Going from here to there

Jeg sidder nu paa biblioteket I en by, jeg ville blive staerkt overrasket, hvis niogen af jer nogensinde har hoer tom: Dighton, Kansas! Og hvorfor goer jeg nu det spoerger I maaske; jo, fordi det er saa langt den store “walking the states”-tur foreloebigt er kommet.

Tidligt I gaar morges tog jeg en taxa fra Glenview og den lille indenrigslufthavn, taet paa Chicago midtby, Midway, for at flyve ud I midtvesten. Det var lidt et risikabelt foretagene: Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle hen (for jeg havde ikke kunne faa fat pa Stu og Dave I flere dage til at aftale et praecist moedested): jeg vidste ikke hvordan jeg skulle komme derhen (for jeg havde ikkke kunnet reservere billetter paa Greyhound-bussen 9over nettet): og jeg vidste ikke om jeg ville blive arrasteret for at foresoege at goere turen (jeg har jo formelt set ikke nogen gyldig opholdstilladelse laengere). Under alle omstaendighedfer havde jeg, da jeg sidst talte med Stu, aftalt, at jeg skulle flyve til Denver, tage en Greyhound-bus ind I Kansas og saa proeve at finde dem derfra. I udgangspunktet ikke nogen daarlig plan, men dog lidt problematisk I betragtning af, at Kansas jo er paa stoerrelse med Spanien og jeg ikke kunne komme igenem til deres telefon.

Heldigvis kom jeg problemfrit gennem den foerste del af rejsen. Southwest Airlines, som jeg havde bestilt flybilletter igennem var utroiligt effective og hjaelpsomme, og de var helt ligeglade med mit visum, saa jeg kom relativt problemfrit til Denver. Den eneste mindre irritation var,, at jeg paa flyet sad ved siden af en fyr, der for at mindske sin nervoesitet over flyvningen maninsk spiste de der saltede solsikkefroe, som jeg ogsaa selv er ret glade for. Jeg havde doig aldrig taenkt over hvor ulaekker en spisesituation det egentligt er, isaer naar man sidde omkring 8 centimeter fra hinanden og iig har andre steder at spyttes de gennemtyggede skaller hen end det lille plstickrus, som man faar udleveret med sodavand eller juice. Jeg var noedt til at kigge meget intenst ud af vinduet, hvilket heldigvis gav nogle meget smukke vues I retning af Rocky Mountains.

Da jeg landede i Denver International Airport, viste det sig, at den naeste bus ind til byen (der laa ca. en time vaek) forest afgik en time senere, hvilket betoed, at jeg ville vare I knibe mht at naa at fa koebt billetter til Greyhound’en. Jeg stod derfor og saa lidt lang I maelet ud, da en fyr kom op til mig, som sadge, at han havde en taxa, soim han alligevel skulle koere ind til byen, og jeg var velkommen til bare at koere med. Det sagde jeg selfoelgelig ja til, og det var godt, jeg gjorde det! Chauffoeren viste sig at vaere en fyr af Marokkansk oprindelse ved navn Khaled, som udover at vaere taxachauffoer ogsa var angriber paa ikke faerre end tre forskellige fodboldhold og dedikeret Olympique Marseille-fan. Saa vi brugte koereturen paa at diskutere fransk Hip-hop og fodbold. Det viste sig, at han kunne huske Henrik Andersens knaeskade fra EM-semifinalen I ’92, hvilket jeg syntes var en ret fed ting at diskutere med en marokaner I en taxa I Denver. Da vi nu pludesligt havde god tid, koerte han mig ogsaa rundt oig se de forskellig sportsstadions I byens, Rapids (fodbold), Broncos (football) og Rockies (baseball), stadigvaek gratis vel at maerke.

Til sidst blev jeg dog endeligt sat af paa Denver greyhoundstation, hvor jeg fik mit foerste mindre chok Greyhounden var nemligt fulkdstaendig booket op, hvilket jeg overhovedet ikke var forberedt paa. Jeg havde taenkt inde I mit hoved, jhvad jeg ville goere hvis jeg ikke kunne faa et lift videre fra Hays, Kansas, hvor jeg havde taenkt mig at staa af, eller hvis jeg nu ikke kunne finde Stu og Dave, men ikke dette. Heldigvis sagden manden I billetlugen, atder var en lille chance for, at jeg kunne presse mig med paa bussen, hvis der nu var nogen, der ikke dukkede op. Jeg stillede mig derfor hen ved koen begyndte den neglebidende ventetid. Inde I mig selv forbandede jeg hoejlydt hver eneste ny person, der stillede sig op, da han/hun minimerede mine chancer for at komme hen I naerheden af, hvro jeg skulle hen. Den naeste bus gik forest dagen efter, saa jeg ville vaere liddt paa roeven, hvis jeg ikke kom med. Heldigvis var der lige netoip een person, der ikke dukkede op, saa kunne stadig med lettere svedige haandflader saette mig ind paa den ledige plads.

Jeg endte med at sidde ved siden af en ung pige ved navn Vanessa, som jeg begyndte at smaakonversere lidt med. Hun var vaeldigt soed, med ogsaa temmeligt besynderlig. Hun ville med jaevne mellemrum afbryde vores samtale for at tage sim kommenterede udgave af Mormons Bog frem og naerstudere et eller andet. Da vi efter de foeste pa time stoppede paa en rasteplads, for at koebe lidt proviant, og det viste sig, at hendes indkoeb til, hvad jeg k8nne forstaa var en 9 timer lang tur til Wichita, bestod af fem pakker Pringles og tre liter maelk, besluttede jeg at jeg nok ikke skulle tage hendes lidt besynderlige opfoersel som en personlig fornaermelse. Under alle omstaendigheder gik det relativt problemfrit med den for mig 6 timer lange koeretur til Hays, hvor jeg kunne for mit foerstre indtryk af det midtvestens flade landbrugs-landskab, som bliver mit miljoe den naeste uges tid.

Jeg havde som naevnt ikke kunne faa fat paa Stu og Dave, men jeg kunne se paa deres blog, at deresd sidste indlaeg var skrevet I en lille flaekke ved navn Ness City, som laa omkrin 100 km. sydvest for Hays. Jeg besluttede derfor, at mit maal for dagen (klokken var ca. 18.30, da jeg stod af bussen) var at komme saa lang I den retning som muligt, og gik derfor ned pasa den rigtigte hovedvej, og stak tommelfingeren ud. Jeg har faktisk aldrig proevet at tomle foer, saa jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle forvente, men jeg gaar udfra ,at jeg var rigtigt heldig, for der gik faktisk ikke mere end godt 20 minutter, inden en bil holdt ind til siden og den midaldrende dame indeni spurgte, hvor jeg skulle hen. Det fortalte jeg hende, og hun svarede, at hun bare skulle ud til benxzinstationerne I udkanten af Hays for at atnke op, men at jeg da kunne koere med saa langt. Det takkede jheg ja til, og tilboed som tak at bidrage til hendes benzinindkoeb. “Fint”, sadgehun, men saa kan jeg da godt koere dig lidt langere I den rigtige retningt. Da vi foert kom ind I bilen og vi begyndte at snake endte det faktisk med, at hun koerte mig hele vejen til Ness City.

Damen hed Debbie, og viste det sig kom fra Evanston, kun omkring 20 km. fra Glenview, men havde nu boet I Hays I 15 aar. Hun var, som hun sagde, kommet nogle problemer, men shun gik I college, hvoeefter hun flyttede til; Las Vegas, hvor hun var kommet I endnu flere problemer, indtil hun pludseligt havde fundet gud, og han havde fortalt hende, an hu skulle flytte til Kansas.Den loed utroligt spaendende, men hun gik desvaerre ikke yderligere I detaljer. Ligenu arbejdede hun som sekretaer paa den locale sindssygeanstalt, men shun droemte om at starte egen virksomhed. Hun fulgte for tiden et, kunne jeg forsta, temmeligt omkostningstungt brevkursus I kristen aktiehandel, hvor man, gennem en kombination af markedsanalyse og boen, kunne tjene penge og tjene herren paa een gang. En meget interessant dame og utroligt soedt af hende at koere mig saa langt for et $20 tilskud til hendes beninpaafyldning.

Et kort oejblik haabede jeg, at Stu og Dave stadig var paa det Motel I Ness City, de omtalt I deres blogindlaeg fra om mandagen, men det viste sig naturligvis ikke at vaere tilfaeldet. Jeg vurderede dog, at det nu var blevet saa sent, at det ikke laengere ville give mening at forsoege at komme videre oestpaa den aften, saa jeg maatte indlogere mig paa det same motel (som der I oevrigt er en meget fin beskrivelse af paa WTS-bloggen) natten over.

Naa nu er jeg ved at loebe toer for Internettid, kan jeg se, saa I maa faa resten af den spaendende beretning om, hvordan jeg fandt de skoere englaendere og vores faelles videre planer I mit naeste indlaeg, der forhaabentligt kommer I morgen.

CHicago, I never knew thee!

Søndag formiddag

Hvordan skal jeg nogensinde få presset alt hvad der er sket den sidste, ja måned er det vel næsten, ind i et indlæg? Som jeg også omtalte i den mail, jeg sendte ud til flere af jer er det jo ironisk, og selvfølgelig også et tydeligt tegn på min uerfarenhed som skribent, at min langvarige tavshed jo primært er et tegn på at der er sket væsentligt mere end i den første tid, hvor jeg uden problem kunne klampre to eller flere indlæg ud om ugen, uden noget egentligt indhold. Om ikke andet bliver det jo i hvert fald nødt til at betyde, at jeg er nødt til at være noget mindre detaljeret i dette indlæg end jeg plejer, hvilket vel egentlig kun er en god ting for alle, ikke mindst læserne.

Den første og vigtigste ting, der er sket i perioden siden mit sidste rigtige indlæg er, at jeg er flyttet! En fredag for nu snart flere uger siden efter skoletid tog jeg ind til Chicago for at nå at en særudstilling på Art Institute med Fransk kunst 1880-1920, som jeg havde undgået på mine tidligere besøg fordi den krævede en forhøjet entre på $10 ekstra (det er standard praksis på museerne herovre, der jo stort set alle er privat finansierede at have graduerede entrépriser, afhængig af hvilke dele af samlingen man er interesseret i). Men da det nu var udstillingens sidste dag, og jeg desuden havde opdaget ved andre museumsbesøg, at jeg ofte kunne slippe for at betale entre ved at udgive mig for at være skolelærer og vise mit medarbejderkort fra skolen. Den hoppede de godt nok ikke på på Art Institute, men til gengæld stod der en mand bag mig i køen, der havde årskort og derfor havde lov til at tage en gæst med gratis ind. Han tilbød mig derfor at komme med han ind at se udstillingen gratis, hvilket jeg naturligvis sagde ja til, og fulgtes derefter rundt på den i øvrigt ganske glimrende udstilling sammen med. Hvad jeg ikke vidste, var at det den nat var Chicago’s svar på Kulturnatten, Looptopia, og der var derfor både jazzkoncert i gården og champagnebar i middelaldersamlingen. Alt i alt en rigtigt god dag i byen.

SÅ meget desto større var min overraskelse derfor, da jeg ud på aftenen kom hjem til huset i Glenview, stadig lidt under champagnens lystiggørende indflydelse, og fandt Hr. og Fru Hayes siddende i spisestuen med slukket lys i bedste Cape Fear-stil, og som det første da jeg trådte ind af døren fortalte mig, at de gerne ville have jeg at jeg flyttede, senest søndag middag altså lige præcis 40 timer senere. Nogle af jer kan måske huske, at jeg for noget tid siden i et tidligere indlæg havde gjort mig lystig over det billede af familiens søn i spejderuniform (ham der nu lige er blevet færdig som FBI-agent), som hang over min seng, og som jeg, da jeg flyttede ind, havde taget ned for at skabe bare et minimum af hjemlighed på det gennemført u-hyggelige værelse, jeg nu skulle bo i næsten tre måneder. En af Hayes’erne havde af en eller anden årsag været ide på mit værelse den fredag og havde set, at skifterammen med billedet nu stod på gulvet og havde besluttet, at det var en så stor fornærmelse af deres hjem og deres familie, at de ikke længere kunne tåle at have mig indenfor deres vægge, og at jeg derfor uden varsel, uden yderligere forklaring eller uden mulighed for at undskylde øjeblikkeligt måtte finde noget nyt.

Jeg var selvsagt temmelig rystet, og vidste overhoved ikke hvad jeg skulle gøre. Som I jo ved havde det været svært nok i sig selv at finde det første sted jeg boede, og nu havde jeg så under to dage, stadig uden at kende nogen synderligt, og uden at vide, hvor jeg skulle lede. Det første jeg gjorde var derfor at ringe til Susan, for at bede om hendes hjælp. Da jeg havde været i byen med hendes venner nogle dage tidligere, som jeg omtalte i mit seneste indlæg, var der flere af dem, der havde nævnt, at de havde ekstra værelser, hvis jeg af en eller anden grund var nødt til at flytte. Jeg spurgte derfor Susan, om hun ville ringe rundt og forhøre sig om, hvem der havde ment det, og hvem der evt. kunne være klar til at jeg kunne flytte ind med kort varsel. Det sagde hun heldigvis ja til, hvorefter jeg ringede til Line og aftalte, at jeg evt. ville kunne sove hos dem i nogle dage indtil alt gik i orden. Det korte af det lange er, at jeg var nødt til at bo hos Line og Nick indtil torsdag, inden jeg fik lavet en aftale med en af Susans forældres veninder Kathy, der bor sammen med sin 22-årige datter Emily, tilfældigvis lige rundt om hjørnet fra fam. Hayes i Glenview, hvor jeg har boet lige siden. Og et har virkeligt været en fornøjelse at bo her. Emily og Kathy er virkeligt søde, og jeg nyder virkeligt min nye bolig (hvor der bl.a. er en lille swimming pool – læks), og at være sammen med nogle interessante, afslappede og, vigtigst af alt ikke sindssyge, mennesker.

Dagen efter den famøse fredag havde jeg tidligere aftalt med Sejal, at vi skulle ud og shoppe sammen. Jeg havde endeligt fået mit nye Dankort, efter at det gamle var blevet væk, og jeg havde en hel del opsparet shoppe-energi og -penge, der skulle brændes af. Det viste sig jo også, at det skulle blive en kærkommen lejlighed til at jeg kunne slippe af med nogle frustrationer i forhold til familien Hayes. Det skulle nu ikke ødelægge en god shoppe-tur, hvor Sejal hentede mig og kørte os ud til et af se store malls i nærheden. Den type steder er jo grundlæggende ikke specielt charmerende, men dette var dog helt klart et af de bedre af slagsen, med en kunstigt skabt gågade, med butikker på hver side og en meget god stemning. Vi fik købt end del og fik i sædvanlig stil overtalt Sejal til at købe noget meget lyserødt tøj, som hun under normale omstændigheder ikke ville have købt, og som hun formentlig grundlæggende ikke havde råd til. Derefter gik vi ud og spiste på en virkeligt lækker Thai-restaurant, hvor Sejal fortalte om sin store plan med at samle en stor gruppe, der skulle rejse rundt i Indien næste år. En plan som jeg, stadig opstemt af shoppe-adrenalin, øjeblikkeligt koblede mig på. Det var naturligvis helt uforpligtende, men et eller sted tror jeg godt, jeg kunne finde på det – ikke mindst hvis det kunne kombineres med et besøg hos Torsten i Nepal…

Mens vi sad på restauranten ringede Emily og fortalte grædende, at hun (igen, se tidligere indlæg) havde slået op med sin kæreste, og havde behov for at komme ud og more sig, hvilket jeg naturligvis var helt med på, club-mæssigt underernæret som jeg var. Jeg havde på det tidspunkt endnu ikke været ude efter midnat på noget tidspunkt siden jeg kom til USA. Vi aftalte derfor at mødes på en bar inde i byen, og så finde ud af hvad vi gjorde derfra. Det endte med at blive er rigtigt god bytur, mig, Sejal, Emily og Justin, den sorte capoeira-instruktør, jeg omtalte i et tidligere indlæg, og som helt klart havde sat næsen op efter at blive Emilys rebound-fyr, hvilket dog ikke lykkedes ( i hvert fald ikke den aften). Vi endte på et sted, der både indretnings-, klientel- og DJ-mæssigt mindede meget om Apparatet på Nørrebrogade, både på den gode og den dårlige måde, men farvede drinks og middelmådig house var mere end rigeligt til at tilfredsstille mit by-behov den aften.

Udsmidningen fra fam. Hayes’ hus kunne dårligt være kommet på et dårligere tidspunkt, da jeg jo havde aftalt med Toke og Isabel, at de skulle komme på besøg den kommende weekend. Den primære årsag til, at vi var endt med den løsning i stedet for, at jeg tog til Washington eller at vi alle mødtes i New York var netop at jeg havde lovet at vi alle kunne bo gratis i Glenview. Selv om min aftale med Kathy sådan set var faldet på plads, da de kom, syntes jeg alligevel ikke, at jeg ville læggeud med at have to gæster boende den allerførste weekend, og jeg aftalte derfor med Toke og Isabel, at vi alle tre bookede os ind på et hostel inde i byen. Bortset fra det rent økonomiske aspekt viste det sig nu at være en rigtigt god idé, da det jo betød at vi faktisk fik tre hele dage inde i byen i stedet for at spilde hele den første aften i Glenview. De to landede i Chicago tidligt morgen (og havde været endnu tidligere oppe - spørg Toke hvorfor), og tog så en taxa ud på skolen hvor vi spiste lækker morgenmad på en restaurant i nærheden, og de mødte mine kolleger og fik den store rundtur på skolen, inden vi gik kolde på tilskuerpladserne til skolen football-stadion og tog en middagslur under den bagende middagssol (Toke blev temmelig solskoldet). Efter skoletid spurgte jeg rundt på kvarteret for at høre, om vi kunne få et lift ind til byen med en af dem. Den eneste der meldte sig var Ben Widner, men det viste sig hurtigt at hans Jeep var så fyldt med al muligt ragelse, at det ikke var fysisk muligt at vi alle tre kunne sidde der vores bagage, og vi måtte derfor tage toget ind til byen (igen meget til Tokes begejstring, da vi så ikke færre en fire forskellige slags lokomotiver, mens vi stod og ventede). Jeg vil ikke kede jer med en play-by-play gennemgang af hvad vi lavede, men det var en virkeligt godt besøg, hvor vi både nåede på havnerundfart, i det store Akvarium, på jazzbar og meget mere.

Lørdag aften holdt Susan polterabend sammen med alle sine veninder, hvilket jeg selvfølgelig ikke var inviteret til, men jeg havde aftalt med dem, at vi ville mødes med dem senere på aftenen på et et diskotek, så det gjorde vi. Det viste sig at være en HipHop-club på West Side med omkring 95% sorte, dansede til computermiksede udgaver P. Diddy og Fergie. Det var nu meget sjovt alligevel, og polterabend-gruppen, der også inkluderede Sejal, Emily og Melissa, var så fulde at de formentlig stort set ikke bemærkede hvad der foregik. Sådan et selskab er det altid lidt svært at falde ind i – især er jeg sikker på at Isabel nød at blive skudt i munden med en vodka-fyldt, tissemandsformet vandpistol – lige hendes stil. Vi morede os nu meget godt alligevel.

Tidlig mandag morgen sendte jeg Toke og Isabel ud i lufthavnen, hvor de skulle videre til New York, og jeg tog toget ud til Mt. Prospect, hvor jeg for første gang var hjemme med børnene sammen med Sanne hele dagen for første gang uden Line eller Nick. Det var utroligt påfaldende, som Sanne også havde fortalt, hvor meget mere selvstændige og modne tvillingerne virkede når deres forældre ikke var der, og det var virkeligt en fornøjelse at lege med dem i løbet af dagen. Om aftenen landede min mor, og Line og Lia kørte ud og hentede hende i lufthavnen, mens jeg passede tvillingerne. Det var dog ikke meget jeg nåede at se til hende den aften, fordi næsten så snart hun var landet og de små havde jeg fået deres gaver tog jeg tilbage til Glenview, hvor jeg jo skulle flytte ind hos Kathy og Emily (fam. Endo) for alvor.

Det blev der dog taget revanche for dagen efter, hvor min mor tog en taxa op på skolen, og ligesom Toke og Isabel, fik både morgenmad og den store rundvisning. Det var også den dag jeg holdt det oplæg for lærerne, som jeg lagde op på denne blog for noget tid siden, så det fik hun også at se. Ellers gik ugen hurtigt, vi fik både set Art Institute (igen) og det naturhistoriske museum og en masse andre ting, en del af dem sammen med Sanne, der, tror jeg, så besøget som en kærkommen undskyldning til at komme lidt ud af huset. Et af højdepunkterne var, da vi alle tre tog på bluesbaren Buddy Guy’s Legends, desværre uden at møde legenden selv, og hørte et ganske udmærket delta blues-band og spiste noget af det stærkeste grillmad, jeg nogensinde har fået. En meget autentisk oplevelse. Bortset fra alt det var det selvfølgelig dejligt at se sin mor igen, og (ligesom det havde været med Toke og Isabel) dejligt at have nogen, man både kunne vise byen frem for og kunne opleve den sammen med.

De sidste par uger siden hun tog hjem er gået meget stille og roligt. Jeg har taget på skolen nogle gange, dog uden få lavet vild meget, fået cyklet nogle gode lange ture og er taget ind til byen et par gange. Men egentlig har det været lidt mærkeligt, fordi det egentlig bare har været tid, hvor jeg har gået at ventet på at det hele skulle slutte, og skulle tage ud for at mødes med Stu og Dave. Men jeg er nu glad for at jeg er blevet i området alligevel. Dels fordi det var godt at få fuldt mit ophold på skolen helt til dørs ved at blive der indtil skoleåret sluttede, og dels fordi jeg så har kunne bruge de sidste par uger på at få konsolideret nogle af venskaber, jeg har fået herovre, så jeg nu tror der faktisk er en god chance for at de vil kunne holdes ved lige. Især mit forhold til Susan er virkeligt blevet godt, og jeg kunne virkeligt mærke, da jeg sagde farvel til hende i onsdags, at jeg kommer til at savne hende, når jeg er tilbage i Danmark. Så meget som jeg har savnet alle jer, og så glad jeg har været for alle de hilsner og mails, jeg har fået, så har det været hende, jeg har været tættest på over de seneste måneder, og hende, jeg er gået til, når der var noget. Nu er hun som bekendt i Korea, hvor hun og Seung-Chol skal giftes på fredag, men jeg ser frem til at høre fra hende igen, når hun kommer tilbage, og jeg håber, vi vil kunne holde kontakten ved lige; og det samme gælder i øvrigt også flere andre på kontoret.

Jeg har skrevet et lille brev til dem alle sammen, som jeg gav dem i forbindelse med kontorets sommerferiefrokost, hvori jeg også har givet mine kontaktoplysninger, hvis de nogensinde skulle befinde sig i Danmark eller omegn. Frokosten blev afholdt samme dag som den famøse Danmark-Sverige-kamp, som jeg fik løbende SMS-opdateringer om fra Peter. En følelsesmæssig rutsjebanetur uden lige, der bestemt ikke blev gjort mindre af de ind i mellem noget kryptiske beskeder eller for den sags skyld af den flaske Bitter, som jeg havde fået min mor til at tage med over, og som jeg nu påduttede alle og enhver. Heldigvis fik jeg genoprettet lidt af Danmarks ære ved at tæve samtlige på kontoret i badminton, en sport der herovre bliver betragtet som ren strandhygge og væsentligt under Ultimate Frisbee i prestige.

I går var jeg til Lias femårs fødselsdag, hvilket var rigtigt hyggeligt. Jeg havde købt sådan drejedims, man kunne bruge til at lave psykedelisk udseende malerier med, som hun blev meget glad for, men fødselsdagens helt store clue var, at Lia af sine forældre fik en lille hoppeborg, der kunne stå i baghaven, men som alligevel var stor nok til at alle tre børn kunne være i den. Ret sejt, jeg var lidt misundelig over, at jeg man skulle være under fem fod høj for at måtte lege på den. Jeg må vente til vi kan komme på hoppepuden ved Øer på Mols. Efter fødselsdagen, var der et arrangement i fam. Skoufus, som jeg ikke var inviteret til, hvilket passede mig glimrende, da det betød, at Sanne og jeg i stedet kunne tage ind til byen. Jeg havde foreslået, at vi kunne tage ud og se Chicago Fire spille (rigtig) fodbold, men det hun ikke rigtigt tændt på (øv), så i stedet tog vi til Chicago Blues Festival, en stor gratis festival i Grant Park, hvor vi så to rigtigt gode blueskoncerter.

Så det var det – i store træk! Jeg glæder mig meget til at se jer alle sammen igen og fortælle jer om alle de ting, jeg ikke har fået med her. Men i første omgang glæder jeg mig meget til den store vandretur med de skøre englændere. På tirsdag flyver jeg til Denver, hvorefter jeg har en 7 timers bustur ud til der, hvor de to befinder sig. Men derefter er der bare midtvestens flade sletter foran os, indtil jeg på næste tirsdag vender næsen hjemad. Hvis det er muligt vil jeg forsøge at skrive indlæg i løbet af den kommende uge – det kan ikke undgår at blive et oplevelse, men hvis ikke bliver dette det sidste på denne blog, og vi må ses i den virkelige virkelighed. Husk, at I kan læse om den store vandretur på www.walkingthestates.com, og husk at komme til hjemkomstfejringen på Rust i København, fredag d.22 fra kl. 23.

Planet Hollywood

Film spiller til min delvise overraskelse en temmelig meget anderledes rolle i det Amerikanske samfund, end det gør i det danske, eller i det mindste i de dele af det danske samfund, som jeg kender og er en del af. Jeg kan huske, at Tom engang fortalte en historie om, hvordan han, da han var i Nigeria prøvede at tale lidt med nogle folk i hans fars landsby om film, hvilket tilsyneladende var noget de gik meget op i. I landsbyen ankom flere gange om måneden en ladning med nye film, som hele landsbyen religiøst samledes om at se på den ene lille projekter, og langt de fleste missede aldrig en af disse forestillinger. Men da Tom spurgte til spørgsmål om stil, instruktører eller endsige deres yndlingsfilm var de ude at stand til svare og tilsyneladende helt uforstående over for hans spørgsmål (Tom, du må rette mig, hvis jeg genfortæller historien forkert). Film blev betragtet som underholdning på en lang mere trivial måde end gennem det ofte temmelig fetishistiske lys, vi/jeg er vant til at tale om film. De var bare noget der var der, og den ene uge var det en god en, den næste uge måske en dårlig, men det gjorde ikke så meget, for aftenen var jo gået, og der kom under alle omstændigheder en ny en næste uge. På en mærkelig måde gælder det samme tilsyneladende Amerika. Der bliver set en ufattelig mængde film i timerne, og film fylder i det hele taget temmelig meget. Bifturen fredag aften er fuldstændigt gennemritualiseret, og det giver nu pludseligt mening for mig, hvorfor det tilsyneladende betyder så meget for en film, hvordan den klarer sig på premiereweekenden. Personligt går jeg ikke ser en film på åbningsdagen, medmindre det er noget jeg virkeligt har glædet mig til, men herovre står rigtigt mange mennesker hver weekend og skal tage stilling til hvilken af de film, der åbner den weekend, de vil tage ind og se.

De Amerikanske films dominans er fuldstændig overvældende. Nick fortæller, at han i hele sit over 40-årige liv kun har set én film med undertekster (Tiger på spring, Drage i skjul), og selv på kontoret, hvor der ikke er nogen tvivl om at de kvantitativt har set flere film end de fleste mennesker jeg kender, er helt uforstående overfor veletablerede internationale navne som Almodóvar, Wong Kar-Wai, Truffaut osv. Og i det hele taget virker det som om den revolution, som den franske nybølge i tresserne og halvfjerdserne medførte i den måde vi tænker selv underholdningsfilm som primært instruktørernes værker, ikke her har trådt i stedet for den gamle hollywood-tænkning om skuespilleren som det store trækplaster. En film af Coen-brødrene med eksempelvis Tom Hanks i hovedrollen (som den temmelig skuffende Ladykillers for et par år siden), ville i Danmark helt klart blive markedsført som en Coen-brødrene-film, mens den herovre ville blive markedsført som en Tom Hanks-film.

Jeg ved ikke, om jeg helt er blevet opslugt af den Amerikanske diskurs på dette omåde, men faktum er ikke desto mindre, at jeg uden tvivl har set flere film (dog primært på DVD) i løbet af de forgangne måneder, end på nogen tidligere 2-en-halv måneders periode i mit liv. Dette skyldes naturligvis også Blockbusters abonnementsordning, hvor man kan få grundlæggende som mange film man har lyst til til et fast beløb om måneden, såvel som det faktum, at jeg hverken i den tid, hvor jeg boede hos fam. Hayes eller hos Line reelt havde adgang til et TV, hvorimod jeg har kunnet se DVD’er på min bærbare eller har kunne gå i biografen om aftenen. Som illustration af dette har jeg nedenfor kompileret en liste baseret på min hukommelse og diverse kvitteringer, over alle de film, jeg har set i USA. Der skal nok nå at komme et par stykker til, inden jeg tager hjem, men allerede nu må man sige det er en temmelig pæn liste, afsluttende med Last King of Scotland, som jeg netop har set.

Så her er den: Film jeg har set siden jeg tog til USA (på DVD hvis ikke andet er angivet). Herunder ikke inkluderet de film, jeg har set mere end en gang eller hvor jeg har set filmene med kommentatorspor, bag-kameraet-dokumentarer eller lignende og heller ikke de film, jeg har set helt eller delvist sammen med diverse klasser i undervisningstiden:

Stranger Than Fiction (Flyet)

Happy Feet (Flyet)

Marie Antoinette (Flyet, missede slutningen)

Napoleon Dynamite (TV)

Little Miss Sunshine

Talladega Nights

School Of Rock (TV)

Pan’s Labyrinth (Biograf)

Sky Captain And The World Of Tomorrow

Science Of Sleep

Mission Impossible III

Me, You And Everyone We know

Brokeback Mountain

Brick

Clerks II

300 (Biograf)

Zatoichi

Sonatine

A History Of Violence

Madagaskar

Appleseed

Dave Chapelle’s Block Party

Rocky Balboa

V For Vendetta

An Evening With Kevin Smith 2

The Departed

Curse Of The Golden Flower

Grindhouse (Biograf)

Idiocracy

Death of a President

Slacker

For your Consideration

Hoodwinked

Jerry Seinfeld – Comedian (missede slutningen pga. problemer med DVD’en)

Thank you for Smoking

Big Animal

Arrested Development – sæson 2

Jesus Camp

Arrested Development – sæson 3

Mon Oncle

De Fem Benspænd

Lost In La Mancha

24 Hour Party People

Good Night, And Good Luck

Ice Age 2

Coffee And Cigarettes

The Aristocrats

In The Mood For Love

Manderlay

La Collectionneuse

Fracture (Biograf)

Divine Trash

Donnie Darko

Capote

X

Shaun Of The Dead

A Prairie Home Companion

Shrek 3 (Biograf)

Hot Fuzz (Biograf)

Øst For Paradis

Dear Wendy

Family Guy Presents: Stewie Griffin – The Untold Story

Audition

Pirates of the Caribbean: Curse Of The Black Pearl

Art School Confidential

Cremaster 3: The Order

The Edukators

Hairspray

Last King Of Scotland