Going from here to there

Jeg sidder nu paa biblioteket I en by, jeg ville blive staerkt overrasket, hvis niogen af jer nogensinde har hoer tom: Dighton, Kansas! Og hvorfor goer jeg nu det spoerger I maaske; jo, fordi det er saa langt den store “walking the states”-tur foreloebigt er kommet.

Tidligt I gaar morges tog jeg en taxa fra Glenview og den lille indenrigslufthavn, taet paa Chicago midtby, Midway, for at flyve ud I midtvesten. Det var lidt et risikabelt foretagene: Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle hen (for jeg havde ikke kunne faa fat pa Stu og Dave I flere dage til at aftale et praecist moedested): jeg vidste ikke hvordan jeg skulle komme derhen (for jeg havde ikkke kunnet reservere billetter paa Greyhound-bussen 9over nettet): og jeg vidste ikke om jeg ville blive arrasteret for at foresoege at goere turen (jeg har jo formelt set ikke nogen gyldig opholdstilladelse laengere). Under alle omstaendighedfer havde jeg, da jeg sidst talte med Stu, aftalt, at jeg skulle flyve til Denver, tage en Greyhound-bus ind I Kansas og saa proeve at finde dem derfra. I udgangspunktet ikke nogen daarlig plan, men dog lidt problematisk I betragtning af, at Kansas jo er paa stoerrelse med Spanien og jeg ikke kunne komme igenem til deres telefon.

Heldigvis kom jeg problemfrit gennem den foerste del af rejsen. Southwest Airlines, som jeg havde bestilt flybilletter igennem var utroiligt effective og hjaelpsomme, og de var helt ligeglade med mit visum, saa jeg kom relativt problemfrit til Denver. Den eneste mindre irritation var,, at jeg paa flyet sad ved siden af en fyr, der for at mindske sin nervoesitet over flyvningen maninsk spiste de der saltede solsikkefroe, som jeg ogsaa selv er ret glade for. Jeg havde doig aldrig taenkt over hvor ulaekker en spisesituation det egentligt er, isaer naar man sidde omkring 8 centimeter fra hinanden og iig har andre steder at spyttes de gennemtyggede skaller hen end det lille plstickrus, som man faar udleveret med sodavand eller juice. Jeg var noedt til at kigge meget intenst ud af vinduet, hvilket heldigvis gav nogle meget smukke vues I retning af Rocky Mountains.

Da jeg landede i Denver International Airport, viste det sig, at den naeste bus ind til byen (der laa ca. en time vaek) forest afgik en time senere, hvilket betoed, at jeg ville vare I knibe mht at naa at fa koebt billetter til Greyhound’en. Jeg stod derfor og saa lidt lang I maelet ud, da en fyr kom op til mig, som sadge, at han havde en taxa, soim han alligevel skulle koere ind til byen, og jeg var velkommen til bare at koere med. Det sagde jeg selfoelgelig ja til, og det var godt, jeg gjorde det! Chauffoeren viste sig at vaere en fyr af Marokkansk oprindelse ved navn Khaled, som udover at vaere taxachauffoer ogsa var angriber paa ikke faerre end tre forskellige fodboldhold og dedikeret Olympique Marseille-fan. Saa vi brugte koereturen paa at diskutere fransk Hip-hop og fodbold. Det viste sig, at han kunne huske Henrik Andersens knaeskade fra EM-semifinalen I ’92, hvilket jeg syntes var en ret fed ting at diskutere med en marokaner I en taxa I Denver. Da vi nu pludesligt havde god tid, koerte han mig ogsaa rundt oig se de forskellig sportsstadions I byens, Rapids (fodbold), Broncos (football) og Rockies (baseball), stadigvaek gratis vel at maerke.

Til sidst blev jeg dog endeligt sat af paa Denver greyhoundstation, hvor jeg fik mit foerste mindre chok Greyhounden var nemligt fulkdstaendig booket op, hvilket jeg overhovedet ikke var forberedt paa. Jeg havde taenkt inde I mit hoved, jhvad jeg ville goere hvis jeg ikke kunne faa et lift videre fra Hays, Kansas, hvor jeg havde taenkt mig at staa af, eller hvis jeg nu ikke kunne finde Stu og Dave, men ikke dette. Heldigvis sagden manden I billetlugen, atder var en lille chance for, at jeg kunne presse mig med paa bussen, hvis der nu var nogen, der ikke dukkede op. Jeg stillede mig derfor hen ved koen begyndte den neglebidende ventetid. Inde I mig selv forbandede jeg hoejlydt hver eneste ny person, der stillede sig op, da han/hun minimerede mine chancer for at komme hen I naerheden af, hvro jeg skulle hen. Den naeste bus gik forest dagen efter, saa jeg ville vaere liddt paa roeven, hvis jeg ikke kom med. Heldigvis var der lige netoip een person, der ikke dukkede op, saa kunne stadig med lettere svedige haandflader saette mig ind paa den ledige plads.

Jeg endte med at sidde ved siden af en ung pige ved navn Vanessa, som jeg begyndte at smaakonversere lidt med. Hun var vaeldigt soed, med ogsaa temmeligt besynderlig. Hun ville med jaevne mellemrum afbryde vores samtale for at tage sim kommenterede udgave af Mormons Bog frem og naerstudere et eller andet. Da vi efter de foeste pa time stoppede paa en rasteplads, for at koebe lidt proviant, og det viste sig, at hendes indkoeb til, hvad jeg k8nne forstaa var en 9 timer lang tur til Wichita, bestod af fem pakker Pringles og tre liter maelk, besluttede jeg at jeg nok ikke skulle tage hendes lidt besynderlige opfoersel som en personlig fornaermelse. Under alle omstaendigheder gik det relativt problemfrit med den for mig 6 timer lange koeretur til Hays, hvor jeg kunne for mit foerstre indtryk af det midtvestens flade landbrugs-landskab, som bliver mit miljoe den naeste uges tid.

Jeg havde som naevnt ikke kunne faa fat paa Stu og Dave, men jeg kunne se paa deres blog, at deresd sidste indlaeg var skrevet I en lille flaekke ved navn Ness City, som laa omkrin 100 km. sydvest for Hays. Jeg besluttede derfor, at mit maal for dagen (klokken var ca. 18.30, da jeg stod af bussen) var at komme saa lang I den retning som muligt, og gik derfor ned pasa den rigtigte hovedvej, og stak tommelfingeren ud. Jeg har faktisk aldrig proevet at tomle foer, saa jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle forvente, men jeg gaar udfra ,at jeg var rigtigt heldig, for der gik faktisk ikke mere end godt 20 minutter, inden en bil holdt ind til siden og den midaldrende dame indeni spurgte, hvor jeg skulle hen. Det fortalte jeg hende, og hun svarede, at hun bare skulle ud til benxzinstationerne I udkanten af Hays for at atnke op, men at jeg da kunne koere med saa langt. Det takkede jheg ja til, og tilboed som tak at bidrage til hendes benzinindkoeb. “Fint”, sadgehun, men saa kan jeg da godt koere dig lidt langere I den rigtige retningt. Da vi foert kom ind I bilen og vi begyndte at snake endte det faktisk med, at hun koerte mig hele vejen til Ness City.

Damen hed Debbie, og viste det sig kom fra Evanston, kun omkring 20 km. fra Glenview, men havde nu boet I Hays I 15 aar. Hun var, som hun sagde, kommet nogle problemer, men shun gik I college, hvoeefter hun flyttede til; Las Vegas, hvor hun var kommet I endnu flere problemer, indtil hun pludseligt havde fundet gud, og han havde fortalt hende, an hu skulle flytte til Kansas.Den loed utroligt spaendende, men hun gik desvaerre ikke yderligere I detaljer. Ligenu arbejdede hun som sekretaer paa den locale sindssygeanstalt, men shun droemte om at starte egen virksomhed. Hun fulgte for tiden et, kunne jeg forsta, temmeligt omkostningstungt brevkursus I kristen aktiehandel, hvor man, gennem en kombination af markedsanalyse og boen, kunne tjene penge og tjene herren paa een gang. En meget interessant dame og utroligt soedt af hende at koere mig saa langt for et $20 tilskud til hendes beninpaafyldning.

Et kort oejblik haabede jeg, at Stu og Dave stadig var paa det Motel I Ness City, de omtalt I deres blogindlaeg fra om mandagen, men det viste sig naturligvis ikke at vaere tilfaeldet. Jeg vurderede dog, at det nu var blevet saa sent, at det ikke laengere ville give mening at forsoege at komme videre oestpaa den aften, saa jeg maatte indlogere mig paa det same motel (som der I oevrigt er en meget fin beskrivelse af paa WTS-bloggen) natten over.

Naa nu er jeg ved at loebe toer for Internettid, kan jeg se, saa I maa faa resten af den spaendende beretning om, hvordan jeg fandt de skoere englaendere og vores faelles videre planer I mit naeste indlaeg, der forhaabentligt kommer I morgen.

CHicago, I never knew thee!

Søndag formiddag

Hvordan skal jeg nogensinde få presset alt hvad der er sket den sidste, ja måned er det vel næsten, ind i et indlæg? Som jeg også omtalte i den mail, jeg sendte ud til flere af jer er det jo ironisk, og selvfølgelig også et tydeligt tegn på min uerfarenhed som skribent, at min langvarige tavshed jo primært er et tegn på at der er sket væsentligt mere end i den første tid, hvor jeg uden problem kunne klampre to eller flere indlæg ud om ugen, uden noget egentligt indhold. Om ikke andet bliver det jo i hvert fald nødt til at betyde, at jeg er nødt til at være noget mindre detaljeret i dette indlæg end jeg plejer, hvilket vel egentlig kun er en god ting for alle, ikke mindst læserne.

Den første og vigtigste ting, der er sket i perioden siden mit sidste rigtige indlæg er, at jeg er flyttet! En fredag for nu snart flere uger siden efter skoletid tog jeg ind til Chicago for at nå at en særudstilling på Art Institute med Fransk kunst 1880-1920, som jeg havde undgået på mine tidligere besøg fordi den krævede en forhøjet entre på $10 ekstra (det er standard praksis på museerne herovre, der jo stort set alle er privat finansierede at have graduerede entrépriser, afhængig af hvilke dele af samlingen man er interesseret i). Men da det nu var udstillingens sidste dag, og jeg desuden havde opdaget ved andre museumsbesøg, at jeg ofte kunne slippe for at betale entre ved at udgive mig for at være skolelærer og vise mit medarbejderkort fra skolen. Den hoppede de godt nok ikke på på Art Institute, men til gengæld stod der en mand bag mig i køen, der havde årskort og derfor havde lov til at tage en gæst med gratis ind. Han tilbød mig derfor at komme med han ind at se udstillingen gratis, hvilket jeg naturligvis sagde ja til, og fulgtes derefter rundt på den i øvrigt ganske glimrende udstilling sammen med. Hvad jeg ikke vidste, var at det den nat var Chicago’s svar på Kulturnatten, Looptopia, og der var derfor både jazzkoncert i gården og champagnebar i middelaldersamlingen. Alt i alt en rigtigt god dag i byen.

SÅ meget desto større var min overraskelse derfor, da jeg ud på aftenen kom hjem til huset i Glenview, stadig lidt under champagnens lystiggørende indflydelse, og fandt Hr. og Fru Hayes siddende i spisestuen med slukket lys i bedste Cape Fear-stil, og som det første da jeg trådte ind af døren fortalte mig, at de gerne ville have jeg at jeg flyttede, senest søndag middag altså lige præcis 40 timer senere. Nogle af jer kan måske huske, at jeg for noget tid siden i et tidligere indlæg havde gjort mig lystig over det billede af familiens søn i spejderuniform (ham der nu lige er blevet færdig som FBI-agent), som hang over min seng, og som jeg, da jeg flyttede ind, havde taget ned for at skabe bare et minimum af hjemlighed på det gennemført u-hyggelige værelse, jeg nu skulle bo i næsten tre måneder. En af Hayes’erne havde af en eller anden årsag været ide på mit værelse den fredag og havde set, at skifterammen med billedet nu stod på gulvet og havde besluttet, at det var en så stor fornærmelse af deres hjem og deres familie, at de ikke længere kunne tåle at have mig indenfor deres vægge, og at jeg derfor uden varsel, uden yderligere forklaring eller uden mulighed for at undskylde øjeblikkeligt måtte finde noget nyt.

Jeg var selvsagt temmelig rystet, og vidste overhoved ikke hvad jeg skulle gøre. Som I jo ved havde det været svært nok i sig selv at finde det første sted jeg boede, og nu havde jeg så under to dage, stadig uden at kende nogen synderligt, og uden at vide, hvor jeg skulle lede. Det første jeg gjorde var derfor at ringe til Susan, for at bede om hendes hjælp. Da jeg havde været i byen med hendes venner nogle dage tidligere, som jeg omtalte i mit seneste indlæg, var der flere af dem, der havde nævnt, at de havde ekstra værelser, hvis jeg af en eller anden grund var nødt til at flytte. Jeg spurgte derfor Susan, om hun ville ringe rundt og forhøre sig om, hvem der havde ment det, og hvem der evt. kunne være klar til at jeg kunne flytte ind med kort varsel. Det sagde hun heldigvis ja til, hvorefter jeg ringede til Line og aftalte, at jeg evt. ville kunne sove hos dem i nogle dage indtil alt gik i orden. Det korte af det lange er, at jeg var nødt til at bo hos Line og Nick indtil torsdag, inden jeg fik lavet en aftale med en af Susans forældres veninder Kathy, der bor sammen med sin 22-årige datter Emily, tilfældigvis lige rundt om hjørnet fra fam. Hayes i Glenview, hvor jeg har boet lige siden. Og et har virkeligt været en fornøjelse at bo her. Emily og Kathy er virkeligt søde, og jeg nyder virkeligt min nye bolig (hvor der bl.a. er en lille swimming pool – læks), og at være sammen med nogle interessante, afslappede og, vigtigst af alt ikke sindssyge, mennesker.

Dagen efter den famøse fredag havde jeg tidligere aftalt med Sejal, at vi skulle ud og shoppe sammen. Jeg havde endeligt fået mit nye Dankort, efter at det gamle var blevet væk, og jeg havde en hel del opsparet shoppe-energi og -penge, der skulle brændes af. Det viste sig jo også, at det skulle blive en kærkommen lejlighed til at jeg kunne slippe af med nogle frustrationer i forhold til familien Hayes. Det skulle nu ikke ødelægge en god shoppe-tur, hvor Sejal hentede mig og kørte os ud til et af se store malls i nærheden. Den type steder er jo grundlæggende ikke specielt charmerende, men dette var dog helt klart et af de bedre af slagsen, med en kunstigt skabt gågade, med butikker på hver side og en meget god stemning. Vi fik købt end del og fik i sædvanlig stil overtalt Sejal til at købe noget meget lyserødt tøj, som hun under normale omstændigheder ikke ville have købt, og som hun formentlig grundlæggende ikke havde råd til. Derefter gik vi ud og spiste på en virkeligt lækker Thai-restaurant, hvor Sejal fortalte om sin store plan med at samle en stor gruppe, der skulle rejse rundt i Indien næste år. En plan som jeg, stadig opstemt af shoppe-adrenalin, øjeblikkeligt koblede mig på. Det var naturligvis helt uforpligtende, men et eller sted tror jeg godt, jeg kunne finde på det – ikke mindst hvis det kunne kombineres med et besøg hos Torsten i Nepal…

Mens vi sad på restauranten ringede Emily og fortalte grædende, at hun (igen, se tidligere indlæg) havde slået op med sin kæreste, og havde behov for at komme ud og more sig, hvilket jeg naturligvis var helt med på, club-mæssigt underernæret som jeg var. Jeg havde på det tidspunkt endnu ikke været ude efter midnat på noget tidspunkt siden jeg kom til USA. Vi aftalte derfor at mødes på en bar inde i byen, og så finde ud af hvad vi gjorde derfra. Det endte med at blive er rigtigt god bytur, mig, Sejal, Emily og Justin, den sorte capoeira-instruktør, jeg omtalte i et tidligere indlæg, og som helt klart havde sat næsen op efter at blive Emilys rebound-fyr, hvilket dog ikke lykkedes ( i hvert fald ikke den aften). Vi endte på et sted, der både indretnings-, klientel- og DJ-mæssigt mindede meget om Apparatet på Nørrebrogade, både på den gode og den dårlige måde, men farvede drinks og middelmådig house var mere end rigeligt til at tilfredsstille mit by-behov den aften.

Udsmidningen fra fam. Hayes’ hus kunne dårligt være kommet på et dårligere tidspunkt, da jeg jo havde aftalt med Toke og Isabel, at de skulle komme på besøg den kommende weekend. Den primære årsag til, at vi var endt med den løsning i stedet for, at jeg tog til Washington eller at vi alle mødtes i New York var netop at jeg havde lovet at vi alle kunne bo gratis i Glenview. Selv om min aftale med Kathy sådan set var faldet på plads, da de kom, syntes jeg alligevel ikke, at jeg ville læggeud med at have to gæster boende den allerførste weekend, og jeg aftalte derfor med Toke og Isabel, at vi alle tre bookede os ind på et hostel inde i byen. Bortset fra det rent økonomiske aspekt viste det sig nu at være en rigtigt god idé, da det jo betød at vi faktisk fik tre hele dage inde i byen i stedet for at spilde hele den første aften i Glenview. De to landede i Chicago tidligt morgen (og havde været endnu tidligere oppe - spørg Toke hvorfor), og tog så en taxa ud på skolen hvor vi spiste lækker morgenmad på en restaurant i nærheden, og de mødte mine kolleger og fik den store rundtur på skolen, inden vi gik kolde på tilskuerpladserne til skolen football-stadion og tog en middagslur under den bagende middagssol (Toke blev temmelig solskoldet). Efter skoletid spurgte jeg rundt på kvarteret for at høre, om vi kunne få et lift ind til byen med en af dem. Den eneste der meldte sig var Ben Widner, men det viste sig hurtigt at hans Jeep var så fyldt med al muligt ragelse, at det ikke var fysisk muligt at vi alle tre kunne sidde der vores bagage, og vi måtte derfor tage toget ind til byen (igen meget til Tokes begejstring, da vi så ikke færre en fire forskellige slags lokomotiver, mens vi stod og ventede). Jeg vil ikke kede jer med en play-by-play gennemgang af hvad vi lavede, men det var en virkeligt godt besøg, hvor vi både nåede på havnerundfart, i det store Akvarium, på jazzbar og meget mere.

Lørdag aften holdt Susan polterabend sammen med alle sine veninder, hvilket jeg selvfølgelig ikke var inviteret til, men jeg havde aftalt med dem, at vi ville mødes med dem senere på aftenen på et et diskotek, så det gjorde vi. Det viste sig at være en HipHop-club på West Side med omkring 95% sorte, dansede til computermiksede udgaver P. Diddy og Fergie. Det var nu meget sjovt alligevel, og polterabend-gruppen, der også inkluderede Sejal, Emily og Melissa, var så fulde at de formentlig stort set ikke bemærkede hvad der foregik. Sådan et selskab er det altid lidt svært at falde ind i – især er jeg sikker på at Isabel nød at blive skudt i munden med en vodka-fyldt, tissemandsformet vandpistol – lige hendes stil. Vi morede os nu meget godt alligevel.

Tidlig mandag morgen sendte jeg Toke og Isabel ud i lufthavnen, hvor de skulle videre til New York, og jeg tog toget ud til Mt. Prospect, hvor jeg for første gang var hjemme med børnene sammen med Sanne hele dagen for første gang uden Line eller Nick. Det var utroligt påfaldende, som Sanne også havde fortalt, hvor meget mere selvstændige og modne tvillingerne virkede når deres forældre ikke var der, og det var virkeligt en fornøjelse at lege med dem i løbet af dagen. Om aftenen landede min mor, og Line og Lia kørte ud og hentede hende i lufthavnen, mens jeg passede tvillingerne. Det var dog ikke meget jeg nåede at se til hende den aften, fordi næsten så snart hun var landet og de små havde jeg fået deres gaver tog jeg tilbage til Glenview, hvor jeg jo skulle flytte ind hos Kathy og Emily (fam. Endo) for alvor.

Det blev der dog taget revanche for dagen efter, hvor min mor tog en taxa op på skolen, og ligesom Toke og Isabel, fik både morgenmad og den store rundvisning. Det var også den dag jeg holdt det oplæg for lærerne, som jeg lagde op på denne blog for noget tid siden, så det fik hun også at se. Ellers gik ugen hurtigt, vi fik både set Art Institute (igen) og det naturhistoriske museum og en masse andre ting, en del af dem sammen med Sanne, der, tror jeg, så besøget som en kærkommen undskyldning til at komme lidt ud af huset. Et af højdepunkterne var, da vi alle tre tog på bluesbaren Buddy Guy’s Legends, desværre uden at møde legenden selv, og hørte et ganske udmærket delta blues-band og spiste noget af det stærkeste grillmad, jeg nogensinde har fået. En meget autentisk oplevelse. Bortset fra alt det var det selvfølgelig dejligt at se sin mor igen, og (ligesom det havde været med Toke og Isabel) dejligt at have nogen, man både kunne vise byen frem for og kunne opleve den sammen med.

De sidste par uger siden hun tog hjem er gået meget stille og roligt. Jeg har taget på skolen nogle gange, dog uden få lavet vild meget, fået cyklet nogle gode lange ture og er taget ind til byen et par gange. Men egentlig har det været lidt mærkeligt, fordi det egentlig bare har været tid, hvor jeg har gået at ventet på at det hele skulle slutte, og skulle tage ud for at mødes med Stu og Dave. Men jeg er nu glad for at jeg er blevet i området alligevel. Dels fordi det var godt at få fuldt mit ophold på skolen helt til dørs ved at blive der indtil skoleåret sluttede, og dels fordi jeg så har kunne bruge de sidste par uger på at få konsolideret nogle af venskaber, jeg har fået herovre, så jeg nu tror der faktisk er en god chance for at de vil kunne holdes ved lige. Især mit forhold til Susan er virkeligt blevet godt, og jeg kunne virkeligt mærke, da jeg sagde farvel til hende i onsdags, at jeg kommer til at savne hende, når jeg er tilbage i Danmark. Så meget som jeg har savnet alle jer, og så glad jeg har været for alle de hilsner og mails, jeg har fået, så har det været hende, jeg har været tættest på over de seneste måneder, og hende, jeg er gået til, når der var noget. Nu er hun som bekendt i Korea, hvor hun og Seung-Chol skal giftes på fredag, men jeg ser frem til at høre fra hende igen, når hun kommer tilbage, og jeg håber, vi vil kunne holde kontakten ved lige; og det samme gælder i øvrigt også flere andre på kontoret.

Jeg har skrevet et lille brev til dem alle sammen, som jeg gav dem i forbindelse med kontorets sommerferiefrokost, hvori jeg også har givet mine kontaktoplysninger, hvis de nogensinde skulle befinde sig i Danmark eller omegn. Frokosten blev afholdt samme dag som den famøse Danmark-Sverige-kamp, som jeg fik løbende SMS-opdateringer om fra Peter. En følelsesmæssig rutsjebanetur uden lige, der bestemt ikke blev gjort mindre af de ind i mellem noget kryptiske beskeder eller for den sags skyld af den flaske Bitter, som jeg havde fået min mor til at tage med over, og som jeg nu påduttede alle og enhver. Heldigvis fik jeg genoprettet lidt af Danmarks ære ved at tæve samtlige på kontoret i badminton, en sport der herovre bliver betragtet som ren strandhygge og væsentligt under Ultimate Frisbee i prestige.

I går var jeg til Lias femårs fødselsdag, hvilket var rigtigt hyggeligt. Jeg havde købt sådan drejedims, man kunne bruge til at lave psykedelisk udseende malerier med, som hun blev meget glad for, men fødselsdagens helt store clue var, at Lia af sine forældre fik en lille hoppeborg, der kunne stå i baghaven, men som alligevel var stor nok til at alle tre børn kunne være i den. Ret sejt, jeg var lidt misundelig over, at jeg man skulle være under fem fod høj for at måtte lege på den. Jeg må vente til vi kan komme på hoppepuden ved Øer på Mols. Efter fødselsdagen, var der et arrangement i fam. Skoufus, som jeg ikke var inviteret til, hvilket passede mig glimrende, da det betød, at Sanne og jeg i stedet kunne tage ind til byen. Jeg havde foreslået, at vi kunne tage ud og se Chicago Fire spille (rigtig) fodbold, men det hun ikke rigtigt tændt på (øv), så i stedet tog vi til Chicago Blues Festival, en stor gratis festival i Grant Park, hvor vi så to rigtigt gode blueskoncerter.

Så det var det – i store træk! Jeg glæder mig meget til at se jer alle sammen igen og fortælle jer om alle de ting, jeg ikke har fået med her. Men i første omgang glæder jeg mig meget til den store vandretur med de skøre englændere. På tirsdag flyver jeg til Denver, hvorefter jeg har en 7 timers bustur ud til der, hvor de to befinder sig. Men derefter er der bare midtvestens flade sletter foran os, indtil jeg på næste tirsdag vender næsen hjemad. Hvis det er muligt vil jeg forsøge at skrive indlæg i løbet af den kommende uge – det kan ikke undgår at blive et oplevelse, men hvis ikke bliver dette det sidste på denne blog, og vi må ses i den virkelige virkelighed. Husk, at I kan læse om den store vandretur på www.walkingthestates.com, og husk at komme til hjemkomstfejringen på Rust i København, fredag d.22 fra kl. 23.

Planet Hollywood

Film spiller til min delvise overraskelse en temmelig meget anderledes rolle i det Amerikanske samfund, end det gør i det danske, eller i det mindste i de dele af det danske samfund, som jeg kender og er en del af. Jeg kan huske, at Tom engang fortalte en historie om, hvordan han, da han var i Nigeria prøvede at tale lidt med nogle folk i hans fars landsby om film, hvilket tilsyneladende var noget de gik meget op i. I landsbyen ankom flere gange om måneden en ladning med nye film, som hele landsbyen religiøst samledes om at se på den ene lille projekter, og langt de fleste missede aldrig en af disse forestillinger. Men da Tom spurgte til spørgsmål om stil, instruktører eller endsige deres yndlingsfilm var de ude at stand til svare og tilsyneladende helt uforstående over for hans spørgsmål (Tom, du må rette mig, hvis jeg genfortæller historien forkert). Film blev betragtet som underholdning på en lang mere trivial måde end gennem det ofte temmelig fetishistiske lys, vi/jeg er vant til at tale om film. De var bare noget der var der, og den ene uge var det en god en, den næste uge måske en dårlig, men det gjorde ikke så meget, for aftenen var jo gået, og der kom under alle omstændigheder en ny en næste uge. På en mærkelig måde gælder det samme tilsyneladende Amerika. Der bliver set en ufattelig mængde film i timerne, og film fylder i det hele taget temmelig meget. Bifturen fredag aften er fuldstændigt gennemritualiseret, og det giver nu pludseligt mening for mig, hvorfor det tilsyneladende betyder så meget for en film, hvordan den klarer sig på premiereweekenden. Personligt går jeg ikke ser en film på åbningsdagen, medmindre det er noget jeg virkeligt har glædet mig til, men herovre står rigtigt mange mennesker hver weekend og skal tage stilling til hvilken af de film, der åbner den weekend, de vil tage ind og se.

De Amerikanske films dominans er fuldstændig overvældende. Nick fortæller, at han i hele sit over 40-årige liv kun har set én film med undertekster (Tiger på spring, Drage i skjul), og selv på kontoret, hvor der ikke er nogen tvivl om at de kvantitativt har set flere film end de fleste mennesker jeg kender, er helt uforstående overfor veletablerede internationale navne som Almodóvar, Wong Kar-Wai, Truffaut osv. Og i det hele taget virker det som om den revolution, som den franske nybølge i tresserne og halvfjerdserne medførte i den måde vi tænker selv underholdningsfilm som primært instruktørernes værker, ikke her har trådt i stedet for den gamle hollywood-tænkning om skuespilleren som det store trækplaster. En film af Coen-brødrene med eksempelvis Tom Hanks i hovedrollen (som den temmelig skuffende Ladykillers for et par år siden), ville i Danmark helt klart blive markedsført som en Coen-brødrene-film, mens den herovre ville blive markedsført som en Tom Hanks-film.

Jeg ved ikke, om jeg helt er blevet opslugt af den Amerikanske diskurs på dette omåde, men faktum er ikke desto mindre, at jeg uden tvivl har set flere film (dog primært på DVD) i løbet af de forgangne måneder, end på nogen tidligere 2-en-halv måneders periode i mit liv. Dette skyldes naturligvis også Blockbusters abonnementsordning, hvor man kan få grundlæggende som mange film man har lyst til til et fast beløb om måneden, såvel som det faktum, at jeg hverken i den tid, hvor jeg boede hos fam. Hayes eller hos Line reelt havde adgang til et TV, hvorimod jeg har kunnet se DVD’er på min bærbare eller har kunne gå i biografen om aftenen. Som illustration af dette har jeg nedenfor kompileret en liste baseret på min hukommelse og diverse kvitteringer, over alle de film, jeg har set i USA. Der skal nok nå at komme et par stykker til, inden jeg tager hjem, men allerede nu må man sige det er en temmelig pæn liste, afsluttende med Last King of Scotland, som jeg netop har set.

Så her er den: Film jeg har set siden jeg tog til USA (på DVD hvis ikke andet er angivet). Herunder ikke inkluderet de film, jeg har set mere end en gang eller hvor jeg har set filmene med kommentatorspor, bag-kameraet-dokumentarer eller lignende og heller ikke de film, jeg har set helt eller delvist sammen med diverse klasser i undervisningstiden:

Stranger Than Fiction (Flyet)

Happy Feet (Flyet)

Marie Antoinette (Flyet, missede slutningen)

Napoleon Dynamite (TV)

Little Miss Sunshine

Talladega Nights

School Of Rock (TV)

Pan’s Labyrinth (Biograf)

Sky Captain And The World Of Tomorrow

Science Of Sleep

Mission Impossible III

Me, You And Everyone We know

Brokeback Mountain

Brick

Clerks II

300 (Biograf)

Zatoichi

Sonatine

A History Of Violence

Madagaskar

Appleseed

Dave Chapelle’s Block Party

Rocky Balboa

V For Vendetta

An Evening With Kevin Smith 2

The Departed

Curse Of The Golden Flower

Grindhouse (Biograf)

Idiocracy

Death of a President

Slacker

For your Consideration

Hoodwinked

Jerry Seinfeld – Comedian (missede slutningen pga. problemer med DVD’en)

Thank you for Smoking

Big Animal

Arrested Development – sæson 2

Jesus Camp

Arrested Development – sæson 3

Mon Oncle

De Fem Benspænd

Lost In La Mancha

24 Hour Party People

Good Night, And Good Luck

Ice Age 2

Coffee And Cigarettes

The Aristocrats

In The Mood For Love

Manderlay

La Collectionneuse

Fracture (Biograf)

Divine Trash

Donnie Darko

Capote

X

Shaun Of The Dead

A Prairie Home Companion

Shrek 3 (Biograf)

Hot Fuzz (Biograf)

Øst For Paradis

Dear Wendy

Family Guy Presents: Stewie Griffin – The Untold Story

Audition

Pirates of the Caribbean: Curse Of The Black Pearl

Art School Confidential

Cremaster 3: The Order

The Edukators

Hairspray

Last King Of Scotland

Speech, Speech!

Jeg ved, der er gaaet lang tid siden mit sidste indlaeg, hvilket selvfoelgelig, ulogisk nok, er et tegn paa at der er sket en hel masse. Ogsaa udover, at denne blog er blevet kategoriseret som Porno af GBS' netsikkerheds-system, og ujeg derfor ikke kan komme ind paa den derfra. Mens jeg forsoeger at faa skrevet et indlaeg, hvor jeg kan samle op paa alle de ting, der er sket, taenkte jeg, jeg lige ville laegge det oplaeg, jeg holdt for alle laererne i afdelingen, op. Det er et forsoeg paa at forklare for dem, hvad det egentlig er, jeg har gaaet og lavet; en information, jeg gaar ud fra nogen af jer ogsaa ville kunne bruge. Det maa ogsaa goere op for den projektbeskrivelse, jeg aldrig har faaet lavet. God fornoejelse!

First of all I would like to thank you for everything that has happened to me during the course of my stay. As I wrote in the little letter that I sent I you have all made me feel so welcome, and I have really enjoyed my stay, and I really truly feel saddened that it’s nearing it’s end. I hope this little presentation will shed a little light on what I have been doing here, and the purpose of my sometimes kind of odd behavior, and hopefully satisfy some of your curiosity.

The presentation will be focused around three major pillars, the topic and theoretical background for my project; my methodology how I came to choose it and my guesses regarding how my analysis and will eventually turn out. Of course I have done very little of the actual data analysis so far, so I won’t be able to get very specific, and there is a good chance that some of what I say today will change as I bury myself deeper in the data, but this is the way I see it at this point, and just based on my intuitive sense of the data as I have collected them. Most likely when I’m done the reaction you’ll sit back with is “ Was that it?” ,“Is that all he got from hanging on to our coattails and distracting our classes for all these weeks?”. And well, yeah it is kind of. The work I’m doing goes in to a very specific theoretical context, and the purpose of the research relates quite intimately with this theoretical framework, and deals with the usability of it a context similar to the one I have been working in. I know Suzie believes, that I during this presentation will reveal myself as a genuine A-hole who has been taking terrible advantage of you, and secretly only want bad things for you guys. I truly hope, that is not the perception you are left with after this presentation.
I don’t know exactly how much time we have, and I also don’t know exactly how long this presentation, but I really hope we have time before this bell rings, for you all to comment and ask questions, I would very much like to hear your opinions, or if you think there’s something I’ve gotten all wrong. If we don’t have time to get to all of your questions today, you know I will be around the office for a couple of more weeks, so we can continue the discussions over the lunch table….

So anyway, I might as well get down to it. The overall topic of my study and of the work that I have been doing in my last couple of various projects is the everyday production of nation identities, or as it is frequently referred to “Banal Nationalism”. Now when most people hear the word nationalism, they think of it in sense of one of the three following categories any combination of those: Historical Nationalism. The creation of the ideas and later of the practical reality of nation-states or movement aimed towards political organization based on ethnical or otherwise historically determined boundaries. This is a phenomenon primarily pinpointed to Europe around the turn of the 19th century, primarily seen as part of the romanticist movement combined with geopolitical shuffles in relation to the redrawing of the European map after the Napoleonic wars. Seperatist Nationalism in Modernity. The broad specter of political movements across the globe in the 20th and 21st centuries aimed at redrawing pre-modern boundaries or grant political autocracy to regions or groups based perceived ethnical or cultural boundaries. Examples of this would be the postcolonial movements in Africa, or the so-called Balkanization of Eastern and Southeastern Europe. And finally Political Nationalism, a political movement centered around a series a policies based in perceived cultural values or the right to national autonomy, frequently associated with extreme right-wing policies, with notions of supremacy over others, and with political violence. So either a historical occurrence, a geopolitical movement or an ideology. In most academic literature, as well as the use of the word Nationalism I everyday speech presupposes a definition of the connection that encompasses all of these to a certain degree, and in a way, which might not even be aware of the differences between the three. But even a clear-cut definition of the concept which takes the obvious separateness of the three uses of the word are, in my opinion, missing an important part of the point, when It comes to the role of nationality and national identity in a practical sense.

Of course at basis of a research such as this lies a certain degree of a constructivist approach towards the formation of identity in individuals as well as a communal phenomenon. Identity is seen as not something nature-given to the individual but as a psychosocial phenomenon embedded I a wide variety of culturally and ritually laden practices, conceptualizations and institutions. The reason communities exist is as such the fact that people act as if they existed, and that their existence I presupposed linguistically, institutionally, visually etc. et.c The British Social Theorist in his groundbreaking book “Banal Nationalism” phrased it:

”Banal Nationalism possesses a low key, understated tone. In routine practices (…) the idea of nationhood is regularly flagged. Even the daily weather forecast can do this. Through such flagging, established nations are reproduced as nations, with their citizenry being unmindfully reminded of their national identity”.

The study of Banal Nationalism thus deals with the manor in which national categories, nationalist notions, rhetoric and ideological assumptions as well as the idea of national specificity are reconstituted on a daily basis in well-established, stable nation-states whose existence is not threatened or even questioned. This question is particularly relevant, when considering the thorough and basically irrefutable deconstruction the concept itself as well as its ideological baggage have gone through and the fact that we are supposed to be living in a glocalized state, where nation-state level policymaking and inter-nation-state relations are supposed to be dwindling in importance as a result of the Internet, economic interdependency, network-based relations and internationalizing elites. In spite of all this I believe there is reason to believe, that the world is currently seeing, although changed, but still more nationalism as supposed to internationalism or a-nationalism, rather than less, if you define the term as I did before. It is important however to state, that there in it self nothing normative about the term, in spite of highly inflammatory felling usually related to it. Banal Nationalism is , in fact, something we all have, or rather do, and it is in determining the form and content of it the actual research lies. Also I believe, there is reason to believe that gaining a better understanding of the Banally Nationalistic practices in a community is a valuable entrance way to gaining an understanding of the culture as a whole.

Now, as I said, Michael Billig, the person who developed this theoretical framework, is British, and in spite of the enormous impact his work has had on academia in Europe, he is still very rarely read over here, and the work that he has previously inspired is are to an overwhelming degree centered around European examples and based on a European context. This is additionally surprising when you take in to account the fact that Billig himself uses the waving of the American flag as the prime example of Banal Nationalistic behavior, and the fact that the exclusion of non-European modernized states such as the US from your scope of research gravely undermines it’s credibility in terms of the universality of your basic categories and assumptions. There are certainly reasons to believe that some of the conclusions that have been made in research projects centered on a European context would not be applicable on the US: The US is a much larger country; its based on expansion; it’s based on quite recent waves of immigration; it has a decidedly decentralized structure of governance; it has a wide number of self-conscious and well-organized political minorities, but without any serious political separatist movements representing either of them. None of which can be said of any European state. Based on the standard definition of the term the US isn’t even a nation-state, because here are no direct correlation between political and ethno-cultural boundaries. And yet the political, rhetorical, visual and institutional make-up of the US is laden with stuff which only be described as fitting the definition of Banal Nationalism like a glove.

So in short it is this dilemma, as well as this apparent gap in the theoretical literature, that I am in all modesty trying to open a path towards solving with this little project. Other kinds of research project inspired by this or similar schools of thought are frequently carried out by analyzing large (or sometimes not so large) amounts of quantitative data: The use of particular words in newspapers or movies, questionnaire surveys, the amount of money spend on certain products, the language and references used in advertisements and so forth: I myself did a study of the frequency and usage of institutionally recognized national symbols in the New York Times, People Magazine and USA Today on selected dates. But I’ve always felt that the best, however also the most vulnerable, way of gaining an understanding of someone’s everyday life is, in fact, to observe that everyday life. And my use of the anthropological approach came from there. Again surprisingly little anthropological research is done by European researcher in the US. In my opinion this stems in a certain degree to an inherit tradition in the field to focus either on the very familiar of the very distant. But apart from that it also stems from a very real concern among anthropologists that America as an abstract notion is far too big, too complex and too diverse for it to be possible to do any kind of valid or even remotely generalisable. And this is certainly true to a wide extent, but in my view that certainly shouldn’t discourage one from doing research altogether. I’ll get back a little later to how a have hoped to avoid the worst traps of this dilemma as well as the specific design of the research. But first I will just do short rundown of the theoretical background for this type of research for those of you who don’t deal in cultural studies or sociology on a daily basis.

Sociologically speaking I think it as appropriate, however not, chronologically accurate, place to start with the French structuralists around the middle of the 20th century who picked up the torch from the classical notion in early sociology, that results on the individual level should best be explained by causes at the structural or societal level. Claude Levi-Strauss rediscovered Freud’s notions of Totemism, and used it to explain the development of structures in society, as well as individual submissiveness towards them. The given state of a given society can be explained functionally and psychologically be referring to the individual and collective necessity of establishing an external regulator of individual or collectively destructive behavior. Roland Barthes continued on the methodological approach of Levi-Strauss, but continued to demonstrate how this process in stead of just establishing a few Leviathan-like institutions, necessitated the creation of a wide range of mythologies and the permeation of these into every aspect of the individual lives, sometimes with remarkable ideological consequences. This way of thinking not only gives an important key to where to look for the production and evolution of culture, it also gives a hint towards understanding the stubbornness in persistence of even easily deconstructed notions or communities.

After WWI The first actual theorizing of the nations since the days of classic National Romanticism of Rousseau or Herder was being done, and was very early on split into two major schools of thought: Essentialists, who believed in the originality of Nations or Ethnical Entities, and constructivists who asserted the notion of culture as being a result of random historical circumstances. For obvious reasons the essentialists suffered some setbacks as a result of WWII and later on the Civil rights movement, but it certainly didn’t die out in every-day public discourse, and current day theoretics as mentioned have to deal with the fact that nations and nation-states turned out to be more difficult to get rid of, when what might have been expected.

And even this split, or the apparent victory of constructivist theories have been challenged by an even more radical post-colonialist school of analysis, where even the attempts towards achieving geopolitical equality was criticized as being Euro-centric in the focus on westernly defined categories of individuality and societal life. With his book “Orientalism” Edward Said”, shifted the focus for cultural studies towards the studies of the processes of “othering”, which in his view determines the very core of communal self-understanding.

From the seventies and up till today a number of thinkers under the category of post-structuralism or post-modernism, have attempted to combine all of these various critiques and understandings in creating a new broad framework for understanding the world. Henri Lefebvre claimed, that the Everyday Life and the production of spatial categories and assumptions should be moved to the forefront of social studies. Michel Foucault combined sociological with linguistic structural Saussure-style linguistics in describing a world where the internalization of self-regulatory norms embedded in discourse was the significant form of alienation in modernity, and Jean Beaudrillard, the bad boy of post-structuralism stated, that the best way to describe the current state of affairs could best be described as a state of simulacrum, where the boundary between every-day life and ritualistic behavior had once again been blurred, but this time on the terms of globalized capitalism.

I hope all at that made sense, but in any case it does show, the complicated world view, every-life studies nowadays have to deal with or write themselves into. The most important cultural notions lie not in the exceptional but in the trivial, and banality in it self is a statement towards the strength of a notion. The necessity to externalize an idea be referring it to outside sources of legitimacy or “rational” explanations on the other hand is a sign of discursive struggle and the inability of that notion to achieve paradigmatic hegemony.

Anyway, turning back to the practicalities of my work most of you have already heard the basics of the story of how I got to GBS. As I said earlier, doing anthropological research within the US is usually considered rather pointless, unless you have a very specific group, you want to gain knowledge about, since talking about any kind of average-ness is pointless, when you take into the account the vas differences between north and south, east and west, urban and rural, poor and wealthy, whiten and non-white, English-speaking and non-English-speaking. However I felt it was important to try to make that attempt anyway, since it is obvious that the importance of the policies and Economic as well as cultural output America produces is impossible to overlook. The choice of using a high school environment as the basic scene for a research such as this one is quite an obvious one. High School is the level of education where you can be as certain as possible to get a broad reflection of the general population, and it is a scene, where the discussion or discursive reference to questions of values, beliefs and ideas are guaranteed due to the nature of the classes taught. In facing the question of representativity, I decided that a Northern, upper middle-class, predominantly white, suburb to one of the major cities, was as close as you were going to get to the archetypal image of at least that part of the population who will in future help determine the political agenda, the cultural production and the iconic image of American-ness which both the country and the rest of the world relates itself to.

As you know I have family in the area which is why I focused in on the North Shore in particular, and then I just started mailing to all the High Schools in the area, which turned up on a Google search. As I have learned to always go straight to the top I immodestly contacted the principals directly, which probably wasn’t a good idea, as most of the principals apparently just discarded my letter as some Nigerian money grabbing scam without looking at it. Which is why I got extra excited once I got a hold of Brian [Rektor] and later on of Terry [chefen for Social Studies-afdelingen], and learned that they were interested in allowing me to come here to GBS. They were literally the only ones who even took me and my project seriously, and I just don’t know how to repay for that. Because I don’t know what I would have done without it. In any case, once I arrived. Most of you probably remember that day, I just started going to as many classes as possible. Originally it was my intention do just sit in on HWC and regular level US History classes, because I felt the regular level compulsory classes would give me the most random and broad group of students to follow. I did, however, shortly discover that I simply was not able to retain my concentration and alertness by sitting in on the same classes being taught three or four times during the day. I therefore decided to broaden my research a little more and follow a wide range of classes for a diverse period of time and focus in stead on the classes, where I felt something was going on, that could be described as typical but at the same time but which at the same time had some personalities or group dynamics, which would ensure the flow of the debates in the classroom. After each day I have typed up my daily field notes, so I do have notes from every single class I have observed, but I believe that I will in the end focus in my report on the classes I have followed most intensely and for the longest periods of time. These being; 2 HWC classes[History of World Civilisations, obligatorisk,1. aar], 1 regular level US History [obligatorisk, 3. aar], one AP US Hiostory [niveauet over Regular} and 1 Political Science class {Valgfag, 4. aar}. The other observations however will probably serve merely as control data in my attempt to eradicate my from findings any inaccuracies due to individual teaching styles or dynamics of the individual class. Of course it is too early days for me to say anything in detail about it but it is my current impression, that I can to a large extent say that my findings were unaffected by those factors.

I had before I started my research based on my theoretical readings and previous work developed a series of categories and theses around which I initially based my note-taking. I’ll get back to these categories in a little while, but in any case I have had to tweak them a little bit over the course of my study in order to ensure precision and nuance in the terminology. Nevertheless they did structure the way I took notes over the first couple few weeks at least until Spring break or maybe even a couple of weeks after that. I would jot down during the class anything of interest and the at the end of the day, I would try to relate it to the categories or theses. In the last few weeks of my observations I decided in stead to focus on one or two specific things pr. day in order to give light to some of the areas my previous work had neglected to touch upon.

As you know, I have over last couple of weeks conducted four group interviews with at total of 16 students with representatives from all of the classes I have been focussing on. The purpose of these obviously was to both strengthen and enrichen the data gained from the observation studies. The interviews were structured about a series of word association games as a jumping of point for conversations about the students on a mixed selection of topics, some with a superficially speaking totally trivial content, some with an explicitly political or ethical content and some with more of an abstract construct. The object was to gain in insight into the way the students spoke as well as interacted when dealing with these various topics as well as the way they would change when moving from one topic to the other. All in all a pretty standard classic way of working. I have not yet transcribed the interviews, but my impression is that they do provide me with a kind of insight I could not have gained otherwise.

Finally, which I don’t know if I will use, I have taken I large number of picture of the school and of the classrooms after school, to get an image of the visual environment that dominates the field in which I did my research. I have never worked with that type of Data before, so I may just discard, once I get down to it, but other studies I have read kind of inspired me to see the kind of insights such a type of data might provide.

So with that I think it’s finally time to get down to the actual overview of the data itself. As A said previously, before I started the fieldwork and during the first couple of weeks of it I created five general categories of nationalism or, more correctly, Banally nationalistic behavior, I would be looking for, and which would structure my data gathering, and which will probably also play an important role in the way I will structure my analysis and report. I think we have probably already spent to much time on the theoretical details, so I won’t bore you the play-by-play of where I got these notions from, but if anyone is interested I would be more than happy to draw up a list of important references and inspirations. I will try to structure the run-through in a way so that I, for every category initially talks about what the category entails or means, then I will address shortly, why I felt that this category was particularly interesting or important, the Ill try and give an example of what I would be looking for in the classroom in relation to this category and finally my initial assessment of in what direction my analysis will go regarding each category so here we go:

The first category is what I have termed Nation-State Centered Nationalism. This is The archetypal form of Banal nationalism, where the individual or group in an unreflected way presupposes the existence and validity of the Nation-state as a framework of reference and Identity and as a geopolitical actor in its own right. As Michael Billig puts it:

“[Nationalism] is not confined to national borders, but its assumptions have been diffused internationally. George Bush in announcing the start of the Gulf War was addressing “the world”. He was speaking as if all nations would ( or should) recognize the morality of nationhood”.

In discourse this would for instance express itself in constant unreflected references to Nation-states as eternal or essential entities, or to them as actors in or propellers of historical events or developments. Simply referring casually to America or Brazil or Denmark without taking into consideration the historical and ideological flux these concepts where developed by and under is accepting to some degree or at least reproducing the paradigm of the Nation-State. This category is obviously important, because it is vital in claiming the discourse as banally nationalistic in the first place, but it’s certainly not just a formality. As I said there would be, and in deed there are researchers who would claim, that the specific American conditions would entail, that you can’t talk of Banal Nationalism in the US at all. I however found this type of behavior and discourse to just as wide a degree as my own and other projects have found all over Europe. If anything I would probably say that this type of discourse is more predominant over here rather than less. Not only is it completely dominant and unreflected, in student’s statements and rationalizations, it totally permeates the curriculum and the textbooks,, which is structured around themes such as “China” and “India”, and which is full of maps and charts, which does not only illustrate a Nation-State based world but which also designates Nation-States as entities with specific characteristics and patterns of action. “Because Germany was such-and-such, Russia did so-and-so”, and so forth.

The second category is what I call Decentralized Nationalism. This category would examine whether he students, at least when it came to there own country, so to speak, would recognize the Nation-State as just one among many policy making level, not qualitatively different from others. Now this category was of particular interest to me , because it strikes down to the core of the debate of the notion of Banal Nationalism. Some researchers would claim, that the Nation-State currently is dwindling in importance politically as well as cultural, due to the increase in power of a wide range of supranational, sub-national or trans-national entities or networks. There is in my mind probably no point in denying the truth of this in terms of the actual distribution of power and risk, but the research on the cultural or community-related consequences of this have certainly been inconsequential at best As Ulrich Beck put it:

“The irreversibility of the actions of contemporary society transcends class and borders (…) and as the production of risk becomes a-geographical so should the production of risk management”.

It is my belief, that this piece of research would give valuable insight into this question, since the US due to it’s history and constitution, probably have more experience with the power to sub-national entities and the legitimization of the nation-state level on these than any other western country. And also things like the internet, multinational corporations and a-geographical network organizations are as widespread here as anywhere, which should mean that this American experience to some extent should be a good foreshadowing of the future I relation to this question. In the classrooms this would for instance expose itself by having the kids referring to other references of identity, such as Illinois, The North Shore, Glenview or anything else with equal or similar strength as the national one as well as the recognition of the clash between the nation-based world of there textbooks or the historical narrative and the a-geographical world they live in, and there parents participate via their jobs and so forth. In fact, I believe that my research has shown very little of this , which hints towards the strength of the nation-state centered paradigm. Furthermore it does point towards a future increased gap between the perceived centers of powers and the actual ones, which in it self might be an interesting subject to study

The third category is what I have labeled racial or geographical nationalism. It is the belief that there is particularly important relationship between a geographical area and the people who live there. IN classical nationalism this is especially connected to what is described as the “German” state type, where the legitimacy of the state comes from the connection and representatively of the people it represents. The state is supposed to look like it’s people. The ideological heritage of this from the likes of Johan Gottfried Herder and Jean-Jacques Rousseau is found for instance in the, in European discourse so dominant “Tree-metaphor”. A person has “roots”, in the area where he “grows up”, and where is life and ideas are “grounded”. As the founder of modern post-imperialism Edward Said wrote

“The strength of this system of references where each separate instance of individual behavior could be deduced backwards and downwards was considerable in the formation of modern nations”

Certainly there was reason to believe that the American history of immigration and conquest would undermine or at least challenge this kind of thinking or metaphor. The idea of American-ness can in no way be as based in essentialist notions of race and culture as the notion of Danish-ness or German-ness, one would think. I my research have certainly, and unsurprisingly, showed this to be true. The idea of the correspondence between a particular race or culture with the category of this nation is all but eradicated, at least from the politically correct framework of thought as it is expressed in the classrooms of Glenbrook South. That there might still be traces of it in the debate over immigration or the Hispanic community is something I, unfortunately, will probably have to exclude from my research due to the practical limitations of it. However an interesting aspect of this question, which I will have to express in my work is the fact, that this expressed, and certainly understandable and important deconstruction of racial stereotypes and categories, has in some part apparently been replaced by a certain level of reductionism and essentialism when it comes to the way cultures are talked about. Race is considered a construct, but national or other cultures are thought of as factually existing and essential. Which certainly carries with it the ideological baggage of culture being something you “have and is an eternal and essential part of you, rather than as being something you “do”, and which is nothing more than the accumulative sum of individual actions. Although perhaps the use of the roots metaphor is less predominant here than in Europe, there is nothing to indicate that the students, in general challenge the notions of American-ness, Japanese-ness or Russian-ness as such. Although it would be considered extremely inappropriate to say that “African Americans are such and such”, saying that “Americans or Chinese are such and such”, is not only considered appropriate, it is a vital cornerstone in the curriculum, and tests are given on it.

The fourth category is what I call Geopolitical Nationalism, which refers to the idea that the nation-state is legitimized to some extent by the role it plays in a nation-state-centered world and institutions. Both in the sense of the geopolitical responsibilities and interests of the nations and the role of the state in protecting the individual from extra-terrestrial risks and dangers. When it comes to understanding the actions of a particular state or culture, the particular form or value given to this is extremely interesting because, it not only gives and insight into which values and beliefs are superimposed on the category of the nation-state, but also how the psycho-social process of recognizing the state, whether it be as totem or Leviathan, works. IN class I would pay specific attention to the use of community-constructing terms such as “we” or “here”, and in what ways these were connected with unreflected normative statements on the proper way of things, and to which degree these statements were challenged or even noted in class. I must say, I have found less of this than I probably expected, and I don’t believe, that there is any reason to say that in spite of the fact, that American are usually in Europe described as exceptionally flag-waving and certain of the particular normal values and responsibilities related to the nation and the symbolizations of it, to claim that this is anymore predominant in discourse here that what previous studies have found elsewhere, although the particular form of it light be different, and this difference might give an illusion of powerfulness. As identity theorist Benedict Anderson puts it:

“It may seem paradoxical that the objects of all these connections are all imagined,anonymous, faceless (…) butamor patriae does not in this regard differ from other types of affection, which always has an element of imgination. (…)What the eye isto the lover,the language or flag is to the patriot”.

The fifth and final category is what I have labeled Historical Nationalism. The idea that the past in some way in it self provides the individual with a specific set of characteristics and responsibilities. In traditional nationalism this is particularly connected to what is referred to as the French or constitutional nation-state type, where the conditions of the formations of the nation-state and the construction of it in itself gives legitimacy to it. The metaphor of “inheritance” is vital to this idea, and it would be interesting to see whether or not the students used or was introduced to this type of thinking, especially since the relative brevity of American national history on one hand, and the apparent emphasis on the construction of a national historical Canon speaks in opposite directions towards what might be expected. The way I see it, there is, based on my observations and interviews nothing to indicate, that this kind of indicate that this kind of thinking is any less predominant here than anywhere else. Contrarily it is apparently a cornerstone in the construction of the American nation to state that the present state of affairs is to a remarkably wide extent the result of a very limited number of historical events and figures. And canonically about history is received by the students with so little objection, that there is plenty of reason to state that it in fact a discursive nodal point in a wide range of cultural and everyday practices. As the founder of post-structuralist Everyday life-studies Henri Lefevbre puts it:

“The production of power and space in society must be subject too the same principle of alienation as the production of goods in a society increasingly erasing the boundary between the two.”

Now what all this means when you put it together, I think it is too early to say anything about at this point. But what is certain, is that I believe that I have a very interesting bit of work before me, and I am proud to say that I hope something very good will come out of this data, which brings me back to where I started, by expressing my extreme gratitude towards all of you for permitting me to do all of this work, and by letting me into your workplace and into your lives. I have had an exceptionally positive experience here, both on a professional and on a personal level, and as I wrote in my letter to all for you, I have seen nothing but competent inspirational teaching, and there is certainly no doubt that you can all be very proud of the educational work that’s being done here in the department. So with that I think we should probably go to a few quick questions as we are rapidly running out of time.

Finally, but first...

Hvis der er én ting jeg ville ændre, hvis jeg skulle starte forfra med planlægningen af denne tur, ville det helt sikkert være, at grundlæggende ikke er nogen grund til at jeg bor i Glenview. Det er for besværligt at komme frem og tilbage til byen, hvilket betyder, at jeg ikke får det gjort tit nok og derfor slet ikke får udnyttet de mange muligheder denne by har at byde på. Blandt andet fordi det betyder, at jeg ikke tager nogle chancer: En stor forhindring er naturligvis, er jeg er nødt til at skulle gøre de fleste ting alene, hvilket i sig selv er grænseoverskridende, men hvis jeg boede inde i byen ville jeg langt lettere bare kunne tage hen til et eller andet club-arrangement, fernisering eller hvad det nu måtte være og så bare kunne tage hjem, hvis det ikke var noget eller hvis jeg ikke kunne overskue at være der alene. Men da det jo tager næsten en time at komme ind til byen og togene kun afgår hver anden time (og i øvrigt ikke senere end kl. 00.30) bliver dette pludselig en stor chance at skulle tage. Et godt eksempel på dette var i lørdags, hvor der som nogen af jer måske ved en af de største boksekampe i lang tid, Floyd Mayweather mod Oscar de la Hoya, som jeg (der faktisk elsker boksning, men meget sjældent ser det på grund af Stald Palle-stævnernes skandaløst ringe niveau) meget gerne ville have set. Den blev kun vist på pay-per-view, hvad vi ikke har her i huset, og der ikke nogen sportsbar i Glenview, og jeg var således nødt til at tage ind til byen, hvis jeg ville se den (for at komme hen til en af de andre forstæder, hvor der evt. kunne forefindes en sportsbar er endnu mere besværligt end at komme ind i byen). Jeg havde derfor allerede slået ideen ud af hovedet, da Emily ringede sent på aftenen og spurgte hvorvidt jeg ville med hende og nogle af hendes venner ud på en bar inde i byen og se kampen. Det ville jeg naturligvis utroligt gerne, men måtte alligevel sige nej, da der ikke gik nogen tog, som kunne sørge for, at jeg ville være derinde til starten af kampen eller for den sags skyld kunne få mig hjem, når den var slut.

Der er to primære årsager til, at jeg i sin tid valgte at lede efter et sted at bo i nærheden af skolen, og begge af disse har vist sig at indeholde nogle væsentlige fejltagelser. For det første havde jeg en (måske meget naiv) forestilling om, at jeg på en langt bredere måde end det har været tilfældet ville observere elevernes hverdag; at jeg ville komme på deres hænge-ud-steder, deltage i deres fritidaktiviteter og måske ind i mellem blive inviteret hjem til middag hos dem eller lignende. Dette har vist sig ikke at kunne lade sig gøre; dels fordi det har taget meget længere tid end jeg havde forestillet mig, at komme tæt på eleverne, dels fordi selve arbejdet med klasseværelses-observationerne og registreringen af disse har vist sig at være så tidskrævende, at der reelt ikke har været mulighed for at brede undersøgelsen ud. Den anden grund til at jeg valgte at bosætte mig i området er at jeg ikke troede at det overhovedet ville være muligt at komme inde fra byen og ud til skolen om morgenen i tide. Dette skyldes, ganske simpelt, at Tripsweb, som er Illinois’ svar på Rejseplanen.dk, havde fortalt mig, at det ikke var muligt. Dette er ikke korrekt, som jeg har fundet ud af efter, jeg er kommet herover, men er et simpelt resultat, at søgemaskinen (som de fleste amerikanere) forudsætter, at det ikke er muligt at gå eller cykle længere end en halv mile. Det er faktisk meget nemt, at komme ud på skolen om morgenen inde fra byen med det offentlige (selvom der ikke er en eneste af lærerne, der gør det), men det kræver, at man enten går ca. en mile fra stationen til et busstoppested eller cykler de sidste 3 miles fra stationen til skolen. Men så ved man det til en anden gang.

Bortset fra det, så boede jeg over weekenden hos Line og Nick, fordi fam. Hayes havde bedt mig om at de måtte bruge mit værelse til deres datter og hendes veninder, der kom hjem på besøg over weekenden. Det havde de fortalt mig allerede, da jeg flyttede ind, så der var ingen problemer med det, og det var utroligt hyggeligt at bo sammen med familien de par dage. Da jeg tog derud torsdag til mit ugentlige besøg tog jeg simpelthen en taske med tøj med, og sov på en madras på Lias værelse. Det var rigtig fint at være sammen med familien i en lidt længere, sammenhængende periode, og jeg er stadig helt vild med de børn.
Fredag inviterede Sanne mig med på en aftale sammen med en brasiliansk pige, som hun har lært at kende gennem Line og Nick’s tidligere Au Pair, Fernanda, og dennes kæreste. Jeg havde ikke rigtigt taget tøj med til at gå i byen, men jeg tog alligevel med, og det viste sig at være godt, at jeg ikke havde majet mig alt for meget ud, da både Sanne og brasilianeren, der begge var fuldt stylet op unægtelig var temmelig overdressed, da det viste sig, hvor det var vi skulle være. Der har muligvis været noget miskommunikation mellem brasilianeren (hvis engelske ikke er overvældende) og hendes amerikanske kæreste, for det viste sig, at det han havde planlagt for as var at vi skulle ned på en mexicansk restaurant i Mt. Prospect, der i anledning af Cinco de Mayo havde rejst et telt ude på parkeringspladsen, hvor man (ikke ulig en byfest i Tuse eller tilsvarende) kunne købe øl og popcorn og desuden lytte til at band med midaldrende musikere der spillet lettere grungede udgaver af sange som Bryan Adams ”Summer of 69” og Nickelbacks ”How you remind me”. Sanne og Brasilianeren var ikke overraskende noget utilfredse, men der var alligevel ikke rigtigt nogen, der kunne overskue at arrangere, at vi skulle køre et andet sted hen. Vi endte derfor med bare at sætte os ned, drikke nogle øl og snakke i et par timer, hvilket jo altid er helt fint. På trods af dette var vi alligevel hjemme inden kl. 12, og jeg har stadig ikke været ude til efter midnat på noget tidspunkt siden jeg tog herover. Der må der gøres noget ved, når Toke og Isabel kommer herover om halvanden uge.

Lørdagen blev brugt i familiens skød, med middag hos de græske bedsteforældre. Vældigt hyggeligt, men jeg vil alligevel springe direkte til søndag, hvor jeg havde aftalt med Susan, at jeg skulle komme ind til hende til brunch kl. 9.30. Hvad jeg ikke helt havde tænkt på, da vi laved den aftale var, at togene ikke kører fra Mt. Prospect. Tidligt om morgenen i weekenderne, og jeg var derfor nødsaget til at cykle 45 min. over til Morton Grove for at tage toget derfra kl. 8 Det gjorde nu ikke så meget, for et endte med at være en virkeligt god dag; måske den bedste jeg har haft, rent socialt set, siden jeg kom. Lørdag aften havde Susan holdt Bridal Shower (hun skal jo giftes i juni), som kun var for kvinder, hvorfor jeg ikke var inviteret. Formålet med brunchen var derfor at få spist nogle af resterne fra det arrangement, sammen med nogle af hendes venner, for derefter at cykle (!) ind til downtown hvor vi Dalai Lama skulle tale i Millenium Park. Som de fleste af jer ved er jeg personligt (da jeg jo mener at al religion er skadelig og løgnagtig, og fjerner folks opmærksomhed fra de fysiske ting og personer som omgiver dem) temmelig ligeglad med Dalai Lama, men jeg så meget frem til at hænge ud sammen med Susan og hendes venner (og Emily, som kom senere), og til at sidde udenfor på hvad der tegnede til at være en meget smuk forårsdag. Og heldigvis endte det med, at vi sad på at sted, hvor vi hverken kunne se eller høre Lama’en, hvorfor vi var nødt til at snakke med hinanden, hvilket jeg var meget mere interesseret i. Susans venner var virkeligt fede og jeg håber meget at se mere til dem, inden jeg rejser videre. Da vi ikke gad sidde i parken længere kørte vi ned til Lake Michigan, hvor de kendte en fyr, der var overtjener på en strandbar ved navn Beachstro (et lidt tvivlsomt navn, men et meget fint sted). Da selskabet ud på eftermiddagen gik i opløsning kørte jeg med tilbage til Susan og Seung-Chol, hvor vi satte os til at ”De Fem Benspænd”, som jeg tidligere har skrevet om, og som jeg lånte videre til Susan. Vi nåede ikke at se den færdig inden jeg var nødt til at køre for at nå det sene tog tilbage til forstæderne, men hun har siden set den færdig selv og var, siger hun meget begejstret, selv om der selvfølgelig er mange ting, der er svære at forstå, når man ikke kender Leth og Trier eller deres værker. Virkeligt en dejlig dag og nok det der i særligt grad har givet anledning til den ovennævnte ærgrelse over at være ”fanget i Glenview til hverdag.

På skolen i løbet af ugen er der virkeligt sket noget, som vel måske var det, jeg burde have indledt dette indlæg med: Nemlig at jeg er færdig!!! Jeps, du læste rigtigt. Jeg har fået nogle interviews i kassen og fået afrundet mine observationsforløb på en tilfredsstillende måde, og jeg mener nu endegyldigt at kunne sige, at jeg den empiri, jeg skal bruge, og som jeg kom herover efter. Vildt nok men også lidt mærkeligt, da det jo på en gang er indgangen til den del af specialeskrivningen, som hedder databearbejdelse og rapportskrivning, og som jeg egentlig ikke har skænket mange tanker hidtil. Og dels fordi det jo markere begyndelsen til enden på mit ophold på Glenbrook South, nu hvor jeg endelig er begyndt at føle mig hjemme, og føle at jeg hører til. Nå, men sådan må de jo være. De gode nyheder er under alle omstændigheder, at jeg er helt sikker på, at jeg nok skal få et godt speciale ud af det her på et tidspunkt. Interviewene har jo ellers, som I ved, været den helt store hurdle men i denne uge er det endeligt lykkedes at få nok frivillige til, at det kunne lade sig gøre. Det foregik således, at jeg interviewede grupper på 3-4 i ca. 45 minutter; eller det vil sige, interviewede er måske så meget sagt. For reelt bestod sessionerne af en række samtaler mellem eleverne baseret på nogle associationsøvelser, centreret omkring mere eller mindre banale ord eller billeder, som jeg havde udvalgt, men som jeg ellers søgte at blande mig mindst muligt i. metoden var temmelig hjemmebrygget, men jeg er meget tilfreds med, hvad der kom ud af det, og jeg skal nok få fremtryllet en eller anden metodologisk retfærdiggørelse af det, når jeg kommer hjem.

Der er kun halvanden uge til Toke og Isabel kommer, og kun to uger til min mor kommer, og jeg glæder mig rigtigt meget til at vise min verden og Chicago frem – og til at have nogen at opdage den sammen med!

Paa loerdag er der jo Melodi Grand Prix, der som I ved normalt er noget jeg gaar meget op i, men den bliver ikke sendt paa Amerikansk TV, saa jeg bliver noedt til at se det over nettet. Hvis der er nogen, der er interesseret i at holde en lille Messenger-session eller lignende, under showet maa I endelig bare skrive.

Makin' the paper

For en gang skyld kun et lille kort indlaeg. For nogle uger siden blev jeg opsoegt af en journalist fra skoleavisen The GBS Oracle, og det er der nu kommet en fin lille artikel om, som kan laeses her - desvaerre uden de billeder og den faktaboks om min yndlingsbog, -ret osv., som blev trykt ved siden af i selve avisen:

http://gbsoracle.com/2007/05/04/unraveling-a-mystery-with-martin-jensen/#more-301

Jeg er ikke sikker paa, at redigeringen af interviewet helt lever op til DJF's etiske regelsaet, men i det mindste staar der ikke noget, der er decideret forkert. Jeg er dog lidt bekymret om der, hvor der staar, at amerikanske elever ikke rigtigt laerer noget paa grund af de mange proever. Det er jeg helt sikker paa, at jeg formulerede langt mere stille og roligt,men det virker ikke som om, der er nogen der rigtigt har bemaerket det.

...Jamas sera vencido

Onsdag Aften

Hørt fra fortællerstemmen ved skolens opførelse af Les Miserables under introduktionen til forestillingen: ”Please don’t laugh when the little kid get shot. It’s really not very good for his confidence”. Og senere fra rektor Wegley: ”You have just witnessed something turly unique and amazing, just like me”.

De sidste par dage har jeg lavet nogle ting der er faldet lidt uden for min normale hverdag, og som har givet mig et lille indblik i nogle af de mange andre dele af det amerikanske samfund, der findes udover dem, jeg undersøger og er en del af. En af grundene til at danskere stort set aldrig laver antropologisk feltarbejde i USA er den helt oplagte, at landet er så stort og diverst, at selv et meget grundigt og langvarigt studie ikke ville kunne give et billede der var bare nogenlunde repræsentativt endsige generaliserbart. Uden at gå dybere ind i en kritik af den opfattelse af lav kompleksitet i andre samfund, som ligger til grund for den type antagelser, så er det som bekendt min opfattelse, at jeg gennem mit projekts fokus og formål, så vidt muligt omgå denne problemstilling. Men sikkert er det ikke desto mindre, at en meget, meget stor del af den amerikanske befolkning ikke hører til, og ikke ville føle sig hjemme i miljøet i Glenview og på Glenbrook South. Jeg er efterhånden kommet til den erkendelse, at jeg ikke efter denne tur vil kunne sige med rette at jeg har prøvet at bo i Chicago på samme måde som flere af jer har prøvet at bo Berlin, Paris eller London. Dertil er mit liv alt for fokuseret på Glenbrook og besværlighederne med at komme ind til byen samt at opbygge de sociale kontakter for store. Også derfor var det rart at få en oplevelse af selve byen i dens liv og mangfoldighed, så jeg kunne få bare et lille glimt af, hvordan det kunne have været, hvis formålet med min tur havde været et andet.

Mandag havde Emily og Susan inviteret mig med deres respektive Latin American History-klasser på en tur rundt til en række af de latinamerikansk dominerede kvarterer i Chicago. Dels for således at have en ekstra voksen ved hånden, hvis der skulle opstå problemer, dels fordi de ved hvor interesseret jeg var i at lære både dem og byen noget bedre at kende. Desuden er jeg for nylig begyndt at observere lidt i netop Emilys 8. per. Latin History-klasse og kendte derfor eleverne lidt. Bussen hentede os udenfor skolen fra morgenstunden og kørte os ind mod byen; de tre klasser, Susan, Emily og jeg kunne lige netop være i én bus. Jeg kan ikke huske, om jeg fortalte om skolebusserne i forbindelse med min tur til krigsmuseet med AP US History-klasserne, så nu gør jeg det lige igen: Skolebusserne ligner fuldstændigt dem i ”Mine Glade 60’ere”, det er fanstastisk, og en stor kulturel tilfredsstillelse for mig hver gang jeg stiger ind i en af dem. Selv om det er mit indtryk at busserne rent faktisk er relativt nye, føles det da også som om man er trådt tilbage i tiden, når man sidder i den. Det er utroligt, at man i verdens rigeste land, og i et land, hvor man uanset hvad man ellers mener, ikke kan lade være med et blive imponeret over udvalget af varer og produkter at vælge imellem så har skolebusser, som man ville skamme sig over i de bulgarske karpater.

Busserne er rent ud sagt ekstremt ukomfortable; affjedringen er elendig så man kan mærke hver eneste lille bump i vejen; sæderne er grundlæggende plastikbænke, der er naglet fast til gulvet, men med så høje ryglæn, at ingen (heller ikke jeg) rigtigt kan se hen ad dem og ud af forruden, hvilket medfører at mængden af køresyge pr. passager er uforholdmæssigt stor; busserne er ikke udstyret med hverken airconditionering eller varmeanlæg og vinduerne kan ikke åbnes ordenligt, hvilket medfører, at der altid er enten meget koldt eller meget varmt, og lugten altid er forfærdelig (eller overdøvet med af diverse luftfriskere med citronduft, hvilket næsten er værre. Som en følge af alle disse ting er alle busserne ved siden af førstehjælpskasserne hver især udstyret med adskilligt små hvide kasserne med den, for dette så eufemisme-glade land, ukarakteristisk specifikt betegnede ”Body Fluid Clean-up Kit”. Add! De har heldigvis ikke været i brug på noget tidspunkt endnu, mens jeg har været med dem. Man kunne naturligvis godt vælge den konspiratoriske anskuelsesvinkel, at når standarden af disse busser er så elendig, så skyldes det at det til hverdag udelukkende er de fattigste elever, der anvender disse busser til hverdag, hvorimod lærerne (og jeg selv) kun en sjælden gang imellem træder ombord i de gule kasser, og administrationen, der i givet fald skulle bevilge nye og bedre busser, aldrig gør det. For en gangs skyld vil jeg vælge ikke at tage de briller på, og i stedet påstå, at busserne er et ukarakteristisk (og nogle ville sige lidt upraktisk placeret) udslag af nostalgi fra politisk/administrativ side. Hver gang man prøver at stikke lidt til bussernes tilstand, er svaret at sådan har skolebusser altid været, hvorefter den adspurgte typisk begynder at fortælle en eller anden anekdote om en interessant eller skelsættende oplevelse vedkommende havde på en sådan bus engang i vedkommendes egen skoletid (dog typisk i en yngre alder end high school – sandsynligvis fordi de folk, der nu er lærere eller administration på Glenbrook South, i sin tid ikke var de børn, der var nødt til at tage bussen efter de var blevet gamle nok til selv at køre). Jeg tror, jeg her er stødt på et intra-amerikansk kulturelt ikon af utroligt stor betydning. Måske skulle jeg tage det med i mit projekt på en eller anden måde…

Nå, men under alle omstændigheder tog vi altså bussen ind mod byen. Eller det vil sige; ikke helt, for da vi nærmede os downtown og man ud af (side-)vinduerne kunne se skyskraberne nærme sig drejede bussen pludselig af motorvejen begav sig i stedet ud i mod de latinamerikansk dominerede bydele vest og sydvest for downtown. Første stop var bydelen Pilsen, der som navnet antyder i sin tid var en bydel for immigranter fra Østeuropa, især Böhmen, men nu er et næsten fuldstændigt mexicansk domineret område. Det skal i den forbindelse indskydes, at Chicago selv efter Amerikanske standarder er en usædvanligt raceadskilt by. Man kan bogstavelig talt, som jeg oplevede under min cykeltur i Evanston og Skokie i søndags krydse bare en enkelt gade, og pludselig gå fra at være i et rent hvidt kvarter og til at være 100% sort. Byhistorisk skete der det, at man indtil begyndelsen af halvtredserne havde indskrevet i servitutterne for ejendomme i bestemte områder, at de ikke måtte sælges til bestemte racer eller religioner. Denne praksis blev på et tidspunkt fundet forfatningsstridig af domstolene, hvorefter der begyndte en lang periode af såkaldt ”Block Bombing”, hvor ejendomsspekulanter spredte rygter i de hvide kvarterer om, at de sorte var på vej ind, og at deres ejendomme derfor ville falde i værdi, hvis de ikke solgte øjeblikkeligt, dette medførte at disse kvarterer hurtigt blev tømt for hvide, der flygtede ud i nybyggede forstæder som Glenview, mens sorte, desperate for at komme væk fra de overbefolkede og stærkt kriminaliserede ghettoer, købte de tomme boliger til overpris af spekulanterne. Da disse kvarterdræningen skete meget hurtigt resulterede det også i, at de etniske samfund, der var blevet skabt ikke blev opblødt, men i stedet bare kollektivt relokerede sig, hvilket betyder at stort set hele det, der kan betragtes som selve Chicago er opdelt i etnisk dominerede kvarter, et indisk, et jødisk (begge på Devon Ave.), et svensk (Anderssonville), italienske (eksempelvis Cicero), Østeurpæiske (The Ukrainian Village, hvor Susan bor), en mængde sorte osv. samt endelig en mængde latinamerikanske.

Formålet med turen var, at eleverne skulle lære om den latinamerikanske tradition med politiske eller religiøse vægmalerier, á la dem vi kender fra Frida Kahlo og Diego Rivera. Emily, der som tidligere nævnt har rejst og boet meget i Latinamerika og hvis kæreste og vennekreds i meget udstrakt grad er af latinamerikansk oprindelse, førte derfor eleverne og os andre rundt til forskellig vægmalerier i kvarteret, inden eleverne så blev sluppet løs på en slags skattejagt, hvor de skulle prøve at finde en række almindelige symboler (Gribbe, Majs, Sole osv.) rundt om på kvarterets vægge. Som billeder betragtet er vægmalerierne typisk, efter min mening, ikke noget særligt; typisk meget simple og naivistiske i forhold til persontegning og perspektiv, og med et meget simpelt og direkte aflæseligt symbolsprog. Det interessante ved billederne er derfor i stedet den rolle billederne spiller som værker i det offentlige rum: For det første som et udtryk for at ville inducere det offentlige visuelle rum med politiske, sociale eller kulturelle budskaber (så vidt jeg kunne se, var det mest udbredte tema blandt de nyeste vægmalerier modstand mod den byfornyelse, der ses som et forsøg på at udrydde områdets kulturelle særpræg), og for det andet et udtryk for befolkningens kunstneriske behov, altså behovet for at bruge de forhåndenværende kunstneriske virkemidler i forsøget på at udtrykke sig om livet og hverdagen og på at skabe en visuel og rumlig identitet.

Kvarteret virkede meget hyggeligt og med mange små butikker, dog desværre primært med ting som mexicansk kunsthåndværk, som Emily og Susan var meget begejstret for, men som jeg havde meget svært ved at se som andet end turistragelse, uanset hvor autentisk latinamerikansk det så end var. Under alle omstændigheder var det en fornøjelse at shoppe lidt igen, hvilket jeg meget sjældent får gjort; dels på grund af manglende anledning; dels på grund af manglende penge. Pilsen-delen af turen sluttede med at vi alle sammen spiste middag på en lille mexicansk restaurant, hvor vi fik et meget udmærket udvalg af mexicanske specialiteter. Derefter kørte vi videre til det mere generelt latinamerikansk dominerede kvarter Little Village og derefter videre til et Puertoricansk kvarter, som jeg lige nu har glemt hvad hedder. Alle områderne virkede meget interessant, og er helt klart steder jeg vil overveje at vende tilbage til, hvis jeg får tid og mulighed. Alt i alt en virkelig god tur; også fordi jeg fik mulighed for at hænge lidt ud sammen med Emily og Susan i de perioder, hvor eleverne var sendt ud på egen hånd.

Det eneste problem var, at jeg på intet tidspunkt faktisk kom i kontakt med lokalbefolkningen direkte bortset fra butiksindehaverne, fordi vi hele tiden bevægede i en stor gruppe eller var mere optaget af at være sammen med de to andre. Det behov fik jeg heldigvis dækket dagen efter (i går), hvor det jo som bekendt var 1.maj. Det er ikke egentlig en dag man fejrer herovre, da man i sin tid ville distancere sig fra den internationale arbejderbevægelse og de kommunistiske undertoner, man mente hørte dertil. Den amerikanske fagbevægelse fejrer derfor sig selv på Labor Day, der ligger en gang til efteråret, og 1. maj er usmageligt nok engang i stedet blevet udråbt til national Loyalty Day, hvilket der dog ikke blev gjort meget ud af i år på grund af Bush-administrationens temmelig defensive stilling for tiden. Der har de Latinamerikanske indvandrere heldigvis valgt at se stort på, og har i stedet taget dagen til sig som en dag, hvor der overalt i landet holdes demonstrationer og andre arrangementer vedr. indvandrernes rettigheder. Således også i Chicago, hvor man for et år siden, da indvandringsdebatten virkeligt var oppe og koge havde samlet næsten en halv mio. fra hele midtvesten til en kæmpe march. Ingen forventede dog at kunne samle nær så mange i år, men jeg havde alligevel for lang tid siden besluttet mig til at fri fra skolen den dag og i stedet tage ind til byen og gå med i demonstrationen. Selvom jeg mener der er ærgerligt, at 1. maj ikke benyttes til et mere generelt forsøg til at samle arbejderklassen og de progressive kræfter, så er indvandrerrettigheder jo bestemt en sag, jeg går ind for; og et eller andet sted så er selve det, at afholde et politisk arrangement på den dag jo et udtryk for at man er en del af en verdensomspændende bevægelse – uanset om man giver aktivt udtryk for det eller ej.

Jeg tog derfor toget ind til byen, hvor planen var, at demonstrationen skulle samles i Union Park, passende nok, for derefter at gå i samlet flok ind til byen og Grant Park, hvor der så skulle være taler og musik. Og således gik – dog gik jeg glip af talerne og musikken til sidst, fordi jeg gerne ville være tilbage i Glenview i rimelig tid, og togene jo som bekendt ikke går så tit. Det er jo svært at vurdere størrelsen af demonstrationen, men aviserne har skrevet omkring 150.000 og mit instinkt siger mig at det ikke er helt ved side af. Umiddelbart var mit indtryk, da jeg ankom til Union Park temmelig kaotisk. Det var tydeligvis et temmelig græsrodspræget arrangement uden nogen enkelt stærk organisation bag sig, hvilket bl.a. manifesterede sig i, at den talerstol med lydanlæg, der var stillet op for at skabe noget atmosfære var så uanseelig, at den totalt druknede i mængden, og det er mit gæt at omkring 95% af de folk der var der overhovedet ikke opdagede, at der var en talerstol. En anden meget påfaldende ting var den overflod af amerikansk flag der var overalt. At der ikke var særligt mange røde faner var selvfølgeligt ærgerligt, men måske ikke så overraskende. Derimod var selv jeg meget overrasket over den overvældende mængde af Stars and Stripes der totalt dominerede demonstrationens visuelle indtryk. Overraskende ikke kun for de 1.maj inde i mit hoved er en pr. definition internationalistisk helligdag, men også fordi demonstrationen jo var arrangeret af de folk, der om nogen har mærket på egen krop hvor uretfærdigt og undertrykkende det amerikanske samfund og det amerikanske system kan være. Der er for mig at se to forklaringsmodeller, der selv om de tilsyneladende grundlæggende er modstridige, formentlig eksisterer side om side og i folks bevidsthed kun meget svært kan skilles ad, hvilket selvom situationen er en helt anden antyder den samme grad af kompleksitet, som mit projekt konklusioner også må komme til at rumme. For det første, at de her mennesker rent faktisk tror pæå den amerikanske drøm! At de er kommet over grænsen for at søge den velstand og de muligheder, de kun kunne drømme om i deres hjemlande, og at den undertrykkelse de er blevet udsat for og de dagsordener, de støder på i de politiske debatter ikke bliver betragtet som en del Amerika, men som et forræderi mod Amerika. Og for det andet, at de har anerkendt, og det er på de nationalistiske præmisser, at kampen for deres rettigheder skal kæmpes. Hvis det hvide flertal skal give dem de rettigheder, de søger efter, er det vigtigt de viser sig som gode, patriotiske, flagviftende amerikanere og ikke, som de ofte fremstilles i medierne, som en indvandrerbølge kvalitativt anderledes fra tidligere indvandrerbølger i det, de ikke ønsker at bidrage til Amerika, men at overtage Amerika.

På trods af dette var det tilsyneladende også vigtigt for demonstranterne, der var 99% latinamerikansk (jeg stak lidt udenfor, men der var absolut ingen problemer) at demonstrere den latinamerikanske identitet. I hvert fald var de kampråb, der blev råbt, konsekvent på spansk (herunder gamle kendinge som ”El Pueblo Unido…”, men det mest populære var helt klart ”Si, se puede” –ja, det kan lade sig gøre!) og der blev delt en del flyers ud fra forskellige organisationer, der advokerede for ”Brown Pride”. Jeg faldt i snak med en pige af asiatisk-amerikansk afstamning ved navn Melinda, og hendes spansk var næsten lige så dårligt som mit, men i fællesskab fik vi dog dechifreret det meste af de ting, der blev råbt og sunget. Der var noget meget symbolsk og stærkt i at marchere med alle disse mennesker ind blandt disse enorme og temmelig kolde skyskrabere, der pludseligt ikke længere virkede så overvældende, når man nu selv var en del af noget større. Faktisk var det mest opmuntrende, at vi hele vejen undervejs på demonstrationsruten (der blandt andet førte forbi Harpo Studios, hvor Oprah Winfrey-showet bliver optaget) blev hilst af bygningsarbejdere, gadefejere, parkeringsvagter og så videre der ikke selv havde kunne få fri, men som gav den knyttede næve og istemte ”si, se puede”, mens vi gik forbi.

I dag er der ikke rigtigt sket noget ophidsende. En helt almindelig dag på kontoret, som man siger, bortset fra, at det blev offentliggjort, at Eichs kone er gravid med tvillinger og at Ben er blevet forlovet, hvilket jo er mange gode nyheder på en dag på et kontor med 20 mennesker. Nå ja, og så så jeg, som antydet i starten, i eftermiddag generalprøven på skolens meget flotte opførsel af ”Les Miserables”. Ingen ”stjerneliv”, men hvad er også det?