...Jamas sera vencido

Onsdag Aften

Hørt fra fortællerstemmen ved skolens opførelse af Les Miserables under introduktionen til forestillingen: ”Please don’t laugh when the little kid get shot. It’s really not very good for his confidence”. Og senere fra rektor Wegley: ”You have just witnessed something turly unique and amazing, just like me”.

De sidste par dage har jeg lavet nogle ting der er faldet lidt uden for min normale hverdag, og som har givet mig et lille indblik i nogle af de mange andre dele af det amerikanske samfund, der findes udover dem, jeg undersøger og er en del af. En af grundene til at danskere stort set aldrig laver antropologisk feltarbejde i USA er den helt oplagte, at landet er så stort og diverst, at selv et meget grundigt og langvarigt studie ikke ville kunne give et billede der var bare nogenlunde repræsentativt endsige generaliserbart. Uden at gå dybere ind i en kritik af den opfattelse af lav kompleksitet i andre samfund, som ligger til grund for den type antagelser, så er det som bekendt min opfattelse, at jeg gennem mit projekts fokus og formål, så vidt muligt omgå denne problemstilling. Men sikkert er det ikke desto mindre, at en meget, meget stor del af den amerikanske befolkning ikke hører til, og ikke ville føle sig hjemme i miljøet i Glenview og på Glenbrook South. Jeg er efterhånden kommet til den erkendelse, at jeg ikke efter denne tur vil kunne sige med rette at jeg har prøvet at bo i Chicago på samme måde som flere af jer har prøvet at bo Berlin, Paris eller London. Dertil er mit liv alt for fokuseret på Glenbrook og besværlighederne med at komme ind til byen samt at opbygge de sociale kontakter for store. Også derfor var det rart at få en oplevelse af selve byen i dens liv og mangfoldighed, så jeg kunne få bare et lille glimt af, hvordan det kunne have været, hvis formålet med min tur havde været et andet.

Mandag havde Emily og Susan inviteret mig med deres respektive Latin American History-klasser på en tur rundt til en række af de latinamerikansk dominerede kvarterer i Chicago. Dels for således at have en ekstra voksen ved hånden, hvis der skulle opstå problemer, dels fordi de ved hvor interesseret jeg var i at lære både dem og byen noget bedre at kende. Desuden er jeg for nylig begyndt at observere lidt i netop Emilys 8. per. Latin History-klasse og kendte derfor eleverne lidt. Bussen hentede os udenfor skolen fra morgenstunden og kørte os ind mod byen; de tre klasser, Susan, Emily og jeg kunne lige netop være i én bus. Jeg kan ikke huske, om jeg fortalte om skolebusserne i forbindelse med min tur til krigsmuseet med AP US History-klasserne, så nu gør jeg det lige igen: Skolebusserne ligner fuldstændigt dem i ”Mine Glade 60’ere”, det er fanstastisk, og en stor kulturel tilfredsstillelse for mig hver gang jeg stiger ind i en af dem. Selv om det er mit indtryk at busserne rent faktisk er relativt nye, føles det da også som om man er trådt tilbage i tiden, når man sidder i den. Det er utroligt, at man i verdens rigeste land, og i et land, hvor man uanset hvad man ellers mener, ikke kan lade være med et blive imponeret over udvalget af varer og produkter at vælge imellem så har skolebusser, som man ville skamme sig over i de bulgarske karpater.

Busserne er rent ud sagt ekstremt ukomfortable; affjedringen er elendig så man kan mærke hver eneste lille bump i vejen; sæderne er grundlæggende plastikbænke, der er naglet fast til gulvet, men med så høje ryglæn, at ingen (heller ikke jeg) rigtigt kan se hen ad dem og ud af forruden, hvilket medfører at mængden af køresyge pr. passager er uforholdmæssigt stor; busserne er ikke udstyret med hverken airconditionering eller varmeanlæg og vinduerne kan ikke åbnes ordenligt, hvilket medfører, at der altid er enten meget koldt eller meget varmt, og lugten altid er forfærdelig (eller overdøvet med af diverse luftfriskere med citronduft, hvilket næsten er værre. Som en følge af alle disse ting er alle busserne ved siden af førstehjælpskasserne hver især udstyret med adskilligt små hvide kasserne med den, for dette så eufemisme-glade land, ukarakteristisk specifikt betegnede ”Body Fluid Clean-up Kit”. Add! De har heldigvis ikke været i brug på noget tidspunkt endnu, mens jeg har været med dem. Man kunne naturligvis godt vælge den konspiratoriske anskuelsesvinkel, at når standarden af disse busser er så elendig, så skyldes det at det til hverdag udelukkende er de fattigste elever, der anvender disse busser til hverdag, hvorimod lærerne (og jeg selv) kun en sjælden gang imellem træder ombord i de gule kasser, og administrationen, der i givet fald skulle bevilge nye og bedre busser, aldrig gør det. For en gangs skyld vil jeg vælge ikke at tage de briller på, og i stedet påstå, at busserne er et ukarakteristisk (og nogle ville sige lidt upraktisk placeret) udslag af nostalgi fra politisk/administrativ side. Hver gang man prøver at stikke lidt til bussernes tilstand, er svaret at sådan har skolebusser altid været, hvorefter den adspurgte typisk begynder at fortælle en eller anden anekdote om en interessant eller skelsættende oplevelse vedkommende havde på en sådan bus engang i vedkommendes egen skoletid (dog typisk i en yngre alder end high school – sandsynligvis fordi de folk, der nu er lærere eller administration på Glenbrook South, i sin tid ikke var de børn, der var nødt til at tage bussen efter de var blevet gamle nok til selv at køre). Jeg tror, jeg her er stødt på et intra-amerikansk kulturelt ikon af utroligt stor betydning. Måske skulle jeg tage det med i mit projekt på en eller anden måde…

Nå, men under alle omstændigheder tog vi altså bussen ind mod byen. Eller det vil sige; ikke helt, for da vi nærmede os downtown og man ud af (side-)vinduerne kunne se skyskraberne nærme sig drejede bussen pludselig af motorvejen begav sig i stedet ud i mod de latinamerikansk dominerede bydele vest og sydvest for downtown. Første stop var bydelen Pilsen, der som navnet antyder i sin tid var en bydel for immigranter fra Østeuropa, især Böhmen, men nu er et næsten fuldstændigt mexicansk domineret område. Det skal i den forbindelse indskydes, at Chicago selv efter Amerikanske standarder er en usædvanligt raceadskilt by. Man kan bogstavelig talt, som jeg oplevede under min cykeltur i Evanston og Skokie i søndags krydse bare en enkelt gade, og pludselig gå fra at være i et rent hvidt kvarter og til at være 100% sort. Byhistorisk skete der det, at man indtil begyndelsen af halvtredserne havde indskrevet i servitutterne for ejendomme i bestemte områder, at de ikke måtte sælges til bestemte racer eller religioner. Denne praksis blev på et tidspunkt fundet forfatningsstridig af domstolene, hvorefter der begyndte en lang periode af såkaldt ”Block Bombing”, hvor ejendomsspekulanter spredte rygter i de hvide kvarterer om, at de sorte var på vej ind, og at deres ejendomme derfor ville falde i værdi, hvis de ikke solgte øjeblikkeligt, dette medførte at disse kvarterer hurtigt blev tømt for hvide, der flygtede ud i nybyggede forstæder som Glenview, mens sorte, desperate for at komme væk fra de overbefolkede og stærkt kriminaliserede ghettoer, købte de tomme boliger til overpris af spekulanterne. Da disse kvarterdræningen skete meget hurtigt resulterede det også i, at de etniske samfund, der var blevet skabt ikke blev opblødt, men i stedet bare kollektivt relokerede sig, hvilket betyder at stort set hele det, der kan betragtes som selve Chicago er opdelt i etnisk dominerede kvarter, et indisk, et jødisk (begge på Devon Ave.), et svensk (Anderssonville), italienske (eksempelvis Cicero), Østeurpæiske (The Ukrainian Village, hvor Susan bor), en mængde sorte osv. samt endelig en mængde latinamerikanske.

Formålet med turen var, at eleverne skulle lære om den latinamerikanske tradition med politiske eller religiøse vægmalerier, á la dem vi kender fra Frida Kahlo og Diego Rivera. Emily, der som tidligere nævnt har rejst og boet meget i Latinamerika og hvis kæreste og vennekreds i meget udstrakt grad er af latinamerikansk oprindelse, førte derfor eleverne og os andre rundt til forskellig vægmalerier i kvarteret, inden eleverne så blev sluppet løs på en slags skattejagt, hvor de skulle prøve at finde en række almindelige symboler (Gribbe, Majs, Sole osv.) rundt om på kvarterets vægge. Som billeder betragtet er vægmalerierne typisk, efter min mening, ikke noget særligt; typisk meget simple og naivistiske i forhold til persontegning og perspektiv, og med et meget simpelt og direkte aflæseligt symbolsprog. Det interessante ved billederne er derfor i stedet den rolle billederne spiller som værker i det offentlige rum: For det første som et udtryk for at ville inducere det offentlige visuelle rum med politiske, sociale eller kulturelle budskaber (så vidt jeg kunne se, var det mest udbredte tema blandt de nyeste vægmalerier modstand mod den byfornyelse, der ses som et forsøg på at udrydde områdets kulturelle særpræg), og for det andet et udtryk for befolkningens kunstneriske behov, altså behovet for at bruge de forhåndenværende kunstneriske virkemidler i forsøget på at udtrykke sig om livet og hverdagen og på at skabe en visuel og rumlig identitet.

Kvarteret virkede meget hyggeligt og med mange små butikker, dog desværre primært med ting som mexicansk kunsthåndværk, som Emily og Susan var meget begejstret for, men som jeg havde meget svært ved at se som andet end turistragelse, uanset hvor autentisk latinamerikansk det så end var. Under alle omstændigheder var det en fornøjelse at shoppe lidt igen, hvilket jeg meget sjældent får gjort; dels på grund af manglende anledning; dels på grund af manglende penge. Pilsen-delen af turen sluttede med at vi alle sammen spiste middag på en lille mexicansk restaurant, hvor vi fik et meget udmærket udvalg af mexicanske specialiteter. Derefter kørte vi videre til det mere generelt latinamerikansk dominerede kvarter Little Village og derefter videre til et Puertoricansk kvarter, som jeg lige nu har glemt hvad hedder. Alle områderne virkede meget interessant, og er helt klart steder jeg vil overveje at vende tilbage til, hvis jeg får tid og mulighed. Alt i alt en virkelig god tur; også fordi jeg fik mulighed for at hænge lidt ud sammen med Emily og Susan i de perioder, hvor eleverne var sendt ud på egen hånd.

Det eneste problem var, at jeg på intet tidspunkt faktisk kom i kontakt med lokalbefolkningen direkte bortset fra butiksindehaverne, fordi vi hele tiden bevægede i en stor gruppe eller var mere optaget af at være sammen med de to andre. Det behov fik jeg heldigvis dækket dagen efter (i går), hvor det jo som bekendt var 1.maj. Det er ikke egentlig en dag man fejrer herovre, da man i sin tid ville distancere sig fra den internationale arbejderbevægelse og de kommunistiske undertoner, man mente hørte dertil. Den amerikanske fagbevægelse fejrer derfor sig selv på Labor Day, der ligger en gang til efteråret, og 1. maj er usmageligt nok engang i stedet blevet udråbt til national Loyalty Day, hvilket der dog ikke blev gjort meget ud af i år på grund af Bush-administrationens temmelig defensive stilling for tiden. Der har de Latinamerikanske indvandrere heldigvis valgt at se stort på, og har i stedet taget dagen til sig som en dag, hvor der overalt i landet holdes demonstrationer og andre arrangementer vedr. indvandrernes rettigheder. Således også i Chicago, hvor man for et år siden, da indvandringsdebatten virkeligt var oppe og koge havde samlet næsten en halv mio. fra hele midtvesten til en kæmpe march. Ingen forventede dog at kunne samle nær så mange i år, men jeg havde alligevel for lang tid siden besluttet mig til at fri fra skolen den dag og i stedet tage ind til byen og gå med i demonstrationen. Selvom jeg mener der er ærgerligt, at 1. maj ikke benyttes til et mere generelt forsøg til at samle arbejderklassen og de progressive kræfter, så er indvandrerrettigheder jo bestemt en sag, jeg går ind for; og et eller andet sted så er selve det, at afholde et politisk arrangement på den dag jo et udtryk for at man er en del af en verdensomspændende bevægelse – uanset om man giver aktivt udtryk for det eller ej.

Jeg tog derfor toget ind til byen, hvor planen var, at demonstrationen skulle samles i Union Park, passende nok, for derefter at gå i samlet flok ind til byen og Grant Park, hvor der så skulle være taler og musik. Og således gik – dog gik jeg glip af talerne og musikken til sidst, fordi jeg gerne ville være tilbage i Glenview i rimelig tid, og togene jo som bekendt ikke går så tit. Det er jo svært at vurdere størrelsen af demonstrationen, men aviserne har skrevet omkring 150.000 og mit instinkt siger mig at det ikke er helt ved side af. Umiddelbart var mit indtryk, da jeg ankom til Union Park temmelig kaotisk. Det var tydeligvis et temmelig græsrodspræget arrangement uden nogen enkelt stærk organisation bag sig, hvilket bl.a. manifesterede sig i, at den talerstol med lydanlæg, der var stillet op for at skabe noget atmosfære var så uanseelig, at den totalt druknede i mængden, og det er mit gæt at omkring 95% af de folk der var der overhovedet ikke opdagede, at der var en talerstol. En anden meget påfaldende ting var den overflod af amerikansk flag der var overalt. At der ikke var særligt mange røde faner var selvfølgeligt ærgerligt, men måske ikke så overraskende. Derimod var selv jeg meget overrasket over den overvældende mængde af Stars and Stripes der totalt dominerede demonstrationens visuelle indtryk. Overraskende ikke kun for de 1.maj inde i mit hoved er en pr. definition internationalistisk helligdag, men også fordi demonstrationen jo var arrangeret af de folk, der om nogen har mærket på egen krop hvor uretfærdigt og undertrykkende det amerikanske samfund og det amerikanske system kan være. Der er for mig at se to forklaringsmodeller, der selv om de tilsyneladende grundlæggende er modstridige, formentlig eksisterer side om side og i folks bevidsthed kun meget svært kan skilles ad, hvilket selvom situationen er en helt anden antyder den samme grad af kompleksitet, som mit projekt konklusioner også må komme til at rumme. For det første, at de her mennesker rent faktisk tror pæå den amerikanske drøm! At de er kommet over grænsen for at søge den velstand og de muligheder, de kun kunne drømme om i deres hjemlande, og at den undertrykkelse de er blevet udsat for og de dagsordener, de støder på i de politiske debatter ikke bliver betragtet som en del Amerika, men som et forræderi mod Amerika. Og for det andet, at de har anerkendt, og det er på de nationalistiske præmisser, at kampen for deres rettigheder skal kæmpes. Hvis det hvide flertal skal give dem de rettigheder, de søger efter, er det vigtigt de viser sig som gode, patriotiske, flagviftende amerikanere og ikke, som de ofte fremstilles i medierne, som en indvandrerbølge kvalitativt anderledes fra tidligere indvandrerbølger i det, de ikke ønsker at bidrage til Amerika, men at overtage Amerika.

På trods af dette var det tilsyneladende også vigtigt for demonstranterne, der var 99% latinamerikansk (jeg stak lidt udenfor, men der var absolut ingen problemer) at demonstrere den latinamerikanske identitet. I hvert fald var de kampråb, der blev råbt, konsekvent på spansk (herunder gamle kendinge som ”El Pueblo Unido…”, men det mest populære var helt klart ”Si, se puede” –ja, det kan lade sig gøre!) og der blev delt en del flyers ud fra forskellige organisationer, der advokerede for ”Brown Pride”. Jeg faldt i snak med en pige af asiatisk-amerikansk afstamning ved navn Melinda, og hendes spansk var næsten lige så dårligt som mit, men i fællesskab fik vi dog dechifreret det meste af de ting, der blev råbt og sunget. Der var noget meget symbolsk og stærkt i at marchere med alle disse mennesker ind blandt disse enorme og temmelig kolde skyskrabere, der pludseligt ikke længere virkede så overvældende, når man nu selv var en del af noget større. Faktisk var det mest opmuntrende, at vi hele vejen undervejs på demonstrationsruten (der blandt andet førte forbi Harpo Studios, hvor Oprah Winfrey-showet bliver optaget) blev hilst af bygningsarbejdere, gadefejere, parkeringsvagter og så videre der ikke selv havde kunne få fri, men som gav den knyttede næve og istemte ”si, se puede”, mens vi gik forbi.

I dag er der ikke rigtigt sket noget ophidsende. En helt almindelig dag på kontoret, som man siger, bortset fra, at det blev offentliggjort, at Eichs kone er gravid med tvillinger og at Ben er blevet forlovet, hvilket jo er mange gode nyheder på en dag på et kontor med 20 mennesker. Nå ja, og så så jeg, som antydet i starten, i eftermiddag generalprøven på skolens meget flotte opførsel af ”Les Miserables”. Ingen ”stjerneliv”, men hvad er også det?