Da jeg tog derud torsdag til mit ugentlige besøg tog jeg simpelthen en taske med tøj med, og sov på en madras på Lias værelse. Det var rigtig fint at være sammen med familien i en lidt længere, sammenhængende periode, og jeg er stadig helt vild med de børn.
Fredag inviterede Sanne mig med på en aftale sammen med en brasiliansk pige, som hun har lært at kende gennem Line og Nick’s tidligere Au Pair, Fernanda, og dennes kæreste. Jeg havde ikke rigtigt taget tøj med til at gå i byen, men jeg tog alligevel med, og det viste sig at være godt, at jeg ikke havde majet mig alt for meget ud, da både Sanne og brasilianeren, der begge var fuldt stylet op unægtelig var temmelig overdressed, da det viste sig, hvor det var vi skulle være. Der har muligvis været noget miskommunikation mellem brasilianeren (hvis engelske ikke er overvældende) og hendes amerikanske kæreste, for det viste sig, at det han havde planlagt for as var at vi skulle ned på en mexicansk restaurant i Mt. Prospect, der i anledning af Cinco de Mayo havde rejst et telt ude på parkeringspladsen, hvor man (ikke ulig en byfest i Tuse eller tilsvarende) kunne købe øl og popcorn og desuden lytte til at band med midaldrende musikere der spillet lettere grungede udgaver af sange som Bryan Adams ”Summer of 69” og Nickelbacks ”How you remind me”. Sanne og Brasilianeren var ikke overraskende noget utilfredse, men der var alligevel ikke rigtigt nogen, der kunne overskue at arrangere, at vi skulle køre et andet sted hen. Vi endte derfor med bare at sætte os ned, drikke nogle øl og snakke i et par timer, hvilket jo altid er helt fint. På trods af dette var vi alligevel hjemme inden kl. 12, og jeg har stadig ikke været ude til efter midnat på noget tidspunkt siden jeg tog herover. Der må der gøres noget ved, når Toke og Isabel kommer herover om halvanden uge.

Lørdagen blev brugt i familiens skød, med middag hos de græske bedsteforældre. Vældigt hyggeligt, men jeg vil alligevel springe direkte til søndag, hvor jeg havde aftalt med Susan, at jeg skulle komme ind til hende til brunch kl. 9.30. Hvad jeg ikke helt havde tænkt på, da vi laved den aftale var, at togene ikke kører fra Mt. Prospect. Tidligt om morgenen i weekenderne, og jeg var derfor nødsaget til at cykle 45 min. over til Morton Grove for at tage toget derfra kl. 8 Det gjorde nu ikke så meget, for et endte med at være en virkeligt god dag; måske den bedste jeg har haft, rent socialt set, siden jeg kom. Lørdag aften havde Susan holdt Bridal Shower (hun skal jo giftes i juni), som kun var for kvinder, hvorfor jeg ikke var inviteret. Formålet med brunchen var derfor at få spist nogle af resterne fra det arrangement, sammen med nogle af hendes venner, for derefter at cykle (!) ind til downtown hvor vi Dalai Lama skulle tale i Millenium Park. Som de fleste af jer ved er jeg personligt (da jeg jo mener at al religion er skadelig og løgnagtig, og fjerner folks opmærksomhed fra de fysiske ting og personer som omgiver dem) temmelig ligeglad med Dalai Lama, men jeg så meget frem til at hænge ud sammen med Susan og hendes venner (og Emily, som kom senere), og til at sidde udenfor på hvad der tegnede til at være en meget smuk forårsdag. Og heldigvis endte det med, at vi sad på at sted, hvor vi hverken kunne se eller høre Lama’en, hvorfor vi var nødt til at snakke med hinanden, hvilket jeg var meget mere interesseret i. Susans venner var virkeligt fede og jeg håber meget at se mere til dem, inden jeg rejser videre. Da vi ikke gad sidde i parken længere kørte vi ned til Lake Michigan, hvor de kendte en fyr, der var overtjener på en strandbar ved navn Beachstro (et lidt tvivlsomt navn, men et meget fint sted). Da selskabet ud på eftermiddagen gik i opløsning kørte jeg med tilbage til Susan og Seung-Chol, hvor vi satte os til at ”De Fem Benspænd”, som jeg tidligere har skrevet om, og som jeg lånte videre til Susan. Vi nåede ikke at se den færdig inden jeg var nødt til at køre for at nå det sene tog tilbage til forstæderne, men hun har siden set den færdig selv og var, siger hun meget begejstret, selv om der selvfølgelig er mange ting, der er svære at forstå, når man ikke kender Leth og Trier eller deres værker. Virkeligt en dejlig dag og nok det der i særligt grad har givet anledning til den ovennævnte ærgrelse over at være ”fanget i Glenview til hverdag.

På skolen i løbet af ugen er der virkeligt sket noget, som vel måske var det, jeg burde have indledt dette indlæg med: Nemlig at jeg er færdig!!! Jeps, du læste rigtigt. Jeg har fået nogle interviews i kassen og fået afrundet mine observationsforløb på en tilfredsstillende måde, og jeg mener nu endegyldigt at kunne sige, at jeg den empiri, jeg skal bruge, og som jeg kom herover efter. Vildt nok men også lidt mærkeligt, da det jo på en gang er indgangen til den del af specialeskrivningen, som hedder databearbejdelse og rapportskrivning, og som jeg egentlig ikke har skænket mange tanker hidtil. Og dels fordi det jo markere begyndelsen til enden på mit ophold på Glenbrook South, nu hvor jeg endelig er begyndt at føle mig hjemme, og føle at jeg hører til. Nå, men sådan må de jo være. De gode nyheder er under alle omstændigheder, at jeg er helt sikker på, at jeg nok skal få et godt speciale ud af det her på et tidspunkt. Interviewene har jo ellers, som I ved, været den helt store hurdle men i denne uge er det endeligt lykkedes at få nok frivillige til, at det kunne lade sig gøre. Det foregik således, at jeg interviewede grupper på 3-4 i ca. 45 minutter; eller det vil sige, interviewede er måske så meget sagt. For reelt bestod sessionerne af en række samtaler mellem eleverne baseret på nogle associationsøvelser, centreret omkring mere eller mindre banale ord eller billeder, som jeg havde udvalgt, men som jeg ellers søgte at blande mig mindst muligt i. metoden var temmelig hjemmebrygget, men jeg er meget tilfreds med, hvad der kom ud af det, og jeg skal nok få fremtryllet en eller anden metodologisk retfærdiggørelse af det, når jeg kommer hjem.

Der er kun halvanden uge til Toke og Isabel kommer, og kun to uger til min mor kommer, og jeg glæder mig rigtigt meget til at vise min verden og Chicago frem – og til at have nogen at opdage den sammen med!

Paa loerdag er der jo Melodi Grand Prix, der som I ved normalt er noget jeg gaar meget op i, men den bliver ikke sendt paa Amerikansk TV, saa jeg bliver noedt til at se det over nettet. Hvis der er nogen, der er interesseret i at holde en lille Messenger-session eller lignende, under showet maa I endelig bare skrive.