Going from here to there

Jeg sidder nu paa biblioteket I en by, jeg ville blive staerkt overrasket, hvis niogen af jer nogensinde har hoer tom: Dighton, Kansas! Og hvorfor goer jeg nu det spoerger I maaske; jo, fordi det er saa langt den store “walking the states”-tur foreloebigt er kommet.

Tidligt I gaar morges tog jeg en taxa fra Glenview og den lille indenrigslufthavn, taet paa Chicago midtby, Midway, for at flyve ud I midtvesten. Det var lidt et risikabelt foretagene: Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle hen (for jeg havde ikke kunne faa fat pa Stu og Dave I flere dage til at aftale et praecist moedested): jeg vidste ikke hvordan jeg skulle komme derhen (for jeg havde ikkke kunnet reservere billetter paa Greyhound-bussen 9over nettet): og jeg vidste ikke om jeg ville blive arrasteret for at foresoege at goere turen (jeg har jo formelt set ikke nogen gyldig opholdstilladelse laengere). Under alle omstaendighedfer havde jeg, da jeg sidst talte med Stu, aftalt, at jeg skulle flyve til Denver, tage en Greyhound-bus ind I Kansas og saa proeve at finde dem derfra. I udgangspunktet ikke nogen daarlig plan, men dog lidt problematisk I betragtning af, at Kansas jo er paa stoerrelse med Spanien og jeg ikke kunne komme igenem til deres telefon.

Heldigvis kom jeg problemfrit gennem den foerste del af rejsen. Southwest Airlines, som jeg havde bestilt flybilletter igennem var utroiligt effective og hjaelpsomme, og de var helt ligeglade med mit visum, saa jeg kom relativt problemfrit til Denver. Den eneste mindre irritation var,, at jeg paa flyet sad ved siden af en fyr, der for at mindske sin nervoesitet over flyvningen maninsk spiste de der saltede solsikkefroe, som jeg ogsaa selv er ret glade for. Jeg havde doig aldrig taenkt over hvor ulaekker en spisesituation det egentligt er, isaer naar man sidde omkring 8 centimeter fra hinanden og iig har andre steder at spyttes de gennemtyggede skaller hen end det lille plstickrus, som man faar udleveret med sodavand eller juice. Jeg var noedt til at kigge meget intenst ud af vinduet, hvilket heldigvis gav nogle meget smukke vues I retning af Rocky Mountains.

Da jeg landede i Denver International Airport, viste det sig, at den naeste bus ind til byen (der laa ca. en time vaek) forest afgik en time senere, hvilket betoed, at jeg ville vare I knibe mht at naa at fa koebt billetter til Greyhound’en. Jeg stod derfor og saa lidt lang I maelet ud, da en fyr kom op til mig, som sadge, at han havde en taxa, soim han alligevel skulle koere ind til byen, og jeg var velkommen til bare at koere med. Det sagde jeg selfoelgelig ja til, og det var godt, jeg gjorde det! Chauffoeren viste sig at vaere en fyr af Marokkansk oprindelse ved navn Khaled, som udover at vaere taxachauffoer ogsa var angriber paa ikke faerre end tre forskellige fodboldhold og dedikeret Olympique Marseille-fan. Saa vi brugte koereturen paa at diskutere fransk Hip-hop og fodbold. Det viste sig, at han kunne huske Henrik Andersens knaeskade fra EM-semifinalen I ’92, hvilket jeg syntes var en ret fed ting at diskutere med en marokaner I en taxa I Denver. Da vi nu pludesligt havde god tid, koerte han mig ogsaa rundt oig se de forskellig sportsstadions I byens, Rapids (fodbold), Broncos (football) og Rockies (baseball), stadigvaek gratis vel at maerke.

Til sidst blev jeg dog endeligt sat af paa Denver greyhoundstation, hvor jeg fik mit foerste mindre chok Greyhounden var nemligt fulkdstaendig booket op, hvilket jeg overhovedet ikke var forberedt paa. Jeg havde taenkt inde I mit hoved, jhvad jeg ville goere hvis jeg ikke kunne faa et lift videre fra Hays, Kansas, hvor jeg havde taenkt mig at staa af, eller hvis jeg nu ikke kunne finde Stu og Dave, men ikke dette. Heldigvis sagden manden I billetlugen, atder var en lille chance for, at jeg kunne presse mig med paa bussen, hvis der nu var nogen, der ikke dukkede op. Jeg stillede mig derfor hen ved koen begyndte den neglebidende ventetid. Inde I mig selv forbandede jeg hoejlydt hver eneste ny person, der stillede sig op, da han/hun minimerede mine chancer for at komme hen I naerheden af, hvro jeg skulle hen. Den naeste bus gik forest dagen efter, saa jeg ville vaere liddt paa roeven, hvis jeg ikke kom med. Heldigvis var der lige netoip een person, der ikke dukkede op, saa kunne stadig med lettere svedige haandflader saette mig ind paa den ledige plads.

Jeg endte med at sidde ved siden af en ung pige ved navn Vanessa, som jeg begyndte at smaakonversere lidt med. Hun var vaeldigt soed, med ogsaa temmeligt besynderlig. Hun ville med jaevne mellemrum afbryde vores samtale for at tage sim kommenterede udgave af Mormons Bog frem og naerstudere et eller andet. Da vi efter de foeste pa time stoppede paa en rasteplads, for at koebe lidt proviant, og det viste sig, at hendes indkoeb til, hvad jeg k8nne forstaa var en 9 timer lang tur til Wichita, bestod af fem pakker Pringles og tre liter maelk, besluttede jeg at jeg nok ikke skulle tage hendes lidt besynderlige opfoersel som en personlig fornaermelse. Under alle omstaendigheder gik det relativt problemfrit med den for mig 6 timer lange koeretur til Hays, hvor jeg kunne for mit foerstre indtryk af det midtvestens flade landbrugs-landskab, som bliver mit miljoe den naeste uges tid.

Jeg havde som naevnt ikke kunne faa fat paa Stu og Dave, men jeg kunne se paa deres blog, at deresd sidste indlaeg var skrevet I en lille flaekke ved navn Ness City, som laa omkrin 100 km. sydvest for Hays. Jeg besluttede derfor, at mit maal for dagen (klokken var ca. 18.30, da jeg stod af bussen) var at komme saa lang I den retning som muligt, og gik derfor ned pasa den rigtigte hovedvej, og stak tommelfingeren ud. Jeg har faktisk aldrig proevet at tomle foer, saa jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle forvente, men jeg gaar udfra ,at jeg var rigtigt heldig, for der gik faktisk ikke mere end godt 20 minutter, inden en bil holdt ind til siden og den midaldrende dame indeni spurgte, hvor jeg skulle hen. Det fortalte jeg hende, og hun svarede, at hun bare skulle ud til benxzinstationerne I udkanten af Hays for at atnke op, men at jeg da kunne koere med saa langt. Det takkede jheg ja til, og tilboed som tak at bidrage til hendes benzinindkoeb. “Fint”, sadgehun, men saa kan jeg da godt koere dig lidt langere I den rigtige retningt. Da vi foert kom ind I bilen og vi begyndte at snake endte det faktisk med, at hun koerte mig hele vejen til Ness City.

Damen hed Debbie, og viste det sig kom fra Evanston, kun omkring 20 km. fra Glenview, men havde nu boet I Hays I 15 aar. Hun var, som hun sagde, kommet nogle problemer, men shun gik I college, hvoeefter hun flyttede til; Las Vegas, hvor hun var kommet I endnu flere problemer, indtil hun pludseligt havde fundet gud, og han havde fortalt hende, an hu skulle flytte til Kansas.Den loed utroligt spaendende, men hun gik desvaerre ikke yderligere I detaljer. Ligenu arbejdede hun som sekretaer paa den locale sindssygeanstalt, men shun droemte om at starte egen virksomhed. Hun fulgte for tiden et, kunne jeg forsta, temmeligt omkostningstungt brevkursus I kristen aktiehandel, hvor man, gennem en kombination af markedsanalyse og boen, kunne tjene penge og tjene herren paa een gang. En meget interessant dame og utroligt soedt af hende at koere mig saa langt for et $20 tilskud til hendes beninpaafyldning.

Et kort oejblik haabede jeg, at Stu og Dave stadig var paa det Motel I Ness City, de omtalt I deres blogindlaeg fra om mandagen, men det viste sig naturligvis ikke at vaere tilfaeldet. Jeg vurderede dog, at det nu var blevet saa sent, at det ikke laengere ville give mening at forsoege at komme videre oestpaa den aften, saa jeg maatte indlogere mig paa det same motel (som der I oevrigt er en meget fin beskrivelse af paa WTS-bloggen) natten over.

Naa nu er jeg ved at loebe toer for Internettid, kan jeg se, saa I maa faa resten af den spaendende beretning om, hvordan jeg fandt de skoere englaendere og vores faelles videre planer I mit naeste indlaeg, der forhaabentligt kommer I morgen.